"Lidelsens livmoder"

Herefter er det relevant at beskrive en anden form for lidelse. Lidelse har medført, at sjælen er vokset, fordi den har lært at kende og respektere loven. Men lidelse forekommer også på et dybere niveau. Lidelse har fjernet ethvert begær efter enhver genstand i den ydre verden, men der findes nogle tankevækkende ord i Bhagavad Gita, der henviser til en anden form for lidelse – ​​"lidelsens livmoder". Det er begær, der tvinger sjælen til at lade sig genføde. Begær er reelt den dybere årsag til, at Universet er skabt. Det var da "begæret vågnede i skødet hos den evige", at kimen til det manifesterede univers dukkede op. Og som i det store, således også i det mindre. Begær resulterer i manifestation – og det gælder både for helheden og for delen. Det er derfor begær, der igen og igen trækker sjælen tilbage til det fysiske plan.

Bemærk at det altid er begær, der er årsag til et udadgående træk i sjælen – altid udad – altid til det ydre. Og sjælens uddannelse består i at passere ud i det ydre, hvor den samler viden og erfaring. Den viden og erfaring, den opnår, bærer den ind i det indre, og erfaringerne i det ydre medfører efterhånden, at den mister interessen for det ydre. Hvis man forestiller sig, at begæret efter ydre genstande aldrig forsvandt, ville der ikke være nogen ende på rækken af fødsler, dødsfald og genfødsler. Så ville der ikke være nogen integrering af den viden, der blev indsamlet, og der ville ikke være nogen reel udvikling og udfoldelse af de højeste potentialer.

Menneskelig fuldkommenhed er ikke udviklingsrejsens endestation. Fuldkommenhed som menneske er kun målet for den nuværende cyklus, men den nuværende udvikling er forberedelse til den næste cyklus. De mennesker, der opnår fuldkommenhed i den nuværende cyklus, træder senere frem fra nirvanas ubeskrivelige fred og væren, for at deltage i næste manifestationscyklus. De vil ikke længere være mennesker, der manifesterer sig for at blive uddannet, for de vil fungere som guddommelige bygherrer, der leder det næste univers, som skal manifesteres. De løfter sig til højere aktivitetsområder for at udnytte de erfaringer og evner, de har erhvervet sig. Det er derfor vigtigt at forstå, at de sjæle, som i den nuværende cyklus er mennesker, skal være guddommelige i fremtidige årtusinder. Derfor indsamler de ikke alene viden og erfaring og udvikler evner, for de skal også bringe deres viden og erfaring med sig i deres fremtidige opgaver, hvor de skal bruge egenskaberne i en højere sags tjeneste, og samtidig skal de gøre det til en del af deres egen fremtid. For at det kan ske, må personlige ønsker og begær gradvist ændre karakter og til sidst helt forsvinde.

Alt i de lavere verdener mister sin tiltrækning for en sjæl, der har forstået, at den ydre verdens stofformer på ethvert niveau – uanset om de er subtile eller faste – er illusioner. Alt skal miste sin tiltrækning for at frigøre ånden, som er sjælens essens, og ved at opleve lidelser i de lavere verdener, lærer sjælen gradvist at slippe af med sine begær.

Begær kan ikke overvindes på andre måder. Hvis der ikke var nogen form for lidelse forbundet med tilfredsstillelse af begærene, ville man være nødt til at bruge en meget stærk vilje for at holde hestene tilbage, hvis man skulle tvinge dem til at galoperende i den retning, man selv ønsker, og forhindre dem i at lade sig friste til at følge de veje, de vælger. Men mennesket ønsker at gøre mere end bare at holde dem tilbage med magt. Det er en meget principiel fase i sjælens udvikling. Man ønsker, at de overhovedet ikke føler sig fristet til at galopere efter nogen form for begær. Man ønsker at rykke begæret op med rod, og det er kun muligt, hvis alt det, man begærer, mister deres magt og tiltrækningskraft. Hvis begærene mister sin magnetisme, har de ikke længere magt til at trække sjælen udad. Det betyder, at sjælen har udtømt alt, hvad den kan lære af begæret, og når lidelsen ikke længere har et formål, vil den ophøre. Begærene er ikke længere attraktive. De ignoreres, og mennesket kan fortsætte sin udvikling beriget med den viden, der er opnået.

Sjælen er som en bi, der besøger en blomst. Den har ikke behov for at gøre blomsten til et fast opholdssted. Den besøger kun blomsten for at suge den honning, som blomsten indeholder. Når den har indsamlet honningen, virker blomsten ikke længere tiltrækkende på bien. Og når sjælen har indsamlet den honning, der kaldes viden fra det fysiske livs blomster, forsvinder blomsternes tiltrækning, og derfor er der ikke længere behov for oplevelsen af lidelse. Sjælen har fået alt det, der kræves i livets lektion. Lidelsen nedbryder begærene og får mennesket til at vende opmærksomheden indad mod sjælen i stedet for at identificere sig med stofformer i den ydre verden.

Hvis man tænker over det, vil man sandsynligvis ikke kunne udtænke en anden metode, der sikrer, at man definitivt slipper af med sine begær. For hvis man ikke kan give slip på det, der virker fristende i den ydre verden, vil man aldrig kunne føle den indre tiltrækning – først til det, der sker i tankesindet, og derefter til det højere liv, som er selve formålet med sjælens udvikling.