Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og det har derfor befriet sig selv fra reinkarnation.
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben anvender en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på mange af åndsvidenskabens begreber og udtryk. Forståelse af visse af ordbogens forklaringer vil forudsætte et grundlæggende kendskab til åndsvidenskabens begreber.

Det opslåede ord
Dradh Nishthaa

Betydning
(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og det har derfor befriet sig selv fra reinkarnation.
D.K.
Se Djwhal Khul.

Daath
(Hebraisk). Daath betyder ”viden”. Daath er en ”konjunktion af Chokmah og Binah − visdom og forståelse” – og nogle gange kaldes Daath fejlagtigt for en Sephira. Daath er en ”ikke-sephira”, der kaldes ”Afgrunden”. Den ligger på Kabbalaens midtersøjle i Livets Træ mellem Kether og Tiphereth. Daath repræsenterer ofringen af sønnen. Uden dette offer er de 11 Sephirot ikke fuldkomne. Daath er måske det mest kontroversielle aspekt i Kabbalaen, for det er både komplekst og uklart. Det er en lavere afspejling af Kether, der repræsenterer den viden om Kether, der er opnåeligt under ”Afgrunden”. I bibelsk forstand er det desuden viden om Chokmah og Binah – de grundlæggende maskuline og feminine centre i Livets Træ. I Isaac Lurias Kabbala er det en treklang, der består af Chokmah (faderen), Binah (moderen) og Daath (sønnen), men det er en udstråling, der ikke forekommer i den gamle Kabbala, og der findes heller ikke en Sephiroth. (Se også Binah, Chokmah, Kabbala, Kether, Sephiroth og Tiphereth).

Dabar
(Hebraisk). Dabar (flertal Debarim) betyder ”ord” eller ”tale” − ofte i betydningen ”en kosmisk, åndelig, bevidst energi”. Dabar svarer derfor til grækernes Logos, et kosmisk åndeligt væsen, et orakel eller en guddommelig kommunikation – dvs. årsag og virkning. I den kaldæiske Kabbala svarer Dabar til Logos, som udtalte ‘Ordet’, hvorefter alt blev skabt. Eller ‘Ordet’ − D(a)B(a)RIM − når det afspejler sig eller manifesterer sig som engle, Sephiroth eller tal, men stadig kollektivt er Én.

Dabistan
(Persisk). Dabistan (eller Dadistan) består af ”dab”, der stammer fra ”dib”, som betyder ”skrift” og endelsen ”stan”, der betyder ”sted”. Dabistan var navnet på fortidens Persien og nutidens Iran, men Dabistan var også en bog − Dabistan-i-madhahib (”sekternes skole”). Den blev skrevet omkring midten af det 17. årh. af Mohsan Fani − en muslimsk rejsende, som stammede fra Kashmir. Bogen beskæftiger sig med 12 forskellige religioner, og den første – Hushang – mener man er fra før Zarathustra (Zoroaster). (Se også Zarathustra og Zarathustrisme).

Dache-Dachus
(Kaldæisk). Dache-Dachus er Moymis’ dobbelte udstråling, dvs. det duale eller androgyne verdensprincips afkom − den maskuline Apason og den feminine Tauthe. Ligesom alle andre teokratiske nationer, der praktiserede tempelmysterier, omtalte babylonierne aldrig Universets Ene princip, og de gav det heller aldrig et navn. Det fik Damaskios (ca. 458-538 e.Kr.), der var kendt som den sidste neoplatoniker, og den sidste leder af Akademiet i Athen, til at bemærke, at babylonierne gik hen over det i stilhed ligesom resten af ”barbarerne”. Tauthe var gudernes moder, mens Apason var hendes selvgenererende maskuline kraft. Moymis − det ideelle Univers − var hendes eneste søn, som efterfølgende udstrålede Dache-Dachus og til sidst Belus − demiurgen i det objektive Univers. (Se også Babylon og Demiurg).

Dactyli
(Græsk). Dactyli stammer fra ”daktulos”, der betyder ”finger”. I den græske mytologi var det smeden, som angiveligt var den første, der opdagede og arbejdede i kobber og jern. Det var også ham, der indførte musik og rytme i Grækenland. Navnet blev også givet til Kybeles frygiske hierofanter, som blev anset for at være de største magikere, eksorcister og healere. Der var fem ligesom antallet af fingre på den ene hånd, som blev brugt til velsignelse, eller ti som fingrene på begge hænder, som blev brugt til at påkalde guderne. De healede desuden ved hjælp af mesmerisme. De er blevet identificeret med Korybanter – Attis’ præster, de unge, der var elsket af Kybele – og med Curetes, Telchines samt andre, som alle desuden er blevet forbundet med Kabiri. Men Kabiri var Manuer, Rishier og Dhyan-Chohaner, der inkarnerede i udvalgte fra 3. rodrace og i den tidlige del af 4. rodrace. Strukturen på de højere planer er afspejlet i den nederste, og derfor kan alle navnene også stå for fysiske kræfter og Hierofanter i overensstemmelse med de ritualer, der var kendetegnende for forskellige lande. (Se også Attis, Curetes, Dhyan-Chohan, Eksorcisme, Hierofant, Kabiri, Korybanter, Kybele, Manu, Mesmerisme, Rishi og Telchines).

Dad-Dugpa
(Tibetansk). Dad-Dugpa omtales af H.P. Blavatsky som ”brødre i skyggen” og som ”deres sjæles drabsmænd”. (Se også Brødre i skyggen, Dugpa, Gelukpa og Tsong-kha-pa).

Dadouchos
(Græsk). Dadouchos eller Daduchus er fakkelbæreren, som er en de Eleusinske mysteriers fire præster, der gik foran i Myste-processionen til Demeter-templet på 5. dag i fejringen af ritualerne. Der var adskillige præster tilknyttet templerne, men præsterne viste sig kun offentligt ved de Panathenske lege i Athen, hvor de skulle vogte over den såkaldte ”flammerace”. (Se også Eleusinske mysterier og Myste).

Daena
(Avestan). Daena består af ”da” og ”day”, der betyder ”at kigge”, ”at se” og ”at vide”. Daena er en personificering af Zarathustrismes love eller religion. Daena er dedikeret til månedens 24. dag, og dagen har fået samme navn som hende. Sammen med Khista (religiøs viden og viden om, hvad der medfører lyksalighed) udgør hun 16. Yasht − Din Yasht. ”Din” betyder Daena på pahlavi. Daena svarer til det menneskelige princip ”forståelse”, som er identisk med Manas. (Se også Manas, Pahlavi og Zarathustrisme).

Daeva
(Avestan). Daeva eller Dev (på pahlavi) eller Div (på persisk). I Avesta beskrives Daeva som væsener med ondsindede hensigter, der betragtes som djævle eller dæmoner under indflydelse af Angra Mainyu. Daeva er en generel betegnelse for en gruppe af åndelige, halvåndelige og æteriske væsener, der omtales i andre landes mysterielitteratur som dæmoner, devaer, ånder osv. De spænder derfor over selvbevidste skabninger af relativt høj udviklingsmæssig kvalitet via mellemliggende stadier helt ned til det, der i åndsvidenskaben kaldes elementaler. I Vendidad kaldes Daeva’er for ”ondskabsfulde”, og man viser, hvordan de haster ind i dybderne af verdens helvede − eller ned i det tætte stof. Det er en allegori, der viser devaer, som er tvunget til at inkarnere, når de først er blevet udskilt fra deres oprindelige essens. Det sker efter at enheden er blevet mangfoldig efter differentieringen og manifestationen. H.P. Blavatsky giver en anden fortolkning af Daeva’erne, for hun henviser til de atlantiske giganter. I Persien er Div’er ondskabsfulde og magtfulde væsener, der modarbejdede Persiens (Irans) retmæssige konger. (Se også Angra Mainyu, Atlantis, Avesta, Elementaler og Vendidad).

Daghdai
(Avestan). Daghdai, Dagh-dae eller Day-dae er Helligånden eller visdom – den guddommelige fisk, der var Zarathustras mor. (Se også Treenigheden og Zarathustra).

Dagoba
(Singalesisk). Dagoba er en kuppelformet struktur (Stupa), der er bygget over relikvier, som man påstår stammer fra Gautama Buddha eller fra buddhistiske helgener. De pyramidelignende strukturer er spredt over hele Indien og i buddhistiske lande som f.eks. Ceylon, Burma, Centralasien osv. Dagobaer har forskellige størrelser. Man mener, at menneskekroppen består af 84.000 dhatus (organiske celler med bestemte vitale funktioner), og derfor siger man, at Asoka byggede 84.000 Dhathu-gopaer eller Dagobaer til ære for hver eneste celle i Buddhas fysiske legeme, og hver enkelt er nu blevet et Dharmadhatu eller et helligt relikvie. Der er på Ceylon en Dhatu-gopa ved Anuradhapura, som angiveligt stammer fra 160 f.Kr. Senere blev de bygget pyramidelignende, men de primitive Dagobaer blev alle formet som tårne med cupola (en lille, oftest kuppelformet struktur på toppen af bygningen) og adskillige tchhatra (paraplylignende konstruktioner) over dem. Kinesiske Dagobaer har alle fra 7 til 14 tchhatraer på toppen. Antallet symboliserer aspekter i menneskekroppen. (Se også Asoka, Dharmadhatu, Dhathu, Gautama Buddha og Stupa).

Dagon
(Fønikisk). Dagon eller Dag på hebraisk stammer fra ”dag”, der betyder ”fisk” og ”on”, der betyder ”lillebitte”. Muligvis stammer Dagon fra ”dag-an”, der betyder ”korn”. En fisk eller en meget lille fisk var en af filisternes guder i Ashod og Gaza. Det er nævnt flere steder i Bibelen. Dagon var mere end en lokal guddom, og stednavne, der er opkaldt efter ham, er udbredt. Nogle forskere påstår, at der fandtes en gammel kanaanæisk guddom med samme navn, og den semitiske gud var også associeret med den babyloniske Dagan. Det er almindeligt antaget, at Dagon blev fremstillet som halvt menneske og halvt fisk og identificeret med Oannes, den græske form af den sumeriske Uanna − et tilnavn til Adapa, den første af i alt syv babyloniske vismænd fra tiden før syndfloden. De syv vise omtales som ”de strålende vise karper fra havet”. Nogle forskere citerer Philo af Byblos (eller Herennius Philon) ca. 64-141 e.Kr., som mente, at Dagon var den, der opdagede sædekornet og opfandt ploven. Han var derfor en jordgud i stil med Baal. Fisken, som et mystisk symbol, er sandsynligvis mere kendt fra de første primitive kristne sekter end fra hebræerne. En primitiv og endnu senere kristen ikonografi viser mange eksempler på fisk, der symboliserer Logos og Hans inkarnation som Messias. De tidlige kristne kaldte sig ”pisciculi”, som på latin betyder ”lille fisk”, og de talte om Kristus som ”den store fisk”, der var symbol på Logos, som manifesterede sig i urhavet i kosmos og stadig lever der, som en fisk, der lever i vand. (Se også Baal).

Daia
Se Daya.

Daij-dzin
Daij-dzin er elementaler eller astrallysets sjælløse ånder, som kan give clairvoyance.

Daimonion
(Græsk). Betegnelsen Daimonion blev givet af Sokrates til den advarende stemme, som vågede over ham og kontrollerede hans handlinger, og som aldrig fortalte ham, hvad han skulle gøre, men hvad han ikke skulle gøre. Reelt svarer det til samvittigheden eller sjælens stemme, som kan udvikles til et ekstraordinært niveau i et menneske. (Se også Sokrates).

Daimonion Photi
(Græsk). Daimonion Photi er et neoplatonisk udtryk for åndelig illumination.

Dainn
(Oldnordisk). Dainn stammer fra ”deyja”, der betyder ”at besvime”. Dainn er en dværg i den nordiske Edda, og dværgen symboliserer bevidstløshed. Dainn vågner først, når Universet går i hviletilstand, og han falder i søvn, når Universet vågner. Dainn er også navnet på en af de fire hjorte, der nippede bladene af verdenstræet Yggdrasil. (Se også Edda og Yggdrasil).

Daitya
(Sanskrit). Daitya er navnet på et stort atlantisk økontinent. H.P. Blavatsky siger, at ”for omkring 850.000 år siden sank den sidste store ø Ruta (en del af det atlantiske kontinent), der var hjemsted for 4. rodrace, mens Daitya − en lille ø, der var beboet af en blandet race − blev ødelagt for omkring 270.000 år siden under istiden”. Daitya er iflg. Vendidad navnet på en flod i Airyana-Vaeja − ariernes oprindelige hjemland, den første jord, der blev skabt af Ahura Mazda, og som var Jordens centrum. (Se også Ahura Mazda, Arier, Atlantis, Rodrace, Ruta og Vendidad).

Daitya Guru
(Sanskrit). Daitya Guru er Daityaernes lærer. Allegorisk er det betegnelsen for planeten Venus − eller snarere Sukra, planetens iboende hersker. Daitya Guru er skytsånd for Jorden og menneskeheden. Hver forandring, som Sukra fornemmer, afspejles på Jorden. Sukra eller Venus fremstilles derfor som Daityaernes lærer – dvs. Titanerne i 4. rodrace, som iflg. den hinduistiske allegori på én gang opnåede suverænitet over hele Jorden, hvor de besejrede de mindre guder. (Se også Daityaer, Rodrace og Titaner)

Daityaer
(Sanskrit). Daityaer i hinduistisk mytologi er en klan eller race, som tilhørte Asuraerne. Daityaerne var efterkommere af Diti og vismanden Kasyapa. De tilhørte Titanere, som kæmpede mod Devaerne, fordi de var jaloux på deres deva-halvbrødre. De kvindelige Daityaer beskrives som iført smykker på størrelse med kampesten. Hvis Aditi opfattes som Mulaprakriti, eller i bogstavelig forstand er det kosmiske rum, så kan Diti − den lavere pol af Mulaprakriti − opfattes som summen af Prakriti. Kosmisk set er Daityaer Titanere, som ofte kaldes Asuraer, og deres rolle er at stimulere udviklingen for alt i skabelsen. De er derfor en kontrast til de store kosmiske kræfters langsommere og permanente evolutionære inerti. Fra en fysisk synsvinkel er de den 4. rodraces Titaner eller giganter. Iflg. de hinduistiske Puranaer er Daityaerne dæmoner og fjender af ceremonielle ofre og ritualer − men iflg. den skjulte betydning bag mytologien var nogle af Daityaerne visionære impulsgivere til intellektuelle skabninger, der bestræber sig på at modvirke inertien eller dødvægten i menneskets natur. Dæmonerne, som de kaldes i Puranaerne, er ikke helt almindelige djævle, for de beskrives alle − Danavaer, Daityaer, Pisachaer og Rakshasaer − som ekstremt fromme iflg. Vedaerne. Nogle af dem bliver endda store Yogier, men de er imod præster, ritualer, ofringer og doktriner. (Se også Asura, Danava, Deva, Kasyapa, Mulaprakriti, Pisacha, Prakriti, Puranaer, Rakshasa, Titaner og Yogi).

Daiviprakriti
(Sanskrit). Daiviprakriti stammer fra ”daivi”, der betyder ”guddommelig” og fra roden ”div”, der betyder ”at skinne” samt ”prakriti”, der er den oprindelige substans, det guddommelige stof eller urlyset – Logos’ lys. Når lyset differentieres, bliver det til Fohat. Daiviprakriti er derfor det første slør, subtile stofhylster eller æteriske legeme, der omgiver Logos, og når Daiviprakriti har opnået en vis manifestation, kan man kalde det Fohat. (Se også Fohat).

Daiviprakriti
(Sanskrit). Daiviprakriti stammer fra ”daivi”, der betyder ”guddommelig” fra roden ”div”, der betyder ”at skinne” samt ”prakriti”, der er den oprindelige substans, det guddommelige stof eller urlyset – Logos’ lys. Når lyset differentieres, bliver det til Fohat. Daiviprakriti er derfor det første slør, det subtile stofhylster eller det æteriske legeme, der omgiver Logos, på samme måde som Pradhana eller Prakriti omgiver Purusha eller Brahman i Samkhya-filosofien. Og på en mere omfattende skala omgives Parabrahman af Mulaprakriti. Daiviprakriti er derfor elementalt stof – dvs. stof i dets første og anden udviklingsfase set ovenfra. Når Daiviprakriti har opnået en vis manifestation, kan det kaldes Fohat, selv om Fohat er magnetiserende kraft, der arbejder i og påvirker det manifesterede Daiviprakriti eller urstoffet. På samme måde som det er rytteren, der rider sin hest, er det den kosmiske intelligens eller den kosmiske Monade, der arbejder via både Daiviprakriti og dens differentierede energi, der kaldes Fohat. Det er det ledende og kontrollerende princip − ikke kun i kosmos, men i hver eneste af de underordnede elementer og skabninger, der udfylder kosmos. Solens hjerte eller Solens essens er Daiviprakriti, der arbejder selvstændigt, og som i sin manifestation kaldes Fohat, men via Daiviprakriti og Fohat-aspektet arbejder Sollogos’ guddommelige og alvidende intelligens. Når man studerer åndsvidenskab, skal man aldrig begå den fejl, at man adskiller Solens styrende intelligens fra de omgivende slør eller legemer, og en af de højeste er Daiviprakriti-Fohat. H.P. Blavatsky forklarer, at iflg. åndsvidenskaben er den originale og oprindelige ”prima materia”, både guddommelig og intelligent, for den er en direkte udstråling af det universelle tankesind, som er Daiviprakriti (det guddommelige lys, som stammer fra Logos), og som dannede grundstammen til alle de ”selvbevægende” himmellegemer i kosmos. Det er den oplysende, allestedsnærværende bevægelsesenergi og livsprincippet i solenes, månernes, planeternes og Jordens sjæle. (Se også Brahma, Brahman, Fohat, Monade, Pradhana, Prakriti, Purusha og Samkhya).

Dakhma
(Avestan). Dakhma stammer fra ”dag”, der betyder ”at brænde”, ”at kremere” og ”ild”. Dakhma er parsernes bygning til begravelse eller ligbrænding, som blev kaldt ”stilhedens tårn”. (Se også Parser).

Dakini
(Sanskrit). Dakini er kvindelige dæmoner, vampyrer og bloddrikkere, der er forbundet med gudinden Kali, som er Shivas hustru. Hvis man ser bort fra de mytologiske forklaringer, er Dakinier en form for avancerede elementaler. I 4. rodrace nåede man den rent menneskelige udviklingsperiode. De, der indtil det tidspunkt havde været halvt guddommelige skabninger, som frivilligt var til stede i fysiske legemer, og som kun var mennesker af udseende, ændrede sig fysiologisk og tog hustruer, der var smukke og helt menneskelige, men med legemer, der bestod af lavere stof, selv om højere skabninger var inkarneret i dem. Det var skabninger med kvindelige former (prototypen er Lilith i de jødiske traditioner), og i åndsvidenskaben kaldes de Khadoma (svarer til Dakini på sanskrit). Allegoriske legender kalder Liliths overhoved for Sangye Khado (eller Buddha Dakini på sanskrit), og de kender alle kunsten af ”gå på luft”. De viser stor venlighed over for de afdøde, men de har intet tankesind − kun dyrets instinkt. (Se også Khadoma, Kali, Lilith, Rodrace og Shiva).

Daksha
(Sanskrit). Daksha eller Daksa stammer fra ”daksh”, der betyder ”at kunne”, ”at være stærk”, ”intelligent” og ”klog”. Daksha er en af de ledende Prajapatier − kosmiske skabende intelligenser eller åndelige skabninger. Daksha er en betegnelse for den intelligente eller kvalificerede, men normalt henviser ordet til idéen om den skabende eller udviklende kraft. Daksha var søn af Brahma og Aditi, og iflg. nogle versioner var han selvfødt, for på samme måde som Minerva, sprang han ud af sin fars krop. Rig-Veda siger, at Daksha sprang fra Aditi og Aditi fra Daksha. Det er en henvisning til den evige cykliske genfødsel af den samme guddommelige essens. Puranaerne siger, at Daksha var søn af Prachetasa og Marisha, og han blev stamfader til det virkelige fysiske menneske − den første af de ”ægfødte”. Han grundlagde den æra af mennesker, der blev født baseret på samleje. Men det var en form for forplantning, der ikke skete på én gang, selv om mange måske tror det. Det krævede meget lang udviklingstid, før det blev den ene ”naturlige” måde. Derfor viser man, at hans offer til guderne blev interveneret af Shiva, den nedbrydende guddom, som personificerer evolution og fremskridt. Virabhadra, ”der opholdt sig i skyggernes (de æteriske menneskers) region, skabte fra porerne i huden (Romakupa’er) de magtfulde Rauma’er eller Raumya’er”. Ordet oversættes bl.a. med ”halvguder”, men Rauma’erne er simpelthen en race eller en stamme. Allegorien er mytisk, men der fortælles også i Mahabharata − der er historie i lige så høj grad som Iliaden − at Rauma’erne og andre racer er skabt på den måde af Romakupa’erne, dvs. hår- eller hudporerne. Den allegoriske beskrivelse af Dakshas offer rummer en dyb betydning for de mennesker, der studerer åndsvidenskab, og som har kendskab til de ”svedfødte”. I Vayu-Puranaernes beretning om offeret siges der desuden, at det fandt sted i overværelse af skabninger, der var født af æg, uddunstning, vegetation, hudporer og først til sidst af moderskødet. Daksha symboliserer 3. rodraces første mennesker, som var hellige og rene, men som endnu manglede individuelle sjæle, og de var kun i besiddelse af passive evner. Brahma befalede ham derfor (i de eksoteriske tekster) at skabe, og han adlød ordren og skabte ”lavere og højere” (Avara og Vara) afkom (Putra), to- og firbenede skabninger og i kraft af sin vilje blev kvinder og guder født, Daitya’erne (4. rodraces kæmper), slangeguderne, dyr, kvæg og Danava’erne (titaner og dæmon-magikere) og andre skabninger. Fra den tid blev levende skabninger født baseret på samleje. Før Dakshas tid blev de skiftevis formeret i kraft af viljen, ved hjælp af synet, ved berøring og ved yoga-kraft iflg. Vishnu-Purana. Forplantningen, som var åndelig i begyndelsen, blev selvfølgelig i slutningen af den materielle udvikling en forplantende kraft på det fysiske plan − og derfor er den puraniske allegori korrekt, og åndsvidenskaben oplyser, at den nuværende forplantningsmetode begyndte ved slutningen af 3. rodrace. (Se også Aditi, Avara, Brahma, Brahman, Daitya, Danava, Danu, Mahabharata, Marisha, Minerva, Prachetasa, Prajapati, Puranaer, Putra, Raumas, Rig-Veda, Rodrace, Roma-kupa, Shiva, Titaner, Vara, Virabhadra og Vishnu-Purana).

Daksha-Savarna
(Sanskrit). Daksha-Savarna eller Daksasavarna er en af de 14 Manuer − Rodmanuen af den 5. runde. (Se Manu og Rodmanu).

Dakshina Nauli
(Sanskrit). Dakshina Nauli (højre side) påvirker udelukkende højre sides muskler uden at påvirke venstre sides muskler. Vama Nauli (venstre side) påvirker kun venstre sides muskler, mens højre sides muskler er afslappede. Madhyama Nauli påvirker midten af underlivet uafhængig af musklerne i venstre og højre side af underlivet, og alle muskler er koncentreret i maveområdets centrum i en lodret linje. Når man har fået fuld kontrol over de tre typer af Nauli, ved man, hvordan man spænder musklerne i midten, i venstre side og i højre side af maven, og man vil også vide, hvordan man bevæger dem fra side til side. Det kaldes Nauli Calana, som er en god øvelse til at styrke indvoldene i bughulen. Både de autonome nervecentre og de endokrine kirtler i maven aktiveres. (Se også Jalandhara Bandha, Madhyama Nauli, Nauli, Jalandhara Bandha og Vama Nauli).

Dakshinayana
(Sanskrit). Dakshinayana eller Daksinayana består af ”dakshina”, der betyder ”sydlig” og ”ayana”, der betyder ”vej” eller ”sti”. Dakshinayana er den sydvendte vej, som er vejen til ”Yimas kvarter”. Solen bevæger sig syd for ækvator i vinterhalvåret, og i den hinduistiske esoteriske filosofi bruger man Dakshinayanam Anuya (dvs. at følge med den sydlige vej) til at beskrive dødsprocessen. (Se også Yima).

Daktylomanti
(Græsk). Daktylomanti stammer fra ”daktyl(o)” og betyder ”finger”. Daktylomanti er spådom ved hjælp af fingerringe, som blev magnetiseret, og derfor besad visse kræfter. Apollonius af Tyana havde angiveligt syv ringe, der var indviet til de syv planeter, og de blev anvendt ceremonielt på planeternes ugedage. Daktyloskopi er desuden betegnelsen for kriminalteknikkens brug af fingeraftryk.

Dal-jor
(Tibetansk). Dal-jor eller Dal-’byor betyder genfødsel som menneske.

Dalai Lama
(Tibetansk). Dalai Lama stammer fra det mongolske ord ”ta-le”, der betyder ”ocean”. Dalai Lama er titlen på den store lama eller leder af Gedun Dubpa-klosteret, der ligger ved Lhasa i Tibet, og som hovedsageligt blev benyttet af kinesere og mongoler. En af nøglerne til Dalai Lamas symbolske navn – ”ocean-lama” – er, at det betyder ”visdommens ocean”. Det stammer fra traditionen om det store hav af viden og forståelse, der er bevaret i mange tidsaldre, og som henviser til Sha-mo eller Gobi-ørkenen (Shamballa), hvor der engang var et hav. Tibetanerne kalder ham ”rgyal be rinpoche”, der betyder ”den ædle sejrherre” − eller ofte blot ”Kun-dun”, der betyder ”nærvær”. Eksoterisk betragtes han som en inkarnation af Chenresi (Avalokitesvara), og han værdsættes som Tibets jordiske hersker. De første tre efterfølgere af Tsong-kha-pa som ledere af Gelukpa-skolen var hans fremmeste disciple Gyel-tshab-je (Rgyal tshab rje), Khe-dub-je (Mkhas grub rje), og hans nevø Gen-dun-dub (Dge ‘dun grub). Gendundub, som grundlagde Tashi-Lhunpo-klostret og opbyggede Gelukpa-ordenen, blev efterfølgende anerkendt som den første Dalai Lama. Han blev efterfulgt af Gen-dun Gya-tsho (Dge ‘dun rgya mtsho), som blev anerkendt som reinkarnation af Gendundub. Gendun Gyatsho reinkarnerede som Sonam Gyatsho (Bsod nams Rgya mstho). I 1578 modtog Sonam Gyatsho støtte fra Altan Khan, der var leder af Tumed-mongolerne, og han fik den hædrende titel ”Ta-le Lama”, som også blev tildelt Sonam Gyatshos forgængere efter deres død. Herefter modtog Gelukpa-skolen mongolsk beskyttelse og skolen blev udbredt blandt mongolerne – og i virkeligheden var den fjerde Dalai Lama oldebarn af Altan Khan. Det var den femte Dalai Lama, der gav ordre til at opføre Potala-paladset, og ved hjælp af den mongolske leder Gushri Khan blev Gelukpa-ordenen den dominerende magt i Tibet med Dalai Lama i Lhasa, som den jordiske hersker i landet. Listen over Dalai Lamaer ser sådan ud: 1) Gendundub (Dge ‘dun grub) 1391-1474. 2) Gendun Gyatsho (Dge ‘dun rgya mtsho) 1475-1542. 3) Son-am Gyatsho (Bsod nams rgya mtsho) 1543-1588. 4) Yonten Gyatsho (Yon tan rgya mtsho) 1589-1616. 5) Ngawang Lobsang Gyatsho (Ngag dbang blo bzang rgya mtsho) 1617-1682. 6) Tsangyang Gyatsho (Tshangs dbyangs rgya mtsho) 1683-1706. 7) Kelsang Gyatsho (Bskal bzang rgya mtsho) 1708-1757. 8) Jampel Gyatsho (‘Jam dpal rgya mtsho) 1758-1804. 9) Lungtog Gyatsho (Lung rtogs rgya mtsho) 1806-1815. 10) Tsultrim Gyatsho (Tshul khrims rgya mtsho) 1816-1837. 11) Khedub Gyatsho (Mkhas grub rgya mtsho) 1838-1856. 12) Thinle Gyatsho (‘Phrin las rgya mtsho) 1856-1875. 13) Thubten Gyatsho (Thub bstan rgya mtsho) 1876-1933. 14) Tendzin Gyatsho (Bstan ‘dzin rgya mtsho) 1935-? (Se også Avalokitesvara, Chenresi, Den-sa Sum, Lama, Lhasa og Shamballa).

Dama
(Sanskrit). Dama stammer fra roden ”dam”, der betyder ”at undertrykke”, ”at erobre”, ”selvbeherskelse” eller ”selvkontrol”. Dama er kontrol over sine handlinger.

Damaghosha
(Sanskrit). Damaghosha eller Damaghosa var konge af Chedi og far til Sisupala. Det var Ravanas dæmon-reinkarnation, og han blev dræbt af avataren Krishna. (Se Avatar, Krishna og Reinkarnation).

Damkina
(Kaldæisk/Babylonisk). Damkina eller Davkina er Heas eller Eas hustru og gud for vandområderne eller ”de lavere regioners gudinde”. Hun indtog Heas egenskaber, og derfor blev hun både kaldt Damgal-Nunna (”vandets store frue”) og Nin-Ki (”fruen for det, som er under” – dvs. havdybet eller underverdenen). Hun er Marduks (eller Merodaks) mor − senere tiders Baal, og mor til mange flodguder. Hea eller Ea er tilsvarende guden for de lavere regioner eller ”herren over havet eller dybet”. Desuden er han visdommens herre. (Se også Hea).

Damo
(Pali). Damo betyder at ”tilbageholde”. Her har aspiranten tilegnet sig en vis grad af renhed i handlinger og ord. (Se også Upacharo).

Damsadhana
(Indisk). Damsadhana er en praksis, hvor man holder vejret i lange perioder i løbet af en religiøs handling.

