Hvad er det, der ikke reinkarnerer?

Menneskets ydre form − dets fysiske natur − blev skabt meget langsomt gennem to og en halv rodrace, indtil formen var parat til at modtage den livsenhed, der gjorde tænkning mulig. Det er denne lavere natur, der kaldes animal. Den lavere animale natur består af tre forskellige dele:

• Det fysiske legeme

• Æterlegemet

• Astrallegemet

Det er det animale menneske, som alene adskiller sig fra dyreriget på grund af tænkeevnens indflydelse. Og det er tænkeevnens opgave at opdrage og forædle det animale menneske. Hvis man fjerner tænkeevnen, er kun dyret tilbage, selvom den ydre form er menneskelig.

Sjælen − den indre tænker − der er forbundet med det animale menneske, overfører så mange af sine egenskaber til det animale menneske, som det animale menneske er i stand til at modtage og udtrykke. Disse egenskaber overføres gennem den menneskelige hjerne. Det er det, der i åndsvidenskaben kaldes hjernebevidsthed eller lavere manas. I Vesten er det et videnskabeligt faktum, at det er udviklingen af hjernebevidstheden – lavere manas − der er skillelinjen mellem dyret og mennesket. Det medfører, at det, esoterikeren betragter som den lavere tænkeevne eller hjernebevidsthed, betragtes som selve bevidstheden af det store flertal i Vestens kulturlande. Denne forskel i opfattelsen af menneskets bevidsthed skaber selvsagt en del forvirring, når esoterikere og ikke-esoterikere taler sammen.

Åndsvidenskaben fortæller, at sjælen, der bestræber sig på at få indflydelse på det animale menneske, udsender en energistrøm, der påvirker den fysiske hjerne. Hjernen skaber ikke tanker – den modtager tankestrømme. Hjernen opfatter så meget af de mentale impulser, som den i et samspil med andre fysiske egenskaber er i stand til at opfange. Tankestrømmen sætter molekylerne i hjernens nerveceller i en vibrerende bevægelse – på samme måde som en lysstråle får molekylerne i nethindens nerveceller til at vibrere − og på denne måde aktiveres bevidstheden på det fysiske plan.

Fornuft, skelneevne, hukommelse, vilje, forestillingsevne etc. − alle hjernens funktioner og egenskaber − er et udtryk for den tankestrøm, der udgår fra sjælen, men som altid modificeres af de aktuelle fysiske forudsætninger. Det er en forudsætning, at nervecellerne er sunde, at udviklingen af de respektive grupper af nerveceller har det korrekte indbyrdes forhold, at blodtilførslen er tilstrækkelig, og at blodet indeholder de næringsstoffer, som kan assimileres af cellerne og erstatte de udskilte stoffer og tilføre ilt. Hvis nogle af disse betingelser ikke er til stede, kan hjernen ikke fungere optimalt − på samme måde som hvis en musiker skulle spille på en violin, hvor en eller flere strenge var sprunget. Evnen til at udtrykke sig − hvad enten det er gennem tænkning eller gennem toner − er begrænset af instrumentets tilstand.

Det er absolut nødvendigt, at den studerende får en fuldstændig klar forestilling om denne forskel mellem sjælen og det animale menneske. Sjælen er musikeren og det animale menneske er instrumentet, og sjælen spiller sine melodier på hjernens strenge. Hvis dette forhold ikke er forstået, vil reinkarnationslæren være vanskelig at forstå, for det er sjælen, der reinkarnerer og ikke det animale menneske.

Det er dette forhold, der er årsag til mange andre misforståelser. Det animale menneske fødes, og sjælen − det virkelige menneske − bindes til det animale. Sjælen fungerer inkarnation efter inkarnation gennem det animale menneskes hjerne − men sjælen er hele tiden den samme. Sjælen beliver forskellige personligheder med forskellige navne, nationaliteter, racer, køn i forskellige tidsalder. På denne måde indsamler sjælen − det virkelige menneske – kundskab gennem de forskellige personligheder, udleder essensen og omdanner erfaringerne til egenskaber i sin evige natur.

