Obelisker og kirketårne
Egypterne placerede obelisker parvis foran templerne
På hver side af porten til et egyptisk tempel placerede man en obelisk − den ene lidt højere end den anden. Den højeste symboliserede ånden eller pluspolen, og den lidt mindre symboliserede stoffet eller minuspolen.
Når egypterne passerede mellem søjlerne − mellem ånd og stof − befandt de sig derfor i et spændingsfelt, der repræsenterede sjælen.
Samme idé blev overført til kristendommens store katedraler, hvor de to kirketårne rummede samme symbolik: ånd og stof og en sjæl, der træder ind i kirkerummet for at deltage i et ritual, der er dedikeret til sjælens udvikling.
Inde i kirken sad mændene (pluspolen) i den ene side og kvinderne (minuspolen) i den anden. Mænd repræsenterede pluspolen − dvs. det aktive eller givende princip og kvinder minuspolen − dvs. det passive og modtagende. Åndelighed opstår i syntesen af det maskuline og feminine − det givende og det modtagende. Midtergangen, hvor dåben, konfirmationen, brylluppet, begravelsen eller andre kirkehandlinger blev udført, foregik derfor i et spændingsfelt, der repræsenterede sjælen.
Den Danske Frimurerordens bygning på Blegdamsvej i København
Ved indgangen til frimurernes bygninger står der også to store søjler, og symbolikken er nøjagtig den samme. Og den stammer fra det gamle Egypten.
Gudekredsen var ikke alene grundlag for Egyptens religiøse system, men også for landets ledelse. Et visdomshierarki, der bestod af ypperstepræster og -præstinder, forsøgte bogstaveligt at bringe Himlen ned på Jorden ved at tilrettelægge alt efter de guddommelige principper. Og landets og templernes ledelse var en nøjagtig kopi af gudehierarkiet. Men det er en helt anden historie.
|