Dan
(Hebraisk). Dan var søn af Jakob. I zodiaken er det en Jomfru-Skorpion forbindelse, der har relation til læren om sort magi.

Dana
(Sanskrit). Dana stammer fra roden ”da”, der betyder ”at give”, ”velgørenhed” eller ”ydelse”. Dana er selve handlingen, når man giver f.eks. en gave eller en donation – eksempelvis almisser til tiggere. I buddhismen er det den første af Paramitaerne: ”Nøglen til den udødelige velgørenhed og kærlighed”. (Se også Paramita).

Danava
(Sanskrit). Danava er Danus (eller Danayus) og Kasyapas børn, som ofte identificeres med Daityaer og Asuraer, der betragtes som fjender af guderne og devaerne. Det var Titanerne og dæmoner i 4. Rodrace, der næsten er identiske med Daitya’erne eller giganterne, som var uforsonlige modstandere af de to grupper fra 4. Rodrace, som praktiserede ritualer og idoldyrkelse. (Se også Asura, Daitya, Rodrace og Titaner).

Danda
(Sanskrit). Danda eller Dand betyder ”pind”, ”stang” eller ”stok”. Danda henviser til et scepter, der symboliserer kraft og magt. En Danda var en 3- eller 7-knudret bambusstokke, som en Sannyasin modtog som tegn på kraft efter sin indvielse. Den blev brugt af Raja-yogier, som opladede essensen af deres kraft i staven. Yogien erkender kraften i sig selv, og han overfører kraften ved at koncentrere den i objektet. Hvis han ønsker at bruge kraften, koncentrerer han sin egen vilje og sigter i en eller anden retning. Kraften − den dobbelte kvalitet − er tiltrækning og frastødning. På den måde forvandler han staven eller Danda’en til en Vahana, som han fylder med sin egen kraft og ånd, og dermed giver han den for en tid sine egne egenskaber. (Se også Raja-yoga, Sannyasin og Vahana).

Danda Dhauti
(Sanskrit). Danda Dhauti er en af de renselsesteknikker (Shatkarmas), hvor man i yoga-traditionen bruger en pind til at rense spiserøret. Man fører en blød pind ned i spiserøret. Pinden er sædvanligvis stammen fra en banan eller stilken fra en lotus. I nutiden praktiseres teknikken ofte med et kateter. Øvelsen skal altid udføres med tom mave. Man sidder i Utkatasana og drikker et glas vand for at gøre spiserøret vådt. Så tager man en grundig rengjort bananstilk eller lotusstilk. Hovedet bøjes bagover, og langsomt føres stiklen ned i halsen – i begyndelsen kun en cm. Den næste dag kan man føre den to cm, derefter fire cm osv., indtil man på et tidspunkt når helt ned i maven. Derefter føres stilken langsomt ud igen. På Tv kan man se mennesker synke sværd, og det er reelt en Danta Dhauti øvelse. Ved hjælp af røntgen kan man se sværdet imellem lungerne. (Se også Antar Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Utkatasana, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dangma
(Sanskrit). Dangma, som på tibetansk hedder Dwans-ma, er en renset sjæl. Betegnelsen bruges nord for Himalaya om et menneske med et aktivt tredje øje, og som derfor er en Jivanmukta eller højt oplyst Mahatma. Det åbnede øje – Dangma − bruges i Dzyans stanzer om den vækkede og aktive evne til åndelig vision og intuition, som giver adgang til sikker viden om alt, som den indviede fokuserer sin opmærksomhed på. I Indien og i åndsvidenskaben kaldes det tredje øje for Shivas øje. (Se også Dzyan, Jivanmukta, Mahatma, Shiva og Tredje øje).

Daniel
(Hebraisk). Daniel eller Daniyye’l omtales i Det Gamle Testamente i Daniels Bog, der har tolv kapitler. De seks første er en historisk fortælling, og de seks sidste er profetiske. Iflg. den første levede Daniel omkring 600 f.Kr. Han blev taget til fange af Nebukadnezar sammen med de andre jøder i Babylon. Hans begavelse inden for drømmetydning gjorde ham vellidt, og han fik guvernørposten i provinsen Babylon. Senere blev han den første præsident for hele det Medo-persiske imperium. Forskerne har imidlertid vanskeligt ved at få de bibelske data til at stemme overens med oplysninger fra andre historiske kilder.

Dans
(Egyptisk). På de egyptiske monumenter kan man se komplette koreografier med komplekse rytmer – lige fra rituelle danse, der udføres af dværge ved solopgang, og ekstatiske krigsdanse til yndefulde dansepiger, der laver piruetter, som underholdning for gæsterne ved en banket. Danse var meningsfulde elementer i tempelritualerne, før de blev til verdslig underholdning. Hellige danse blev udført ved mange lejligheder – eksempelvis ved Heb-Sed ceremonien, ved rejsningen af Djed-søjlen, ved Opet-ceremonien ved nytår, ved barkprocessioner, ved begravelser (hvor deltagere i Muu-dansen bar en mærkelig krone, der var fremstillet af siv), ved kultceremonier for musikkens og dansens gudinde Hathor osv. Faraoen deltog direkte i dansene. En tekst i Dendara-templet oplyser: ”Farao kommer for at danse – han kommer for at synge – se hvordan han danser – du hustru til Horus – se hvordan han springer”. Nogle guder deltog i de rituelle danse – f.eks. Bes, som holdt dæmoner på afstand med sine grimasser og med rytmen fra sin tamburin – og Ihi, der var søn af Hathor, som slog rytmen med hendes sistrum. I Mellemste Rige ser man et eksempel på, at mytologiske begivenheder omsættes til en ballet, hvor fem unge dansepiger optræder med en akrobatisk dans med titlen: ”De fire vindes sang”. Inskriptionerne i mastabaerne fortæller desuden om professionelle dansere, der blev hyret til forskellige lejligheder. (Se også Bes, Dendara, Djed-søjle, Hathor, Heb-Sed, Mastaba og Sistrum).

Dansestillingen
Se Natarajasana.

Danta Dhauti
(Sanskrit). Danta Dhauti er et yoga-udtryk for en tandrensningsteknik. Danta Dhauti er en Shatkriya- eller Shatkarma-øvelse, der udgør de seks rengøringsteknikker i Kriya-yoga. Danta Dhauti er den ældst kendte metode til tandbørstning. Dengang var tandbørsten ikke opfundet, og yogier brugte derfor en frisk kvist fra Neem-træet – også kendt som Azadirachta Indica eller Indian Lilac. Neem smager bittert, men anbefales til den aktuelle yoga-praksis, fordi træet er antibakterielt. Ved Danta Dhauti tager man en kvist på størrelsen med en tandbørste fra træet og begynder at tygge den. Kvisten skal være frisk, blød og saftig. Herefter kan man begynde at rense sine tænder som med en tandbørste. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Danu
(Sanskrit). Danu er datter af Daksha og mor til Danava’erne, der ofte kaldes dæmoner, kæmper eller titaner i de hinduistiske historier, fordi de næsten svarer til Daitya. De er modstandere af rituelle ceremonier for guderne. (Se også Daitya, Daksha, Danava, Prajapati og Titaner).

Dao
Se Tao.

Daphnomanti
Daphnomanti er betegnelsen for spådomskunst udført ved hjælp af laurbærgrene, som afbrændes.

Darasta
(Sanskrit). Darasta er ceremoniel magi, der praktiseres af de centrale indiske stammer, især blandt Kolarianerne − en af de tre ikke-ariske sproggrupper i Indien. (Se også Kolarian).

Darha
(Sanskrit). Darha er forfædrenes ånder hos Kolarianerne. (Se også Kolarian).

Darshana
(Sanskrit). Darshana eller Darsana stammer fra roden ”dris”, der betyder ”at se”, ”at opfatte” – dvs. en vision, en erkendelse, en doktrin eller en filosofisk mening. I flertal henviser ordet især til de seks skoler Shad-Darshana i den gamle hinduistiske filosofi: 1) Nyaya (den logiske skole). 2) Vaiseshika (den atomistiske skole − som lægger vægt på detaljen og de små dele på bekostning af helheden). 3) Samkhya. 4) Yoga. 5) Purva-Mima-nsa (den første vedantiske skole). 6) Uttara-Mima-nsa (den sidste eller overordnede vedantiske skole). Skolerne er forbundet af filosofiske principper og postulater, og for at få en præcis forståelse af Universets natur og af menneskets fulde konstitution som en enhed, er det nødvendigt at studere i alle seks skoler. Undervisningen er udarbejdet af de oplyste indiske tænkere, der grundlagde de seks skoler. De forskellige systemer i skolerne omfatter mysterierne om den kosmiske og menneskelige natur fra det åndelige til det fysiske. Darshana er den højeste tilstand af visdom, for Darshana repræsenterer en yoga-teknik, som gør det muligt at se virkeligheden, som den er. Det kan sammenlignes med at se sig selv i spejlet, og ved hjælp af Darshana-teknikker at kunne se ”bag” spejlbilledet og iagttage sin sjæl. Darshana er ikke det samme som filosofi. Filosofi betyder ”kærlighed til viden”, og Darshana er ikke kun kærlighed til viden. Det repræsenterer en afgørende forskel mellem Østens og Vestens filosofi, for det ultimative mål for Østens Darshana er at se virkeligheden bag formen. Darshana-yoga er en videnskab, der er baseret på Samkhya-filosofi, som er grundlaget for alle videnskaber. (Se også Nyana, Samkhya, Vaiseshika og Yoga).

Darwinisme
Darwinisme er en skole for naturvidenskabelig tænkning, som udspringer af Charles Darwins teori om arternes oprindelse og udbredelse i dyre- og planteriget via naturlig udvælgelse, som konsekvens resulterer i den stærkes overlevelse. Darwinismen blev populariseret af den britiske anatom og zoolog Thomas Henry Huxley (1825-1895) og den tyske zoolog Ernst Heinrich Philip August Haeckel (1834-1919) i det 19. og 20. årh., og neo-darwinismen indarbejdede viden om genetik og mutation i de darwinistiske teorier. Mens darwinismen bidrog til at skabe en udbredt accept af begrebet evolutionær udvikling, tog åndsvidenskabens forfattere ofte afstand fra den ensidige vægt, der blev lagt på evolution via forandring af de fysiske kroppe, fordi teorien udelukkende var baseret på tilfældighed og fysiske årsager, og dermed er den baseret på totalt fravær af ånd eller bevidsthed i udviklingsprocessen. Darwinismen påstår, at de simpleste kemiske forbindelser gradvist og via tilfældige fysiske processer vil skabe simple organiske enheder, og pga. naturlige materielle kræfter vil de via miljøpåvirkninger udvikle mere komplekse og højere udviklede strukturer, der skaber en sammenhængende helhed i den fysiske evolution, indtil bevidstheden opstår. Man mener, at menneskeheden for ikke længe siden har udviklet sig fra menneskeaber. Åndsvidenskaben har det modsatte synspunkt. Evolutionen begynder med de mest åndelige og højt udviklede enheder, der bearbejder de mindst udviklede naturriger, når den planetariske manifestation indledes, og derefter – gradvist − opbygges de indre og ydre legemer, som er nødvendige for at den medfødte bevidsthed kan komme til udtryk i de forskellige enheder, der udgør naturrigerne. De lavere naturriger manifesteres via de mere udviklede, og derfor er menneskeriget roden eller oprindelsen til alle de lavere naturriger under menneskeriget, og de kom til verden via før-menneskelige stammer i tidligere evolutionære perioder. Åndsvidenskaben mener derfor, at enhver form for evolution ligger latent i essensen af hver enkelt enhed − at udviklingen af mennesket og skabninger under mennesket samt af selve Universet ikke kan forklares logisk via de anerkendte naturvidenskabelige linjer eller via de påståede naturvidenskabelige fakta, der udelukkende er afhængige af fysiske og kemiske faktorer. Fysiske og kemiske faktorer er ikke de eneste, der fungerer i forbindelse med udviklingen. Den vigtigste divergens mellem åndsvidenskabens syn på evolutionen og de darwinistiske teorier, der indtil videre er gældende i verden, er, at darwinismen nægter at acceptere den psyko-vitale ”motor” eller ”motoren” inden i den fysiske maskine. Man skal snarere kalde ”motoren” for ingeniører, men man kan også kalde dem åndelige skabninger, hvis man foretrækker det. (Se også Evolution, Evolutionsbue, Involution og Menneskeaber).

Dasa-sila
(Pali). Dasa-sila er de ti moralske forpligtigelser og deres praksis. Det er en moralkodeks, der gjaldt for buddhistiske præster. Det er ti forpligtigelser vedr. god karakter og adfærd, som indebærer afholdenhed fra: 1) Panatipata veramani (at slå ihjel). 2) Adinnadana (at tage noget, der ikke er givet til en). 3) Abrahmachariya (utroskab), som ellers kaldes Kamesu Michchha-Chara. 4) Musavada (at lyve). 5) Pisunavachaya (at sladre). 6) Pharusa-vachaya (at tale hårdt eller uvenligt). 7) Samphappalapa (at tale useriøst og meningsløst). 8) Abhijjhaya (at være begærlig). 9) Byapada (at være ondskabsfuld). 10) Michchhaditthiya (at have vantro holdninger). De første fire, med tilføjelse af afholdenhed fra indtagelse af rusmidler, omfatter Pansil (Pancha-sila på sanskrit), dvs. de forpligtelser, der kræves af almindelige buddhister. (Se også Buddhisme og Pansil).

Dasadis
(Sanskrit). Dasadis består af ”dasa”, der betyder ”ti”, og ”dis”, der betyder ”at påpege” eller ”at udpege”. Dasadis er en region i en del af eller en retning i rummet. Dasadisas (flertal) betyder de ti regioner. Det er de otte kardinalpunkter i kompasset plus punkterne over og under. Sanskrit-forfattere taler om Universets ti ansigter eller sider. Det er udtryk, som ikke direkte refererer til punkter i kompasset, selv om de er inkluderet, men til den gamle, reelle, esoteriske opdeling af rummet, som blev betragtet som den ubegribeligt enorme plerom eller Altets fylde. (Se også Ashtadisa).

Dastur
(Persisk). Dastur er en minister, en myndighed, en rådgiver eller en Zarathustra-præst – dvs. Parsi-præsternes højeste klasse. Den anden klasse er Mobed-præsterne. En søn af en Dastur behøver ikke at blive Dastur, men hvis man ikke er søn af en Dastur, kan man ikke blive Dastur. (Se også Parsi og Zarathustra).

Dattatraya
(Sanskrit). Dattatraya eller Dattatreya er ”den universelle herre”. Eksoterisk fortolkes det som en Trimurti (Treenighed), der består af Brahma, Vishnu og Shiva, som er inkarneret i en Avatar. Iflg. den esoteriske og sande fortolkning er det den tredobbelte essens, som er mesterens (adeptens) egen treenighed, der består af krop, sjæl og ånd. De tre aspekter er alle blevet realiseret af mesteren som virkelige, eksisterende og potentielle. Ved hjælp af yoga-øvelser bliver kroppen ren og klar som en krystal. Sjælen er renset for alle urenheder, og ånden, som fra begyndelsen arbejdede med at rense og udvikle sig, var for mesteren en fjern drøm, som nu er blevet virkelighed. Mennesket er blevet en halvgud. (Se også Adept, Avatar, Brahma, Brahman, Shiva, Vishnu, Trimurti og Yoga).

Dattoli
(Sanskrit). Dattoli er et navn på Agastya, en vismand og Rishi fra den første Manvantara. I en tidligere inkarnation var han søn af stamfaderen til Rakshasa. Varianter af Dattoli er Dattotti, Dattoi, Dattali, Dattotri, Dattobhri, Dambhobhi og Dhambholi. De syv varianter rummer hver en skjult betydning, som henviser både til de esoteriske beskrivelser af forskellige etnologiske klassificeringer, og til fysiologiske og antropologiske mysterier i relation til urmenneskets racer. En ting er sikkert – Rakshasaer var ikke dæmoner. På Atlantis var de blot primitive og vilde giganter. De var atlantider, som blev spredt ud over hele planeten, og i nutiden udgør de 5. Rodrace. Vasishtha er en garanti for påstanden, hvis hans ord til Parasara skal tages alvorligt – Parasara, der forsøgte en smule Jadoo (trolddom), som han kaldte ”offer” for Rakshasaernes ødelæggelser. Vasishtha sagde: ”Lad ikke flere af disse bedrageriske ’mørkets ånder’ blive knust”. (Se også Agastya, Jadoo, Manvantara, Parasara, Rakshasa, Rishi, Rodrace og Vasishtha).

Dava
(Tibetansk). Dava eller zla ba (da-wa) er Månen i tibetansk astrologi.

David
(Hebraisk). David var konge af Juda og Israel. Han var yngste søn af Isaj fra Betlehem. David var iflg. de gammeltestamentlige beretninger den anden konge i Israel efter Saul. Han var ”manden efter Guds hjerte”, og Gud lovede ham et evigt kongedømme. Han regerede fra omkring 1005 f.Kr. til 965 f.Kr. Iflg. 2. Samuelsbog regerede han i syv år i Hebron over Juda og 33 år i Jerusalem over hele Israel og Juda. Han blev anset for at være den mægtigste konge i Israel. Landet oplevede stor fremgang under hans lederskab. Sammen med Batseba fik han sønnen Salomon, der blev konge efter Davids død. Navnet ”David” forekommer over 1.100 gange i Bibelen, og det er dermed det næstmest benyttede egennavn efter Jahve. Efter ulydighed blev Saul vraget af Gud som konge. Profeten Samuel blev sendt ud for at salve David til konge. Derefter fyldes David angiveligt af Guds ånd, og han kunne dræbe filisteren Goliat. Saul ophøjede derfor David og gjorde ham til hærfører, men han blev grebet af misundelse og frygt for, at David ville tage magten, og derfor forfulgte han David. Da Saul mange år efter faldt i krig, blev David konge over Israel. Han indtog Jerusalem og gjorde den til hovedstad. (Se også Davidsstjernen, Salomon, Salomons segl og Salomons tempel).

Davidsstjernen
Davidsstjernen består af en opadvendt trekant kombineret med en nedadvendt trekant, som tilsammen danner en sekstakket stjerne. De fleste kender den som ”Davidsstjernen” eller ”jødestjernen”. Den kaldes også ”Kong Salomons segl”, og derfor tror mange, at symbolet tilhører jødedommen. Symbolet er imidlertid ikke skabt af jøderne, og David eller Salomon har aldrig set symbolet. Det er langt ældre, og det symboliserede den treenige Gud, der er reflekteret ned i sin egen skabelse. Tallet seks er sjælens tal, for sjælsprincippet lægges til menneskets fem sanser. Den sekstakkede stjerne symboliserer fuldkommengørelsen. Den opadvendte og den nedadvendte trekant er forenet. Ånd og stof er forenet. Den alkymistiske proces er fuldført, for det tilsyneladende umulige er gjort muligt: Elementerne (og symbolerne) for ild og vand er forenet. Formålet med livets bevægelse ned i stoffet og dets tilbagevenden til det åndelige udgangspunkt er at skabe syntese mellem ånd og stof. Stoffet skal åndeliggøres, og ånden skal stofliggøres. Hensigten symboliseres med kombinationen af den opadvendte og den nedadvendte trekant, der forenes i den sekstakkede stjerne. (Se også David, Elementer, Salomon, Salomons segl og Salomons tempel).

Davkina
Se Damkina.

Daya
(Sanskrit). Daya eller Daia (på punjabi) stammer fra ”day”, som betyder ”at sympatisere med” eller ”at have medlidenhed med”. Daya står derfor for medfølelse og sympati. Ordet betyder reelt ”lidelse pga. alle andres lidelser”, og det giver en dybere og mere positiv mening end ordet ”sympati”. Daya vil sige, at man erkendelsesmæssigt bemærker andres lidelser, og påvirkes og berøres af det. Man responderer derfor med kærlighed og hengivenhed. Daya vil sige, at man har evnen til at handle barmhjertigt, medfølende, venligt og tilgivende. Et menneske, der er gennemstrømmet af Daya, ”vil hellere vælger at dø selv, i stedet for at lade et medmenneske dø.” Daya eller medfølelse er en grundlæggende undervisning i Sikh-religionen. De øvrige fire kvaliteter er: Sandhed (Sat), tilfredshed (Santokh), ydmyghed (Nimrata) og kærlighed (Pyaar). De fem kvaliteter er afgørende for en sikh, og det er en pligt at meditere på dem og recitere Gurbani, sådan at dyderne indarbejdes i sindet. (Se også Sat og Yama).

Daytha
(Sanskrit). Daytha er hinduernes Nimrod (historien om de romerske nimroders togt) i Mahabharata. (Se også Mahabharata og Nimrod).

Dayus
(Sanskrit). Dayus eller Dyaus er et vedisk udtryk, der henviser til den uafslørede guddom, eller det, som kun metaforisk afslører sig selv som lys og den klare dag. (Se også Veda).

Dedikation
(Latin). Dedikation stammer fra ”dedicatio” og ”dedicare”, der betyder at ”kundgøre”. Senere blev ordet brugt i betydningen at ”tilegne” og at ”indvie”. Det henviste til en kirkelig handling, hvor en kirke blev tilegnet eller indviet til Gud. I nutiden betyder dedikation også at dedikerer sig, at man stille sig til rådighed for en sag, og derved giver man sig selv som sjæl og personlighed til et tjenestearbejde til gavn for sine medmennesker og ud fra erkendelsen af, at ethvert menneske er en del af helheden.

Dedikere
Se Dedikation.

Dei Termini
(Latin). Dei Termini er en betegnelse for søjler med menneskehoveder, der forestiller Hermes. De gamle romere og grækere placerede dem ved skilleveje. Dei Termini var desuden en generel betegnelse for guddomme, der herskede over grænseområder. (Se også Hermes).

Deir el-Bahari
(Egyptisk). På Nilens vestbred over for Karnak-templet (på østbredden) rejser klipperne sig og danner en adskillelse mellem den frodige Nildal og den golde ørken. Bag klippevæggen befinder den thebanske nekropol sig. Og foran med front mod Nilen ligger Deir el-Bahari. I 18. dynasti lod dronning Hatshepsut sit berømte gravtempel opføre ved foden af klipperne og delvis udhugget i selve klippevæggen. Planen blev udtænkt og realiseret af arkitekten Senmut, som sandsynligvis var hendes søn og kronprins. Templets terrasser er forbundet med lange ramper, som danner templets akse. I terrassernes kolonnader viser reliefferne scener fra Hatshepsuts guddommelige undfangelse og fødsel, hendes lange ekspedition til landet Punt samt bedriften med udhugningen, transporten og opstillingen af de to gigantiske obelisker i Karnak-templet på Nilens modsatte bred.

Deir el-Medina
(Egyptisk). Deir el-Medina ligger i en smal dal mellem gravtemplerne på Thebens vestlige slette og bjergene, der skjuler Kongernes dal. Her boede håndværkerne, som udhuggede og dekorerede faraonernes og adelens grave. De boede i små rækkehuse, og i nærheden af deres håndværkerby indrettede arbejderne små grave med smukt dekorerede vægge og med små pyramider på toppen af sanktuarierne. Gravene var ikke tiltænkt hverken prinser eller adelige men dem selv. ”Hvis det skal gøres godt, må man gøre det selv,” var et tema blandt håndværkerne. Flere håndværkere brugte derfor hele livet på at indrette deres egne grave. De er utroligt velbevarede og med farvestrålende scener fra deres liv.

Deisme
(Latin). Deisme stammer fra ”deus”, der betyder Gud. Deisme er betegnelse for troen på, at Gud eksisterer, men at Gud ikke griber aktivt ind i verdens gang. Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, der kan køre af sig selv, og derfor er der ikke behov for, at Gud aktivt griber ind i verden. Deisme er et gudsbegreb inden for monoteismen, men det er i modstrid med f.eks. kristendommens, jødedommens og islams gudsbegreber. Deisme er i overensstemmelse med de tre religioner på vigtige punkter, for iflg. Deismen har Gud skabt verden, og Gud står uden for verden. Men fordi verden fungerer som et perfekt urværk, der kører af sig selv, adskiller Deismen sig alligevel på afgørende punkter. Desuden mener man, at teologien udelukkende skal baseres på fornuften uden henvisning til åbenbaringer eller autoriteter, for de er i sagens natur umulige iflg. Deismen. Opfattelsen opstod i 1600-tallet og var især udbredt hos oplysningsfilosofferne. (Se også Deist).

Deist
(Latin). En Deist er et menneske, der tror på en personlig Gud, men det afviser både, at Gud griber ind i begivenhederne i verden, og at Gud har åbenbaret sig for menneskeheden via de sædvanlige religiøse kanaler. Deisten er religiøs og tilstræber et etisk og moralsk liv. Troen var særligt udbredt i det 18. årh., og det er en form for rationalisme og en reaktion mod dogmatisk teologi i stedet for frihed til at bruge sit intellekt. (Se også Deisme).

Déja entendu
(Fransk). Déja entendu betyder ”allerede hørt”, og det hentyder til en fornemmelse af, at ”man har hørt det før” – dvs. clairaudience med bagudrettet tidsforskydning.

Déja vu
(Fransk). Déja-vu betyder ”allerede set” og udtales ”desja’vy”. Det er betegnelse for det fænomen, at man mener at have oplevet den nuværende situation før (eksempelvis et bestemt sted), selv om man beviseligt ikke har det. Begrebet blev første gang brugt af franskmanden Emile Boirac (1851–1917) i bogen L’Avenir des sciences psychiques. Åndsvidenskaben mener, at der kan være tale om reel genkendelse af oplevelser fra et tidligere liv. Naturvidenskabens forskere påstår, at der blot er tale om en slags tidsforskydning, sådan at begivenheden registreres af underbevidstheden, før den opfattes bevidst og derfor opleves som en slags genkendelse.

Dekade
Dekade betyder ”ti” eller en gruppe på ti − sommetider et årti. Dekade bruges især inden for tidsregning (ti år, ti dage o.l.). Den franske revolutionskalender (1792-1806) indførte en 10-dages uge, som man kaldte décade. Ti er et helligt tal, fordi Universet er opbygget på grundlag af en Dekade. Både den enkelte og Universet som helhed er tifoldig, selv om begge er syvfoldige i manifestation. Den Ene eller den kosmiske Monade omtales nogle gange som den, der udstråler de ni, og hvis man inkluderer den Ene, får man Logos’ ti stråler − eksempelvis Sephiroth, den egyptiske 9-gudekreds osv., der omtales som syv i det manifesterede Univers. En Dekade kan betragtes som en fordobling af fem, eller som tre triangler og en enhed. I antikkens Grækenland omtales det som Pythagoras’ Tetraktys, hvor de tre øverste punkter repræsenterer det umanifesterede Univers, og den nederste syv symboliserer det manifesterede. (Se også Monade og Tetraktys).

Dekanat
(Latin). Dekanat stammer fra ”decanatus”, der betyder ”ti”. Tidligere var det et område på ca. ti sogne, og dermed var et Dekanat især en kirkelig administrativ enhed. I astrologien er det et af de tre stadier, som hvert af de astrologiske tegn er opdelt i. (Se også Astrologi, Dekade og Dekaner).

Dekaner
(Egyptisk). For at kunne måle tiden (længden på en time varierede efter årstiden i det gamle Egypten) havde egypterne et målesystem baseret på Solen. Men om natten støttede man sig til Dekaner. Dekanerne var stjernekonstellationer, som var kortlagt, og når de viste sig over horisonten, kunne man se, hvad ”klokken” var. På bestemte ”klokkeslæt” ville en given konstellation vise sig på himlen. I en periode på ca. 10 dage var den samme Dekan synlig i horisonten. Der var derfor 36 dekaner på hver 10 dage, som var fordelt over det egyptiske år. Senere indgik Dekanerne i Zodiaken og derefter i den græske astrologi. (Se også Astrologi, Dekade, Dekanat og Zodiak).

Delfi
(Græsk). Delfi eller Delphi er et af de helligste steder i oldtidens Grækenland. Det var kendt som hjemsted for det mest berømte af de gamle græske orakler, som grækerne ofte kaldte ”centeret” eller ”Jordens navle”, selv om hellige centre, bjerge osv. fandtes overalt, og selv om de var baseret på samme idé. Delfi befandt sig i en dal ved Mount Parnassos. Parnassos er et bjergmassiv i det centrale Grækenland ca. 110 km NV for Athen. Parnassos er en sydlig udløber af Pindosbjergkæden. Det berømte orakel i Delfi på bjergets sydside var i antikken et magtfuldt politisk centrum, og bjerget spiller en stor rolle i antik litteratur, fordi man mente, at Delfis to herrer − Apollon og Dionysos − befandt sig her sammen med muser og mænader. En muse i græsk mytologi var en af de ni gudinder for kunst og videnskab, som var inspirationskilde for digtere, komponister mv. En mænade i græsk mytologi var en af de vilde, rasende og ophidsede kvinder, som hørte til Dionysos’ følge. Delfi var desuden et sted, hvor Pythia-spillene blev fejret, og det var et af de to mødesteder for det Amphictyoniske Råd. Orakler blev benyttet i mange tidsaldre, og navnlig Delfi var berømt i både historien og legenderne. Orakler blev universelt respekteret, og vismænd fra mange lande modtog råd fra oraklerne. Orakler degenererede af mange forskellige årsager, og de mistede gradvist tidligere tiders ubetingede respekt, og til sidst forsvandt de sammen med den græske civilisations fald. (Se også Apollon, Delfisk påbud, Dionysos, Orakel, Pythia og Sibylle).

Delfisk påbud
(Græsk). En indskrift på templet i Delfi sagde: ”Gnothi seauton” – ”Kend dig selv”. Ofte udvides indskriften til ”Menneske kend dig selv” eller ”Menneske kend dig selv, og du kender hele Universet”. I bogen The Consciousness of the Atom citerer Alice A. Bailey en variation af den fundamentale sandhed: ”Kend dig selv, for i dig selv finder du alt det, der kan vides”. For at finde vejen gennem mysteriernes mørke labyrint, der karakteriserer den fysiske erfaring, og for at finde den lysstråle, der skinner i uvidenhedens mørke, får mennesket kun hjælp af analogiloven.

