Man kan tage udgangspunkt i Alice A. Baileys forfatterskab, hvor der tales om en mystisk kosmisk forbindelse mellem Store Bjørn og Plejaderne. Udgangspunktet er naturligvis baseret på accepten af, at der er ét livsvæsen i Universet (Gud), som manifesterer sig i trefoldighed (den treenige Gud). Da alt er skabt i Hans billede, er det logisk at antage, at alt i Universet er udtryk for et trefoldigt liv på forskellige udviklingsniveauer. Det bekræftes af det hermetiske aksiom, som siger:

Som foroven således også forneden.

Som i det store således også i det små.

Som i det ydre således også i det indre.

Konsekvensen er, at skabelse på alle tilværelsens mangfoldige niveauer bygger på princippet om, at der skal være en pluspol (maskulin) og en minuspol (feminin), som forenes, og i denne forening skabes et tredje princip (mangfoldighed). Ånd forenes med stof, og derved opstår der bevidsthed eller det, der kaldes en sjæl. Dette princip gælder i menneskerigets mikrokosmos såvel som i makrokosmos. Mand og kvinde forenes, og der skabes et tredje aspekt − et barn. Trefoldighed er en forudsætning for skabelse.

"Østens gamle skrifter gør opmærksom på, at Store Bjørns syv stjerner, Plejadernes syv stjerner og Sirius, er meget nært forbundet med solsystemet, og at de opretholder en intim psykisk magnetisk relation til Sollogos."

Alice A. Bailey: The Consciousness of the Atom, p. 153