Det er derfor kun den reinkarnerende sjæl, der er i stand til at se tilbage på rækken af inkarnationer og huske de enkelte fysiske liv. Det er alene sjælen, der har overblikket over dette lange drama – scene efter scene − århundrede efter århundrede – årtusinde efter årtusinde. Det animale menneske kan ikke se tilbage på eller huske sine tidligere liv, ganske enkelt fordi det aldrig har levet før. Det enkelte fysiske menneskes medfødte karakter har sjælen opbygget ved hjælp af de mange inkarnationer i skiftende legemer i mange forskellige lande og civilisationer i mange tidsaldre.

Første gang mennesker præsenteres for reinkarnationstanken, dukker spørgsmålet op: ”Hvorfor kan jeg ikke huske mine tidligere liv?” Men spørgsmålet er ganske enkelt udtryk for, at man endnu mangler sjælen – det virkelige menneske – i sin forståelse. Sjælen kan huske de tidligere liv, men det animale menneske, der endnu ikke fungerer som en integreret del af sjælen, kan ikke huske en fortid, som det ikke selv deltog i. Det animale menneske fødes hver gang med en ny hjerne, og hjernens hukommelse er kun i stand til at erindre de begivenheder, som den selv har registreret. Den kan ikke genkalde sig begivenheder, der er registreret af andre hjerner i andre legemer i tidligere liv. Det bliver først muligt for et menneske at huske tidligere liv, der har forbindelse med det nuværende, når hjernen bliver i stand til at opfange de subtile vibrationer, der forbinder personligheden med sjælen. Og det kan først ske, når personligheden har opbygget forbindelsen til sjælen og har opnået sjælsbevidsthed. Det vil sige, at personligheden − det fysiske menneske − ikke længere identificerer sig med sine tanker, følelser og handlinger, men med sjælen.

Dette menneske har ikke en sjæl − det er en sjæl. I stedet for at leve i hjernebevidstheden, lever det permanent i sjælens højere bevidsthed. I stedet for at opleve sin sjæl, som noget, der befinder sig uden for sig selv, må det identificere sig med sjælen og kun betragte tanker, følelser og handlinger som sjælens redskaber, der er nødvendige for sjælens arbejde på det fysiske plan. Og disse redskaber skal håndteres og trænes til den højeste grad af fuldkommenhed. Det indebærer, at hjernen skal nå en udvikling, hvor den hurtigt og præcist kan respondere på de indtryk, der kommer fra sjælen.

Det er en vanskelig opgave at sætte det fysiske menneske i bevidst forbindelse med de højere planer, men efterhånden som opgaven løses, vil sjælen i stigende grad blive i stand til at kontrollere sit fysiske redskab, og glimt af erindring om tidligere inkarnationer vil trænge igennem til den lavere bevidsthed. Disse glimt bliver efterhånden til permanente visioner, indtil hele fortiden til sidst opleves i sin helhed.

Hukommelsen overføres gennem den bevidsthedstråd, som det fysiske menneske gradvis opbygger mellem personligheden og sjælen. Via denne tråd samles hukommelsen og giver en følelse af individualitet. Det medfører en erkendelse af, at den nuværende inkarnation kun er den seneste i en lang række, hvor sjælen har iført sig en klædning af kød. På dette udviklingstrin vil det være lige så umuligt at identificere personligheden med sjælen, som det er for et gennemsnitsmenneske at identificere sig med sin overfrakke – for på samme måde som det fysiske menneske kan lægge sin overfrakke efter behov, fordi man erkender, at den er adskilt fra mennesket, er et højt udviklet menneske i stand til at lægge – det vil sige bevidst forlade − sit fysiske legeme. På dette bevidsthedsniveau ved man, at man ikke er det fysiske legeme, og derfor er enhver tvivl udelukket.

Konklusionen er, at det fysiske legeme, det æteriske legeme og astrallegemet ikke reinkarnerer, men at de går i opløsning og stoffet vender tilbage til naturen, når sjælen trækker sig ud af dem. De mest forædlede karaktertræk trækkes ind i sjælen − ind til en fredfyldt hvileperiode, indtil den impuls til videre udvikling, der afsluttede det fysiske liv, er bearbejdet, og sjælen igen søger ny udvikling i den fysiske tilværelse.