Princippet om én eller enhed kommer til udtryk i Pythagoras idé om monaden.[1] I den egyptiske kosmologi er monaden en betegnelse for livskraftens oprindelige tilstand i urtiden. Skabelsen er antydet, men den er endnu ikke kommet til udtryk. Hele potentialet rummes i monaden, og det er dens opgave at udklække alle muligheder, før tiden er inde til at manifestere sig og komme til udtryk. Det fører til princippet om duaden[2] i talsymbolikken.

_________________________________

[1] Monade er iflg. den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) et åndeligt kraftcenter, der består af usammensatte substanser uden udstrækning, og som derfor er af åndelig art. Monaden er en udelelig enhed i et hierarkisk system. Ordet blev brugt af Pythagoras og Euklid om enhed i matematisk betydning, og Platon brugte det om idéerne. Også inden for den alkymistiske tradition optræder ordet som betegnelse for den enhed, der ligger bag naturens virkninger.

[2] Duade betyder tofoldighed, dvs. en gruppe, der består af to enheder af samme type. Duade benyttes nogle gange om atma-buddhi, når bevidsthedsaspekterne betragtes som en tofoldighed.

_________________________________