Pyramidetekster i Unas-pyramiden

Frygten for at miste mysteriekultens infrastruktur i en verden, der var truet af fremmede kræfter, kan være et motiv bag inskriptionernes udformning i både pyramider og templer ved slutningen af den store civilisations guldalder. Det usynlige og uskrevne måtte synliggøres og skrives i sten, hvis det skulle bevares for eftertiden.

Hvis disse forandringer betragtes fra en astronomisk og astrologisk synsvinkel, var forandringerne utvivlsomt kendt og accepteret som nødvendige skift i den kulturelle identitet, som altid er resultatet af en ny astrologisk tidsalders opståen.

De guddommelige arvinger til Gamle Rige banede vejen for krigerdynastierne i Ny Rige, som en efter en overgav den fornemme pagt med guderne til en samling kustoder i den hermetiske periode (cirka 300-350 e.Kr.).

Så vidt man ved, er Unas-pyramiden den ældste pyramide med hellige inskriptioner i de indre kamre. Mange forskere betragter teksterne som allerede gamle, da de blev mejslet i stenene, og man daterer teksternes oprindelse til 4700 f.Kr., men de er sandsynligvis meget ældre. Og selvom de virker indviklede med deres metafysiske symbolik og i et arkaisk sprog med subtile nuancer, som er typiske i mysterielitteraturen, kaster det egyptiske testamente alligevel lys over et ritual, som giver vigtige forhåndsoplysninger om en stjernetransformation, som er beskrevet i mystiske men overbevisende ord og sætninger.

Pyramideteksterne giver en beskrivelse af, hvordan faraoen rejser sig fra urhavet i et genfødselsritual. Døren til Himlen åbnes, og den indviede antager straks samme skikkelse som Horus (den levende Sol eller visdom) og bavianen (en lavere manifestation af Månen eller kundskab), og den indviede "indtager sin plads i horisonten" (neofytten begynder sin rejse).

Alle fysiske funktioner er tydeligvis i behold på dette tidspunkt. Det er de som bekendt ikke hos en afdød. Det understreger, at ritualet var et tilbud til et levende og bevidst menneske. Scenen med genfødslen efter tilsynekomsten fra Nun (urhavet) og opstigen til Solens sfære, afslører en imponerende sammenhæng i Egyptens esoteriske ceremonier. I disse processer gennemleves månetransformationen i form af en dåb, hvor personen nedsænkes i urhavet, og træder ind soltransformationens solbark.

I pyramiden ville denne tilbagevenden til urhavet være forgået ved indgangen, og neofyttens opstigen til livet i Solen ville følge i den opadstigende gang. Den indviede var dermed trådt ind i en højere region i pyramiden for rituelt at antage den guddommelige falks form og forene sig med Sirius i himmelverden.