Mangfoldighed
Den egyptiske gudekreds var et symbol på Den Ene, der via sin trefoldige natur manifesterede sig i mangfoldighed. Gudekredsen blev først skabt efter manifestationen, for dens dynasti eller hierarki af guder, gudinder og gudesønner skulle symbolisere de eksistensplaner, former og bevidsthedsniveauer, der trin for trin blev skabt under udstrømningen fra Den Ene.
En gudetriade på et højere niveau projicerede sig ned på et lavere niveau − eller man kan sige, at en gudesøn på ét niveau blev fader på et lavere niveau. Foreningen med en gudinde på det lavere niveau skabte igen en gudesøn osv. Sådan blev Den Ene mangfoldig.
Fra Den Ene, der rummer de tre, til mangfoldighed
De enkelte guder, gudinder og gudesønner var derfor ikke evige. De repræsenterede en energi, kraft eller proces i det skabte univers, og når Den Ene efter manifestationsperioden − den store ”udånding” − trak skabelsen ind i sig selv i den store ”indånding”, ville al adskillelse ophøre. Dermed ville samtlige guder, gudinder og gudesønner igen blive ét med deres ophav.
Konklusionen er derfor, at universet ikke styres af gudekredsen. Universet er guderne, gudinderne og gudesønnerne.
|