Delios
(Græsk). Delios eller Delian var en af Apollons titler i den græske mytologi. Apollon blev født på øen Delos. (Se også Apollon og Delos).

Delirium tremens
(Latin). Delirium tremens består af ”delirare”, der betyder ”at fantasere”, og ”tremere”, der betyder ”at skælve” – dvs. skælvende delirium. Delirium tremens skyldes alkoholforgiftning, der kommer til udtryk som konstant rysten, søvnløshed, stor udmattelse og pinagtige illusioner og hallucinationer. Den unormale bevidsthedstilstand, der viser sig som en psykisk abnorm tilstand, der er præget af bevidsthedsuklarhed, er reelt et bevis på, at astralplanet eksisterer, og at det gennemtrænger og påvirker den fysiske verden. De karakteristiske hallucinationer optræder som groteske, ondskabsfulde fjender og forskellige frygtindgydende dyr og insekter, som aktivt forsøger at skræmme og skade det oprevne, forvirrede og berusede menneske. Det er et tydeligt bevis på indtryk, der stammer fra astralplanets laveste niveauer. Blandt de laveste eksistenser i det astrale lys findes de mest modbydelige og grusomme tanker, følelser og handlinger fra menneskers liv, og de mest ondartede dyriske impulser reflekteres tilbage til det fysiske plan, til menneskeheden og til dyreriget. Her findes de mest aktive og djævelske elementaler eller Kama-Rupiske enheder, som instinktivt tiltrækkes af ethvert menneskeligt offer, der ubevidst invaderer deres region. De tiltrækkes og vitaliseres af dampene fra de alkoholiske drikke, som det berusede menneske har mættede sin krop med. Alkohol tilslører det højere tankesind og det højere følelsesliv, mens det vækker og forstærker den lavere natur. Derfor er alkoholikeren stort set blottet for den almindelige selvbeskyttelse i form af dømmekraft, vilje og samvittighed. Mennesket har sænket bevidstheden til sit eget dyriske niveau. I en periode lever mennesket i det lavere astrallegemes bevidsthed, som viser sig med ekstraordinær styrke. Menneskets desorientering, ønsket om at glemme oplevelsen bagefter, og dets krampeanfald, minder meget om ægte epilepsi. Til nedbrydningen af menneskets vitalitet, den konstante uro og den voldsomme aktivitet i elementalernes angreb, kan tilføjes et enormt pres fra primitive diskarnerede mennesker, som forsøger at besætte alkoholikeren, for besætterne bliver mere og mere vitaliserede, efterhånden som alkoholikeren udmattes. (Se også Astralplan og Kama-Rupa).

Delos
(Græsk). Delos er en ø i den græske øgruppe Kykladerne i Det Ægæiske Hav. Øgruppen former en cirkel (kyklos) med øen Delos som centrum og gruppen består af 44 større øer. Delos blev kaldt frem fra dybet af Neptuns trefork. Øen flød omkring indtil Zeus lænkede den og gjorde den til fødested for Apollon og Artemis. På Homérs tid var øen mødested for religiøse og politiske formål. Øen Delos, den græske mytologis Asteria, lå ikke i Grækenland, for landet eksisterede endnu ikke på den tid. Flere forfattere har påvist, at Delos repræsenterede et land eller en ø, som var langt større end de småøer, der senere blev til Grækenland. Både Plinius og Diodoros Siculus placerer den i de nordlige have. Den ene kalder den Basilea eller ”den kongelige”, og den anden, Plinius, kalder den Osericta, et ord, der havde en betydning i de nordlige sprog, der svarer til ”de guddommelige kongers ø”, ”gudekongernes ø” eller ”gudernes kongelige ø”, fordi guderne var født der. Det vil i virkeligheden sige, at Atlantis’ guddommelige kongedynastier var udgået derfra. (Se også Apollon, Artemis og Zeus).

Delpersonlighed
Delpersonlighed er et begreb, der indgår i Roberto Assagiolis psykosyntese ud fra den iagttagelse, at mennesket indeholder en lang række psykologiske kræfter, som ofte er i modstrid med hinanden. De indre kræfter, følelser og tanker er organiseret som delpersonligheder – dvs. selvstændige psykologiske strukturer, der både bevidst og ubevidst har indflydelse på et menneske. Delpersonlighederne kan antage mange skikkelser som f.eks. kritikeren, ofret, den overansvarlige, det sårede barn, filosoffen, præsten osv. Det er et af psykosyntesens primære mål at få delpersonlighederne identificeret og integreret under bevidst styring af sjælen. Når det lykkes, er der skabt psykosyntese. (Se også Psykosyntese).

Demerit
(Fransk/Latin). Demerit stammer fra det franske ”desmerite” eller fra det latinske ”demeritum”. Inden for esoterisk og buddhistisk udtryksmåde er Demerit grundlæggende Karmisk. Ved hjælp af Avidya (uvidenhed) eller Vidya (klar viden eller guddommelig illumination), skaber mennesket fortjeneste eller mangel på fortjeneste. Når en Arhat opnår fuld illuminering og perfekt kontrol over personligheden og den lavere natur, skabes der ikke længere hverken ”fortjeneste eller mangel på fortjeneste”. (Se også Arhat, Avidya, Karma og Vidya).

Demeter
(Græsk). Demeter stammer muligvis fra det doriske ”da”, der betyder ”jord” og ”meter”, der betyder ”moder”. Demeter er ”jordens moder” og en af de vigtige olympiske guder. I den populære mytologi er hun navnlig forbundet med jorden og dens produkter, skytsgudinde for landbrug, gudinde for lov og orden, beskytter af ægteskabet og fødslen af afkom. Demeter er det græske navn for romernes Ceres, som var gudinde for korn og jordbearbejdning. Hendes stjernetegn er Jomfruen. De Eleusinske mysterier blev afholdt til ære for Demeter. Kornets gudinde svarede til den egyptiske Isis, mødre til korn, kornjomfruer, høstgudinder i forskellige kulturer i Amerika og i de tidlige germanske og skandinaviske racer i Central- og Nordeuropa. Populære legender omtaler Demeter som mor til Persefone, der plukkede blomster på Nysian-sletten, men blev fanget af Hades og ført til underverdenen. Demeter ledte utrøsteligt efter sit forsvundne barn, og hun kom til Celeus’ bolig ved Eleusis, hvor hun blev gæstfrit modtaget, selv om hendes identitet var ukendt. Hun blev bedt om at blive, og hun fik alene ansvaret for at pleje kongens søn, der var syg med feber. Demeter valgte at blive og påtage sig opgaven som barnets sygeplejerske. Hver aften lagde hun barnet på en seng af glødende kul, men da moderen opdagede det, rev hun forskrækket barnet til sig og råbte om hjælp. Demeter blev derfor afsløret som gudinde, og hun forklarede, at hvis processen ikke var blevet afbrudt, ville hun have gjort barnet udødeligt. Hun opsagde derefter sin stilling som sygeplejerske i vrede. Legenden er en nøjagtig kopi af de gamle egypteres Isis-legende. Før Demeter forlod Eleusis, grundlagde hun en mysterieskole eller en mysteriekult, som skulle holde liv i bestemte dele af den hemmelige lære om menneskets guddommelighed og livet efter døden. De Eleusinske mysterier beskæftiger sig især med stadierne efter den fysiske død og de fremskridt og erfaringer, som sjælen gør mellem inkarnationerne. Så vidt man ved, var der tre store eleusinske guddomme: Demeter-Thesmophoros (Demeters tilnavn var Thesmophoros), som var gudinde for lov og orden − Persefone-Kore, som var den guddommelige tjenestepige – Iacchos, den guddommelige søn eller det guddommelige menneske, som var hovedemnet i mysterierne. Det guddommelige menneske skulle genopstå fra det fysiske menneskes (personlighedens) ”grav”. På grund af Demeters relation til Persefone var Demeter i et af sine aspekter en guddom, der var forbundet med underverdenen, og hun blev tilbedt som gudinde i underverdenen i Sparta og Hermione ved Argolis. I de Orfiske mysterier var Demeter ikke kun jordens gudinde, men desuden Demeter-Kore − den guddommelige tjenestepige. Aspektet var dobbelt. Som Persefone var hun de afdødes jomfrudronning, og som de dødeliges tjenestepige, Semele, var hun mor til mysterielærens frelser Dionysos. Og senere blev hun indsat på tronen som Semele-Thyone (Semele, den inspirerede). Som både jomfru og mor, var hun den udødelige hustru til Zeus, men hun blev også kaldt mor til Zeus, for som et orfisk vers fortæller: ”Gudinden, som var Rhea, fødte Zeus og blev Demeter”. I et af sine aspekter er Demeter den, som i den Orfisk legende får hjertet til at slå i den myrdede Zagreus-Dionysos. Demeter tilhører Kabiri-gruppen − ”de godgørende guder, der bragte lys til verden og begavede menneskeheden med intellekt og fornuft symboliseret Prometheus”. En vigtig Demeterfest var Thesmoforiefesten. (Se også Ceres, Eleusinske mysterier, Hades, Iacchos, Isis, Kabiri, Kore-Persefone, Orfeus, Orfiske mysterier, Orfisme, Persefone og Thesmoforiefesten).

Demiurg
(Græsk). Demiurg eller Demiourgos består af ”demos”, der betyder ”folket” og ”ergon”, der betyder ”arbejde”. Demiurg oversættes med ”verdensbygmester”, men efterhånden kom ordet til at betyde ”iscenesætter” og til sidst ”Skaberen” − den himmelske kraft, der opbygger Universet. Frimurere oversætter Demiurg med ”Verdensarkitekten”. Den filosofiske anvendelse af ordet stammer fra Platons dialog Timaios, der er skrevet ca. 360 f.Kr., hvor Demiurgen beskrives som Universets skaber. I åndsvidenskaben er Demiurgos en ”bygmester”. Betegnelsen blev nogle gange brugt om Universets øverste bygmester eller ”Verdensarkitekten”, som er Logos – navnlig 3. Logos − men reelt henviser ordet til den samlede sum af alle de opbyggende hierarkier – f.eks. Dhyan-Chohanerne. Der er forskellige definitioner i de platoniske filosofiske traditioner. I de forskellige grene af den neoplatoniske skole (3. årh. og fremefter), er Demiurgen skaberen af virkeligheden, og det kan opfattes som en manifestation af idéer, men i de fleste neoplatoniske systemer er Demiurgen ikke i sig selv ”Den Ene”. I den dualistiske ideologi i de forskellige gnostiske systemer er det materielle univers ondt, mens den åndelige verden er god. Konklusionen er derfor, at Demiurgen er ondsindet pga. sin tilknytning til den materielle verden. I gnosticisme er den guddom, som er skaberen eller den kosmiske håndværksmester, en underordnet gud, der er adskilt fra den øverste guddom i hierarkiet ved at være skaberen af verdenerne, og den guddom, der fungerer på højeste niveau, er ikke direkte berørt af skabelsen. På grund af den tilsyneladende dobbelthed, og en opfattelse af at guderne konkurrerede, mente de første uvidende kristne med deres monoteistiske teologi, at demiurgen var fjendtlig over for både Gud og menneskeheden. Derfor gjorde de Demiurgen til en slange, Satan, Lucifer og mange andre negative kræfter. Markion (2. årh.) og hans skole forsøgte at forene de to ved at sidestille Demiurgen med jødernes Jehova. Demiurgen er imidlertid det skabende aspekt af Gud – 2. Logos – og ikke en personlig guddom, men et abstrakt begreb, der repræsenterer strømmen af skabende kræfter. Senere blev begrebet menneskeliggjort. Det er Elohim i Bibelen, som skaber kosmos på grundlag af kaos. Det er det universelle sind, adskilt fra sin kilde – det er Brahmas fire ansigter – det er de syv vigtigste Dhyan-Chohaner. I Kabbalaen er det Chokmah (visdom), der forenes med Binah (intelligens), og sidstnævnte er Jehova eller Demiurg. Men Demiurgen er dobbelt på samme måde som formens egenskaber er det. Alle bevidsthedsplaner er opdelt i det højeste og det laveste, mellem over og under, mellem lys og skygge osv. Og de omfatter kræfter, der er symboliseret ved menneskets sind som er opdelt i maskulin og feminin. Der var masser af muligheder – men også for forvirring med hensyn til ordets betydning. (Se også Arkitekt, Binah, Chokmah, Demiurgisk sind, Dhyan-Chohan, Elohim, Kabbala og Logos).

Demiurgisk sind
(Græsk). Demiurgisk sind er det samme som det ”Universelle sind”. Det svarer til Mahat, ”den guddommelige hensigt” eller ”den kosmiske bevidsthed” − eller Brahmas første ”skabelse” dvs. ham selv. (Se også Brahma, Brahman, Demiurg, Mahat og Universelle sind).

Demon est Deus inversus
(Latin). Demon est Deus inversus er et kabbalistisk aksiom, som bogstaveligt betyder, at ”Djævlen er Guds modsætning”. Rigtigt forstået betyder det, at der hverken findes ondt eller godt, for kræfterne, som skaber det ene, skaber også det andet, afhængig af naturen af de materialer, som de bearbejder.

Demotisk
(Egyptisk). Relativt få mennesker kunne læse og skrive i det gamle Egypten. I hieroglyfskrivningens dage var det stort set kun præsterne og skriverne, der beherskede det komplicerede skriftsprog. Men fra omkring 2.400 f.Kr. begyndte man at skrive på papyrus og potteskår med en rørpen. Det var begyndelsen på en udvikling, som fuldstændigt forandrede hieroglyfskriften, for den indrettede sig efter den nye og hurtigere måde at skrive på. Hieroglyfferne blev gradvis mere afrundede og forenklede. Ud af processen voksede et nyt skriftsprog – Hierartisk. Hierartisk blev først og fremmest brugt på papyri. Og udviklingsprocessen fortsatte. Hierartisk udviklede sig igen til et 3. skriftsprog. Iflg. Herodot blev både skrive- og talemåden kaldt Demotisk. Demotisk opstod omkring 650 f.Kr. I Demotisk er der flere sammentrækninger, og Demotisk adskiller sig klart fra den tidligere egyptiske skrivekunst og Demotisk indeholder desuden helt nye ord.

Demrush
(Persisk). Demrush eller Demruseh er en kæmpe i det gamle Persiens (nutidens Irans) mytologi. Kæmpen blev dræbt af Tahmurath. (Se også Tahmurath).

Den farlige øvelse
Se Samkatasana.

Den omvendte stilling
Se Sarvangasana.

Den store gestus
Se Maha Mudra.

Den store lås
Se Maha Bandha.

Den-sa Sum
(Tibetansk). Den-sa Sum er ”statens tre søjler”. Det er de tre store Gelukpa-klostre i nærheden af Lhasa − Ganden (Dga’ldan fra 1409), grundlagt af Tsong-kha-pa − Drepung (‘Bras spung fra 1416) − Sera (Se ra fra 1419), som blev grundlagt af hans disciple. Et almindeligt udtryk for de tre klostre er Serdegasum. Ordet er sammensat af forkortelser for hvert af de tre navne plus sum (gsum), der betyder tre.

Dendara
(Egyptisk). Byen Dendara ligger på Nilens vestbred og var tidligere en kendt by, som dengang var hovedstad for 6. nome, ”Yunet” i Øvre-Egypten. Det arabiske navn ”Dendara” stammer oprindeligt fra det oldegyptiske ”Enet-t-neter”, som betyder ”gudindens hjem”. Det blev senere til ”Yunet” eller ”Yunet Tantere” (”gudindens Yunet”). På græsk blev det til ”Tentyris” og på koptisk ”Tentore”. Hele tempelområdet dækker mere end 40.000 kvm. Selve templet måler 290 x 280 m., og der er flere helligdomme inden for tempelmuren. Dendara-templet er dedikeret til gudinden Hathor, og templet hed oprindeligt ”Annu”. Hathor-templet er bl.a. bygget af kejser Augustus (1. årh. f.Kr.), men templets historie er væsentligt ældre end selve bygningen, og de religiøse ceremonier, der er foreviget på tempelvæggene, stammer fra meget tidligere perioder. Iflg. traditionen er tempelplanen skabt på grundlag af meget gamle dokumenter, der kan dateres til kong Khufus (Cheops) og kong Pepis tid – ja endog til tidligere tider, hvor planen tilskrives ”guden Horus’ følgesvende”.

Deposit
Deposit betyder bl.a. ”aflejring”.

Dervish
(Persisk). Dervish hed Driyosh på pahlavi og Drighu på avestan. Dervish stammer fra ”pers darvish”, der betyder ”at søge fra dør (’dar’) til dør” – dvs. de mennesker, der går fra dør til dør som tiggere. Dervish oversættes normalt med ”fattig”, og det er betegnelsen for en omvandrende munk, der tilhører den ældgamle persiske orden fra 8. årh. f.Kr. Dervisher var asketiske sufier, der gik fattigt klædt og med en tiggerskål ved bæltet. Dervisher tilstræbte ekstase bl.a. ved hjælp af hvirveldanse, og derfor kaldte man dem ”dansende dervisher” (mawlawier). De havde usædvanlige evner, for de kunne sluge ild eller glas, udholde smerten fra lange nåle, der gennemborede kroppen, og de kunne omgås giftslanger. Dervish-munkene praktiserede mange mystiske ritualer, og islamiske teologer og regeringer tager afstand fra den side af sufismen. Bortset fra Dervishens disciplin, bønner og kontemplering, repræsenterer den tyrkiske, egyptiske og arabiske Dervish kun en begrænset lighed med hindu-fakiren. Dervishen kunne være en kraftfuld mesmerisk healer. Dervisher praktiserer fortolkning af Islam. På samme måde som fakirer og sufier mener man, at Dervish-broderskaberne er grundlagt af enten Ali eller Abu Bekr. De er opdelt i to store grupper, ba-Shara (”med loven”), der styrer deres adfærd i henhold til principperne i Islam, og Be-Shara (”uden loven”), som ikke lever livet i overensstemmelse med de formelle principper i en religiøs tro, selv om de kalder sig muslimer. Sufierne tilhører hovedsageligt den sidstnævnte gruppe. Man regner med, at der er 32 forskellige Dervish-broderskaber med utallige undergrupperinger, men de to vigtigste, som er kendt i Vesten, er Mevlevi-ordenen (de hvirvlende eller dansende dervisher) − en orden, der blev grundlagt af Jelal ud-Din ar-Rumi, forfatter til det persiske mystiske digt Math-Nawi. Desuden er Rifa’ite-ordenen (de hylende dervisher) kendt. I ekstase skærer de i sig selv med knive, spiser glødende kul og glas, tager rødglødende jern i hænderne og spiser giftslanger. I symbolikken i Hafiz (persisk mysteriedigter fra 14. årh.) er en Dervish et menneske, der har nået den højeste grad af åndelighed ved at opgive jordiske ejendele, men på trods af sit tiggerudseende har mennesket kendskab til hemmelighederne vedr. alkymi. I senere tider tog mennesker, der ikke forstod nuancerne i mysterielæren, den symbolske afvisning af den materielle verden for bogstaveligt. Holdningen hos nogle Dervisher bidrog til misforståelsen, især Safaviderne − et af de herskende dynastier i Persien, der selv er Dervisher og tilhængere af religionens ydre ritualer. (Se også Fakir og Sufisme).

Desatir
(Persisk). Desatir er et meget gammelt Persisk værk kaldet ”Shets Bog”. Den fortæller om de 13 Zarathustraer. Den er meget esoterisk, og den er skrevet i et velformuleret og poetisk sprog. Oversætteren og udgiveren, Mulla Firuz, påstår, at det er en skriftsamling fra forskellige persiske profeter, der viste sig i perioden fra Mahabads tid til den 5. Sasan. Det bliver 15 i alt, og her var Zarathustra, Zoroaster eller Zerdusht den 13. og den 5. Sasan var den sidste. De 15 profeters skrifter er skrevet i et sprog, som er gået tabt, og som ville være helt uforståelig uden hjælp fra de gamle persiske oversættelser. Indholdet er blevet kritiseret af flere af nutidens forskere, som af sproglige grunde ikke betragter det som et værk, der stammer fra oldtiden. Men værket indeholder lærdomme, der ikke alene er universelle, men som går meget langt tilbage i menneskets historie. Eksempelvis oplyser første kapitel om de syv hellige planeter, og at hver stjerne og hver planet har en intelligens, en sjæl og et legeme. Kapitlet beskriver naturrigerne på livets kosmiske stige, og det forklarer reinkarnation, runder og de store perioder eller Manvantaraer og Pralayaer. (Se også Manvantara, Pralaya og Zarathustra).

Descartes, Rene
(Fransk). Descartes, Rene (1596-1650) fransk videnskabsmand, matematiker og filosof. Han adskilte religion fra naturvidenskab, og det fysiske liv fra bevidsthedens eller det åndelige liv, og dermed grundlagde han nutidens naturvidenskabelig praksis, hvor man ignorerer det ikke-fysiske, når man studerer eller forklare den materielle verden.

Deshret
(Egyptisk). Deshret er faraoens røde krone, og når han bar den, viste han sin ret til at herske over Nedre-Egypten. Han bar Hedjet – den hvide krone – når han ønskede at vise, at han var overhoved for Øvre-Egypten. Og han bar Pasekhemty – dobbeltkronen – som var en kombination af den hvide og den røde krone – når han viste sig som herskeren over de to lande eller dobbeltriget. Det kan fortolkes bogstaveligt, og det skal det også. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var den fysiske hersker over både den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde også en indre betydning. Han symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige – personlighedens legemer (det fysiske legeme, astrallegemet og mentalleget) og dermed chakrasystemet. Faraoen var et forbillede for det egyptiske folk og ikke mindst for templernes neofytter. Når han bar dobbeltkronen, betød det ikke nødvendigvis, at han havde fuldkommen kontrol over sin indre natur, selv om det uden tvivl var tilfældet i Egyptens tidligste perioder, hvor mestrene og de højt indviede stod i spidsen for civilisationen. Senere blev faraoen mere et symbol på de høje indvielser og det fuldkomne menneske. Den hvide krone (Hedjet) symboliserer kontrol over de lavere chakraer (rodchakra, sakralchakra og solar plexus chakra). Den hvide farve repræsenterer det hvide og rene, for oprindeligt hed Egypten ”Kemit”, som betyder ”den sorte jord”. ”Kemit” blev senere til det græske ”chemia”, som nu er omdannet til ”kemi”. Når egypterne kaldte deres land ”Kemit”, er forklaringen, at Egyptens civilisation var planlagt til via forvandlingen fra sort jord, mørkt stof eller dyb materialisme at blive et tempel for Guds lys. Skaberguden Khnum blev bl.a. kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset på baggrund af mørket. (Se også Amon-kronen, Atef-kronen, Blå krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Kemit, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).

Determinativer
(Egyptisk). Ligesom i de fleste sprog havde de gamle egyptere forskellige ord, der lyder ens, men hieroglyfferne klarlægger deres mening, og afslører dermed et andet kommunikationsniveau: Idéer. Tegnene findes i hundredvis – og de kaldes ”determinativer” (bestemmende) – og de oplyser ordets nøjagtige idé, og resultatet er en terminologi med en helt anden betydning end et andet ord, der udtales på samme måde.

Determinisme
Determinisme vil sige en opfattelse af, at hele verden – herunder det enkelte menneske og alle dets handlinger – er forudbestemt. Dog indgår forskellige faktorer som f.eks. arv og miljø, men reelt medfører determinisme, at den frie vilje ikke eksisterer. Hvis determinismen er religiøs, betragter man Gud eller guddommelige kræfter som eneste ansvarlige årsag til alt det, der sker i verden. Nogle mennesker betragter astrologi som udtryk for determinisme, fordi de tror, at det er himmellegemernes position og energipåvirkning, der afgør menneskets skæbne, mens den seriøse astrologi betragter energierne som potentialer for menneskets adfærd. Kristendommen har deterministiske træk, for pga. Guds almagt og alvidenhed er begivenheder i verden forudset og forudbestemt, og i den forstand har Gud determineret dem. I nutiden domineres holdningerne af naturvidenskaben, og derfor betragtes determinisme mere fra en fysisk synsvinkel end fra en teologisk. Men fysikere kan ikke undersøge, om Universet er deterministisk, for fysikken kan kun beskæftige sig med den empiriske del af Universet, men en logisk følge af empiriske undersøgelser peger i retning af et deterministisk univers.

Deukalion
(Græsk). Deukalion eller Deucalion er søn af Prometheus og Klymene og konge af Phthia i Thessaly. Da Zeus besluttede at tilintetgøre den degenererede menneskelige race, var Deucalion og hans kone Pyrrha de eneste, der overlevede på grund af deres gudfrygtighed. På faderens råd, byggede Deucalion en ark, hvor han og Pyrrha opholdt sig i under oversvømmelsen, der varede ni dage, indtil arken til sidst strandede på Mount Parnassus. Efter råd fra et orakel, genbefolkede de Jorden ved at kaste sten bag sig, som alle blev forvandlet til mennesker. (Se også Ark, Klymene, Prometheus, Pyrrha og Zeus).

Deus Emnim et Circulus Est
(Latin). Deus Emnim et Circulus Est betyder: ”For Gud er faktisk en cirkel”. Det er et hermetisk aksiom, der stammer fra Pherecydes, en græsk filosof fra det 6. årh. f.Kr., og man mener, at han var lærer for Pythagoras. Cirklen er et symbol på det grænseløse, men også på gentagne cyklusser. (Se også Hermetisk, Hermetisk aksiom og Pythagoras).

Deus Explicitus
(Latin). Deus Explicitus eller Deus Implicitus betyder: ”Gud indfolder sig, og Gud udfolder sig”. Det første henviser til Pralaya (den kosmiske hvileperiode), og det sidste henviser til Manvantara (den kosmiske manifestationsperiode). (Se også Manvantara og Pralaya).

Deus Lunus
(Latin). Deus Lunus er Månens guddom i maskulin skikkelse. Dea Luna er Månen i feminin skikkelse. H.P. Blavatsky forbinder Deus Lunus med hinduernes Soma og med jødernes Jehova. Månens påvirkning betragtes som feminin, fordi dens vigtigste funktion er fødsler og avl, og den er desuden nært forbundet med evnen til at give en hvilken som helst form liv. Menneskers mødre og dyremødre skaber, plejer og hjælper deres afkom − både på godt og ondt − og de samme funktioner har Månens feminine aspekt i de kosmiske relationer, der forbinder Månen intimt med Jorden. Månens påvirkning i sit maskuline aspekt repræsenterer forplantningseffekten i modsætning til den feminine skabende effekt. Det maskuline aspekt producerer ikke alene selve livskimen som en kosmisk agent, men kosmisk set har aspektet i sig selv en forplantningsfunktion, som spreder de vitale cykliske aktiviteter som hærskarer af livskim, som bliver sået på relevante områder. (Se også Soma).

Deus Mundus
(Latin). Deus Mundus er Verdensguden. Det er Verdensguden, der skaber og hersker over verden. I en vis forstand er Deus Mundus den esoteriske hierarkiske leder af den nuværende verdensorden. Og i en anden betydning er der tale om det guddommelige aspekt af den nuværende verdensorden, for det fremgår tydeligt af ordet ”mundus”, for den basale etymologiske betydning er ”ren”, ”pæn”, ”velordnet”, og det svarer til de græske ord ”kosmos”, som er ensbetydende med ”ordentlighed” og ”skønhed” i den kosmiske opbygning. Det er derfor både selve verdens guddommelighed, der er adskilt fra det mere materielle plan, som det fungerer på, og guddommeligheden identificeret med det hierarkiske verdenssystem, som det fungerer igennem.

Deuteroskopi
(Græsk). Deutero betyder ”den anden” eller ”i anden række”. Deuteroskopi er ”det andet syn” i betydningen ”oversanseligt” eller ”metafysisk” syn. Deutero stammer fra kelterne. (Se også Clairvoyance).

Deva
(Sanskrit). Deva stammer fra roden ”div”, der betyder ”at skinne”. Deva vil derfor sige ”de strålende” eller ”de skinnende”. Ordet oversættes ofte ved ”guder”, men bruges aldrig i den hinduistiske gudelære om de primære guder, men altid om andre metafysiske skabninger. En Deva er hverken god, dårlig eller neutral. Devaer befinder sig på de tre eksistensplaner, som ligger ovenover menneskehedens fysiske plan. Deva er en meget generel betegnelse for forskellige grupper af metafysiske skabninger. Der er grupper af æteriske, astrale, mentale og åndelige skabninger. Nogle er bagud i forhold til menneskehedens udvikling, andre er endnu ikke selvbevidste guddommelige gnister, for de har endnu ikke gennemgået menneskets udviklingsfase. Desuden er der guddommelige skabninger, der har bestået prøverne på menneskets scene, og derfor befinder de sig udviklingsmæssigt højere end menneskeheden. Og der er skabninger, der er endnu højere i udvikling, og som har udviklet de mest guddommelige aspekter i deres konstitution. De er indbyggere i de tre verdener eller bevidsthedsplaner over den fysiske menneskehed, og de betegnes generelt som Devaer. De højststående Devaer svarer til de kristnes engle og ærkeengle. De lavtstående Devaer kaldes naturånder. Navnlig benyttes ordet naturånder om den udviklingslinje, der er parallel med menneskehedens, og på nogle punkter har de to udviklingslinjer berøringspunkter. De løber f.eks. sammen på det punkt, der svarer til den højeste indvielse i menneskets evolutionslinje. Devaerne er bevægelse. De legemliggør energi og opbygger energiformer på alle niveauer. Det er dem, der giver alt, hvad der er manifesteret, form. De kaldes derfor de større og de mindre bygmestre. (Se også Asura).

Deva-laya
(Sanskrit). Deva-laya består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”laya”, der betyder ”opløsende sted” fra roden ”li”, der betyder ”at opløse”. Det er et sanktuarie for en åndelig skabning eller ”en Devas helligdom”. Navnet gives til alle Braminske templer. Laya betyder i dette tilfælde et sted, hvor alt det lavere opløses og søger opad mod det højere. (Se også Bramin og Deva).

Deva-loka
(Sanskrit). Deva-loka består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”loka”, der betyder ”lokalitet”, ”verden” eller ”sfære”. Deva-loka er ”gudernes bolig” eller ”Devaernes bolig” i de højere sfærer. (Se også Deva og Loka).

