Den upersonlige forbindelse

En upersonlig forbindelse er noget helt andet. Den betyder, at når et menneske responderer på et andet menneske, kræver eller forventer det ikke noget af det. Det føler harmoni med det andet menneske. De supplerer hinanden, og skaber en glad, kærlig og kreativ atmosfære mellem dem − samtidig med at de er følelsesmæssigt uafhængige af hinanden. I et sandt og ægte forhold er man fuldt bevidst om den anden part − også om fejl og mangler, som man ikke sympatiserer med. Men alligevel accepteres den anden og den andens fejl − uden modstand eller forbehold. En upersonlig forbindelse er baseret på kærlighed − den form for kærlighed som et oplyst menneske føler for sine medmennesker. Et ophøjet menneske er hverken over- eller underlegen, men ligeværdig.

I virkeligheden er alle menneskelige relationer stort set altid en kombination af disse to tilstande: En upersonlig forbindelse og personlig identifikation. At være fuldkommen objektiv og hverken føle trang til at besidde eller at afvise i forholdet til sine nærmeste, som for eksempel ægtefælle, børn eller forældre (og særligt dem på grund af blodets bånd) er mere, end et menneske kan magte. Derfor er man nødt til at indrømme over for sig selv, at uanset hvor filosofisk eller objektiv, man er, vil man altid blive berørt af livets begivenheder eller andres død.

Det bedste, man kan gøre, er at indse, at det − både for egen og for andres skyld − er den frie og upersonlige forbindelse, der skal dyrkes. Identifikation skal reduceres til et minimum. Det fører altid til både et sundt og lykkeligt liv, men det kan kun gøres, hvis man udvikler selverkendelse. Ved at afsløre hvordan og hvad der projiceres ud i dagliglivets forbindelser, gør selverkendelsen det muligt at undgå at identificere sig med andre − også på det instinktive plan − og i stedet for at vende opmærksomheden mod de højere følelses- og tankeniveauer og dermed mod psykens mere åndeligt oplyste lag.