Videnskabelig verifikation
Det er kendskabet til og erfaringen med de esoteriske lovmæssigheder, der en dag vil gøre mennesker til praktiserende esoterikere og bevidste medskabere af livet på Jorden i samarbejde med de guddommelige principper.
Tankerne bygger på hypoteser, der i øjeblikket ikke har mulighed for at blive videnskabeligt verificeret af naturvidenskabens forskere. Dog er vidnesbyrdene fra historiens mange oplyste skikkelser vægtige indicier på, at der er god grund til at afprøve hypoteserne i praksis. Men fordi åndsvidenskabens erkendelser er baseret på anvendelsen af metafysiske evner, vil området set fra et naturvidenskabeligt syn fortsat være et mysterium.
Det er dog ikke alle aspekter af læren, der ligger udenfor videnskabelig verifikation. Den parapsykologiske forskning har bevist eksistensen af psykiske evner – herunder telepati. Dean Radin, Ph.D. udtaler i sin anerkendte bog om forskning i parapsykologiske fænomener:
"Indtil videre har man lært, at de virkninger, der er blevet iagttaget i tusinder af psi-eksperimenter, ikke skyldes tilfældigheder, selektive rapporter, svingende kvalitet i eksperimenterne eller tilrettelægningsmæssige mangler. De er blevet uafhængigt gentaget af kompetente, konventionelt trænede forskere ved velkendte akademiske, industrielle og regeringsstøttede laboratorier verden over i mere end ét århundrede. Resultaterne er i overensstemmelse med menneskelige erfaringer, der er blevet rapporteret igennem historien og i alle kulturer".[1]
Den parapsykologiske forskning beviser naturligvis ikke, at karmaloven er en realitet. Den har ikke engang bevist, at der eksisterer et liv efter døden, selvom tusindvis af nærdøds-beretninger efterhånden burde indikere det. Men det, den kan dokumentere med overbevisende styrke, er, at tankesindets kræfter kan skabe en væsentlig påvirkning af stoffets verden. Derved nærmer man sig antagelser, som esoterikere har postuleret for længst.
_________________________________
[1] Dean Radin: The Conscious Universe
_________________________________
|