Fra Ramayana-ballet

I deres religiøse og astronomiske beregninger delte de gamle hedenske romere ugen i syv dage og betragtede den syvende dag som den helligste − Jupiters sol eller ”soldag” (engelsk: ”Sunday” – dansk: ”søndag”). Alle de kristne nationer − især de protestantiske − helligholdt denne dag. Hvis nogen skulle få lyst til at fortælle, at nutiden ikke har denne helligdag fra de hedenske romere, men fra jøderne, må man spørge, hvorfor det så ikke er lørdagen eller den virkelige ”sabbath”, der helligholdes i stedet for søndagen eller Solens dag?

I Ramayana tales der om syv alen i forbindelse med de indiske kongers residenser, og som regel var der syv porte, der førte til oldtidens berømte templer og byer. Hvorfor skulle friserne i den kristne periodes tiende århundrede holde strengt fast ved syvtallet i inddelingen af deres provinser og insistere på, at der skulle betales syv pfennig i afgift? Det hellige romerske og kristne rige har syv kurfyrster. Ungarerne emigrerede under ledelse af syv hertuger og grundlagde syv byer, der kaldes Semigradya (nu Transsylvanien).

Rom var bygget på syv høje, og Konstantinopel havde syv navne − Byzans, Antonia, det nye Rom, Konstantins By, den, der adskiller Verdens Dele, Islams Skat og Stambul. Den blev også kaldt ”byen på de syv høje” og ”byen med de syv tårne”. Muslimerne belejrede den syv gange, og den blev indtaget efter syv uger af den syvende af de osmanniske sultaner. I de østerlandske folkeslag repræsenteres de syv planeter af de syv ringe, som kvinderne bærer på syv dele af kroppen − hovedet, halsen, hænderne, fødderne og i ørerne og i næsen og omkring livet. I nutiden forærer østerlandske bejlere syv ringe til deres udvalgte brud. Og i de persiske sange består kvindens skønhed af syv yndigheder.