Åndsvidenskaben anerkender, at hypoteserne er korrekte, men de er relative i tid og rum. De henviser til forskellige former for guddommeligt liv og formernes forskellige aspekter. Her drejer det sig om, hvad der er rigtigt og forkert i åndsvidenskaben, og de følgende bemærkninger kan betragtes som premisser og konklusioner:

1. Ethvert menneske − inkarneret eller diskarneret − er et ”fragment af guddommen” og en forpost for den guddommelige bevidsthed, der fungerer i tid og rum for at udtrykke sig.

2. Alle sjæle eller mennesker befinder sig på en af de syv udstrømninger af åndelig energi, der udgår fra guddommen i begyndelsen af en epoke med skabende aktivitet. Alle sjæle vender tilbage til kilden, når den aktuelle cyklus afsluttes.

3. I perioden mellem udstrømning og tilbagestrømning gennemlever sjælene forskellige erfaringer indtil det øjeblik, hvor de kan ”udstråle den fuldkomne sandhed”.

4. Som nævnt i A Treatise on Cosmic Fire[1] kaldes de for:

• Åbenbaringens lotusblomster
• Duftende lotusblomster
• Strålende lotusblomster
• Lotusblomster, der er ved at springe ud
• Lotusblomster, som er lukkede og forseglede
• Farveløse lotusblomster
• Lotusblomster i knop

5. Sjælene, som gennemlever forskellige livsformer i løbet af den lange evolutionsproces, opnår til sidst fuldkommen selvbevidst eksistens. Dvs. at de er selvbestemmende, selvbetingende og selvbevidste. Desuden er de bevidste og modtagelige over for omgivelserne.

6. Når den bevidste opmærksomhed er opnået, sker udviklingen hurtigere. Men glem ikke, at mange mennesker ikke er bevidste på denne måde. De grupper, der skabes på grundlag af erkendelsen (når idéen begrænses til menneskeheden), kan beskrives sådan:

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: A Treatise on Cosmic Fire, p. 855

_________________________________