Når man for første gang vover sig ind i meditationens kontemplative stadie, kommer man kun i berøring med stilheden i nogle få sekunder. Det er, som det skal være. Via erfaring lærer man at indtage og fastholde en lyttende holdning i stilheden. Til sidst lærer man at gå ind i tilværelsens dybder, når man ønsker det. I denne tilstand føler den mediterendes ånd sig som ét med alt. I stilheden påkalder sjælen ånden (monaden) og fremkalder et svar.

"Tal til ånden, for den hører.

Ånd kan mødes med ånd

− Ånden er nærmere end åndedrættet

− nærmere end hænder og fødder."

Lord Alfred Tennyson: The Higher Pantheism

Efter lang tids erfaring på meditationens vej bliver en del af bevidstheden tilbage i stilheden.

Menneskets hjem er stilhedens sted. Personlighedens arbejde med sjælens hensigt udføres fra livets tavse midtpunkt. Denne vilje vil være klar og tydelig for den erfarne iagttager i kraft af sin vane (en underbevidst vane), at man standser opmærksomt på tærsklen til enhver bevægelse på livets fysiske plan i det øjeblik, man går ind i et værelse eller begynder at handle eller tale.