Deva-Sarga
(Sanskrit). Deva-Sarga består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”sarga”, der betyder ”udstråling”, ”udledning” eller ”skabelse”. Deva-Sarga er guddommelig udstråling eller gudernes skabelseshandling − den sidste i den første serie af skabelser, der beskrives i Vishnu-Purana. Deva-Sarga er skabelse – dvs. princippernes oprindelse, som angiveligt er intelligens født på grundlag af naturens kvaliteter eller egenskaber. Deva-Sarga har en universel reference – dvs. evolutionen generelt. Der refereres ikke specifikt til den nuværende Manvantara, som begynder med det samme igen og igen. Det viser, at der henvises til flere forskellige Kalpaer, for det siges: ”Ved afslutningen af den foregående (Padma) Kalpa vågnede den guddommelige Brahma op af den søvn, som han havde været hensunket i, mens natten varede, og han så, at universet var tomt”. Derefter oplyses det, hvordan Brahma igen gennemgår de ”syv skabelser” på det sekundære evolutionsstadie, mens han gentager de første tre på det objektive plan. (Se også Brahma, Brahman, Kalpa, Manvantara, Padma, Puranaer og Vishnu-Purana).

Deva-Sena
(Sanskrit). Deva-Sena er en buddhistisk Arhat. Det feminine Devasena er et væld af åndelige eller himmelske skabninger − et navn, der er givet til Vach, som et aspekt af Saraswati, gudinden for esoterisk visdom. (Se også Arhat, Saraswati og Vach).

Deva-vardhaki
(Sanskrit). Deva-vardhaki er ”gudernes arkitekt”. Det er en titel, der gives til Visvakarman, som iflg. hinduistisk mytologi var den kosmiske Demiurg eller verdensskaber. (Se også Demiurg og Visvakarman).

Devachan
(Sanskrit). Devachan stammer fra det tibetanske ”bDe-ba-kan” eller ”de-wa-chen”, hvor ”bde-ba” betyder ”lykke”, og ”can” betyder ”eje”. Eksoterisk er Devachan ”det lykkelige land” − en oversættelse af sanskritordet Sukhavati, ”det lykkelige vestlige rige” eller ”Dhyani-Buddha Amitabhas rene land” i den østasiatiske buddhisme. Nogle tibetanske bøger indeholder begejstrede beskrivelser af Devachan, eksempelvis Mani Kambum (eller Kumbum) og Odpagmed Kyi shing kod. Devachan er en subjektiv tilstand mellem to inkarnationer. Tilstanden indtræder, når sjælen (Atma-Buddhi-Manas) har afkastet sine lavere principper (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme). Længden på Devachan-tilstanden afhænger af de erfaringer, personligheden har samlet i løbet af inkarnationen. Erfaringerne skal bearbejdes og integreres af sjælen, før en ny inkarnation kan finde sted. Devachan svarer omtrent til hinduernes Svarga, buddhisternes Sukhavati, Zarathustrismes, muslimernes, jødernes og de kristnes Himmerige eller Paradis. Det er det oprindelige kendskab til Devachan, der ligger til grund for forestillingerne. I nutidens åndsvidenskab bruges Devachan hovedsageligt i betydningen mentalplanet. I åndsvidenskaben beskrives Devachan som en periode, hvor mennesket hviler i lyksalighed. Cykliske perioder af manifestation og hvile er grundlæggende i naturen, og Devachan er den subjektive del af den cykliske rytme i menneskets evolution på planeten. Det er en sovende tilstand, men devachaniske ”drømme” er langt mere levende, virkelige og klare end almindelige drømme. Det fysiske liv er i virkeligheden langt mere en drømmetilstand – og for mange er det ofte et mareridt. Tilstanden i Devachan indtræder, efter at den ”anden død” (den astrale død) har fundet sted, når de lavere principper (det fysiske legeme, Æterlegemet og Astrallegemet) har adskilt sig fra den reinkarnerende sjæl, og når sjælen har trukket de mest ophøjede tanker, følelser og de urealiserede visioner fra fortidens inkarnationer ind i sig selv. Atma-Buddhi og den mere åndelige del af Manas − den reinkarnerende sjæl − bliver i en periode Monade. Sjælen tager sin Devachan-periode inden i Monaden. I den devachaniske tilstand bearbejdes kun de højere principper i mennesket − den rensede del af personligheden. Tilstanden har mange grader, og sjælen finder sin rette plads i overensstemmelse med det karmiske og udviklingsmæssige niveau. Devachan er en tilstand af ubeskrivelig fred og ekstatisk lykke ud over det, man sædvanligvis forestiller sig som lyksalighed ved hjælp af den fysiske hjerne. Der er lukket af for alle forstyrrende elementer indtil den reinkarnerende sjæl er færdig med sin hviletilstand og kan fokusere sin energi på at gennemføre en ny inkarnation i den fysiske verden. Sjælen opbygger sit eget paradis ved hjælp af de materialer, den indsamlede i sidste inkarnation, og der er en mangfoldighed i den devachaniske tilstand. Tilstanden er et produkt af den enkeltes uopfyldte åndelige længsler og håb. De blev kun delvis eller slet ikke opfyldt i inkarnationen, og i intervallet mellem inkarnationerne forsøger sjælen at indøve de åndelige visioner i form af mentale billeder eller tankeformer, som reelt er langt mere virkelige end alt muligt i den fysiske verden, hvor bevidstheden er tykt indhyllet i det tætte slør af lavere begær. Det er kvaliteten af visionerne, der bestemmer længden af den devachaniske periode. Jo mere ophøjede og åndelige visioner, jo længere ophold. Devachan er ikke en tilstand af aktiv handling og ansvar, og derfor ikke et område, hvor man konfronteres af det, man gjorde forkert i fortiden. Den forædlede sjæl er langt uden for rækkevidde for almindelige clairvoyante, for deres kontakt er begrænset til langt grovere planer. Nogle gange kan et meget sensitivt menneske få kontakt med det devachaniske plan og opleve det åndelige fællesskab med sjælen, som det er meget tæt forbundet med, men det hører også til sjældenhederne, og evnen til at overføre erkendelserne til den fysiske dagsbevidsthed er endnu sjældnere. Hvis man spekulerer på forskellen mellem Devachan og Nirvana, så er Devachan en del af menneskets sjæl, hvorimod Nirvana er en langt højere tilstand, hvor personligheden er helt transcenderet og forladt − eller den er blevet så grundigt forædlet, at mennesket er helt identificeret med den højere bevidsthed. Den devachaniske tilstand har en illusorisk karakter, selv om den forekommer virkelig i Devachan − på samme måde som det fysiske plan er virkelig for den inkarnerede personlighed. Men i Nirvana har mennesket opnået universel bevidsthed, hvor det oplever virkeligheden, som den er. Devachan og Nirvana er ikke lokaliteter, men bevidsthedstilstande for skabninger under de respektive åndelige forhold. Nirvana er det højeste åndelige stadie. Devachan er de mellemliggende eller høje psykologiske tilstande, mens Avichi, der populært kaldes det laveste Helvede, er den åndelige tilstands nederste pol. Det er tre tilstande for skabninger, der eksisterer i Lokaer eller Talaer – dvs. verdener eller planer i det kosmiske æg − hvorimod Paranirvana – dvs. ”hinsides Nirvana” – er et guddommeligt stadie, hvor der næsten er identifikation med den kosmiske virkelighed. (Se også Amitabha, Astrallegeme, Atma, Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Avichi, Buddhi, Buddhi-Manas, Dhyani-Buddhaer, Kausallegeme, Loka, Manas, Monade, Nirvana, Paranirvana, Sjæl, Sukhavati, Svarga, Tala, Zarathustrisme og Æterlegeme).

Devajnana
(Sanskrit). Devajnana eller Daivajna er de højere grupper af himmelske skabninger, som er i besiddelse af guddommelig viden.

Devaki
(Sanskrit). Devaki er Krishnas mor. Hun blev lukket inde i et underjordisk fangehul af broderen kong Kansa af frygt for opfyldelsen af en profeti, der forudsagde, at hans søsters søn ville fjerne ham fra tronen og dræbe ham. På trods af den strenge overvågning, blev Devaki overskygget af Vishnu (Helligånden) og fødte Krishna − den guddommelige Avatar – som var Logos’ inkarnerede stråle. I en senere mytologi blev Devaki den antropomorfe (menneskelignende) form af Aditi eller det kosmiske rum, ligesom den hebraiske Mary blev en overjordisk skabning. Devakis syv sønner, der blev dræbt af Kansa før Krishna blev født, symboliserer de syv menneskelige principper. Mennesket skal løfte sig over dem, før de når det ideelle Krishna-, Kristus- eller Buddha-stadie, og dermed bliver centreret i den højeste, den syvende eller den første. (Se også Avatar, Kansa, Krishna, Logos og Vishnu).

Devamata
(Sanskrit). Devamata er en Rishi der havde en dialog med Narada. (Se også Anugita, Narada og Rishi).

Devamatri
(Sanskrit). Devamatri er ”gudernes moder”. Devamatri er en betegnelse for den vediske modergudinde Aditi – ursubstansen eller det fysiske symbol på det grænseløse rum, som er grundsubstans for Solen og planeterne. Hun er identisk med de højere aspekter af Akasha, den åndelige essens, der gennemtrænger rummet og ethvert solsystem. Aditi kan derfor betragtes som naturens mystiske livmoder, som føder alt i manifestationen i den kosmiske Manvantara, og som alt trækkes ind i, når den kosmiske evolutionsperiode ophører og Pralaya begynder. (Se også Aditi, Akasha, Manvantara og Pralaya).

Devanagari
(Sanskrit). Devanagari betyder ”devaernes sprog” eller ”gudernes sprog” og bogstaver. Det er det arisk-indiske skriftsprog, som skrives i sanskrit. Devanagari-alfabetet og skrivekunsten blev holdt hemmelig i lange tidsaldre, for det var kun Dvijaer (de dobbeltfødte) og Dikshitaer (de indviede), der havde tilladelse til at bruge den litterære kunst. I Indien og i mange andre lande, som var centre for arkaiske civilisationer, blev de hellige tekster overført til tankesindet og ikke nedskrevet i bøger. Det var forbudt for en Sudra (Indiens fjerde og laveste kaste) at recitere vers fra Vedaerne, og hvis man tilhørte de to lavere kaster (Vaisya og Sudra) og kunne læse, var det en overtrædelse, der indebar dødsstraf. Derfor findes ordet ”lipi”, der betyder ”at skrive”, ikke i de ældste skrifter. Det gav forskerne den fejlagtige idé, at skrivning var ukendt før Paninis tid, og at selv vismanden Panini ikke var i stand til at læse og skrive! At den største grammatiker verden nogensinde har set skulle være uvidende om læsning og skrivning er i sandhed et endnu større og uforståeligt fænomen. Udover huskeregler lavede præsterne altid ideografiske skrifter (et skriftsystem baseret på ideogrammer, der betegner ting eller begreber og ikke bogstaver eller lyde) som blev brugt, når det var praktisk eller nødvendigt − hovedsagelig til at kommunikere indbyrdes eller til indviede, der talte andre sprog. Det var ideografiske tegn, som nemt kunne læses af mennesker, der kendte til systemet uafhængig af deres modersmål. Det er hovedårsagen til, at de gamle civilisationer havde så få hentydninger − og nogen gange ingen hentydninger overhovedet − til evnen til at skrive. I endnu tidligere civilisationer har der ikke været behov for at skrive, og ellers blev det betragtet som en hellig kunst for templets skriftkloge. Ægte Devanagari – uden fonetiske tegn − betød tidligere ydre symboler, dvs. de tegn, der blev brugt i kommunikationen mellem guderne og de indviede. Derfor opretholdt man den store hellighed og hemmelighed i hele den vediske og brahmanske periode om alt, der henviste til læsning og skrivning. Det var ”gudernes sprog”. Devanagari-tegn, som først blev brugt blandt de indviede, var symbolske og ideografiske. Men efterhånden mistede de deres billedeform eller idémæssige kraft, og pga. konstant brug og hurtig skrivning mistede de flere og flere detaljer i billederne, indtil de til sidst blev almindelige tegn eller bogstaver i alfabetet. Ordet Devanagari er synonymt med de gamle egypteres Hermetisk og Hieratisk – ”Neter-khari” (guddommelig tale). (Se også Demotisk, Deva, Dikshita, Dvija, Hermetisk, Panini, Sudra, Vaisya og Veda).

Devapi
(Sanskrit). Devapi består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”api”, som betyder ”ven”. Devapi betyder derfor ”ven af Gud”. Devapi er en Rishi, der omtales i Rig-Veda som søn af Rishti-Shena. I Mahabharata og Puranaerne er han beskrevet som søn af kong Pratipa af Kuru, der opgiver sit rige og trækker sig tilbage i skoven, hvor han angiveligt lever i fire tidsalder, og sammen med vismanden Maru eller Moru afventer de Maitreya Buddhas komme – Kalkiavataren (Vishnus sidste Avatar), der iflg. legenden kommer ved afslutningen af Kali-yugaen. Man mener, at Devapi og Moru lever i Himalaya i et retreat, der kaldes Kalapa eller Katapa. (Se også Avatar, Buddha, Deva, Kali-yuga, Kalkiavatar, Mahabharata, Maitreya, Puranaer, Rig-Veda, Rishi, Vishnu og Yuga).

Devaraja
Se Maharaja.

Devarshi
(Sanskrit). Devarshi består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”rishi”, der betyder ”vismand”. Devarshi betyder ”rishi-guder”, som er guddommelige eller gudelignende vismænd – ”sønner af Dharma eller Yoga”. De udgør en gruppe af vismænd – som f.eks. Atri. Det er vismænd, der tilhører menneskeheden, men som pga. af målrettet stræben, dyb aspiration og selvkontrol har opnået guddommelig natur, mens de befinder sig på det fysiske plan. (Se også Atri, Deva, Dharma, Rishi og Yoga).

Devata
(Sanskrit). Devata stammer fra ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”. Devata er en guddommelig eller åndelig skabning. Almindeligvis sidestilles Devata med en Deva. I flertal er det en gruppe af himmelske skabninger, der iflg. Purana’erne førte krig med Daityaerne. (Se også Daityaer, Deva og Puranaer).

Devayana
(Sanskrit). Devayana består af ”deva”, som er en subjektiv skabning eller en ”gud”, og ”yana”, der betyder ”sti”. Devayana er gudernes vej eller sti.

Devi
Se Tantra.

Devi-Durga
(Sanskrit). Devi-Durga er en utilgængelig gudinde, der også kaldes Kali − ”den sorte”. Sort er den farve, som alle andre farver smelter sammen med, og det afspejler den esoteriske betydning af hendes natur. Kali omtales sædvanligvis som en krigerisk, blodtørstig gudinde, der tilintetgør og fortærer sine fjender uden medlidenhed. Esoterisk set er Kali en gudinde, der opsuger eller fjerner mørket. Hun eliminerer urenheder og uretfærdigheder. Gudernes kvindelige partnere symboliserede stoffet og formen, som udstråles fra Monaden (ånden), og fordi stoffet er konstant bevægelse, er de ofte grupperet under navnet Shakti – dvs. aktiv universel energi, som er syvfoldig, tifoldig eller tolvfoldig i den hierarkiske opbygning, afhængig af måden, man tæller på. De åndelige eller guddommelige ægtefæller svarer derfor til åndsvidenskabens elementer eller grundelementer, uanset om de er kosmiske eller individuelle, og som omgiver hver enkelt Monade og opbygger den indflydelsessfære, som Monaden udtrykker sig igennem. (Se også Durga, Kali, Monade og Shakti).

Dhaivata
(Sanskrit). Dhaivata er den sjette af de syv primære musikalske toner i den hinduistiske skala. (Se også Shad-ja).

Dhammachakkappavattana
(Pali). Når buddhisterne taler om Dhammachakkappavattana, taler de om livets og dødens hjul, der beskrives i den første store tale, hvor Buddha gav sin lære under betegnelsen Dhammachakkappavattana Sutta. Det er en betegnelse, som en forsker har oversat med disse ord: ”At sætte sandhedens og pålidelighedens verdensriges kongelige vognhjul i bevægelse”. Chakka i ordet Dhammachakkappavattana, er et pali ord, der svarer til sanskrit udtrykket Chakra, der betyder ”hjul”. Det er netop ånden i den betydning, som den hengivne tilhænger af Buddha lægger i udtrykket, selv om ordene bogstaveligt betyder ”omdrejningen af lovens hjul”. (Se også Buddha og Chakra).

Dhammapada
(Pali). Dhammapada eller Dammapadan består af sanskritordet ”dharma”, der betyder ”pligt” og ”pada”, der betyder ”fod”, ”verslinje” eller ”ord” − muligvis ”lærens ord”. Dammapadan er en buddhistisk aforismesamling på pali. Dhammapada indgår i Suttapitaka, den anden hovedafdeling i Theravada-skolens kanon. Dhammapada er et samleværk, som menes at være citater af Gautama Buddha. Mere end halvdelen af de 423 vers findes i andre buddhistiske tekster. Det lille skrift behandler i kort og letfattelig form vigtige sider af Buddhas lære, ligesom etiske tanker af almengyldig karakter kommer til udtryk. Dhammapada beskæftiger sig med en bred vifte af filosofisk og religiøs tænkning med stor vægt på etik, og ofte formuleret i smukt billedsprog, som skaber en klar og dyb appel til læseren. Der lægges stor vægt på selvkontrol, og hvis forskrifterne følges medfører det et engageret og ophøjet liv. Mange af samlingens aforismer er almindeligt indisk tankesprog, som også er optaget i den jainistiske og den hinduistiske litteratur. Dhammapada har vundet stor udbredelse i Vesten og er den hyppigst oversatte buddhistiske tekst. (Se også Buddha, Dharma, Gautama Buddha, Pada, Sutta, Theravada og Tripitaka).

Dhanu
(Sanskrit). Dhanu betyder ”bue”, som er det 9. stjernetegn − Skytten. Iflg. nogle hinduistiske tænkere repræsenterer tegnet de ni Brahmaer eller Prajapatier, som hjalp med at opbygge Universet. Ni er et tal, der symboliserer noget, man er på vej til eller som man forandrer. (Se også Brahma, Brahman og Prajapati).

Dhanurasana
(Sanskrit). Dhanurasana, som nogle gange kaldes Akarna Dhanurasana og Urdva Chakraasana, er en betegnelse for en bagoverbøjet yogastilling, hvor det fysiske legeme spændes som en bue. Når øvelsen kaldes Akarna Dhanurasana betyder ”karna” ”øre” og forstavelsen ”a” betyder ”i nærheden af”. Dhanu betyder ”bue”, og ”asana” betyder ”stilling”. Bogstaveligt oversat betyder betegnelsen ”stillingen, der buer mod øret”. Sædvanligvis kaldes yoga-stillingen for ”buen”, for stillingen ligner en bueskytte, der er ved at sende en pil af sted. I yoga er rygsøjlen den vigtigste og mest subtile del af kroppen, og Dhanurasana hjælper med at styrke og udvikle rygsøjlen og smidiggøre hofter, ben, arme, skuldre og ryg. Øvelsen udføres ved at man ligger på maven. Man bøjer benene og tager fat om anklerne. Ved indåndingen strækker man benene så meget, at kroppen strækkes opad og kun maven rører ved gulvet. Vejret og stillingen holdes så længe som muligt. Man rokker nu frem og tilbage, mens man stadig holder vejret, og derefter fra side til side. Øvelsen skal udføres i tre runder, og når sidste runde afsluttes, lægger man sig på ryggen i Savasana (dødstille). (Se også Chakraasana, Savasana og Yoga).

Dharaka
(Sanskrit). Dharaka er en beholder eller et kar. Sekundært, svarer Dharaka til Dhara, der betyder det højeste punkt − toppunktet. Subba Row oplyser, at den hellige Dharaka svarer til det hellige hebræiske Tetragram eller Pranavas fire Matraer − de fire kvaliteter i de hellige stavelser ”OM”. (Se også Matra, Pranava og Tetragrammaton).

Dharana
(Sanskrit). Dharana stammer fra roden” dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”. Dharana er viljesbestemt koncentration af opmærksomheden på ét punkt. Det resulterer i fuldstændig abstraktion fra alt, hvad der vedrører det ydre univers eller sansernes verden. Dharana er det sjette stadie i den ottefoldige vej i Raja-yoga eller Ashtanga-yoga, der er beskrevet i Yoga Sutras af Patanjali. Dharana er koncentration, som er det første stadie i Yoga eller helliggørelsens vej efter Pratyahara (tilbagetrækning af sanserne), der er et forberedende stadie. Forskellen mellem Dharana, Dhyana og Samadhi (som tilsammen udgør Samyama) er, at i de tidligere stadier er meditationsobjektet, den mediterende og selve meditationsprocessen adskilt. Dvs. at den mediterende eller den mediterendes koncentrerede bevidsthed er bevidst om at meditere (dvs. selve meditationsprocessen) på meditationsobjektet. Når den mediterende bliver mere avanceret, vil selve meditationshandlingen forsvinde i den efterfølgende Dhyana-fase, og kun bevidstheden om at eksistere og koncentrationen på meditationsobjektet eksisterer i tankesindet. I den afsluttende Samadhi-fase opløses tankesindet, og den mediterende bliver ét med objektet. Den mediterende fusionerer med den syvende sans − den mest åndelige. Generelt er formålet fusion med sjælen, der betragtes som et udtryk for ånden eller Gud. (Se også Ashtanga-yoga, Dhyana, Meditation, Patanjali, Pratyahara, Raja-yoga, Samadhi, Samyama og Yoga).

Dharani
(Sanskrit). Dharani stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”. I buddhismen − både den sydlige og den nordlige − henviser Dharani til mystiske Mantraer, og det samme gælder i hinduismen, hvor Dharani er mantraer − hellige vers − fra Rig-Veda. Oprindeligt var Mantraerne eller Dharani’erne både esoteriske og virkningsfulde, når de blev brugt i praksis. I nutiden er det imidlertid kun Yogacharya-skolen, der beviser virkningen i praksis. Når Mantraerne intoneres efter de rigtige instruktioner, skaber Dharani en fantastisk effekt. Den esoteriske kraft skabes ikke af ordene, men af tonefaldet eller betoningen og den lyd, som dermed skabes. (Se også Buddhisme, Mantra, Rig-Veda og Yogacharya).

Dharma
(Sanskrit). Dharma stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”. Dharma eller Dhamma (på pali) betyder ”retfærdighed”, ”pligt”, ”rigtig handling” eller ”lov”, for Dharma er udtryk for altings sande objektive tilstand – dvs. dets lovmæssige skikkelse. Immanuel Kant betegnede det ”numenon” til forskel fra ”fænomen”. Dharma oversættes ofte med ”pligt”, og dermed menes der opfyldelse af menneskets karmiske forpligtelser på det sted og under de omstændigheder, hvor skæbnen har anbragt det. Dharma er derfor menneskets pligt i evolutionen. Dharma er på den måde et udtryk, der spænder over hele menneskets plads i evolutionen og de pligter, det medfører i forhold til menneskeheden, rodracen, nationen, samfundet, familien osv. Alle de tanker, handlinger, ønsker og begær, der fremmer et menneskes udvikling, er derfor i overensstemmelse med dets Dharma, mens de, der forsinker udviklingen, er imod Dharma. Med andre ord vil alt, hvad der fremmer et menneskes udvikling, være rigtigt for mennesket at gøre, selv om det ville være forkert for et menneske, som er højere udviklet. Ordet benyttes også om Buddhas lære. Desuden er Dharma en karakteristisk egenskab, der ligger tæt på betydningen af Svabhavat (substans). Dharma er også navnet på en vismand, som giftede sig med ti eller tretten af Dakshas døtre – Daksha, der var dommer over de døde, og en personificering af lov og retfærdighed. I Mahabharata var han Yudhishthiras far og Pandava’ernes overhoved. (Se også Buddha, Daksha, Mahabharata, Pandava, Rodrace, Substans og Yudhishthira).

Dharma-megha
(Sanskrit). Dharma-megha betyder overøst med ”skyer af dyd” eller universel sandhed. Det er en højere bevidsthedstilstand, hvor mennesket bliver bevidst om at være uden tendenser til separatisme. Det er den sidste Samadhi-tilstand inden foreningen med Brahman. Det sker, når en Bodhisattva giver afkald på alle sine psykiske evner og kræfter. Dermed giver Bodhisattvaen afkald på illusionen om, at der er behov for noget ydre, for at være lykkelig. Bodhisattvaer på dette udviklingsniveau kan ikke længere fejle, for de er i kontakt med virkeligheden. De er ren væren eller den dybeste åndelige fred. (Se også Bodhisattva, Brahma og Brahman).

Dharma-savarni
(Sanskrit). Dharma-savarni er en af de 14 Manuer, som har opsyn med jordkæden. Dharma-savarni er Rodmanuen for sjette runde. (Se også Manu og Rodmanu).

Dharmachakra
(Sanskrit). Dharmachakra består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”chakra”, der betyder ”hjul”. Dharmachakra er derfor ”lovens hjul”. I buddhismen er det et symbol på det kosmiske system med cyklusser og reinkarnationer. Buddha betragtes som den, som styrer lovens hjul, for det er ham, der sætter en ny cyklus i bevægelse, og dermed ændrer han menneskehedens skæbne i kraft af sin præsentation af den esoteriske lære. (Se også Chakra).

Dharmadhatu
(Sanskrit). Dharmadhatu betyder ”dimension”, ”rige” eller ”rum” (Dhatu) i Dharma. Dharmadhatu har lidt forskellige definitioner i Mahayana- og Theravada-buddhismen. På sanskrit og pali betyder Dhatu ”element” eller ”ejendom”. Sanskritordet Dharma har flere betydninger. Her betyder det ”manifestation af virkeligheden” (Mahayana) eller ”faktorer i tilværelsen”, de midlertidige betingelser, der er årsag til, at fænomener opstår (Theravada). I Theravada-buddhismen staves Dharmadhatu ofte ”Dhammadhatu”, og det er Dharmas grundlæggende essens − sagens natur og hvordan den eksisterer. I Mahayana-buddhismen er Dharmadhatu en matrix, en totalitet eller et grænseløst altgennemtrængende rum, hvor alle fænomener opstår, opholder sig og ophører. (Se også Akanishta, Dagoba, Dharma, Dhatu, Mahayana og Theravada).

Dharmakaya
(Sanskrit). Dharmakaya består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”kaya”, der betyder ”krop”. Dharmakaya er et ”fortsættelseslegeme”, et ”sandhedslegeme” eller ”lyksalighedens klædning”. Det er et af Buddhas tre legemer (Trikaya) i Mahayana-buddhismen. Trikaya består af 1) Nirmanakaya, 2) Sambhogakaya 3) Dharmakaya. Dharmakaya er det tredje og højeste af de tre legemer. Det er det sidste, det højeste og det mest sublimerede af dem alle, for det placerer asketen på tærsklen til Nirvana. Dharmakaya er det umanifesterede aspekt af en Buddha, som er en egenskab, der udvikles af enhver ”Buddha” – dvs. enhver indviet, som er nået til slutningen af det, der kaldes den ”fjerde vej” (i åndsvidenskaben er det den sjette ”portal”, før den indviede kan træde ind gennem den syvende). Buddhaer er manifestationer af de Dharmakayaer, der kaldes Nirmanakaya (i et transformationslegeme). Det er et ”virkelighedslegeme”, som er uden en specifik, afgrænset form, hvor Buddha er identificeret med den åndelige natur af alt, hvad der er. Dharmakaya er den første Bardo-tilstand, den perfekte orden, den sande Buddha-natur, Universets essens, foreningen mellem Buddha og alt eksisterende. Det er, et åndeligt legeme eller en høj åndelig skabnings bevidsthedstilstand, hvor den begrænsede betydning af sjæl og individualitet er forsvundet i en universel (hierarkisk) sans, og bevares kun latent som kim. Det er ren bevidsthed, ren lyksalighed, ren intelligens, der er befriet fra al personlig tænkning. Nogle gange kaldes Dharmakaya for ”Nirvana uden jordiske rester” for når man først har nået Buddha-stadiet eller Bodhisattva-stadiet, er man helt befriet for enhver jordisk tiltrækning. Den indviede vil ikke vende tilbage før en ny Manvantara indledes, for den indviede har frigjort sig fra reinkarnationens cyklus. Dharmakaya-tilstanden kaldes Parasamadhi hvor ingen fremskridt er muligt − i hvert fald så længe den indviede forbliver i tilstanden. Man kan sige, at de i en periode er krystalliseret i renhed og homogenitet. (Se også Bardo, Buddha, Buddhi, Mahayana, Manvantara, Nirmanakaya, Nirvana, Sambhogakaya, Trikaya og Trisarana).

Dharmaprabhasa
(Sanskrit). Dharmaprabhasa består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”prabhasa”, der betyder ”oplysning” og ”illumination”. Dharmaprabhasa er ”den, der oplyser om loven”. Det er navnet på den Buddha, som vil vise sig i 7. Rodrace, hvor kønnene ikke længere eksisterer. (Se også Buddha og Rodrace).

Dharmaraja
(Sanskrit). Dharmaraja er en streng og retfærdig konge. Det en titel, der blev givet til Gautama Buddha og til Yima, som er gud for de døde. I sidstnævnte tilfælde symboliserer Dharmaraja streng og fuldstændig upartisk karmisk retfærdighed, som de afdøde konfronteres med efter døden. (Se også Gautama Buddha og Yima).

