Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

REINKARNATION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-REINKARNATION-Annie-Besant-Åndsvidenskab

REINKARNATION (10 af 11)


Reinkarnation er en naturlig del af åndsvidenskaben, og ideen vinder terræn blandt tænkende mennesker, der ønsker at studere livets og udviklingens mysterier fra en ny synsvinkel.

REINKARNATION (10 af 11)

Indvendinger mod reinkarnation

 

De indvendinger, som omtales i dette kapitel, er bare et uddrag af de argumenter, der sædvanligvis fremsættes af modstandere af reinkarnationsteorien. De omtales kun som en prøve på, hvad tilhængere ofte konfronteres med.

I. Tabet af erindringen. Dette punkt er omtalt så udførligt i kapitlet: ”Hvad er det, der ikke reinkarnerer?”, at en gentagelse må være overflødig.

II. Verdensbefolkningens vækst. Mange stiller spørgsmålet: Hvis sjælenes antal konstant er det samme, hvordan vil man så forklare, at verdensbefolkningen vokser? Forklaringen er enkel, for antallet af sjæle på kausalplanet er ikke det samme som antallet af sjæle i inkarnation. Antallet af sjæle er konstant, men antallet af inkarnerede sjæle er meget begrænset i forhold til antallet af ikke-inkarnerede. Eller − for at give svaret i en mere konkret form: Hvis man forestiller sig, at der er 60 mia. sjæle, hvoraf 6 mia. er i inkarnation, vil der være 54 mia. ikke-inkarnerede. Hvis man desuden forestiller sig, at der går en periode på 1.500 år, inden de 6 mia. igen kan komme i inkarnation − og at de samme betingelser gælder for de øvrige 54 mia. sjæle – så vil det være nemt at indse, at en ganske lille afkortning af den periode, der går mellem inkarnationerne, vil forøge den inkarnerede befolkning i en meget betydelig grad.

De, der fremsætter dette spørgsmål, går som regel ud fra, at der er lige mange inkarnerede og ikke-inkarnerede sjæle, men sandheden er, at antallet af ikke-inkarnerede er langt større. Planeten Jorden er som et lille klasselokale i en storby, hvor elever fra hele byen kommer og går. Nogle gange er lokalet kun halvt fyldt − andre gange er det overfyldt. Men det har ingen indflydelse på storbyens samlede indbyggerantal. På samme måde kan menneskehedens lille planet på forskellige tidspunkter være tyndt eller tæt befolket, uden at dette ændrer det praktisk talt uudtømmelige reservoir af sjæle.

III.Reinkarnationen ignorerer arvelighedsloven.” Det er en misforståelse, for reinkarnationslæren bekræfter arvelighedsloven på det fysiske område. Ifølge reinkarnationsteorien er det naturligvis forældrene, der leverer det fysiske materiale til barnet. Man kan sige, at de præger barnet med deres eget stempel, for de molekyler, som barnets legeme dannes af, har en medfødt tilbøjelighed til at vibrere på bestemte måder og til at indgå bestemte kombinationer. Således nedarves for eksempel anlæg for visse sygdomme, og det samme gælder visse vaner, adfærdsmønstre etc.

Men nogen vil måske indvende, at disse områder ikke dækker alle arvelige forhold, for sjælelige ligheder og særpræg nedarves på samme måde som de fysiske. Det er til en vis grad korrekt, men det sker langtfra i den udstrækning, som det påstås af modstandere af reinkarnationstanken. Forældrene afgiver æteriske såvel som fysiske atomer og ligeledes kamiske elementer − navnlig moderen − og disse kvaliteter påvirker både hjernens molekyler og de øvrige dele af barnets legeme. Derfor kan bestemte særpræg, som er karakteristiske for forældrene, også vise sig hos barnet − og det medfører, at sjælens udtryk begrænses. Reinkarnationsteorien accepterer således, at forældrene har arvelig indflydelse på barnet, men på den anden side må man ikke glemme barnets helt selvstændige udvikling, der vejer lige så tungt som bevis på reinkarnation, som de beviser, der stammer fra forældrenes indflydelse. Åndsvidenskaben giver på denne måde en fuldstændig forklaring på både ligheder og uligheder, mens arvelighedsloven kun giver en delvis og ensidig forklaring, fordi den alene lægger vægt på lighederne og ignorerer ulighederne.

