Symbolerne er universelle
På denne måde har de gamle kulturers religioner og filosofier bevist deres værdi for nutidens studerende, fordi den gamle visdom rummer nøglerne til forståelsen af idéer, som tydeligvis udgør kernen i verdens religioner. Man har beskrevet universelle idéer ved at skabe universelle symboler i et forsøg på at gøre dem tilgængelige. Det viser sig, at symbolernes betydning har været konstant – og det samme gælder de doktriner, de afslører.
Når forskerne undersøger primitive folks gamle overtro, magi og dramatisering af naturfænomener, opdager de mere intelligente, at skrifterne og myterne reelt er en skatkiste fyldt med evig visdom. Derfor er der lejlighedsvis blevet trukket paralleller mellem Bibelens udsagn og de samme idéer, som er overleveret på forskellig måde i hellige skrifter.
Grundholdninger
Værdien af denne holdning til verdens hellige skrifter bliver navnlig indlysende, når nøgleinformationerne relateres til Bibelen. Man forveksler sløret med sandheden, og det er naturligt, fordi sløret både tilslører og afslører. Man påstår, at alt hvad der tydeligvis er allegorisk, alligevel skal betragtes som facts – også selvom det lyder helt usandsynligt. Mange kristne insisterer på, at lige præcis deres trosretning som den eneste afslører en indiskutabel sandhed, som er udtrykt i dogmer. Dogmerne kræver, at teksterne udelukkende kan fortolkes bogstaveligt, og forudsætningen for at blive frelst er blind accept af disse dogmer. Sætter man spørgsmål ved dogmerne, kan det medføre eksklusion eller bandlysning – eller et evigt efterliv i et helt forfærdeligt helvede. Blind tro sikrer frelse.
Disse dogmer har været særdeles skadelige for nutidens verdenshistorie, navnlig fordi de afviser menneskets indre guddommelighed, og det faktum at menneskehedens guddommelighed er én og den samme. Når menneskehedens åndelige enhed er fuldt forstået, vil aggressiv konkurrence, organiseret kriminalitet og krige blive utænkelig. Nutidens åndelige formørkelse, krigstruslerne og konkurrencekulturen splitter menneskeheden, og vil engang blive betragtet som en af menneskehedens mørkeste perioder i udviklingens lange løb.
|