Dharmasmriti Upasthana
(Sanskrit). Dharmasmriti Upasthana eller Dharma-Smrti-Upasthana består af ”dharma”, som stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bære”, ”at vedligeholde” eller ”at løse”, men oversættes også ofte med ”lov”, samt ”smriti”, der betyder ”erindring”, og ”upasthana”, der betyder at man placerer sig selv i relation til sine handlinger. I buddhismen betyder det handlinger, hvor man husker at handle i overensstemmelse med den kosmiske lov. H.P. Blavatsky ser udtrykket fra en anden synsvinkel: ”Husk, at bestanddele (i mennesketes natur) stammer fra Nidanaerne, og ikke fra Selvet”. Nidanaerne er en kæde af kausale sammenhænge − de tolv årsager til eksistens eller manifestation. Hver enkelt er udviklet af sig selv, som regel i seriel og periodisk orden og i nøje overensstemmelse med de forskellige oplagrede karmiske frø. Lige så vigtigt er det, at den Atmiske kerne af individualitet selv iklæder sig forskellige bevidsthedslegemer, som derfor faktisk er frøene eller − i en vis forstand − Nidanaernes natur, og på den måde virker Nidanaerne tilbage på Selvet som årsag. Det er samme idé, der kommer til udtryk i den kristne udtalelse: ”Som et menneske tænker, sådan er det”. (Se også Atma og Nidana).

Dharmasoka
(Sanskrit). Dharmasoka er et navn, der blev givet til den første Asoka efter hans konvertering til buddhismen. Han var barnebarn af kong Chandragupta, som tjente ”Dharma” eller Buddhas lov i hele sit lange liv. Den anden kong Asoka konverterede ikke, for han var født som buddhist. (Se også Asoka, Buddha, Chandragupta og Dharma).

Dhatu
(Sanskrit). Dhatu er en primær bestanddel. Det svarer til Mahabhuta (element) eller urstoffets område eller plan. Man regner som regel med, at der er fem: Kha eller Akasha (æter) − Anila (vind) − Taijasa (ild) − Jala (vand) − Bhu (jord) − men esoterisk er der syv. ”Der er syv kræfter i mennesket og i hele naturen, ligesom der er syv Dhatu (hovedsubstanser i menneskekroppen)”. I den sydlige buddhisme, betyder ordet også levn eller relikvie (det, der er tilbage, efter at kroppen er kremeret), og ordet bruges især om relikvier fra Buddhas krop, som angiveligt blev indsamlet efter kremering. I åndsvidenskaben er de planeter i den planetariske kæde, der er fordelt i tre Dhatu’er: Arupa-Dhatu, Kama-Dhatu og Rupa-Dhatu. (Se også Akasha, Arupa-Dhatu, Dharmadhatu, Mahabhuta, Jala, Kama-Dhatu, Rupa-Dhatu og Taijasa).

Dhauti
(Sanskrit). Dhauti er den anden Shatkarma (også kendt som Shatkriya) – yogasystemets teknikker til kropsrensning. Dhauti skal primært rense fordøjelseskanalen i dens fulde længde, men det påvirker også i luftvejene, ører og øjne. Derfor er Dhauti en renselsesteknik for øjne, ører, tunge, forhoved, spiserør, endetarm og anus. Dhauti er opdelt i fire dele: Antar-Dhauti (intern), Danta-Dhauti (tænder), Hrid-Dhauti (hjerte- eller brystregionen) og Moola Shodhana (rektal udrensning dvs. tarmrensning). (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dhriti dhrti
(Sanskrit). Dhriti dhrti stammer fra roden ”dhri”, der betyder ”at holde”, ”at bevare”, ”at være stabil”. Dhriti dhrti betyder fasthed, konstans, beslutning. Det er desuden et tilnavn til Dakshas datter og Dharmas hustru. (Se også Daksha og Dharma).

Dhrupad
(Hindi). Dhrupad består af ”dhruva”, der stammer fra roden ”dhru”, som betyder ”at være fast” eller ”fikseret” og ”pada”, der betyder ”vers”. Dhruva betegner den del af et vers, der bruges som et fast refræn. Dhrupad er en genre i klassisk hindustani musik, og man mener, at den er den ældste, der stadig er i brug inden for musiktraditionen. Udtrykket betegner både digtets vers og sangstil. Abul Fazl, der var kronikør ved hoffet under kejser Akbar, forklarer i Ain-e-Akbari, at Dhrupad-versene er: ”Fire linjer der rimer, hver på ubestemt prosodiske længder”. Prosodisk vil sige stavelsernes tonehøjde samt tryk- og længdeforhold. Temaerne spænder fra religiøse og åndelige (for det meste i lovprisning af hinduistiske guder) til kongelige lovtaler, musikvidenskab og romantik. Selv om Dhrupad dybest set er en vokal tradition, praktiseres dens musikalske æstetik af mange musikere. (Se også Akbar, Bhajan, Karnatisk, Kirtan, Kriti, Raga og Tala).

Dhruva
(Sanskrit). Dhruva stammer fra roden ”dhru”, der betyder ”at være fast” eller ”fikseret”. Dhruva er Nordstjerne. Dhruva omtales i klassisk hinduistisk mytologi som: ”− den himmelske form af den mægtige herre Hari, der består af stjerner og formet som et marsvin med Dhruva i halen. Planeter, Månen, Solen osv. drejer omkring Dhruva, og Krittika (Plejaderne) cirkler omkring ham som et hjul, og Solen hviler på Dhruva, og vogter verden med sine guder, dæmoner og mennesker. Alle de planeter, stjernebilleder, stjerner og meteorer er uden undtagelse bundet til Dhruva med snore af vind, så de bevæge sig i deres rigtige kurs, kære Maitreya”. Åndsvidenskaben afslører, at rodracernes forfædre (de respektive grupper af syv Prajapatier) alle er forbundet med Nordstjernen. Det siges at: ”Den, som forstår Dhruvas alder, som er på 9.090 af de dødeliges år, vil forstå tiderne for Pralayaerne og folkeslagenes endelige skæbne, kære Lanoo”. Dhruva er også navnet på en arisk vismand, en Kshatriya, der ved hjælp af disciplineret askese og filosofisk meditation, blev Rishi. I Puranaerne var Dhruva Maharaja søn af kong Uttanapada − herskede over Universet − der blev ført til Nordstjernen af Vishnu. (Se også Hari, Kshatriya, Krittika, Meditation, Prajapati, Pralaya, Puranaer, Rishi, Rodrace og Vishnu).

Dhulkarnayn
(Arabisk). Dhulkarnayn er den to-hornede. Det var en betegnelse, der blev givet af araberne til erobrere − uanset om de var åndelige eller materielle − som efter deres opfattelse har underlagt sig verden fra øst til vest. Dhulkarnayn er i en vis forstand identisk med hinduernes Chakravartin. (Se også Chakravartin).

Dhyan
(Sanskrit). Dhyan betyder meditation. På pali hedder det Jhan. Dhyan eller Dhyana har en anden betydning end det latinske ord meditation (beherskelse) – for det betyder ”nedsænkning” med det formål, at man vågner op og oplyses. Dhyan kan oversættes til Chan (Kina), Son (Korea) og Zen (Japan). Dhyan er desuden betegnelsen for højtstående åndelige skikkelser af forskellige grader. (Se også Chohan, Dhyana, Dhyan-Chohan og Meditation).

Dhyan-Chohan
(Sanskrit/Tibetansk). Dhyan-Chohan eller Dhyani-Chohan stammer fra sanskrit ”dhyani”, der betyder ”fordybelse”, og det tibetanske ”chohan”, der betyder ”herre”. Dhyan-Chohan eller Dhyani-Chohan er ”meditationens herrer”. De er ”lysets herrer” eller ”Dhyanernes overhoveder”. Det er guddommelige intelligenser, der deltager i Universets opbygning, og det er dem, der har overopsyn med skabelsen. De svarer omtrent til kristendommens ærkeengle. De omtales bl.a. i Den Hemmelige Lære i forbindelse med verdens skabelse. Dhyan-Chohaner er generelt en gruppe, der omfatter både højere skabninger, som deltager selvbevidst og aktivt i den arkitektoniske opbygning af Universet, og helt ned til de lavere skabninger, hvoraf nogle er selvbevidste. De laveste af bygherrerne er lidt mere end blot bevidste eller halvbevidste skabninger, som næsten slavisk følger idéstrømmene fra den kosmiske ånd, som overføres til dem af højere grupper af bygherrer. Dhyan-Chohan svarer på en måde også til sanskritordet Manu. Dhyan-Chohanernes syv vigtigste grupper er intimt forbundet, både til de syv hellige planeter i solsystemet, men også til aspekterne i Jordens planetariske kæde. Desuden er der en gruppe Dhyan-Chohaner i spidsen i solsystemet for hver afdeling af naturen. Dhyan-Chohanerne, som udgør toppen af Hierarkiet, legemliggør den kosmiske Logos’ hensigter, og på den måde udgør Dhyan-Chohanerne de love, som naturen eksisterer og fungerer under. Lovene er derfor reelt de åndelige aktiviteter for de højeste grupper af Dhyan-Chohanerne. Dhyan-Chohanerne har deres Bodhisattvaer, som er deres intelligente repræsentanter på ethvert lavere kosmisk plan, og på den måde har enhver skabning et højere aspekt – en egoisk individualitet − som er en Dhyan-Chohan. Derfor er Dhyan-Chohanerne reelt det vigtigste aspekt i mennesket. Mennesket blev skabt af dem. Mennesket er Monaderne, mennesket er atomerne, mennesket er sjælene, som er projiceret og udsendt, og det hele stammer fra Dhyan-Chohanerne. (Se også Bodhisattva, Dharma-savarni, Manu, Meditation, Monade og Rodmanu).

Dhyana
(Sanskrit). Dhyana stammer fra roden ”dhyai”, der betyder ”at overveje” og ”at meditere” – dvs. åndelig-intellektuel fordybelse, der medfører fuldstændig løsrivelse fra alle genstande, følelser og den lavere mentale natur. Tilstanden kaldes også ”kontemplation”. Dhyana defineres som meditation. Dhyana blev afledt via tibetansk-kinesisk Ch’an til det japanske Zen (f.eks. Zenbuddhisme). Dhyana er det tredje og næsthøjeste stadie i Yoga. Det kommer efter Dharma og Pratyahara. Dhyana er et udtryk for meditation i betydningen fokusering af opmærksomheden på en form, en tanke eller en lyd. Dhyana er derfor koncentration af tanken i ét punkt og forlænget fastholdelse af opmærksomheden på punktet, som ultimativt kan resultere i Samadhi. Sutta beskriver fire niveauer af Dhyana, og niveauerne kaldes Jhana, som hver især har tiltagende dybde. Jhanaerne er beskrevet i Pali-skrifterne, og udgør en stor del af den Theravada-buddhistiske litteratur og Mahayana-litteraturen. Zen-traditioner er blevet opkaldt efter Dhyanas meditative tilstand, men i kinesisk buddhisme kan Dhyana henvise til alle former for meditationsteknikker og deres forberedelse, som kan bruges til at opnå Samadhi. Iflg. den hinduistiske Yoga Sutra, der er skrevet af vismanden Patanjali, er Dhyana et af de otte trin i Yoga. De øvrige syv er Yama, Niyama, Asana, Pranayama, Pratyahara, Dharana og Samadhi. Iflg. Patanjali betragtes den sidste fase i Dhyana (meditation) som Jhana. Det er et stadie i meditationen, som ikke længere kan betragtes som en egentlig meditationshandling, for den mediterende smelter sammen med meditationsobjektet, og man kan ikke nå et højere bevidsthedsstadie uden Jhana. Samtlige otte trin i Patanjalis system kaldes nogle gange Dhyana eller ”den meditative vej”, selv om det strengt taget kun er de sidste fire trin – Pratyahara, Dhyana, Dharana, og Samadhi – der udgør meditation. De foregående trin skal alene forberede kroppen og tankesindet til meditation. I Patanjalis Ashtanga-yoga (”otte trin”), kaldes det meditationsstadie, der går forud for Dhyana for Dharana. I Dhyana er den mediterende ikke bevidst om meditationen (dvs. at den mediterende ikke er bevidst om meditationsprocessen), men er kun bevidst om sin eksistens (bevidstheden om at være) og selve formålet med meditationen. Dhyana adskiller sig fra Dharana, fordi den mediterende bliver ét med meditationens formål. Den mediterende er derefter i stand til at opretholde tilstanden i 144 indåndinger og udåndinger. Dhyana praktiseret sammen med Dharana og Samadhi udgør Samyama. Dhyana-systemet er detaljeret beskrevet af Sri Krishna i 6. kapitel i Bhagavad-Gita, hvor han forklarer de forskellige yoga-systemer for sin ven og discipel, Arjuna. I hinduismen anses Dhyana for at være et redskab til selvindsigt. Dhyana adskiller Maya fra virkeligheden og er en hjælp til at nå det endelige mål – Moksha. (Se også Arjuna, Asana, Ashtanga-yoga, Bhagavad-Gita, Dharana, Dharma, Jhana, Kontemplation, Krishna, Mahayana, Maya, Meditation, Moksha, Niyama, Patanjali, Pranayama, Pratyahara, Samadhi, Samyama, Sutta, Theravada, Yama, Yoga og Zenbuddhisme).

Dhyana-Marga
(Sanskrit). Dhyana-Marga består af ”dhyana”, der betyder ”meditation”, og ”marga”, der betyder ”sti”. Dhyana-Marga er stien til meditation eller til åndelig-intellektuel fordybelse. (Se også Dhyana og Meditation).

Dhyana-yoga
(Sanskrit). Dhyana-yoga er en dyb åndelig forbindelse til den indre guddommelighed, som består af seks eller syv fremadskridende stadier, der ledsages af en simultan tilbagetrækning af tankesindet fra den ydre tilværelse. 6. kapitel i Bhagavad-Gita omhandler Dhyana-yoga. Det var desuden en af buddhismen Paramitaer. (Se også Bhagavad-Gita, Buddhisme, Dhyana, Meditation og Paramita).

Dhyani-Bodhisattva
(Sanskrit). Dhyani-Bodhisattva består af roden ”dhyai”, der betyder ”at meditere” eller ”at overveje”, og ”bodhisattva”, der betyder, ”den, hvis essens er Bodhi”. Bodhi betyder ”at opnå forståelse”, ”at erkende” eller ”at vide”. Dhyani-Bodhisattva er derfor en Bodhisattva, der mediterer og kontemplerer. Dhyani-Bodhisattvaerne er de fem Dhyani-Buddhaers tankefødte sønner. Der er en Dhyani-Bodhisattva for Jorden, og for hver af de tre planeter, der gik forud for den nuværende planet på den nedadgående bue. På samme måde er der en Bodhisattva for hver af de tre planeter, der følger den nuværende planet på den opadgående bue – dvs. en Bodhisattva for hver. Dhyani-Bodhisattva er den åndelige leder af det åndelige-psykologiske hierarki i hver verden. Jordens nuværende Dhyani-Bodhisattva er den guddommelige skabning, der kaldes planetens ” tavse vogter”. (Se også Bodhi, Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Kontemplation og Meditation).

Dhyani-Buddha
(Sanskrit). Dhyani-Buddha består af roden ”dhyai”, der betyder ”at meditere” eller ”at overveje”, og ”buddha”, som stammer fra roden ”budh”, der betyder ”at opfatte”, ”at vække” eller ”at vågne op”. Buddha er en titel – ikke et navn. Dhyani-Buddhaer er de evige urtyper for de jordiske Buddhaer. Iflg. åndsvidenskaben er der syv, hvoraf endnu kun fem har manifesteret sig gennem fysiske Buddhaer. Syntesen af de syv er Avalokiteshvara. Der er tale om to hierarkier af åndelige skabninger, der har udviklet det nuværende kosmos. Det ene er Dhyani-Buddhaerne eller ”arkitekterne”, som i enhed skaber den højere og mere åndelige side, og reelt danner de en linje, der har form af en lysende bue. Den anden er Dhyan-Chohanerne, ”bygherrerne” eller ”ingeniørerne”, som udgør den lavere og relativt mere materielle side, og de danner en linje, som (kun fra det høje synspunkt) er en skyggefuld bue. Ofte bruges udtrykket Dhyan-Chohaner om begge linjer. Der er som sagt syv Dhyani-Buddhaer, sådan at der for hver runde i en syvfoldige planetarisk kæde er en herskende Dhyani-Buddha eller kausal Buddha. I menneskehedens nuværende 4. runde er den under overvågning af en Dhyani-Buddha, der tilhører 4. grad i det guddommelige hierarki. De Dhyani-Bodhisattvaer, der overvåger planeterne i hver runde af den planetariske kæde, består af stråler fra rundens Dhyani-Buddha. Det er Dhyani-Buddhaen for menneskehedens 4. runde – ”Faderen i Himlen” − som er den store initiativtager eller den, der yder det store offer. Strålen strømmer igennem alle individuelle skabninger, og det er derfra mennesket trækker sit åndelige liv og sin åndelige næring, for livet kommer direkte fra den hierarkiske skabning, som alle mennesker er forankret i. I forhold til menneskeheden er Dhyani-Buddhaen psykisk og åndeligt nøjagtig det samme, som menneskets sjæl er til de utallige skarer af elementære enheder, som udgør menneskekroppen. Ethvert menneskes Monade er udsprunget fra essensen af en Dhyani-Buddha. (Se også Avalokiteshvara, Bodhisattva, Buddha, Dhyan-Chohan og Monade).

Dhyanipasa
(Sanskrit). Dhyanipasa består af ”dhyanin”, som er en ”guddommelig skabning”, og ”pasa”, der betyder ”reb”. Dhyanipasa er gudernes (dhyaniernes) reb. Det er en anden betegnelse for den store ”ringmur”, ”grænsering” eller ”ring-pass-not”, som omslutter fænomenernes verden og adskiller den fra det metafysiske kosmos.

Di-Nur
(Hebraisk). Di-Nur findes i en kabbalistisk allegori som en del af en berømt sætning − Nehar Di-Nur – der betyder ”floden eller strømmen af lys eller ild”. Når mennesket nærmer sig den tid, hvor det skal væk fra den fysiske verden, og hvor herolden råber sit dekret, springer en flamme pludselig frem fra den nordlige ende og antænder floden Di-Nur (ildfloden), og ilden spreder sig ud til verdens fire hjørner og fortærer de skyldige sjæle. Og flammerne fortsætter helt ned til verden. ”Og når Neshamoths sjæle stiger op, renser de sig i floden D’e-noor (Di-Nur), men de fortæres ikke, de renser blot sig selv”, iflg. Zohar. (Se også Kabbala og Zohar).

Diakka
Diakka er et udtryk, som blev opfundet af den prominente amerikanske clairvoyante, Andrew Jackson Davis (1826-1910). Det var en betegnelse for ”utroværdige ånder”. I sine bøger beskriver han ”spøgelserne” som amoralske, vildledende væsener, der lever i et skyggefuldt hjørne af ”sommerlandet” (på Astralplanet). Der er tale om Elementaler eller astrale Skygger og Skaller − dvs., fantomer fra Kama-Loka. Diakkaer er derfor ganske enkelt mediers og spiritisters såkaldte materialiserede og kommunikerende ånder. H.P. Blavatsky siger om Diakka: ”Enhver form for trolddom skabes med direkte hjælp fra de dårlige dæmoner. Det er ånder, som bruger deres tid på at bedrage mennesket, ved at vise tåbelige illusioner. Det er deres ambition, at blive betragtet som guder”. Skallerne, Skyggerne, Elementalerne eller ”spøgelserne” i det astrale lys var kendt i oldtiden. Generelt var de hadet, og ofte var de frygtet af mennesker på grund af deres onde påvirkning af menneskers liv. Hebraiske og tidlige kristne demonologier personificerede dem under overhovedet Belial og hans hær af djævleunger. (Se også Astralplan, Belial, Dæmonologi, Elementar, Elementaler, Kama-Loka og Skygger).

Diamant
Diamanten eller diamanthjertet symboliserer den kosmiske kvintessens, − quinta essentia − det femte element − den aristoteliske ”æter”, dvs. det fuldkomne element, som bevæger sig i cirkelformede baner, og som himlen og stjernerne er skabt af, hvorimod den jordiske verden består af de fire elementer ild, jord, vand og luft. Iflg. den nordlige buddhisme er den umanifesterede Logos så meget ånd, at direkte manifestation i de stoflige verdener er umulig, og derfor sender Logos sit ”hjerte” ned i de manifesterede verdener − diamanthjertet (Vajrasattva eller Dorjesempa) − som er den manifesterede Logos, som udstråler 3. Logos, der kollektivt er de syv kosmiske Dhyani-Buddhaer. Når Manushi-Buddhaernes personlighed er blevet fusioneret i Atma-Buddhi, kaldes de også diamantsjæle pga. deres åndelige tilgang til deres kosmiske prototype − ellers er de Mahatmaer på højeste niveau. (Se også Atma-Buddhi, Buddhisme, Dhyani-Buddha, Dorje, Dorjesempa, Elementer, Logos, Mahatma, Manushi-Buddhaer, Vajra, Vajradhara, Vajrasana, Vajrasattva og Vajrayana).

Diamantsjælen
Se Vajradhara.

Diamantstillingen
Se Vajrasana.

Diana
(Latin). Diana er lysets gudinde − en gammel italiensk guddom, der senere blev identificeret med den græske Artemis, som er datter af Zeus og Latona og søster til Apollon. Diana var Månens gudinde og nattens dronning. Hun herskede over jagt, det åbne land, skovene, krig og vand. Som Månens gudinde blev hun betragtet som et aspekt af Hekate. Hun blev desuden tilbedt i form af Lucina, som hersker over fødsler. Som nattens gudinde blev hun tilbedt med fakkelceremonier, og hun var elsket som skytsengel for udstødte og slaver. Månen har en tættere relation til Jorden end noget andet himmellegeme. De tidlige racer forstod det og vidste det fra de tidligste tider. Diana er dronningen, og hun er kongen. Hun var kong Soma, før hun blev forvandlet til Phoebe og den kyske Diana. Artemis var ”Luna i Himlen”, og Diana var den, der herskede over livet og fødslerne på Jorden. Hos egypterne var hun Hekat (Hekate) i Helvede – dødens gudinde, som herskede over magi og trolddom. Ikke nok med det, for hun personificerede Månen, som havde tredelte fremtoninger − Diana-Hekate-Luna – og derfor er hun ”tre i én”. Hun har tre hoveder på én hals ligesom Brahma-Vishnu-Shiva. (Se også Apollon, Artemis, Apollon, Brahma, Hekat, Hekate, Latona, Lucina, Luna, Phoebe, Shiva, Soma, Vishnu og Zeus).

Dianoia
(Græsk). Dianoia betyder ”tanke”, og det svarer derfor til Logos − den evige tankes kilde og den ”guddommelige hensigt”. Dianoia blev brugt af Platon og Aristoteles − ofte i kontrast til Soma (kroppen). Dianoia er de guddommelige tanker og roden til al tænkning. (Se også Aristoteles, Ennoia, Logos, Platon og Soma).

Dictynra
(Græsk). Dictynra eller Dictynna er en græsk havgudinde, der blev tilbedt på Kreta. Dictynra var et aspekt af Britomartis, en gudinde der blev tilbedt i hele Middelhavsområdet, og som ofte blev identificeret med Artemis. Britomartis administrerede lykken, og hun var skytsånd for jægere, fiskere og søfolk. Desuden var hun gudinde for sundhed og fødsel. Dictynra var datter af Zeus og Artemis, og sandsynligvis var hun oprindeligt månegudinde. Hun bar angiveligt ”en krans, der var lavet af den magiske plante dictamnus, en stedsegrøn busk”. Iflg. myten kan berøring af planten både udvikle søvngængeri og helbrede den definitivt. I Danmark dyrkes bl.a. Dictamnus albus, som kaldes ”Moses’ brændende busk”. (Se også Artemis, Britomartis og Zeus).

Didaktisk
(Græsk). Didaktisk stammer fra ”didaktikos” og ”didaskein”, der betyder ”lære”, ”belære” og ”undervise”. I Egyptens historie henvises der kollektivt til skrivekunsten som didaktisk (belærende) eller som ”visdomslæren”.

Dido
(Fønikisk). Dido er den mytiske dronning, der grundlagde Kartago. Iflg. Timaios, var hendes rigtige navn Theiosso. På fønikisk var navnet Helissa eller Elissa, og hun var de fønikiske søfolks beskytter. Under sin flugt fra Troja mødte Æneas hende, og iflg. Virgil forelskede han sig i hende, men han måtte forlade hende, fordi det var hans skæbne at grundlægge Rom. Herefter begik Dido selvmord. Temaet er den mytiske baggrund for konflikten mellem Rom og Kartago. Det siges også, at Dido var navnet på en fønikisk gudinde, og navnet kan oversættes med ”den elskede”. En anden version siger, at hendes mand blev dræbt af sin bror, og derfor flygtede Dido til Afrika, hvor hun grundlagde en by, der blev til Kartago. I stedet for mod sin vilje at gifte sig med en lokal høvding, begik hun selvmord. Dido var ”havets jomfru” sammen med Venus og andre månegudinder. Månen har en stærk indflydelse på tidevandet, og fønikerne, der var dristige opdagelsesrejsende, anbragte gudinden Astartes figur på stævnen af deres skibe − Astarte, der er identisk med Elissa og Dido. (Se også Astarte).

Dies Sanguinis
Dies Sanguinis betyder ”bloddagen”. Det var en romersk fest, der hvert år blev afholdt i det antikke Rom den 24. marts. Dagen kaldte man Bellona-dag. Det var en dag, hvor de romere, der dyrkede krigsgudinden Bellona, skar sig selv til blods og drak den hellige blod for at formilde guddommen. Gudinden Kybeles præster piskede sig selv til blods og stænkede blodet på gudestatuer og altre i helligdommen, mens andre angiveligt efterlignede Attis ved at kastrere sig selv. De smertefulde og dramatiske handlinger gav de fanatiske tilbedere en mulighed for at identificere sig med Attis’ smerte og død. Attis blev fejret i en cyklus af festligheder i en periode fra 15. til 28. marts hvert år. I helligdagene fejrede man en guddoms død i stil med den kristne påske, hvor ceremonierne drejer sig om Jesu lidelse, død og genopstandelse. Forårsfesten i Rom sluttede med en tiltrængt hviledag, hvor den hellige statue af Kybele – ”den store moder” – blev badet i Almo-floden. (Se også Attis og Kybele).

Differentiering
Differentiering er en proces, der går fra det enkle til det komplekse eller som det bruges i filosofi − fra homogenitet til heterogenitet − fra enhed til mangfoldighed. Det betyder ikke, at enheden er mindre end mangfoldigheden, eller at helheden er blevet reduceret, for enheden rummer alt det, der er mangfoldiggjort fra den. Ordet bruges i stort set samme betydning som manifestation. Evolutionsprocessen på den nedadgående bue består af kontinuerlige differentieringer, og den modsatte proces finder sted på den opadgående bue. Pythagoræerne fordømte ”duad”, fordi det repræsenterede differentieringens begyndelse eller ophør af den kosmiske enkelhed og helhed. I åndsvidenskabelig filosofi begynder differentieringen efter nul, og Den Ene er den første differentiering. Ånden er den første differentiering i rummet, og urmaterien er den første differentiering fra ånden. Differentiering indebærer også specialisering af funktionerne, som det bl.a. ses i biologi i forbindelse med celleudviklingen.

Digambara
(Sanskrit). Digambara består af ”dis”, der betyder ”en fjerdedel” eller ”en region” samt ”ambara”, der betyder ”himmel” eller ”atmosfære”. Men det betyder også ”tøj” eller ”beklædning”. Digambara er den ”himmelklædte”, ”den, der er iført elementerne” eller ”den, der er iklædt rummet”. Digambara er derfor en nøgen tigger, dvs. en tigger, der går uden tøj. Betegnelsen bruges ofte om Shiva i rollen som Rudra i aspektet som asket, men det bruges også om oplyste Mestre eller højt udviklede Chelaer. Når Digambara bruges om Mestre og højt udviklede Chelaer skyldes det deres evne til at projicere metafysisk bevidsthed på stor afstand. De bruger den kraft, som i Tibet kaldes ”hpho-wa”. De bliver derfor på mystisk vis betragtet som frigjort for al fysisk iklædning, for de er ”klædt i himlen” eller i ”atmosfæren”, og de kan bevæge sig frit og ved hjælp af deres vilje. (Se også Adept, Chela, Khechara, Mester, Rudra og Shiva).

Dii Majores
(Latin). Dii Majores, Dii Magni eller Di Magni er ”de store guder”. Dii Majores refererer specifikt til de tolv store guder i den latinske gudeverden, som svarer til Kabiri, Dhyan-Chohaner mv. De tolv store guder er let at genkende i den græske mytologi men også i andre. Det er også de tolv store guder i den romerske mytologi − Juno, Vesta, Minerva, Ceres, Diana, Venus, Mars, Merkur, Jupiter, Neptun, Vulcan og Apollo. De blev særlig dyrket i den gamle Etruriske mytologi. (Etrurien var beboet af etruskerne, og Etrurien lå mellem floderne Tiberen i syd og Arno i nord og var i øst afgrænset af Appenninerbjergene, og det svarer nogenlunde til nutidens Toscana og Umbria). De tolv guder var direkte forbundet med de tolv tegn i dyrekredsen. (Se også Dhyan-Chohan, Dii Minores og Kabiri).

Dii Minores
(Latin). Dii Minores er ”de mindre guder” eller ”de tolv store guders − Dii Majores − refleksion i en lavere gruppe”. Dii Majores blev beskrevet af Cicero i hans De Natura Deorum. Dii Minores i den græske og latinske Pantheon er bestemte guddomme, som er underordnet de tolv store guder fra Olympen. De er forbundet med de tolv patriarker, de gnostiske æoner, de tolv Sephiroth mv., men deres antal varierer angiveligt fra 10 til 12 ligesom dyrekredsens tegn. De tilhører en lavere gruppe, som er udstrålet af de tolv store guder, og derfor er de jordiske refleksioner af det overordnede kosmiske hierarki, der repræsenteres af Dii Majores. (Se også Dii Majores, Olympen, Pantheon og Sephiroth).

Dike
(Græsk). Dike er retsind og retfærdighed personificeret som en gudinde, der er datter af Zeus og Themis (iflg. Hesiod) og søster til Moira (skæbnen). (Se også Atropos, Klotho, Lachesis, Moira, Themis og Zeus).

