Tværvidenskabelig

I traditionel forskning har man almindeligvis hidtil ikke ladet det nye tiltag åbne for nysgerrigheden. Og har ikke ladet det indgå som innovativt oplæg til dialog og her udnyttet effekten, der kunne stimulere offentlighedens interesse for de pågældende videnskabsområder. Heller ingen har været indstillet på at udnytte kildematerialet − ofte af sjælden art − til at finde elementer, der kan være til nytte i en videre udforskning.

Inden for f.eks. miljø- eller industriel forskning er det almindeligt at foretage samlede vurderinger ud fra dataindsamling fra endda en hel række af eksakt-videnskabelige discipliner. Men inden for humaniora, hvor man ofte er mere uvant med tværvidenskabelige tiltag, kan det i flere tilfælde opleves, at de pgl. forskere har lettere ved at se bort fra faktuelle resultater. For opdager en videnskabsmand sin faglige kompetence som ude af trit med realiteterne verden, kan han f.eks. opgive sine evt. ønsker om at besidde en slags vidensmonopol og i stedet opdatere sin viden − eller han kan stemple det nye som forkasteligt.

Ligeledes her må det være mindre foreneligt med videnskabens væsen, når f.eks. akademikere, også med fine titler og såkaldt ansvarsfulde poster, fralægger sig et køligt videnskabeligt syn og − det kan ikke skjules − slår over i skinger forargelse og undertiden ufine tricks (igen, flere uheldige eksempler). Dette til trods for at der findes faglige og offentlige fora til regulær drøftelse af fremlagte resultater. De pågældende kan muligvis mene at forsvare særinteresser − til tider ud fra en underforstået fuldmagt til at afgøre, hvad der er den rette opfattelse. Desværre er sådanne egenrådige selvbekræftende forsøg på meningsstyring − usynligt udefra − altså stik imod dyrebare traditioner for frihed i forskning og ytring.

Flere sådanne kritikere optræder endda også som “eksperter” på områder langt uden for egne faggrænser, som om de helt bestemt véd, at Moses-seriens bøger tager fejl, og de véd det med så stor sikkerhed, at de ikke behøver at læse bøgerne nærmere eller tjekke kilder i den sammenhæng. − Thomas Kuhn har i sit respekterede standardværk: “The Structure of Scientific Revolutions”, fra begyndelsen af 1960’erne, netop redegjort for den iboende faglige modstand mod fornyelser. Det er klassisk stof i videnskabsteori på universiteterne i dag.

Man kan netop spørge sig, hvad det er for mekanismer, der kan udvirke en sådan i grunden irrationel adfærd? Den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger har i et berømt studium i 1950’erne påvist, at menneskets allerede eksisterende lager af viden og holdninger udøver kraftig indflydelse på, hvordan det fortolker nye oplysninger.

Denne teori om hjernens bearbejdning af såkaldte “uharmoniske” informationer er en stadig værdsat klassiker i socialpsykologien (f.eks. kendtes essensen allerede i Vedanta-filosofien i Indien for flere tusinde år siden, foruden nu at indgå i adskillige seriøse terapisystemer). I længden kan det være lammende for et menneske, hvis det ikke kan forholde sig til, hvad det umiddelbart kan se − bl.a. netop hvis dets forudfattede meninger forhindrer det i at se, hvad f.eks. de fleste andre tydeligt kan se.

Det er netop som en forsvarsautomatik, der træder i funktion, ved at en forskningsgruppe blot tror, den angribes. I dette tilfælde uanset, at bogserien er upolemisk.

At specialisters viden inden for de afgrænsede områder sættes i perspektiv af udenforstående, i dette tilfælde i tværvidenskabeligt regi, er en uundværlig praksis, der kan bidrage til, at vi ikke mister overblikket og bliver ofre for enkeltstående gruppers bestemte verdensbillede og partikulære interesser. For der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem f.eks. en endda seriøs universitetslærdom og relevansen af en reelt eksisterende viden og erfaring.