IV. ”Atavisme er tilstrækkelig forklaring på ulighederne”. Man begrunder geni med atavisme, og det samme gælder alle andre mennesketyper, der totalt afviger fra forfædrene. Men hvis geni er et tilfælde af atavisme, så man være i stand til at føre bevis på hvilke af forfædrene, der havde været geniale. Ellers er der ikke grundlag for påstanden om arvelighed. Genialitet skulle i givet fald kun vise sig – uanset om det sker med meget lange mellemrum − i familier, hvor genialiteten allerede tidligere havde vist sig. Hvis Shakespeare eksempelvis var et tilfælde af atavisme, må man kunne henvise til et medlem i slægten, der også var et helt enestående geni. Alene det faktum, at et geni pludselig gør en ellers fuldstændig ukendt familie verdensberømt, modsiger hypotesen om atavisme. Når slægten altid har levet i ubemærkethed, er det i og for sig et bevis for, at der aldrig tidligere har været et geni i familien.

Man må også lægge mærke til, at man også bør påstå, at der er tale om atavisme, når der fødes et amoralsk barn i en god familie, men også her er der tale om et rent gæt, for påstanden savner ethvert bevis. Hvis geni kan forklares som atavisme, så må analogien tale for, at den modsatte karakter hører under samme kategori. Men i begge tilfælde kan påstanden ikke tages alvorligt, for det er umulig at verificere postulatet. Og ifølge naturvidenskabelig praksis skal ethvert bevis baseres på kontinuitet i de tilfælde, man undersøger.

V. Den omstændighed, at et amoralsk barn fødes i en socialt velfungerende familie, mens et andet udpræget moralsk barn fødes i en socialt belastet familie, taler imod reinkarnationslærens teori om, at sjælen føres til forældre, der kan give det et velegnet legeme og tilbyde en opvækst i hensigtsmæssige omgivelser. Umiddelbart vil man måske tro, at denne indvending er meget vanskelig at tilbagevise, men man glemmer en meget vigtig omstændighed − de karmiske bånd. Åndsvidenskaben oplyser, at sjælens fremtidige skæbne knyttes af de forskellige karmiske bånd, der er blevet skabt gennem relationer på godt og ondt i hvert fysisk liv. Kærlighed og had − den hjælp, der ydes, og den skade, der gøres − venskaber på godt og ondt – alle relationer og handlinger har en tendens til igen at føre sjæle sammen i en følgende inkarnation. Formålet er, at de sammen får mulighed for at forvandle virkningerne af de årsager, som de i fællesskab har skabt. Det er eksempelvis forklaringen på de uhyggelige eksempler på regulært had, som man nogle gange oplever mellem forældre og børn og mellem søskende. Dette medfødte had er ofte uforklarligt, for det er udtryk for en hævngerrighed, der skyldes en uretfærdighed, der ikke længere huskes. Det samme gælder de uforklarlige stærke bånd, der knytter mennesker sammen i dyb kærlighed og hengivenhed − bånd, der tydeligvis rækker ud over tid og rum. Denne stærke gensidige magnetisme kan ikke forklares på baggrund af begivenheder i ét enkelt liv, og derfor må årsagen søges i tidligere liv.

Artikel-Reinkarnation-Annie-Besant-Åndsvidenskab-Esoterisk
Download-fil: REINKARNATION - Annie Besant


Artikel-Reinkarnation-Annie-Besant-Åndsvidenskab-Esoterisk
Læsefil med vendbare sider: REINKARNATION