Diksha
(Sanskrit). Diksha eller Diksa stammer fra roden ”diksh”, der betyder ”at indvie” eller ”at dedikere sig”. Diksha betyder ”indvielse”, og ”dikshit” betyder ”indviet”. Diksha, der også staves Deeksha eller Deeksa, er ofte betegnelsen for en indvielse, der gives af en Guru inden for hinduisme, buddhisme og jainisme. Diksha gives ikke kollektivt men direkte fra en Guru til en discipel, og det indebærer påbud om streng åndelig disciplin. Når Guruens tankesind bliver ét med disciplens, er disciplen blevet indviet af Guruen. Diksha foregår på mange måder – via Guruens blik, berøring eller ord – som har til formål at rense disciplen. Indvielse ved berøring kaldes Sparsa Diksha. Den, der giver guddommelige nåde via Diksha, hedder Saktipat. (Se også Dikshita, Guru og Sparsa).

Dikshita
(Sanskrit). Dikshita eller Diksita strammer fra roden ”diksh”, der betyder ”at indvie” eller ”at dedikere sig”. Dikshita vil sige at hellige sig, at dedikere sig til eksoterisk uddannelse, som iflg. hinduismen ikke er begrænset til en inderkreds af disciple eller indviede, men som fungerer som træning for udførelsen af et Soma-offer, og dermed bliver det som navneord en indviet. (Se også Soma).

Diktamnon
(Græsk). Diktamnon eller Dictemnus er en gådefuld plante, som vokser i Grækenland. Den er i besiddelse af mystiske egenskaber, og i antikken var den almindelig kendt for sine beroligende egenskaber og for den fantastiske helbredende kraft til sår. Blandet med jernurt (verbena) medfører den clairvoyance og ekstase. Diktamnon er en eviggrøn busk. Den var dedikeret til månegudinden Luna, Astarte, Diana. Det kretensiske navn for Diana var Dictynra, og derfor bar gudinden en krans, der var flettet af planten. Ordet var forbundet med Dictynra, der var et tilnavn for månegudinden Artemis. (Se også Artemis, Astarte, Diana, Dictynra og Luna).

Dimensioner
Se Plan.

Dinah
(Hebraisk). Dinah er datter af Jakob, og hun er identificeret med stjernetegnet Jomfruen.

Dinakara
(Sanskrit). Dinakara er et symbol på Solen.

Dione
(Græsk). Dione er datter af Okeanos og Tethys – eller af Uranus og Gaia. Dione er mor til Afrodite, mens Zeus er Afrodites far. Dione blev tilbedt som hustru til Zeus på Dodona, og hendes navn repræsenterede det feminine aspekt af Zeus. Da Dodonan-oraklet mistede sin betydning, blev Dione afløst af Hera, og Dione blev derefter kun betragtet som en nymfe. En legende siger, at der kom to sorte duer flyvende fra Egypten. De slog sig ned i Dodonas ege og gav de græske guder deres navne. (Se også Afrodite, Gaia, Hera, Okeanos, Tethys, Uranus og Zeus).

Dionysia
(Græsk). Dionysia er ceremonier, der er dedikeret til Dionysos, især de festivaler, der blev holdt i Attika. De landlige eller mindre Dionysier blev fejret i december på landet, hvor vinen blev dyrket. Ved forårsfesten Anthesteria (blomsternes fest), som varede i tre dage, fejrede man Dionysos som den livgivende gud med masser af vin, mad og processioner. De større Dionysier blev fejret i marts i Athen, og festlighederne stod på i seks dage ved forårsjævndøgn. Ved festivalen opførte man nye skuespil i tre dage i træk med et enormt antal borgere og internationale allierede som tilskuere. Efter processioner og dithyramber (korsang til ære for Dionysos) blev der holdt dramakonkurrencer, og på festens anden dag blev der opført fem komedier, og på hver af de følgende tre dage blev der opført en tetralogi – tre tragedier og et satyrspil. Ved en anden Dionysosfest, Lenaea, som også foregik i Dionysosteatret, blev der primært opført komedier. Det skete i februar-marts. I oktober-november fejrede man Oschophoria. Dionysos- eller Bakkus-mysterierne blev ødelagt i senere tider pga. bogstavelig fortolkning af symbolikken, og ved at man erstattede den rent åndelige inspiration med psykospirituel sindsbevægelse. (Se også Anthesteria og Dionysos).

Dionysos
(Græsk). Dionysos eller Dionysius betyder ”Zeusbarn”. Det stammer fra ”dio” og ”dis”, som er en gammel form for Zeus plus Nysa. Dionysos blev født ved Nysa eller Nissi − et navn, som hebræerne kopierede og gav Mount Sinai (jf. 2. Mosebog). I den græske mytologi er Zeus Nysa et bjerg ved verdens ende, hvor Dionysos plantede sin første vinstok. Under Alexander den Stores indiske felttog erobrede han en by med et helligt bjerg, Meros, som man identificerede med Nysa. Bjerget blev skiftevis placeret i Thrakien, Boiotien, Arabien, Indien, Lilleasien og Libyen. Et andet navn for Dionysos er Bakkus, der var en form for Iacchos, som er en hentydning til Bakkus-påkaldelse. Romerne kaldte ham Liber (den frie), og mange kaldte ham ”befrier” (jf. labarum, som senere blev symbol på Kristus). Dionysos blev tilbedt og fejret i Athen under Dionysierne, og han havde en stilling, der var næsten lig med Apollons i Delfi, og han var tilknyttet de Eleusinske mysterier. Dionysos var søn af Zeus og Semele − Solen og Månen − og han havde derfor en biseksuel natur. Derfor blev han på forskellige tidspunkter betragtet som henholdsvis en solguddom og en måneguddom. Hans betydning minder om Krishnas, Brahmas, Christos, Adonais, Mithras og Prometheus’, for han var en frelser, og et mellemled mellem Gud og mennesket − det himmelske og det jordiske. Han var desuden den gud, der udgik fra Verdensægget, og som de dødelige senere udsprang fra, og derfor forenede han begge køn i sin natur. De vigtigste symboler for Dionysos er vin og druer, der også er typiske for en dobbelt betydning i den sande mysterielære. Vin er et symbol på ånden i Kristus, på samme måde som brød er symbol på kroppen, og begge indgik i ritualet, som det kristne sakramente er kopieret fra. Når den indre gud åbenbares for den, der har kvalificeret sig til indvielse, blev hele den indviedes natur illumineret og belivet. Men den, der uforberedt søger guddommelighed, drives til vanvid eller ødelægges af den indre gud. Bakkus-orgierne og det dionysiske vanvid var udtryk for den senere vanhelligelse. I sit kosmiske aspekt er Dionysos demiurgen eller Universets skaber. Som Dionysos Chthonios var han søn af Demeter eller Persefone, og en af hans navne er Zagreus. Han blev flået i stykker og fortæret af Titaner, men hans hjerte blev reddet og givet til Zeus. Det samme aspekt ses i Dionysios Sabazios i Thrakien og Frygien. Allegorien har paralleller til hinduernes Avalokiteshvara, og hans partering af de kosmiske Titaner. Det samme gælder egypternes Osiris, som blev dræbt og parteret af Seth og spredt i fjorten dele. Det symboliserer den kosmiske evolutions differentieringsprocesser, der opbyggede Universets vigtigste hierarkier. Dionysos var også en personificering af Solen i sine åndelige og materielle aspekter. I de Orfiske mysterier blev neofytterne undervist i Dionysos-mysteriernes esoteriske betydning. (Se også Adonai, Alexander den Store, Apollon, Bakkus, Brahma, Chrestos, Demeter, Demiurg, Eleusinske mysterier, Iacchos, Krishna, Liber, Mithra, Orfiske mysterier, Persefone, Prometheus, Titaner, Verdensægget og Zagreus).

Dioskurer
(Græsk). Dioskurer eller Dioskouroi er i den græske mytologi de romerske navne for tvillingerne Kastor og Polydeukes − Zeus’ sønner. I græsk mytologi er de Ledas sønner. I nogle myter er Zeus far til begge, i andre er Ledas mand Tyndareos far til Kastor, som derfor er dødelig. Tvillingernes søstre var Helen og Klytaimnestra. Sædvanligvis var det Zeus i skikkelse af en svane, der havde forført Leda, som fødte to æg – det ene med Helen, og det andet med Kastor og Pollux. Tvillingerne reddede Helen fra Theseus og gik med argonauterne (sømændene på Argo, som var hovedpersoner i det græske sagn om den farefulde ekspedition med skibet Argo.) Kastor og Pollux er forbundet med stjernetegnet Tvillingerne og nogle gange med morgen- og aftenstjerner. Dioskurernes festival – Dioscuria − blev fejret med stor festivitas. Oprindeligt var de syv kosmiske guder, for dengang i Lemurien var der syv ægfødte Dioskurer eller Dhyan-Chohaner (Agnishwatta-Kumaraer), som inkarnerede i syv udvalgte i 3. Rodrace. De identificeres med Korybantes, Curetes, Dii Majores, Titaner mv. Senere blev de opdelt i tre og fire, som mand og kvinde. De fire er de fire Kabiri, som man normalt regner med, og endelig blev de begrænset til to, som også var Kabirier. (Se også Agnishwatta, Aswin, Dhyan-Chohan, Dii Majores, Kabiri, Leda, Lemurien, Rodrace, Titaner og Zeus).

Dipamkara
(Sanskrit). Dipamkara består af ”dipa”, der betyder ”lys” og ”kara”, der betyder ”skaber” eller ”handling”. Dipamkara er ”lysskaberen” eller ”lysbringeren”. Dipamkara er en tidligere Buddha − en af Gautama Buddhas forfædre − som af forskerne betragtes som mytisk. (Se også Buddha og Gautama Buddha).

Diplomati
(Egyptisk). Med en fjer i håret og et ræveskind om hoften gik egypterne i krig. En gammel hieroglyf, der viser en ambassadør med en fjer og et ræveskind i hånden, er uden tvivl det ældste symbol på en ”diplomat”. Diplomati var derfor en kamp ved hjælp af ord, men hvis det ikke hjalp, bestod diplomatiet af en kamp ved hjælp af våben. Men i Gamle Rige foretrak man at handle i stedet for at slås. Under Sesostris I gennemførte den kendte Sinuhe et diplomatisk arbejde, der sikrede jordanernes støtte til Egypten. Man kan se på fund af dokumenter, at det diplomatiske spil foregik efter faste regler. F.eks. ser man, at ”Ras søn Apopi sender hilsener til kongen af Nubiens søn”. Da situationen blev alvorlig for hyksos-kongen Apopi, fordi han kom under pres fra Thebens konger, blev det vigtigt for ham at indgå en alliance med Nubiens hersker, men han undgik at titulere ham med en kongelig titel: ”Deres tiltrædelse er sket uden mit vidende”, skrev han diplomatisk, og efter denne formalitet kunne han tage fat på forhandlingerne. Egypterne udkæmpede mange kampe med nabostaterne, men de handlede endnu mere med dem, og derfor udviklede de balance mellem trusler og forhandlinger. (Se også Sesostris I).

Diploteratology
(Græsk). Diploteratology er skabelse af sammensatte monstre – som forkortet kaldes teratologi − læren om misdannelser, dvs. medfødte misdannelser hos mennesker og husdyr.

Dis
(Græsk/Latin/Oldnordisk/Sanskrit). Dis har flere betydninger afhængig af sproget. Dis på græsk betyder iflg. Damascios det samme som Protogonos − ”det førstefødte lys”, som han kalder ”alle tings hersker”. Dis er ”den lysende”, som er en ældre form af Zeus. Dis på latin er en sammentrækning af ”dyk” og ”rig”. Dis er navnet på Pluto, der er gud for underverdenen. Udtrykket ”rig” opstår i det faktum, at underverdenens herskende guddom i tidsaldrenes løb indsamler alt, og det antyder et konstant voksende lager af alt det, der engang var, men nu hører fortiden til. Der er derfor en lighed mellem den græske og latinske Dis. Dis i den oldnordiske mytologi betyder ”søster”. I de nordiske myter er Dis en skytsånd eller en ledsager. Muligvis hentydes der til menneskets astrallegeme, for når menneskets Dis er fraværende, er det et forvarsel om fysisk død. En anden ledsager, der overgår Dis, er Hamingja, som er Solenglen, der beskytter og fremskynder sjælens udvikling, og det gør Monadens kraft til en Asmegir − en guddommeliggører eller en potentiel Ase. Dis på sanskrit, stammer fra roden ”dis”, der betyder ”at vise”, ”at påpege”, ”at vise vej”. Dis henviser til en retning eller et punkt i rummet − et kardinalpunkt eller de fire kardinalpunkter: Prachi (øst), Dakshina (syd), Pratichi (vest) og Udichi (nord). På samme måde betyder navneordet ”disa” retning, region eller et punkt af rummet. (Se også Aser, Asmegir, Diser, Hamingja, Monade, Protogonos, Solengel og Zeus).

Discipel
(Latin). Discipel stammer fra ”discipulus”, der betyder ”elev”, og ordet er afledt af ”discere”, dvs. ”at lære”. Åndsvidenskabeligt set er en discipel et menneske, der har nået et vist bevidsthedsniveau, hvor det primære formål er at leve og fungere som en sjæl og at tjene den guddommelige plan. En discipel er derfor en esoterisk og teknisk betegnelse for mennesker, der er trådt ind på den humanistiske og åndelige vej. Et menneske behøver ikke være religiøst for at være discipel. Det er motivet om at gøre en positiv forskel, der er afgørende. At blive en mesters accepterede discipel eller Chela betyder, at et menneske, efter at have nået et vist udviklingsniveau, og derefter at har gennemgået en vis prøvetid (som regel flere inkarnationer), knyttes fast til mesteren, og som regel lærer disciplen mesteren at kende ansigt til ansigt. Disciplen skal derefter gennemgå bestemte udviklingsstadier og udvikle bestemte egenskaber, og processen kaldes ”discipelskabets vej” eller ”renselsens vej”. Sanskritbetegnelserne for stadierne er følgende: 1) Viveka – evnen til at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. 2) Vairagya – ligegyldighed over for det uvirkelige og forgængelige, dvs. den ydre verden. 3) Shatsampatti – ”hundredfoldig lykke”. Det er et stadie, hvor der skal udvikles seks dyder: Shama, herredømme over tankerne – Dama, herredømme over handlingerne – Uparati, fredsommelighed – Titiksha, udholdenhed, standhaftighed – Shraddha, tro, tillid − Sannadhana, ligevægt. 4) Mumuksha – længsel efter frigørelse. Når de fire stadier er passeret, er disciplen en Adhikarin, som er parat til 2. indvielse. (Se også Adhikarin, Chela, Dama, Mumuksha, Shatsampatti, Shraddha, Titiksha, Uparati, Upacharo, Vairagya og Viveka).

Discipelskab
Se Discipel.

Discipelskabets vej
Se Discipel.

Diser
(Oldnordisk). Diser (flertal) og Dis (ental) er en gudindegruppe der omtales i Eddaen. Diserne er en slags skytsånder, der er knyttet til et enkelt menneske eller til en slægt som beskytter − især i forbindelse med fødsel og kamp. Oprindelig var de sandsynligvis frugtbarhedsgudinder, men funktionen er gået i glemmebogen, og de er gledet sammen med Norner og Valkyrier og med slægternes følgeånder − Fylgerne. Gudinderne dyrkedes ved ”dísablót”, der sandsynligvis blev afholdt hver vinter som en offentlig offerhandling, der skulle fremme høsten. (Se også Dis, Edda, Fylgje, Norner og Valkyrie).

Diskarnere
At diskarnere vil sige at forlade det fysiske legeme – dvs. at dø set fra personlighedens synspunkt. (Se Reinkarnation).

Divination
(Latin). Divination stammer fra ”divinatio”, der betyder "forudsigelse", og fra ”divinare”, der betyder "guddommelig inspiration". Divination kaldes også varselstydning, og det var oprindeligt et religiøst ritual med det formål at opnå information ved at tyde varsler eller kommunikere med en metafysisk skabning. Divination er derfor evnen til at forudsige, og omfatter eksempelvis forvarsler, orakler, spådomme osv.

Divyachakchus
(Sanskrit). Divyachakshus eller Divyacakshus består af ”divya”, der betyder ”guddommelig”, og ”cakshus”, der betyder ”øje”. Divyachakshus er ”det guddommelige øje” eller ”det himmelske øje”. I buddhismen er det den første af de seks eller syv ”Abhijnaer” (indre kræfter eller sanser), der opnås af en Buddha – dvs. guddommelige evner, der udvikles ved at praktisere Yoga. Evnen giver magt til at se ethvert objekt i enhver Loka eller på ethvert bevidsthedsplan uafhængigt af afstanden. Divyachakshus er ægte åndelig Clairvoyance. (Se også Abhijna, Buddha, Buddhisme, Clairvoyance, Divyasrotra, Loka og Yoga).

Divyasrotra
(Sanskrit). Divyasrotra består af ”divya”, der betyder ”guddommelig”, og ”srotra”, der betyder ”øre”. Divyasrotra er ”det guddommelige øre” eller ”det himmelske øre”. I buddhismen er det den anden af de seks eller syv ”Abhijnaer” (indre kræfter eller sanser), der opnås af en Buddha – dvs. guddommelige evner, der udvikles ved at praktisere Yoga. Evnen giver magt til at høre enhver lyd i enhver Loka eller på ethvert bevidsthedsplan uafhængigt af afstanden – herunder alle sprog. Divyachakshus er ægte åndelig Clairaudience. (Se også Abhijna, Buddha, Buddhisme, Clairaudience, Divyachakshus, Loka og Yoga).

Diyyuqna
(Kaldæisk). Diyyuqna er et kabbalistisk udtryk for billedet eller skyggen af en åndelig genpart. Skyggen kan være meget æterisk eller måske endda åndelig. Diyyuqna er det legeme, hvor det mere virkelige eller åndelige manifesterer sig som en skygge på et lavere eksistensplan. Menneskets sjæl vil eksempelvis være en Diyyuqna af Monaden. Iflg. Zohar har alle verdens skabninger, før de kom til den fysiske verden, eksisteret i deres sande Diyyuqna. Det svarer til ”tilstedeværelsens engle” eller ærkeengle, de zarathustristiske Ferouer og åndsvidenskabens Mayavirupa. (Se også Ferouer, Mayavirupa, Monade, Zarathustrisme og Zohar).

Djati
Se Jati.

Djed-søjle
(Egyptisk). I Egypten er Djed-søjlen en hieroglyf, som findes i tekster fra de tidligste til de seneste perioder. Djed-søjlen symboliserer de fire elementers verden – dvs. den fysiske verden, men her gælder det samme som med andre egyptiske symboler, at den bogstavelige fortolkning er alt for enkel og afgrænset. Iflg. egyptologerne symboliserer Djed-søjlen ”stabilitet”. Djed-søjlen findes eksempelvis i en inskription på Senuserets monument, og iflg. inskriptionen giver Djed-søjlen ”liv og stabilitet”. Men Djed-søjlen associeres med rygsøjlen, og kaldes desuden ”Osiris’ rygsøjle”. Djed-søjlen var derfor også menneskets rygsøjle, der kunne betragtes som menneskets center eller midtpunkt for det enkelte menneskes aktiviteter i personlighedens verden. Man kan sige, at alle menneskets oplevelser og erkendelser roterer omkring eller erkendes fra dette center, for som bekendt er rygsøjlen basis for menneskets Chakrasystem og dermed også for Kundalinikraften. Djed-søjlen repræsenterede Osiris’ rygsøjle efter at hans legeme var ”samlet” og ”genskabt” af Isis. I Dødebogen, der handler om Djed-ritualet, udtaler den afdøde: ”Han (Osiris) har harmoniseret mit hjerte ved hjælp af sin rygsøjle. Han har harmoniseret mit hjerte ved hjælp af sin store og overvældende styrke”. Det viser, at den trælignende opbygning af menneskekroppens nerver, der stråler ud fra rygraden, var kendt af de gamle egyptere. Djed-søjlen symboliserer desuden Jordens akse, dens hældning og dens daglige rotation, som viser sig som dag og nat, og som kommer til udtryk som Jordens årstider i planetens kredsløb omkring Solen. Det faktum, at Jorden drejer, hælder og slingrer på sin akse, er den væsentligste nøgle til forståelse af livets opretholdelse og den konstante bevægelse af himmellegemerne. Hvis Jorden ikke roterede, ville Solen ikke stå op, og der ville ikke være liv på planeten. Symbolet rummer derfor aksens langsomme slingren, som præcist skaber jævndøgnene med fiksstjernerne som baggrund (og rundt om ekliptikas poler) i en cyklus på ca. 26.000 år. (Se også Chakra, Isis, Kundalini og Osiris).

Djedefra
(Egyptisk). Den egyptiske farao Djedefra (Djedefre eller Radjedef) var søn af Khufu. Djedefra blev Khufus efterfølger på tronen. Djedefras mor er ukendt. Djedefras navn betyder ”udholdende ligesom Ra.” Djedefra var den første farao, der benyttede titlen ”søn af Ra” som en del af hans kongelige skytsånd. Han giftede sig med sin (halv-)søster Hetepheres II. Måske var det nødvendigt for at legalisere kravet på tronen. Hans mor var en af Khufus knap så vigtige hustruer. Djedefra havde en anden hustru − Khentetka − og med hende havde han (mindst) tre sønner − Setka, Baka og Hernet − og en datter − Neferhetepes. Børnenes identitet er fundet på fragmenter fra statuer, der stod i templet i nærheden af Djedefras pyramide. Mange fragmenter af Khentetka er fundet i templet i Abu Rawash. Udgravninger har tilføjet en anden datter − Hetepheres − og endnu en søn − Nikaudjedefra − til listen. (Se også Khufu).

Djin
(Arabisk). Djin er elementaler eller naturånder. Genii, Djin eller Jin var frygtede i Egypten, Persien og andre steder. (Se også Elementaler og Naturånder).

Djnana
Se Jnana.

Djoser
(Egyptisk). Djoser var navnet på to konger i 3. dynasti (ca. 2.800-2.700 f.Kr.) Djoser I havde tilnavnet Horus Netjerirkhet, og egyptologerne mener, at det var under hans regering, at arkitekturen pludselig og uden forudgående byggeteknisk udvikling gik fra primitive lerhytter bygget af tørret nilslam til opførelsen af et arkitektonisk mesterværk i form af en 60 meter høj trinpyramide omgivet af et avanceret tempelkompleks i kalksandsten. Nutidens ingeniører og arkitekter afviser, at et kvantespring af det format var muligt uden en endog meget lang forudgående udviklingsperiode, for på trods af det enkle udseende er pyramidekonstruktionen i virkeligheden særdeles kompleks. Men egyptologerne fastholder teorien (uden yderligere dokumentation), og de tilføjer desuden, at det sandsynligvis var den berømte arkitekt Imhotep, der var hjernen bag trinpyramiden. Man fastholder dermed, at det var et primitivt stenalderfolk, der formåede at udføre et arkitektonisk mesterværk, og årsagen er uden tvivl, at man ikke ønsker at anerkende Atlantis-teorien og en forudgående udviklingsepoke, hvor egypterne (atlantiderne) erhvervede byggeteknisk viden. Åndsvidenskaben oplyser, at pyramidernes arkitektur blev udviklet på Atlantis. Derfor kendte egypterne den byggeteknik, der var en forudsætning for pyramidekonstruktionen på Djosers tid, for Egypten repræsenterer en efteratlantisk udviklingsperiode. (Se også Imhotep).

Djwhal Khul
Djwhal Khul, Tibetaneren eller mesteren D.K., som han ofte kaldes, er mester på 2. stråle for kærlighed-visdom. Han tog 5. indvielse i 1875. Han var tibetaner, dengang han fik mesterindvielsen, og han benytter stadig det samme fysiske legeme, som ved indvielsen. De fleste af Hierarkiets øvrige mestre har taget 5. indvielse i et tidligere legeme. Mesteren Djwhal Khul er som sagt tibetaner, og han har ikke noget ungt fysisk legeme. Han er mesteren Koot Hoomi meget hengiven, og han bor i et lille hus ikke langt fra Koot Hoomis større hus. På grund af Djwhal Khuls villighed til at tjene og til at gøre hvad der er nødvendigt, kaldes han ”mestrenes budbringer”. Djwhal Khul er i besiddelse af ufattelig stor visdom, og han har større indsigt i de syv stråler og de planetariske hierarkier i solsystemet end nogen anden i mestrenes rækker. Han arbejder bl.a. med mennesker, der praktiserer healing. Han samarbejder usynligt med mennesker, der søger efter sandhed i verdens store laboratorier, og med mennesker, der seriøst forsøger at ændre verden i en positiv og åndelig retning, og derfor også med de store, filantropiske og verdensomspændende bevægelser som f.eks. Røde Kors. Han tager sig af adskillige af de andre mestres disciple, som har gavn af hans undervisning, og han aflaster både mesteren Morya og mesteren Koot Hoomi for en stor del af deres undervisningsarbejde ved at overtage nogle af deres disciple. Mesteren Djwhal Khul arbejder i stor udstrækning med nogle af æternes Devaer – bl.a. healingsdevaerne – der samarbejder med ham for at helbrede fysiske lidelser i menneskeheden. Det var Djwhal Khul, der dikterede hovedparten af det vigtige åndsvidenskabelige værk, Den Hemmelige Lære, som udkom 1888, og han viste H.P. Blavatsky mange af illustrationerne og gav hende mange af de data, der findes i det store værk. Projektet blev udvidet i perioden 1919-1949 med 24 avancerede esoteriske værker, og det var igen den tibetanske mester Djwhal Khul, der var den indre mentor. Gennem 30 år formidlede han materialet via den engelske kvinde Alice A. Bailey. Materialet blev kanaliseret på engelsk, med herefter er det blevet oversat til utallige sprog. Der er tale om den mest avancerede esoteriske viden, som verden har set i nyere tid, og alligevel siger Djwhal Khul, at der kun er tale om den esoteriske visdoms ABC. I Den Nye Tidsalder vil mere fra samme kilde blive tilgængeligt. (Se også Alice A. Bailey, Deva, Koot Hoomi og Morya).

Djævelen
(Græsk). Djævel stammer fra ”diabolos”, som både kan betyde Djævlen som person, og Satan som den onde magt − Guds modstander. Djævelen findes i Det Gamle Testamente. I 1. Mosebog 3. kapitel beskrives han som slangen, der narrede Eva til at spise af Kundskabens træ. Hans navn forekommer første gang i Mattæusevangeliet 4,1, hvor han frister Jesus. Ondskaben blev personificeret af den kristne kirke og andre verdensreligioner, dengang de første kristne opfandt den skræmmende skikkelse med horn i panden og kløftet slangetunge m.m. I nutiden har forestillingen om det onde overlevet i en eller anden form – ofte som en objektiv virkelighed. Det er en magt, der modarbejder det gode – en magt, der i sin inderste natur er ond, og det er endda et uhyggeligt væsen − ”det ondes fyrste”. I Bibelen er Satan menneskehedens fjende. Forestillingen om noget ondt i skikkelse af en person har overlevet som en sørgelig arv, for kristendommen overtog idéen fra den jødiske tradition. Men i Kristi lære finder man stort set ingen begrundelse for tanken om det ondes objektive virkelighed. De første kristne frygtede sandsynligvis en verden, der var fyldt med fristelser, og derfor besluttede de, at de ville betragte verdens skønhed som et udtryk for en snedig list, der var udtænkt af Djævelen – menneskehedens fjende – selv om en smule selvransagelse nemt kunne have afsløret, at hvis de ikke var i stand til at nyde verdens skønhed uden at blive afhængige af den, var årsagen udelukkende deres egen karaktersvaghed. Åndsvidenskaben oplyser, at den højeste virkelighed ER, og i den højeste virkelighed er der hverken godt eller ondt. Hvis man kalder den absolutte virkelighed for Gud, kan man umuligt påstå, at Gud er god. Kristendommen har skabt en misforstået dualitet mellem den gode Gud og den onde Djævel. Konsekvensen er, at hvis Gud har skabt det onde, er Gud ikke alkærlig. Hvis Gud ikke var i stand til at forhindre, at Djævelen blev skabt, er Gud ikke almægtig. Hvis Gud ikke kunne forudse, at Djævelen kunne få magt, er Gud ikke alvidende. Men Gud ER, og derfor er Gud hverken god eller ond. Man kan kun bruge ordet ”god” om skabninger eller objekter i det relatives verden. Godt og ondt er derfor uden undtagelse et udtryk, der betegner forholdet mellem bestemte ting, handlinger eller skabninger for mennesker på deres nuværende udviklingstrin. Oplevelsen af det onde som en energi og kraft, der modarbejder det gode − og erkendelsen af, at der i mennesket raser en uafbrudt kamp mellem åndelig stræben og fysiske begær – er imidlertid alt for virkelig til at kunne ignoreres. Åndsvidenskaben opfatter kirkens Djævel som en modstandskraft i personligheden, der modarbejder udviklingen på vejen mod fuld oplysning. Modstandskræfterne er derfor en del af den evolutionære plan, der er lagt for planeten. Djævelen eller modstandskræfterne repræsenterer den totale sum af bevidsthed, der fortsat er domineret af og rettet mod egoistiske formål. Alle, der forsøger at fremme separatisme og egoisme, modarbejder evolutionen og den guddommelige hensigt. Derfor bruger åndsvidenskaben betegnelsen ”modstandskræfter”. Man er kanal for modstandskræfter, hver gang man giver efter for involutionære drifter, men indsigten i kræfterne og overvindelsen af dem er en forudsætning for udvikling. (Se også Træ).

Dobbelt
(Egyptisk). Begrebet ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger” findes i Egypten under betegnelsen ”Ka”. Åndsvidenskaben oplyser at ”Ka” er astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at man kunne forlade graven eller mumien i sin ”Ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det samme gør ethvert mennesket om natten under søvnen og efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme vil ethvert menneske bevæge sig frit omkring på astralplanet i astrallegemet. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde. Hun symboliserer derfor selve astralplanet. Udtrykket ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og gik til sit astrallegeme. Statuer af døde mennesker, som blev begravet i gravene, blev kaldt ”Ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ”Ka”, og selv en levende person kunne opleve ”sin Ka” blive ophøjet af faraoen. (Se også Astrallegeme, Astralplan, Ka, Nephthys og Æterlegeme).

