Mennesket

For klart at kunne forstå denne opfattelse om inkarnationens formål og processer er det nødvendigt at give en kort fremstilling af, hvad oldtidens visdom har at sige om dette emne. Vi lever i en tid, hvor det i Vesten er blevet en vane, at man kun betragter mennesket som en fysisk krop. Sjælen opfattes som noget i retning af en ballon, der svæver usynligt over hovedet. De mennesker, der forestiller sig, at de har en sjæl, mener, at mennesket er et legeme, som har en sjæl. I åndsvidenskaben vendes denne forestilling om og siger, at mennesket er en sjæl, der har et legeme. Det giver Paulus udtryk for på denne måde: ”Når der findes et fysisk legeme, findes der også et åndeligt legeme”. (Kor. I. 15. 44). Åndsvidenskabens definition på mennesket er: ”Mennesket er det væsen, i hvem den højeste ånd og det laveste stof forenes af intellektet, uanset hvor i Universet dette væsen befinder sig”. Den evige visdom, som nutidens åndsvidenskab står for, oplyser, at menneskets sande selv ligger dybt skjult bag slør efter slør af stof, der har varierende tæthedsgrad.

Fødselsprocessen er uhyre indviklet, for udover at mennesket inkarnerer i det fysisk-æteriske legeme, så inkarnerer det desuden i andre indre legemer. Det legeme, der giver udtryk for følelserne, kaldes astrallegemet, og det legeme, der giver udtryk for tankerne, kaldes mentallegemet. Det indre menneske – den virkelige sjæl – har hjemme i en endnu højere og mere sublim verden i et legeme, der kaldes årsagslegemet eller kausallegemet. Menneskets sande sjæl hører derfor hjemme i de overmentale verdener, og på disse niveauer manifesteres de guddommelige egenskaber, vilje, visdom og intelligens mere frit, end det er tilfældet i de lavere verdener, hvor stoffets tæthed skjuler dem for opfattelsen. Hensigten med menneskets udvikling - ligesom Universets - er, at disse tre egenskaber skal stråle med stadig større glans og kraft. Evolutionsmetoden er en serie af fødsler og død i den mentale, astrale og fysiske verden.

Mennesket er identisk med den fortabte søn i lignelsen. (Luk., 15.11-32). På samme måde, som den fortabte søn udvikler sig, således udvikler mennesket sig også ved at gå fra sit åndelige hjem og ned i den stoflige verdens dybder og iføre sig legeme efter legeme, indtil det tætteste er nået. ”Og han ønskede at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd”. (Luk., 15.16). Til sidst efter mange hundrede inkarnationer begynder mennesket at lære lektien om, at de fysiske nydelser er illusoriske og forgængelige, og derved fødes en længsel efter at opnå en mere permanent og vedvarende glæde og fred. Da siger mennesket: ”Jeg vil bryde op og gå til min Fader og sige til Ham: Far, jeg har syndet mod Himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn”. (Luk.15.18). Mennesket lærer, at ”paradiset” kun kan ”genvindes”, når det selv har frigjort sig fra begærets lænker, som binder det til den fysiske verden. Én efter én må lænkerne kastes, mennesket skal lære at styre kødets svagheder, at besejre og rense ethvert begær, at kontrollere enhver tanke og gøre den fuldkommen.

Det sande menneskes lys – den udødelige sjæl – begynder nu at skinne gennem legemerne. Den kraft, fred og lyksalighed, som er karakteristisk for menneskets sande hjem i de højere verdener, begynder nu at blive erkendt og erfaret i de lavere verdener. Mennesket begynder i virkeligheden at betræde ”vejen tilbage”, som fører til fuldkommen frigørelse fra enhver jordisk sorg, fra enhver fysisk begrænsning og frem til evig lykke og fred. Til sidst vil mennesket blive budt velkommen ved rejsens afslutning, for opgaven er fuldført og alle lektier er lært. Mennesket står ved sin Faders side ”fuldkommen som Faderen i Himlen er fuldkommen”.