Solen og de syv planeter

De syv planeter holder sig altid i samme afstand fra hinanden og roterer i samme bane, og dette forhold har givet anledning til forestillingen om den evige harmoni i Universet. Syvtallet blev herved særligt helligt og bevarede sin betydning for astrologerne. Pythagoræerne betragtede syvtallet som billedet og mønstret på den guddommelige orden og harmoni i naturen. Det var det tal, der to gange rummede det hellige tretal eller Triaden, hvortil man føjede ”Den Ene” eller den guddommelige monade … 3 + 1 + 3.

Ligesom naturens harmoni strømmer fra rummets klaviatur mellem de syv planeter, på samme måde forekommer den fysiske lyds harmoni på et lavere plan i de evigt tilbagevendende syv toner i den musikalske skala. Der er syv strenge på Apollons lyre, og der er syv rør i guden Pans (eller naturens) fløjte, og deres gradvis formindskede størrelse symboliserer afstanden mellem planeterne og mellem planeterne og Jorden.

En forening af tretallet − symbolet på den guddommelige triade, trefoldighed eller treenighed hos alle folkeslag både kristne og hedenske − og firtallet − symbolet på de kosmiske kræfter eller elementer − peger symbolsk hen på Guds enhed med Universet. Denne pythagoræiske ide blev især i middelalderen benyttet af de kristne, der ofte brugte syvtallet i deres religiøse arkitektur. I den berømte domkirke i Köln og i den dominikanske kirke i Regensburg er dette tal indbygget i selv de mindste arkitektoniske detaljer.