Dobbeltgænger
Dobbeltgænger er nogle gange en betegnelse for et fænomen, hvor et menneske viser sig to steder på samme tid. Men det er snarere udtryk for et usynligt legeme eller en genpart, som i åndsvidenskaben kaldes Æterlegemet. En dobbeltgænger i form af et svagt lysende Æterlegeme ses af og til før, efter eller på tidspunktet for et menneskes død − ofte som en meddelelse om dødsfaldet til nære slægtninge. I nogle tilfælde er dobbeltgængeren en Mayavirupa, som kan ses på meget store afstande, når et menneske ønsker at præsentere sig. Men nogle gange bruges udtrykket dobbeltgænger fejlagtigt på de meget sporadiske astral-projektioner, men astrallegemet er ikke i stand til at bevæge sig langt væk fra det fysisk-æteriske legeme. (Se også Mayavirupa og Æterlegeme).

Dobbeltkronen
(Egyptisk). Faraoens dobbeltkrone (Pasekhemty) er en kombination af den hvide krone og den røde krone. Den hvide krone (Hedjet) og den røde krone (Deshret) er et symbol på en forening af de to lande. Men dobbeltkronen symboliserer også en alkymistisk proces, hvor stoffet (de lavere chakraer – rodchakraet, sakralchakraet og solar plexus chakraet) forvandles til ren kærlighed (de højere chakraer.) Den røde farve på Nedre-Egyptens krone (de højere chakraer – hjertechakraet, halschakraet, pandechakraet og kronchakraet), er symbol på livets eller åndens dynamiske kraft. Den hvide farve på Øvre-Egyptens krone (de lavere chakraer) symboliserer renselse (den hvide farve) og åndeliggørelsen af de lavere legemer og niveauer. Den røde krone rummer den hvide krone på samme måde, som ånden, der omgiver stoffet. Ånden ligger i koncentriske kugler uden om stoffet. Den hvide farve repræsenterer den rene tilstand af menneskets natur, når det er modtageligt for kærlighed. Den røde farve repræsenterer ren kærlighed i handling, for i handlingen afsløres Guds sande natur. Kronen er målet og den endelige sejr. Symbolikken stammer fra den kendsgerning, at kronen ikke alene sidder øverst på det fysiske legeme (og dermed på mennesket som helhed), men rejser sig oven over det fysiske menneske ligesom hovedcentret, og dermed er kronen et symbol på det endelige mål og den endelige sejr. Hovedcentrets udstråling er symbol på opnåelse af evolutionens højeste mål: ”Den, der har overvundet sig selv, vinder det evige livs krone.” (Se også Amon-kronen, Atef-kronen, Blå krone, Hvide krone, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).

Docetæ
(Græsk). Docetæ stammer fra ”dokein”, der betyder ”at agere” eller ”at træde frem”. Docetæ blev anvendt i betydningen ”illusionister”, og det blev brugt om bestemte gnostikere, som de tidlige kristne betragtede som kættere. Gnostikerne mente, at Kristi død var en illusion. De påstod, at Kristus hverken døde eller kunne dø, men at der blot var tale om en illusion, som de forklarede på forskellige måder. Nogle påstår, at han ikke havde en krop af fast stof, for hans krop var kun tilsyneladende, mens andre beskrev deres tro på lignende måder. Iflg. den gnostiske lære er Kristus søn af den ånd, der overskygger hele menneskeheden, og hans død symboliserer åndens frivillige entré ind i kroppens skumle tåger. Nogle af gnostikerne har tilsyneladende forsøgt at tilpasse sig trosbekendelsen i den dengang voksende kristne kirke, som havde forvandlet den mystiske korsfæstelse til en bogstavelig død. (Se også Gnostiker).

Dodekaeder
(Græsk). Dodekaeder stammer fra ”dodeka”, der betyder ”tolv” og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Et Dodekaeder er et geometrisk eller platonisk legeme, der begrænses af 12 lige store, ligesidede femkanter. Det er et af de fem regulære polyedre. Et regulært Dodekaeder består derfor af tolv femkantede sideflader, hvor tre mødes ved hvert hjørne. Det har tyve hjørner og tredive kanter. Dodekaederets duale Polyeder er Ikosaederet. Udtrykket Dodekaeder bruges også til andre polyedre med tolv sideflader. Det mest bemærkelsesværdige er det rombiske Dodekaeder, som er dualt i forhold til Kuboktaedret. Det findes i naturen som en krystalform f.eks. granat. Det almindelige Dodekaeder kaldes nogle gange for Pentagondodekaeder for at man kan kende forskel på dem. Iflg. Platon er Universet bygget af ”den førstefødte” på grundlag af den geometriske figur Dodekaeder. I Phaedo siger Platon, at Universet, hvis det blev set fra oven, ville ligne en bold, der var dækket med tolv forskelligt farvede læderstykker. Pythagoræerne undersøgte regelmæssigt de faste stoffer, og de havde stor symbolsk betydning for dem, ikke mindst det regelmæssige Dodekaeder, som var et symbol på det fuldt manifesterede Univers. (Se også Heksaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder og Tetraeder).

Dodona
(Græsk). Dodona er det ældste orakel i Grækenland i en gammel by i Thessalen. Oraklet ligger i Epirus, og det var berømt for sit Jupiter-tempel. Iflg. gamle legender blev byen grundlagt af en due. Zeus’ vilje blev fortolket af clairvoyante ved at lytte til vindens lyd i træerne eller lyden af en rislende kilde ved rødderne af den hellige eg. Oraklet var berømt i de homeriske tider, men senere i historisk tid blev det erstattet af templet i Delfi. Se også Carnac, Delfi, Orakel og Zeus).

Dogme
(Græsk). Dogme stammer fra ”dógma”, der betyder ”mening”, ”læresætning” eller et autoritært system, som fastlægges af de kirkelige autoriteter. Et dogme er derfor religionens, ideologiens, trossætningens eller doktrinens grundantagelse (aksiom), som udelukkende af trosgrunde er udelukket for enhver diskussion. (Se også Doktrin).

Doktrin
(Latin). Doktrin stammer fra ”doctrina”. En doktrin er en belæring om den ”rigtige” tro. Det repræsenterer et trossystems læresætninger, instruktioner, principper eller standpunkter. Den græske analogi for en doktrin er katekismus. I nutiden bruges ordet doktrin om principielle politiske standpunkter. (Se også Dogme og Katekismus).

Dolmas sGrol-ma
(Tibetansk). Dolmas sGrol-ma er to jomfruer, der betegnes som inkarnationer af det blå lys fra Amitabha Buddhas venstre øje, på samme måde som Padmapani er inkarnationen af strålen fra højre øje, og begge opholder sig i menneskeheden. De to jomfruer fik magt til at oplyse tankesindet hos alle levende skabninger. (Se også Amitabha og Avalokiteshvara).

Dolmen
(Keltisk). Dolmen er betegnelsen for et primitivt stenmonument, der består af to eller flere opretstående bautasten, som støtter en overligger eller en dæksten. Den slags monumenter findes forskellige steder i verden − især i Carnac i Bretagne. De er symbolske optegnelser af verdens historie, og hensigten var, at de skulle bevares til evig tid. H.P. Blavatsky oplyser: ”Der findes optegnelser, som viser egyptiske præster – dvs. indviede − på vej i nordvestlig retning over land i det område, der senere blev til Gibraltarstrædet. De drejede mod nord og rejste gennem fremtidens fønikiske bosættelser i det sydlige Gallien, og derefter fortsatte de endnu længere mod nord, indtil de nåede Carnac (Morbihan). De drejede derefter igen mod vest. De rejste stadig på land, og de ankom til det nordvestlige forbjerg til et nyt kontinent. Hvad var formålet med deres lange rejse? De arkaiske optegnelser viser indviede fra 2. underrace fra den ariske familie, der flyttede fra et land til det andet for at inspicere opførelsen af bautasten, stendysser, den kolossale sten-zodiak og gravsteder, der kunne fungere som beholdere for kommende generationers aske”. (Se også Carnac, Rodrace og Zodiak).

Dommens Hal
Se Amenti.

Donar
(Oldnordisk). Donar eller Thunar er identisk med den nordiske tordengud Thor. Han var Tonans Jupiter, hvor Tonans betyder tordneren, som var et tilnavn til romernes øverste guddom Jupiter. Han var hersker over himmelhvælvingen og vejret med tordenkilen og sceptret som symbol. Egetræet var helliget Jupiter, og det samme gjaldt Thor, og altrene stod i egetræernes skygge. Thor eller Donar var Odins søn − Odin, ”den almægtige Himlens Gud”. (Se også Odin, Thor, Torden og Tordenkile).

Dondam-pai-den-pa
(Tibetansk). Dondam-pai-den-pa eller don-dam-pe den-pa betyder det samme som sanskritudtrykket Paramarthasatya, der betyder ”absolut sandhed” eller ”universel sandhed” – dvs. den højeste åndelige selvbevidsthed eller guddommelig selvbevidsthed. Det modsatte begreb er Kundzabchi-denpa (Kun rdzob Kyi bden pa eller Kun-dzob-Kyi den-pa), der betyder ”illusionsskabende fremtoning”, som er identisk med Samvritti-Satya på sanskrit – dvs. oprindelsen til illusion eller Maya. (Se også Maya).

Dorisk søjle
Dorisk søjle er den ene af tre søjleformer i den klassiske kunst – den Joniske, den Korintiske og den Doriske. De doriske søjler var uden sokkel og søjlerne bliver mindre i diameter for oven. Endestykket under taget – kapitælen – var rektangulært. Det klassiske Doriske tempel havde tre trappetrin op til det rektangulære tempel. De Joniske søjler er slankere end de Doriske, og de Joniske står på en sokkel og kapitælen har ofte to kunstfærdige cirkler – volutter – for enden. De tre søjler repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld repræsenterer den Joniske søjle, som symboliserer visdommen. Søjlens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv repræsenterer den Korintiske søjle, der symboliserer skønheden. Kapitælet forestiller akantusblade, og den er livets symbol. Kobber repræsenterer den Doriske søjle, som symboliserer styrken. Kapitælet forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se også Akantus, Korintisk søjle og Jonisk søjle).

Dorje
(Tibetansk). Dorje eller Dorje rdo rje betyder ”diamant” eller ”tordenkile”. Dorje refererer til det rituelle redskab, der holdes i en lamas højre hånd under religiøse ceremonier. Det svarer til sanskritudtrykket Vajra, der både betyder ”lyn” og ”diamant”. Dorje er derfor et lyn, det vises i hænderne på nogle af de tibetanske guder − især guder, der beskytter mennesker, og det svarer derfor til de våben, som blev båret af Indra og Zeus. Dorje er et scepter med kraft uanset om det fortolkes åndeligt eller materialistisk. Det ses på Gelukpaernes altre sammen med klokken og bækkenet. En mere mystisk henvisning til Dorje hentyder til den højere triade i menneskets opbygning, som renser og forædler de fire lavere aspekter, på samme måde som tordenvejr gør det i Jordens atmosfære, og når Dorje symboliserer en diamant, er der en direkte henvisning til diamantens uforgængelige natur. Her er Dorje symbol på, at man er i besiddelse af Siddhier eller metafysiske kræfter, som kan være åndelige, intellektuelle og astrale. Hvis man betragter den som en kraftstav eller diamant-tordenkile, blev man kaldt Vajra-Panins. Dorje er også en Mudra − dvs. en gestus og kropsholdning, der bruges i siddende stilling i forbindelse med meditation. Dorje er et symbol på magt over usynlige negative påvirkninger − enten som en kropsholdning eller som en talisman. (Se også Dorjeshang, Gelukpa, Indra, Mudra, Siddhi, Talisman, Torden og Tordenkile, Vajra og Zeus).

Dorjesempa
(Tibetansk). Dorjesempa eller Rdo-rje sems-dpa svarer til sanskritordet Vajrasattva, der betyder ”diamantsjæl” med henvisning til sjælens (og diamantens) uforgængelighed. Dorjesempa bruges også som en betegnelse for den himmelske Buddha. (Se også Vajrasattva).

Dorjeshang
(Tibetansk). Dorjeshang er en betegnelse for Buddha i sit højeste aspekt − et navn for den højeste Buddha eller Adi-Buddha. Dorjeshang er synonymt med sanskritordet Vajradhara. (Se også Adi-Buddha, Buddha og Vajradhara).

Dosha
(Sanskrit). Dosha eller Dosa stammer fra roden ”dush”, der betyder ”at blive ond” eller ”at blive demoraliseret”, ”at begå fejl” eller ”at synde”. Dosha henviser til et lastefuldt liv med ondskab, svaghed og manglende moral. Dosha betyder også aften, mørke og nat. (Se også Tridosha).

Dracontia
Dracontia er templer, der er dedikeret til dragen, som er et symbol på Solen, livet, visdommen og den universelle cykliske natur. Engang fandtes dragetemplerne overalt på Jorden, men det eneste, der er tilbage, er de kolossale, rå monolitter eller monolitstrukturer, der ses ved Stonehenge, Carnac i Bretagne, egypternes Karnak i Luxor og mange andre steder. Serpent Mounds i Ohio symboliserer det samme. Udover at være tavse historiske vidner til indsigt i den kosmiske eller jordiske slanges mysterium blev templerne brugt som orakler af præsterne, der forstod templernes hemmeligheder. (Se også Carnac, Drage, Karnak og Stonehenge).

Dradh Nishthaa
(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og det har derfor befriet sig selv fra reinkarnation.

Drage
(Græsk). Drage stammer ”drakon”, der betyder ”slange” og ”årvågen”, samt fra det franske og latinske ”draco”. I nutiden anses en drage for at være et mytisk monster, et gigantisk skællet og bevinget firben, det udånder ild, men fantasifiguren stammer utvivlsomt fra et præ-historisk dyr. I Vesten ses dragen ofte på segl i form af en heraldisk grif, der forestiller Djævlen, som dræbes af Sankt George. I den babyloniske oldtid refererede dragen til ”den skællede”. I det gamle Egypten var Dragen (som dengang var Nordstjernen) årsag til, at næsten alle guder havde forbindelse med Dragen. Det gælder eksempelvis Osiris og Typhon, Baal og Dragen, Apollon og Python, Sigurd og Fafner og Sankt George og Dragen, som i virkeligheden alle er identiske. De var alle solguder, og overalt hvor Solen bruges som symbol, finder man også dragen, der var symbol på Thoth-Hermes og visdom. Dragen er ofte synonym med slangen. Hierofanterne i Egypten og Babylon omtalte sig selv som ”slangegudens sønner” og ”dragens sønner”. ”Jeg er druide, jeg er en slange”, sagde druiderne i de keltisk-engelske områder, for både slangen og dragen var betegnelser for visdom, sjælens udødelighed og reinkarnation. På samme måde som slangen afkaster sit gamle skind for at fortætte livet i et nyt, afkaster den udødelige sjæl også sin personlighed for at skabe en ny til en ny inkarnation. Dragen er ofte et dobbelt symbol. Den kan være parret med slangen, som f.eks. Agathodæmon og Kakodæmon − den gode og den onde slange, og det ses bl.a. i Caduceus. Dragen er et to-polet væsen med et hoved og en hale som f.eks. Rahu og Ketu i Indien. Normalt beskrives de som Månens nordlige og sydlige knudepunkter, og Månen bliver på den måde et tredobbelt symbol, hvor enheden er i konflikt med dualiteten. Det er en universel legende, hvor solguden kæmper med dragen og i sidste ende besejrer den. Legenderne symboliserer åndens nedstigning i stoffet, åndens endelige sublimering af stoffet og den videre vej på evolutionens opstigende bue. Det gælder også Baal (og senere Merodak) og dragen Tiamat i Babylonien og hos hebræerne, Fafner i Norden, Chozzar og Peratae hos gnostikerne, hos grækerne blev Python overvundet af Apollon, Herkules dræbte to slanger, da han blev født, kampen mellem Ahti og den onde slange Kalevala i finsk mytologi − og mange andre legender. I den kristne apokalypse spiller dragen en stor rolle, men den er ofte misforstået, for den betragtes som ond ligesom Satan eller Djævelen, som man også fejlagtigt forestiller sig som en fjende af guddommelighed og menneskelighed. I kosmologien bliver alle drager og slanger dræbt af deres modstandere, for de repræsenterer de ukontrollerede og kaotiske kosmiske principper, der kommer under de åndelige solguders eller de kosmiske kræfters kontrol. Dragen er demiurgen, der manifesterede Jorden og alt, hvad der findes på planeten. Og det er hverken godt eller dårligt, men blot forskellige aspekter i naturen, som antager forskellig karakter. Dragen som symbol, er derfor både makrokosmisk og mikrokosmisk. Det kan stå for naturens kræfter, der først kontrollerer mennesket, men som mennesket til sidst skal overvinde, på samme måde som Monaden og Atma-Buddhi, som via det manasiske princip søger manifestation, men som har brug for hjælp fra de endnu lavere principper for at inkarnere på det fysiske plan. Dragen i sit højere aspekt betyder bl.a. guddommelig visdom, og det var grunden til, at mestre og indviede blev kaldt drager eller slanger. Stjerner i konstellationen Dragen var desuden tidligere Nordstjerner. Men navnet har tilsyneladende haft forskellige betydninger på forskellige tidspunkter og steder. Den mest omtalte er den store stjernekonstellation, der strækker sig gennem syv tegn i Zodiaken, og dragen havde ofte syv hoveder, hvor hvert hoved var en stjerne i Ursa Minor. (Se også Agathodæmon, Ahti, Apollon, Baal, Caduceus, Demiurg, Drage, Druide, Fafner, Herkules, Hermes, Hierofant, Kakodæmon, Osiris, Rahu, Sankt George, Seth, Thoth, Tiamat, Typhon, Ursa Major og Zodiak).

Drasta
(Sanskrit). Drasta er betegnelsen for seeren – den clairvoyante.

Draupner
(Oldnordisk). Draupner, Draupnir eller Dropner stammer fra det islandske ”drjupa”, og det svenske ”drypa”, som betyder ”dryppe”. I de nordiske myter − eddadigtet Grimnismal og i Snorres Edda − er Draupner Odins magiske guldring, der er smedet af dværgene Brok (mineraler) og Sindre (vegetation), som var sønner af Ivalde (Månen), dengang de skabte Jorden. Fra Draupner dryppede otte ringe, som var identiske med Draupner, hver niende nat, som symbol på cyklusser inden i større cyklusser. Da solguden Balder blev myrdet af sin blinde bror Hødur, lagde Odin Draupner på sin søns ligbål. Hermod blev af Odin sendt som budbringer til Hel (”det skjulte”, ”det indhyllede”), som var navnet på både det underjordiske dødsrige og på dets personifikation, den barske herskerinde over underverdenens ”sale”. Han fik det udleveret og returnerede det til Odin. (Se også Edda, Hermod, Ivalde og Odin).

Dravidia
(Sanskrit). Dravidia eller Dravidierne er navnet på en folkestamme, som er udbredt over store dele af det sydlige Indien. Dravida nævnes som et af Indiens riger i Mahabharata. Riget omfattede angiveligt de sydligste dele af nutidens provinser Tamil Nadu og Kerala. Nogle gange bruges navnet Dravida som en fælles betegnelse for alle de sydlige riger og nogle gange som et selvstændigt kongerige. Dravidierne drog ind i Punjab via de nordvestlige pas. De underlagde sig de folkeslag, som de stødte på, og til sidst slog de sig ned i den sydlige del af Indien, hvor de stadig befinder sig i stort tal. Selv om de blev underkuet af ariere, blev de alligevel så stærkt rodfæstede, at de ikke blev splittet som de andre ikke-ariere. De fem vigtigste dravidiske sprog er tamil, telugu, kannada, malayalam (eller malabar) med egne skriftsystemer, der er afledt af brahmiskriften, samt tulu. De fleste andre dravidiske sprog har ikke skriftsprog. Det gælder f.eks. kodagu, tulu, gondi og det stærkt afvigende brahui. (Se også Arier, Mahabharata og Tamil).

Dravya
(Sanskrit). Dravya stammer fra roden ”dru”, der betyder ”at køre”, ”at være i bevægelse”, ”at blive flydende” og ”at smelte”. Dravya er stof, ting eller objekter. I filosofien er Dravya elementærstof, hvoraf ni er nævnt i Nyaya systemet: Prithivi, Ap, Taijasa, Vayu, Akasha, Kala, Dis, Manas og Atman. I Jain-systemet er der kun seks: Jiva, Dharma, Adharma, Pudgala, Kala og Akasha. I de syv Padarthas (kategorier af eksisterende ting) i Vaiseshika-systemet, nævnes Dravya som den første, som svarer til Sthula-Sarira i den teosofiske syvfoldige klassificering af menneskets principper. (Se også Adharma, Akasha, Atman, Dharma, Dis, Jiva, Kala, Manas, Nyaya, Padartha, Prithivi, Sthula-Sarira, Taijasa, Vaiseshika og Vayu).

Drilleånder
Drilleånder kan optræde under spiritistiske seancer. Der kan være tale om afdøde, som fra astralplanet synes, det er sjovt at drille fysisk inkarnerede mennesker. Drilleånderne kommer i forbindelse med den fysiske verden under seancen. Som regel er der tale om harmløse drillerier – ofte af telekinetisk art, hvor genstande bevæger sig, eller der skabes lyde. I sjældne tilfælde kan fænomenerne antage karakter af mere ondsindede drillerier.

Drishti
(Sanskrit). Drishti stammer fra roden ”drish”, der betyder ”at se” og ”at se med sindets øje”. At se er en egenskab ved det fysiske syn, men mennesket kan desuden se med det indre øje, og på den måde ”se” visdom og intelligens.

Druide
(Keltisk). Druider var en keltisk præstekaste i forhistorisk tid – særligt i England, Irland og Bretagne i romertiden. Druiderne var indviede, der også optog kvinder i deres hellige orden og indviede dem i ordenens mysterier. De nedskrev aldrig deres hellige mantraer og skrifter, men overførte deres viden via hukommelsen ligesom de gamle Braminer. Iflg. Cæsar tog det tyve år at indlære teknikken. Ligesom perserne havde de ikke billeder eller statuer af deres guder. Den keltiske religion betragtede det som blasfemi at afbilde en guddom − også i mindre størrelse. Det ville have været positivt, hvis de græske og romerske kristne havde lært den samme lektie fra de ”paganske” druider. De havde tre hovedbud i deres livsopfattelse: 1) Lydighed over for de guddommelige love. 2) Omsorg for menneskehedens velfærd. 3) Sindsro i alle livets lidelser. Oprindeligt stammede Druiderne fra Atlantis. Druidernes orden var opdelt i tre grupper – Druider, Barder og Ovates. Druidernes klædning var hvid, Bardernes var blå og Ovates bar grønne kåber. Den walisiske tradition bekræfter, at visdommen altid havde eksisteret, og at den i fjerne tider var kendt som gwyddoniaeth (videnskab) og lærerne som gwyddoniaid. Denne viden forfaldt indtil en vismand ved navn Tydain Tad Awen engang i en ukendt periode viste sig og underviste sine tre disciple Plenydd, Gwron og Alawn i den evige visdom, som derefter underviste hele Cymry-racen. Fra den tid var læren kendt som derwyddoniaeth eller druidisme − ”visdom, der undervises i i egelunde”. De klassiske referencer til druiderne er mange. De stammer fra ca. 200 f.Kr. til ca. 200 e.Kr. De er skrevet før Cæsar angreb Gallien. Druidismen var meget velorganiseret − en kendsgerning, som Cæsar har kendt, og som han bevidst underspillede, for på mange områder var den galliske civilisation mere avanceret end romerriget. Da romerne kom til England, blev Druidernes magt brudt, og til sidst forsvandt de helt. H.P. Blavatsky oplyser, at i den vestlige verden var druidismen den ene gren af de hellige mysterier i antikken, som ikke var degenereret. Hun fortæller, at Cæsars styrker i Gallien dræbte tre millioner gallere, og druidismen blev næsten udslettet der. Det er Cæsar, der er ansvarlig for nutidens forestilling om, at gallerne og briterne var rå vilde, og at druiderne var barbariske og grusomme. (Se også Barder og Bramin).

Druser
Drusere er en stor sekt med ca. 100.000 tilhængere, som levede på Mount Libanon i Syrien. Deres ritualer var meget mystiske, og ingen rejsende, der har skrevet om dem, kender med sikkerhed den fulde sandhed. Druserne er Syriens sufier. De betragter det som en fornærmelse at blive kaldt Drusere, for de kalder sig selv for ”Hamsas disciple”. Hamsa er deres Messias, som kom til dem i det 9. årh. fra ”det guddommelige Ords land” − et land og et ord, som er deres religiøse hemmelighed. Deres Messias, som vil komme, vil være den samme Hamsa, men han skal kaldes Hakem − ”den althealende”. (Se også Sufisme).

Dryader
(Græsk). Dryader stammer fra ”dryas”, der er afledt af ”drys”, som betyder ”eg” eller ”træ”. Åndsvidenskabeligt er Dryader luftelementaler, der navnlig holder til ved træer og i skove. (Se Naturånder).

Drømme
Drømme er et ord, der som regel bruges om de kaotiske indtryk, som hukommelsen sender til bevidstheden i det øjeblik, man vågner, med det er bare en lille del af den drøm, der udspiller sig i løbet af den sovende periode, og som man ikke kan huske. Drømme er primært en refleks fra menneskets sanseindtryk og tanker i vågen tilstand. De åndsvidenskabelige principper, der er aktive, er Kama (den lavere astrale natur) og Manas (den konkrete tænkning), som fungerer i samspil med forskellige nervecentre og celler ved hjernens basis. Men hvis ordet ”drøm” skal skelnes fra ”drømmeløs søvn” på den ene side og vågen bevidsthed på den anden, skal ”drøm” omfatte en langt højere form for drøm, som stammer fra erfaringer fra det højere aspekt af Manas − Kausallegemet. De erfaringer, der opleves i astralplanets 4-dimensionale verden og mentalplanets 5-dimensionale verden, er så forskellige fra de 3-dimensionale oplevelser i vågen tilstand i den fysiske verden, at de ikke kan overføres til hjernen bortset fra i symbolske eller forvrængede udgaver. Det astrale lys har også en enorm indflydelse på de fleste drømme. Man kan opleve scener, der ikke stammer fra de vågne erfaringer, og derfor kan det være billeder, som man har set i det astrale lys, som man rigtigt eller fejlagtigt relaterer til sin personlighed. Hvis det drejer sig om profetiske drømme, er menneskets visioner ikke begrænset af de fysiske sanser, og derfor opfatter man i det astrale lys et billedede af, hvad der senere vil ske på det fysiske plan, og derfor kan man af og til huske, hvad drømmen viste i vågen tilstand. Sanskritbetegnelsen for tilstanden af er Svapna. (Se også Drømmetydning, Kama, Kausallegemet, Manas og Svapna).

Drømmetydning
(Egyptisk). Både Bibelen og egyptiske optegnelser fortæller om kongelige drømme. Nogle præsenteres i mystisk form, som f.eks. beretningen om Josef, der havde held til at fortolke faraos drømme. En anden beretning fortæller om en etiopisk konge, Tanutaum, som i sin drøm så to uræusslanger, der stadfæster hans kommende indsættelse på tronen over de to lande (Egypten). En af de mest farverige drømme stammer fra Tutmosis IV. Den er mejslet ind i den berømte stele, der befinder sig mellem poterne på Sfinksen. Tutmosis fortæller, at han sov i skyggen under hovedet på den tilsandede sfinks, da den pludselig taler til ham og fortæller, at han skal være Egyptens konge, hvis han fjerner sandet, der dækker Sfinksens krop. Det gjorde han, og han blev faktisk Egyptens konge. Men guderne henvendte sig ikke kun til konger i drømmene. I de sene perioder i Egyptens historie blev det almindeligt at tilbringe en nat i templet for at modtage varselsdrømme. ”Guderne skabte drømme for at vise de mennesker vejen til fremtiden, som ikke selv kan se”, oplyser Visdommens Bog. Ofte var det ikke den store mystik, der blev afsløret i drømmene, men et klart billede af fremtiden i symbolsk form. (Se også Drømme, Sfinks, Tutmosis IV og Uræus).

Duade
(Latin). Duade betyder ”tofoldighed”. Duade benyttes nogle gange om Atma-Buddhi, når de betragtes som en tofoldighed.

Dualisme
(Latin). Dualisme stammer fra ”duo”, der betyder ”to”. Dualisme er en opfattelse af, at tilværelsen består af uforenelige modsætninger. Modsætningerne kan ikke mødes og gå op i en højere enhed, men modsætningerne kan være led i en universel balance, som det f.eks. kendes i den indiske Kosmogoni og i det kinesiske livssyn (yin- og yang-systemet). Dualisme findes også i f.eks. Zarathustrismens system, hvor man lærer om Ormazd og Ahriman – det gode og det onde, men også i de kristne trosforestillinger, hvor Gud og Djævelen er modpoler, hvorimod åndsvidenskaben er Monistisk. Dualisme er derfor en ”tofoldighedslære”, som er baseret på det filosofiske eller religiøse synspunkt, at der fra begyndelsen findes to grundprincipper – positiv og negativ – plus og minus – ånd og stof − godt og ondt. I buddhismen er Dualisme udelukkende udtryk for sanseindtryk og objekt. Det uoplyste tankesind holder fast ved en skelnen mellem tankesindet, der oplever, og genstanden for oplevelsen. Det kaldes samsarisk sanseindtryk. I Buddha-tilstanden toner den samsariske eksistens efterhånden bort. Samsara er det buddhistiske livshjul, og buddhismens og hinduismens mål er at frelse sig selv fra Samsaras gentagelse, dvs. at komme ud af den evige cirkel af genfødsler og opnå Nirvana. Dualisme er en modsætning til Monismen, men ikke nødvendigvis til Pluralismen. Det er modsætninger af idéer i både teologi og filosofi, men de er helt unødvendige, for de er udtryk for tankesindets tendens til at organisere tanker og forestillinger i faste kategorier, i stedet for at betragte principperne ud fra en grundlæggende enhed. Åndsvidenskaben oplyser, at enhed og dualitet, som udvikler sig mangfoldigt i forbindelse med manifestation, eksisterer i hele Universet. Årsagen er, at hver dobbelthed består af en enhed, der findes på et højere bevidsthedsplan end enhedens dobbelte manifestation, og dualiteten reproducere sig selv i et netværk af mangfoldigheder, der skaber det manifesterede univers. Det svarer til Pythagoras’ princip om Monaden, som skaber Duaden, der skaber Triaden, og den sidste reproducerer igen sig selv i hierarkier af ufatteligt antal. Lys og mørke er en dual manifestation af det, der kaldes det Absolutte lys/mørke. Ånd og stof er en dual manifestation af det Ene Liv. En grundlæggende Dualisme er den kosmiske vekslen mellem Manvantara og Pralaya, som er aspekter af den evigt skabende, usynlige kilde. Monistiske og dualistiske filosofier fokuserer bare på hver sin side af sagen. (Se også Djævelen, Duade, Kosmogoni, Manvantara, Monade, Monisme, Pluralisme, Pralaya, Pythagoras, Samsara, Triade, Yin og Yang og Zarathustrisme).

