2. KAPITEL

Strålerne på solniveau

Ifølge åndsvidenskaben er der syv primære stråler i Kosmos. I solsystemet er kun én af disse syv store kosmiske stråler aktive. De syv underopdelinger af denne kosmiske stråle udgør "de syv stråler" i solsystemet, og idet de styres af systemets Sollogos, danner de grundlaget for utallige varianter i Solens system af verdener. Disse syv stråler kan beskrives som de syv kanaler, som alt levende i Sollogos’ system strømmer igennem. Det er Sollogos’ syv primære egenskaber, for strålerne har ikke alene overordnet indflydelse på menneskeheden, men også på de syv naturriger. I virkeligheden er der intet i solsystemet − uanset hvilket udviklingstrin det befinder sig på − der ikke hører ind under en af de syv stråler og altid har gjort det.

På næste trin under det kosmiske niveau, hvor solkonstellationer er i fokus, skal der nu fokuseres på de syv stråler på solniveau, og det vil være naturligt at studere Jordens eget solsystem. Næste niveau vil være strålernes indflydelse på gruppeniveau og til sidst på det individuelle niveau, men da kilden til strålerne på disse lavere niveauer er Sollogos, er det relevant at begynde ved kilden.

Sollogos modtager som sagt den kosmiske 2. stråle fra en stjerne i Den Siriske solkonstellation. Men hvad menes der med, at Sollogos modtager 2. stråle, for naturligvis modtager Sollogos alle syv frekvenser og dermed alle syv stråler?

De syv kosmiske stråler, der strømmer ud fra Store Bjørn, strømmer ind i Sollogos’ natur. Når åndsvidenskaben oplyser, at Sollogos alene er præget af 2. stråle, skyldes det, at Sollogos alene reflekterer frekvensen fra 2. stråle, og det er alene frekvensen fra 2. stråle, der optages i eller responderes på i infrastrukturen i Sollogos’ eget planetsystem. Sollogos har ligesom enhver anden manifestation i Kosmos en såkaldt "ring-pass-not" − en "ringmur" eller en ydre grænse for sin indflydelsessfære. Inden for denne grænsering er alt betinget af Sollogos’ egen infrastruktur.

Konklusionen er derfor, at Sollogos modtager alle syv stråler, men Sollogos lukker alene 2. stråle ind i sit system. De øvrige seks stråler kastes tilbage eller afbøjes, for disse kvaliteter skal ikke komme til udtryk i Sollogos’ natur.

Dette princip kendes fra hverdagslivet. Naturvidenskaben oplyser, at når man eksempelvis oplever, at en blomst er blå, så er den videnskabelige forklaring, at den belyses af det, man kalder "hvidt lys", og "det hvide lys" rummer alle syv farver i farveskalaen. Det er almindelig kendt, at "det hvide lys" består af syv farver, for "det hvide lys" kan spaltes op i syv farver ved hjælp af et prisme. Når en blå blomst tilsyneladende er blå, skyldes det, at den absorberer alle farver undtagen den blå, som den reflekterer. Øjet opfatter alene blomsten som blå, fordi den absorberer de øvrige seks farver, og udstråler eller kaster den blå frekvens tilbage til omgivelserne.

På principielt samme måde modtager Sollogos alle syv stråler, frekvenser eller farver fra "det kosmiske hvide lys", men reflekterer eller udstråler kun den ene af strålerne – og ifølge åndsvidenskaben er det 2. stråle. Den udstråler 2. stråle, og derfor vil Solens påvirkning af omgivelserne være betinget af 2. stråles kvaliteter. På denne måde modtager og udstråler Sollogos 2. stråle, og det er det, der menes, når åndsvidenskaben oplyser, at solsystemet i denne manifestationscyklus repræsenterer og manifesterer 2. stråle. Sollogos − som er et individuelt kosmisk væsen − har naturligvis en personlig udstråling ligesom alle andre skabninger, og denne udstråling er som sagt kendetegnet af 2. stråles kvaliteter.

Understråler og

under-understråler

Når 2. stråle strømmer ind i Sollogos’ system, spaltes strålen straks op i syv understråler. Princippet er det samme, som når man spalter lys i et prisme. Når "det hvide lys" opsplittes, skyldes det, at afbøjningsvinklen for de forskellige frekvenser ikke er den samme. Eksempelvis har rødt lys en anden afbøjningsvinkel end blåt lys, men på trods af at man ikke er i stand til at se farverne i "det hvide lys", så er alle syv farver altid til stede.

Når "det hvide lys" er sat i citationstegn, skyldes det, at betegnelsen "hvidt lys" er forkert. Hvis lyset var hvidt, ville verden være hvid. Det såkaldte "hvide" lys er gennemsigtigt. Man kan ikke se farverne i det gennemsigtige lys, men prismet viser ved en differentiering af afbøjningsvinklen inde i glasset, at lyset rummer syv farver, som kaldes farvespektret.

Man kan sige, at Solen fungerer som et prisme, for Sollogos gør noget tilsvarende med 2. stråle. Når Sollogos modtager en stråle, der kan sammenlignes med "det hvide lys", differentieres denne stråle omgående i syv understråler. Denne opdeling er et princip, der gentages på alle skabelsens niveauer. Når strålerne studeres, er det derfor vigtigt at huske, at en stråle altid rummer syv understråler. Enhver stråle rummer altid de seks øvrige, og dette princip gentager sig igen og igen og igen – ligesom i fraktaler.

Konklusionen er, at når en stråle studeres, kan den altid splittes op i syv understråler. Herefter kan man udvælge en af understrålerne, som igen kan splittes op i syv understråler. Og her kan man igen vælge en understråle, som igen kan splittes op i syv understråler − osv. Dette princip fortsætter i det uendelige. Det er i virkeligheden dette princip, der ligger til grund for fraktallæren og kaosteorien.

Strålerne og de tre aspekter

Udgangspunktet for den videre udforskning af strålerne i solsystemet er nu, at Sollogos spalter 2. stråle op i syv understråler og sender disse syv understråler ud i sit system. De syv understråler er derfor alle understråler af 2. stråle, og derfor vil de bære præg af denne stråles overordnede kvalitet. For at forholde sig til denne information, vil det være fornuftigt at relatere strålerne til de tre aspekter, som de kendes fra den åndsvidenskabelige forskning.

1. aspekt er liv, kraft eller energi

2. aspekt er magnetisme eller tiltrækningskraft

3. aspekt er intelligent aktivitet eller aktiv intelligens

Åndsvidenskaben oplyser, at skabelsen af et solsystem er et resultat af, at 2. og 3. aspekt tilsammen skaber en stor stofboble – en stor stjernetåge – som senere fortættes til et solsystem, og det skyldes, at der fra 3. aspekt strømmer en energi, der skaber atomer. Atomerne bliver til bobler og komplicerede spiraler, hvorefter 2. aspekt bygger dem sammen til molekyler.

Stofboblen er et resultat af 2.- og 3. aspekts samspil, og når stofboblen er dannet, træder 1. aspekt i funktion i form af livskraft eller livsgnister, som åndsvidenskaben kalder monader. Monaderne er åndelige livskim, der beliver den form, der nu er blevet skabt. Man kan sige, at livsgnisterne inkarnerer i det stof, som 2.- og 3. aspekt tilsammen har bygget. Når de tre kræfter bygger systemet, kaldes de aspekter. Men alle tre aspekter er strømmende energier. Når systemet er manifesteret, er alle tre aspekter stadig udtryk for strømmende energier … og det betyder, at de er stråler.

Åndsvidenskabens aspekter og stråler er derfor identiske begreber. Når strålelæren taler om de tre primære eller skabende aspekter, taler man samtidig om 1.-, 2.- og 3. stråle. Opspaltningen af den primære 2. stråle fra Sollogos resulterer derfor i, at Sollogos stadig opererer med tre aspekter, som er de tre primære stråler − 1.-, 2.- og 3. stråle.