Dualitet
(Egyptisk). De gamle egyptere satte ethvert princip i relation til dets modsatte eller komplementære princip. Begrebet ”Dualitet” anvendes i forbindelse med enhver idé i forsøget på at nå til erkendelse af naturens iboende balance eller symmetri. Men dualitetens metafor er ikke mindst indbygget i den store Horus-Seth myte. De to guder – Horus og Seth – repræsenterer på et niveau en bestemt polarisering i det fysiske univers: Udvikling og krystallisering – eller bevægelse opad mod Himlen (mod større åndelighed) kontra bevægelsen nedad mod Jorden (mod større materialisme). I myterne vises de to guddomme i konstant konflikt og fjendskab. De konkurrerer om retten til Egyptens trone ved at tilintetgøre hinandens besiddelser, og de kaster sig ud i en indædt kamp af kosmiske proportioner, som influerer på både Egyptens land og freden i Himlen. Men i den egyptiske verdensorden er eliminering et vigtigt element i de modstridende kræfter. Mange guddomme symboliserer fænomenet, når de blandes med hinanden, eller når deres natur forenes i en syntese. Nubti, er et godt eksempel, for Nubti legemliggør Horus og Seth i én menneskeskikkelse med to hoveder. Horus’ hoved (sjælen og fremtiden) vender fremad, og Seths hoved (personligheden og fortiden) vender bagud. Nubti er en metafor, der viser Horus-bevidstheden, som har elimineret de modstridende kræfter og handlinger – ikke ved at udrydde dem, men via syntese. (Se også Horus den Anden, Horus den Ældre og Seth).

Duat
(Egyptisk). Duat, Tuat, Tiau eller Tiaou er en region, som egyptologerne kalder underverdenen, selv om den ikke var placeret under jorden. Associationen stammer sandsynligvis fra den almindelige opfattelse af kristendommens Helvede, selv om Duat beskrives som et sted for renselse. Duat burde i stedet kaldes inderverdenen, for det er de afdøde, der opholder sig i Duat eller i de indre eksistensplaner. Duat er et af de post mortem stadier, der er beskrevet i Dødebogen. I en populær mytologi var Duat adskilt fra den fysiske verden af en bjergkæde, og Duat bestod af en stor dal omgivet af bjerge. I dalen løb en flod (et modstykke til Nilen), og på bredderne boede mange onde ånder og afskyelige skabninger. Men når Solen passerede gennem Duat, havde et stort antal sjæle kvalificeret sig til at komme ombord i solbarken. De var i stand til at få et nyt liv, når Solen steg op i dalens østlige ende for at indvarsle en ny dag. Duat blev også afbildet som en region, hvor sjælen drog til hver nat, og den vendte tilbage for at slutte sig til de levende i den fysiske verden ved daggry. Oprindeligt var Duat beskrevet som en bolig for nattens Sol, og solguden Ra passerede igennem Duat i nattens løb for at opstå fornyet om morgenen. ”Hvad er der i Duat?” − er den hyppige hentydning til Duat i Dødebogen, som tydeligvis rummer et mysterium. Duat er Solens (Inferis) vej om natten. Duat blev inddelt i tolv regioner, som egypterne kaldte Sekhet (felter), der svarende til antallet af nattens timer. Eller de blev beskrevet som syv cirkler (Arrets), som alle var under beskyttelse af en vogter. Osiris’ rige blev præsenteret som Sekhet-Aarru eller Sekhet-Aanre (Aanroos marker), som var opdelt i 15 Aats (huse), der havde 21 pyloner. En af regionerne i Duat blev betegnet Amenti eller Amentet, der betyder ”det skjulte sted” − et udtryk, der ofte blev brugt om hele det område, hvor de afdøde opholdt sig. (Se også Aanroo, Amenti, Dødebog, Hades, Helvede, Osiris, Pylon og Ra).

Dudaim
(Hebræisk). Dudaim er en alrune (atropa mandragora). Planten omtales i Første Mosebog og findes desuden i salmer. Dudaim indgår i Kabbalaen, hvor den henviser til ”sjæl og ånd” − to principper, der er forenet i kærlighed og venskab (”dodim”). ”Lykkelig er den, som bevarer sin dudaim (højere og lavere Manas) uadskillelig”. Navnet er relateret til hebræiske ord, der betyder ”bryster” og ”kærlighed”, og planten blev brugt som en elskovs-amulet. Den har desuden været brugt til mange former for sort magi. (Se også Kabbala og Manas).

Due
Duen som symbol spiller en fremtrædende rolle i religiøse systemer. I den bibelske syndflod, som er en blanding af kosmisk og præ-kosmisk allegori, udsender Noah først en ravn, der symboliserer det mørke, der gik forud for lyset. Derefter udsendte han en due. I den kaldæiske udgave repræsenteres Noah af Ishtar eller Astarte − en månegudinde, der på en måde svarer til henholdsvis Artemis og Venus − og duen symboliserer Venus, som også findes i den græske mytologi. I flere nationer symboliserer duen også sjælen. I kristendommen er duen et symbol på Helligånden, som viser sig i denne form for Jesus ved hans dåb. Duen er også ofte et af de fire hellige dyr, som symboliserer fire vigtige menneskelige principper sammen med tyren, ørnen og løven. De fire dyr i den græske mysterielære er symboler på henholdsvis planeterne Venus, Månen, Merkur (eller Jupiter) og Solen, men mere korrekt repræsenterer de Serafen eller Keruben og Agathodæmon – slangen med de flammende vinger. Duen bruges ofte som symbol på mildhed og kærlighed i de hebræiske skrifter. (Se også Agathodæmon, Artemis, Astarte, Ishtar, Kerubim og Seraf).

Dugdha Neti
(Sanskrit). Dugdha Neti er et yogaudtryk for næseskylning – en renselsesteknik, hvor man bruger mælk. Teknikken er ikke så hård, som det umiddelbart lyder til. I en anden version af Neti bruger man fortyndet mælk, der er forvarmet til kropstemperatur i stedet for vand. Det er særligt gavnligt for mennesker, der synes, at saltvand er irriterende. En særlig kande med lang tud – en Neti-kande – fyldes med mælk, der er forvarmet til kropstemperatur. Kandens tud indsættes derefter i et af næseborene. Hovedet holdes lidt på skrå, så mælken kan flyde ud gennem det andet næsebor. Samtidig trækkes vejret forsigtigt gennem munden uden at sniffe eller synke, mens mælken flyder igennem. (Se også Neti, Ghrita Neti, Jala Neti, Neti Kriya og Sutra Neti).

Dugpa
(Tibetansk). Dugpa, Dug-pa eller Drug-pa, der betyder ”rødhue”, er en sekt i Tibet. Dugpa har to betydninger. Bogstaveligt henviser ordet til en indbygger i Bhutan. Ordets anden betydning er en ond skabning, en troldmand eller en sort magiker. Før Tsong-kha-pa’s ankomst i det 14. årh., var tibetanernes buddhisme blevet forsimplet, fordrejet og forfalsket med læresætninger fra den gamle Bon-religion. I tiden herefter, og efter at bureaukratiske love var blevet pålagt Gelukpaerne (gulhuerne), hengav Dugpaerne sig mere og mere til sort magi og umoral. Siden dengang er ordet Dugpa blevet synonym med ”troldmand” eller ”mester i sort magi”. I nutiden er der er få Dugpaer i det østlige Tibet. De holder til i Bhutan, Sikkim og i grænseområdet. Orientalister, som aldrig har studeret Buddho-Lamaisme i det rigtige Tibet, beskriver Dugpaerne på grundlag af folkesnak, og hvad Emil Schlagintweit og nogle få andre havde lært om emnet fra Dugpaerne. De forveksler de to religioner og betragter dem som ét. De præsenterer på den måde ren Dugpaisme for offentligheden i stedet for Buddho-Lamaisme. Den nordlige buddhisme i dens rene, metafysiske form, er stort set ukendt. Dugpaerne er tilhængere af den tidligere tibetanske buddhistiske religion fra før Tsong-kha-pa’s reformer i det 14. årh. Dugpaerne praktiserer sort magi og andre mere eller mindre tantriske teknikker, der er helt fremmede for buddhismens rene lære. I åndsvidenskabelig litteratur er ordet Dugpa blevet brugt som et synonym for ”brødre i skyggen” − især i Mahatmabrevene. De fire eksisterende skoler i tibetansk buddhisme er Rnying ma pa (Nying-ma-pa), Bka’ rgyud pa (Kar-gyu-pa), Sa skya pa (Sa-kya-pa) og Dge lugs pa (Ge-lug-pa). Kar-gyu-pa, der stammer fra Marpa og Milarepa, er opdelt i flere underskoler end de andre, og en af underskolerne er Dugpa-sekten, som er dominerende i de indo-tibetanske grænseområder i Ladakh i vest og Bhutan i øst. Det bhutanesiske og tibetanske navn for Bhutan er ”brog yul” (dug-yul), der betyder ”tordendragens land” (”brog” betyder både torden og drage). En forklaring på sekstens navn henviser muligvis til en oplevelse, som sektens grundlægger, Tsand-pa Gya-re (Gtsang pa rgya ras (1161-1211)) engang havde. Under opførelsen af et kloster, blev han enten forskrækket af voldsom torden, eller måske var han vidne til flyvende drager, og derfor navngav han klosteret ”tordendragen” (”brog”). Sekten og dens tilhængere blev opkaldt efter klosteret, og det land, hvor deres indflydelse var størst, blev opkaldt efter sekten. Dugpa underskolen er yderligere opdelt i tre afdelinger, der er kendt som ”mellemste Dugpa” (”bar brog”), ”lavere Dugpa” (”smad brog”) og ”højere Dugpa” (”stod brog”). (Se også Bon, Brødre i skyggen, Gelukpa, Tsong-kha-pa og Vestrehåndsvejen).

Duhkha
(Sanskrit). Duhkha stammer fra ”dus” og ”kha” eller fra ”duhstha”, der betyder ”dårlig tilstand”, ”ustabil”, ”ulykkelig”, ”smertefuld” og ”vanskelig”. Som et navneord er betydningen ”smerte”, ”lidelse” og ”problemer”, der er personificeret som Narakas og Vedanas søn. Duhkha er et buddhistisk udtryk, der almindeligvis oversættes med ”lidelse”, ”stress”, ”angst” eller ”utilfredshed”. Duhkha er den første af de fire ædle sandheder. I den buddhistiske tradition opdeles Dukkha almindeligvis i tre kategorier. I den første kategori omfatter Duhkha åbenlyse fysiske lidelser eller smerter, som eksempelvis er forbundet med fødsel, alderdom, fysisk sygdom og dødsproces. Duhkha som ydre gener betragtes som almindelig lidelse (Duhkha-Duhkha). I en anden kategori betyder Duhkha angst eller stress, som stammer fra forsøget på at holde fast i ting, der er under konstant forandring (konservatisme), og den form for indre frygt kaldes Duhkha, der er skabt af forandring (Viparinama-Duhkha). Den tredje kategori henviser til en grundlæggende utilfredshed, som gennemtrænger alle former for liv, fordi alle former for liv er forgængelige og under konstant forandring. På dette niveau indikerer Duhkha manglende tilfredshed, dvs. en følelse af, at tingene aldrig svarer til forventningerne. Det er en subtil utilfredshed, der betegnes som de betingede tilstandes Dukkha (Samkhara-Duhkha). (Se også Buddhisme, Naraka, Skandha og Vedana).

Dukkha
Se Duhkha.

Dula
(Sanskrit). Dula er en af de syv Plejader.

Dumah
(Hebræisk). Dumah eller Duma er stilhedens og dødens engel i Kabbalaen. Duhma er også ”stilhedens land”, som er den indre verden, som de afdøde befinder sig i. Duma har derfor nogenlunde samme betydning som grækernes Hades. Et andet udtryk for de samme astrale regioner er Sheol. (Se også Astralplanet, Hades, Kabbala, Kama-Loka og Sheol).

Dunamis
(Græsk). Dunamis betyder ”potens”. Betegnelsen blev brugt af Aristoteles i modsætning til ”energeia” (energi i bevægelse), som hentyder til det usynlige aspekt af Universet i modsætning til det synlige eller manifesterede. Dunamis svarer til Platons ”noeton” (forståeligt), som indikerer det synlige aspekt af urårsagen − den oprindelige årsag – til den manifesterede verden i modsætning til ”aistheton” (fornuftigt), det, der kan opfattes af sanserne. (Se også Aristoteles og Platon).

Duodenar
Duodenar eller Dodecad betyder et antal på tolv eller en gruppe på tolv. Det er et vigtigt tal i den kosmiske symbolik. Eksempelvis er der tolv tegn i zodiaken, Jesu tolv apostle, de tolv primære græske guder på Olympen og i andre religioner, Jakobs tolv sønner og årets tolv måneder. De tolv olympiske guder bestod seks guder og seks gudinder, der symboliserede to aspekter i hver af Logos’ seks stråler (som ikke inkluderer syntesestrålen − den syvende). Astrologiens stjernetegn er tilsvarende opdelt i maskuline og feminine tegn. I den buddhistiske kosmologi er der tolv Nidanaer − hovedårsagerne til den manifesterede eksistens, der er effekter, som er skabt af en sammenkædning af årsager, der slutter på det fysiske plan. I åndsvidenskaben er der tolv planeter, principper osv., der er fordelt på syv bevidstheds- og eksistensplaner − fem på de tre Arupa-planer, og syv på de fire Rupa-planer. (Se også Arupa, Buddhisme, Nidana, Rupa og Zodiak).

Durga
(Sanskrit). Durga betyder ”utilgængelig” eller ”den svært tilgængelige”. Durga er en guds kvindelige potentiale, og derfor er det navnet på Kali, Shivas hustru, og Mahesvara, ”den store gud”. Durga har derfor relation til en gudinde i hinduismen, der er kendt som Devi, men også til Shakti (de feminine styrker og egenskaber), og Shakti er ligeledes Shivas hustru. Durga vises ofte i kamp med en dæmon, der har taget skikkelse af en bøffel – Mahisasura. Mahishasuras far Rambha var Asuraernes konge, og han blev engang forelsket i en vandbøffel (prinsesse Shyamala, der var forhekset til at være en bøffel). Mahishasura blev født via Rambhas forening med Shyamala. Mahishasura var derfor i stand til at skifte mellem menneskeskikkelse og bøffelskikkelse efter behag (Mahisha er et sanskritord for ”bøffel”). Iflg. legenden blev Durga skabt for at dræbe Mahisasura, og man ser Durga, der rider på en løve, som i fulde firspring stormer frem mod det dæmoniske dyr, mens hun svinger forskellige våben, som hun holder i sine mange hænder. Hun er som regel udstyret med ti arme. I sit gruopvækkende aspekt kræver gudinden dyre- og menneskeofringer. I nutiden ofres der dyr ved den store Durga-fest, som afholdes om efteråret ved de talrige templer, der er dedikeret til Durga. (Se også Asura, Devi-Durga, Kali, Mahesvara, Parvati, Puja, Shakti og Shiva).

Duscharita
(Sanskrit). Duscharita, Dustcharitra, Duscharitra eller Duscarita stammer fra roden ”dus-car”, der betyder ”at handle forkert”, ”at opføre sig dårligt”. Duscharita er dårlig opførsel, dårlig adfærd og ugudelighed. Duscharita er de ”ti onde handlinger” − tre handlinger med kroppen dvs., at tage liv, at stjæle og at forfalske − fire onder med munden, dvs., at lyve, at overdrive, at bagvaske og ved ondskabsfuld tale − de tre onde handlinger med tankesindet (lavere Manas), dvs., at være misundelig, at være grådig eller at have en forkert tro. (Se Manas).

Dvadasa-Kara
(Sanskrit). Dvadasa-Kara er ”ham, der har tolv hænder”. Det er titlen på den hinduistiske gud Murugan (Kartikeya) − ikke kun fordi Zodiakens tolv stjernetegn angiveligt er skjult i hans krop, men fordi de tolv tegn arbejder mere eller mindre kraftfuldt via denne guddom, for hvert tegn betragtes som et organ eller et instrument, som han kan bruge til forskellige handlinger. Faktisk er alle guddomme organer eller kanaler, som de tolv stjernetegns indflydelser strømmer igennem for at påvirke og udvikle. Murugan kaldes også Dvadasaksha, der betyder ”den tolvøjede”, og årsagen er den samme. (Se også Murugan, Phoenix og Zodiak).

Dvaita
(Sanskrit). Dvaita eller Dwaita betyder ”dualitet”. Dvaita bruges af en Vedanta-sekt, der også kaldes Madhva efter sekstens grundlægger, Madhva (født ca. 1200 e.Kr.). Den vigtigste doktrin i skolen er dualitet, som er i modsætning til Sankaracharyas lære, for her er systemet kendt som Adwaita (ikke-dualitet). De Dvaita-vedantiske eksperter påstår, at der er to principper i Universet − den højeste bevidsthed og de utallige skarer af andre skabninger − bl.a. menneskeheden − og at de er adskilt fra hinanden. (Se også Adwaita, Dualisme, Dualitet, Ramanujacharya, Sankaracharya og Vedanta).

Dvalin
(Oldnordisk). Dvalin stammer fra ”dvala”, der betyder ”forsinkelse”. Dvalin er en dværg i den nordiske mytologi. Dvalin repræsenterer menneskets bedøvede eller fortryllede natur, der svarer til karakterens lavere aspekter, hvor mennesket ikke helt er et dyr, men det har heller ikke helt udviklet sig som et menneske. Dvalin repræsenterer den ufuldkomne, voksende og skiftende menneskelige personlighed. Sammen med den begavede intelligens Loke, skabte Dvalin passende gaver til guderne Odin, Thor og Freya. (Se også Dværg, Freya, Loke, Odin og Thor).

Dvapara-yuga
(Sanskrit). Dvapara-yuga eller Dwapara-yuga er den tredje af fire Yugaer (tidsaldre), som udgør en Maha-yuga (stor tidsalder). Yugaerne er beskrevet i hinduismens skrifter. Dvapara-yuga er bronze- eller kobberalderen – den tidsalder, der gik forud for den nuværende Kali-yuga. Dvapara-yuga kom efter Treta-yuga. Dvapara-yuga varede i 864.000 år, og iflg. Puranaerne er Dvapara-yuga det tidspunkt, hvor Krishna vendte tilbage til sin evige bolig Vaikuntha. I Mahabharata er der en beskrivelse af Dvapara-yuga: ”I Dvapara Yuga blev retfærdigheden reduceret til det halve. Vedaerne blev opsplittet i fire. Nogle mennesker studerede alle fire Vedaerne, andre tre, andre to, andre en, og nogle studerede slet ingen. Ceremonier blev fejret på alverdens måder. Under tilbageskridtet var kun få mennesket i stand til at udtrykke godhed og sandhed. Når mennesker opgiver godhed og sandhed, fremkalder skæbnen mange sygdomme, begær og ulykker, som angriber dem, og dermed bliver de alvorligt plaget og tvunget til at praktisere askese. Andre, som ønsker himmelsk lyksalighed, giver offergaver. På den måde degenererede menneskeheden pga. uretfærdighed”. (Se også Brahmas alder, Kali-yuga, Krita-yuga, Mahabharata, Maha-yuga, Narayana, Treta-yuga, Vishnu og Yuga).

Dvesha
(Sanskrit). Dvesha, Dwesa eller Dosa på pali stammer fra roden ”dvish”, der betyder ”at hade”. Dvesha er derfor et buddhistisk begreb, der betyder had, modvilje, fjendskab, vrede, aversion, aggression, frastødning osv. Dvesha kan defineres som frygt for at få det, man ikke ønsker, eller frygt for ikke at få det, man ønsker. Dvesha er en af de fem Klesha. Dvesha er også en af de tre principielle sindstilstande (hvoraf 63 er beskrevet). De tre er: Raga − stolthed eller begær. Dvesha – vrede eller had. Moha − uvidenhed om sandheden. De tre sindstilstande skal man konstant forsøge at undgå. (Se også Klesha, Moha og Raga).

Dvesha
(Sanskrit). Dvesha, Dwesa eller Dosa på pali stammer fra roden ”dvish”, der betyder ”at hade”. Dvesha er derfor et buddhistisk begreb, der betyder had, modvilje, fjendskab, vrede, aversion, aggression, frastødning osv. Dvesha kan defineres som frygt for at få det, man ikke ønsker, eller frygt for ikke at få det, man ønsker. Dvesha er en af de fem Klesha. Dvesha er også en af de tre principielle sindstilstande (hvoraf 63 er beskrevet). De tre er. Raga − stolthed eller begær. Dvesha – vrede eller had. Moha − uvidenhed om sandheden. De tre sindstilstande skal man konstant forsøge at undgå. (Se også Klesha, Moha og Raga).

Dvija
(Sanskrit). Dvija eller Dwija består af ”dvi”, der betyder ”to” og roden ”jan”, der betyder ”at blive født”. Dvija betyder derfor at blive født to gange eller ”den dobbeltfødte”. I nutidens Indien bruges Dvija om ethvert menneske fra de første tre af de fire kaster, når de har gennemgået en bestemt ceremoni. Mere specifikt bruges Dvija om en Brahman (Dvija-Brahmana), som angiveligt er genfødt efter ”indsættelse med den hellige tråd”, men i ældre tid blev begrebet kun brugt om indviede Braminer. I åndsvidenskaben bruges Dvija sædvanligvis om en indviet i ordets oprindelige betydning – dvs. om et menneske, der reelt er født to gange − den første gang fysisk og den anden gang åndeligt og intellektuelt via indvielse. Nutidens rent ceremonielle og rituelle højtideligholdelse, hvor man ”passerer gennem en sølvko eller en gylden ko”, er en rent fysisk, symbolsk ceremoni, og selv blandt nutidens Braminer er den sande og oprindelige betydning fuldstændig glemt. I arkaiske tider i det gamle Egypten og Hindustan er koen altid blevet betragtet som et symbol på Moder Natur, der giver næring (mælk) til alle ting, som altid er frugtsommelig, og som konstant føder alt levende fra sin frugtbare livmoder. Guld har altid været symbol på Solen, som er ophav til de humane, åndelige og intellektuelle evner, mens sølv altid har været symbol for Månen, som er ophav til menneskets lavere sind. På samme måde som mennesker udvikler sig ved hjælp af utallige genfødsler fra naturens livmoder, udvikler mennesker sig via indvielser, og dermed fødes det to gange og bliver en Dvija ved at blive genfødt fra enten Solen eller Månen, som begge er aspekter af Moder Natur. (Se også Bramin, Kshatriya, Nut og Varna).

Dvipa
(Sanskrit). Dvipa eller Dwipa er et område, en region, et land, en ø eller et kontinent. Hinduerne havde syv (Sapta-dwipa). Sapta er det numeriske tillægsord syv. Buddhisterne havde kun fire. Det skyldes en misforstået reference, der blev givet af Siddhartha Gautama Buddha, som brugte udtrykket metaforisk, for han forbandt ordet Dvipa med menneskehedens Rodracer. De fire Rodracer, der gik forud for den nuværende femte Rodrace, blev af Gautama Buddha sammenlignet med fire kontinenter, der var styret af fødslens og dødens hav − Samsara. I hinduistisk mytologi henvises der esoterisk til de syv planeter i Jordens planetariske kæde, og til de syv store kontinenter, der gradvist dukkede op som hjem for de syv rodracer. De syv Dvipaer hedder på sanskrit Jambu, Plaksha, Kusa, Krauncha, Saka, Salmala og Pushkara. (Se også Buddha, Gautama Buddha, Rodrace, Samsara og Siddhartha).

Dvæleren på Tærsklen
Se Tærskelens vogter.

Dværg
(Oldnordisk). Dværg stammer fra ”dvergr”, det angelsaksiske ”dveorg”, det tyske ”Zwerg” og det svenske ”dvarg”. Populært mener man, at dværge er ”små mennesker”, og i nordisk mytologi beskrives de som mindre end andre mennesker. Derfor kan dværge betragtes som symbol på mindre udviklede mennesker. Ordet kan også give association til ”midten”, som er en beskrivelse af de såkaldte dværg-kongerigers position i Universet. I Eddaerne ser man dværg-navne, der er inspireret af typiske dyreegenskaber, som f.eks. ”gevir” eller ”hurtig”. Der er også mere generelle navne som Sindre (planter) og Brokk (mineralriget). Da ”Jorden” blev skabt, herskede Sindre og Brokk, som var sønner af Ivalde, over den tidligere Jord, som nu er Månen. Planeten blev skabt som passende gaver til guderne Odin, Thor og Freyr i konkurrence med Loke og Dvalin (menneskets natur). Loke symboliserer intelligensen, og Dvalin repræsenterer menneskets sovende sjæl. Gaverne bestod i håndværkerne Sindre og Brokk samt Loke og Dvalin. Gaven til Odin var Draupner og Gungner. Draupner eller Draupnir er navnet på Odins imponerende guldring, som blev smedet af dværgene Brokk og Sindre i forbindelse med Lokes væddemål med dværgene. Gunger eller Gungnir betyder ”det rystende”, som var Odins spyd. Det var et af Odins vigtigste våben, som blev smedet af dværgene. Thor fik Mjølner (Thors hammer) og Sifs hår. Freyr fik Gullinbursti (gyldenbørste), som var en galt (hangris) med børster af guld, og Skidbladnir, som var Freyr skib. Selv om skibet var mindre end dødsskibet Naglfor, var det alligevel så stort, at det kunne rumme alle Aserne. Efter brug kunne Skidbladnir foldes sammen ligesom et tørklæde og puttes i lommen. På den måde blev både planteriget og dyreriget skabt til Odin (cyklisk aktivitet), Thor (energi og livskraft) og Freyr (Jordens guddom), som fik det gyldne vildsvin (Jorden), som han kunne ride på gennem rummet. Freyr, der betyder ”herre”, var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed. Odins spyd, som aldrig svigtede, var åndelig vilje. Thor fik Sifs genskabte gyldne hår (den åndelige og materielle høst), og Freyr fik skibet, som indeholdt alle livsfrøene, men som han kunne folde sammen som et tørklæde, når tidsalderen var overstået. (Se også Asathor, Aser, Draupner, Dvalin, Edda, Freyr, Gullinbursti, Gungner, Ivalde, Loke, Odin, Skidbladnir, Thor og Thors hammer).

Dwaita
(Sanskrit). Se Adwaita.

Dyaus
(Sanskrit). Dyaus består af ”dyu”, der betyder ”himlen”, som stammer fra ”div”, der betyder ”dag” eller ”lys” fra roden ”at skinne”. Iflg. Vedaerne er himlen opdelt i tre områder, som nedefra og op kaldes Avama, Madhyama og Uttama eller Tritiya. Himlen kaldte man ”Fader” (Dyaush-Pita), Jorden var ”Moderen” (Dyava-Prithivi), og daggryet var ”Datteren” (Usha). Udtrykket står for ”usynlig guddom”, eller det, der kun viser sig som lys eller metaforisk ”den lyse dag”. (Se også Veda).

Dynasti
I de gamle civilisationer fandtes der dynastier over stort set hele verden, og der har altid været to grundlæggende former for dynastiske regeringer − de guddommelige og de menneskelige. I Indien var der iflg. Puranaerne to dynastier − Suryavansa (solar-dynastiet) og Chandravansa eller Somavansa (lunar-dynastiet). Førstnævnte nedstammer angiveligt fra Solen via Ikshvaku, der iflg. mytologien var søn eller barnebarn af Solen – dvs. Vaivasvata Manu, som er stamfader til den nuværende menneskehed. Chandravansa nedstammer angiveligt fra Atri – dvs. Maharshi (den store Rishi), og hans søn var Soma eller Månen, og derfor har Månens givet navn til dynastiet. I Kaldæa og Egypten var der også to forskellige former for dynastier − det guddommelige og det menneskelige. Ved tidernes begyndelse blev befolkningen i begge lande regeret af gudedynastier, og det er dokumenteret af fund. I det gamle Egypten var der 30 faraoniske dynastier iflg. historikeren Manetho. Men de egyptiske præster fortalte Herodot, at der var tre guddommelige dynastier, som gik forud for de menneskelige faraoner. Først blev Egypten regeret af guderne, derefter af halvguderne og derefter af heltene. I Kaldæa regerede guderne i 120 Sari, dvs. 432.000 år. Kina havde også guddommelige dynastier, der gik forud for de menneskelige dynastier. Chow-herskerne hører derfor til ca. 1100 f.Kr., men Sheng gik forud, og endnu tidligere herskede Hea- (eller Hia-) dynastierne. Grækerne oplyste også om guddommelige dynastier, der blev efterfulgt af mennesker, og Platon fortæller om guddommelige og semi-guddommelige lærere, der først underviste menneskeheden i kunst, videnskab og landbrug. Den samme generelle tradition findes i oldtidens Amerika. Den gamle filosofi oplyste, at ledelse af et land altid skal følge det samme mønster som Universet, dvs. en hierarkisk natur. Det var på grund af dette faktum, at man tidligt lærte, hvad der senere blev kendt som ”kongens guddommelige ret”. Tidligt i menneskehedens historie lærte man om den tidligere eksistens af dynastierne, som herskede over de forskellige folkeslag på Jorden på grundlag af åndelig visdom og kundskab. Det skete først med halvguder som ledere, derefter med helte, og endelig overgik systemet til rent menneskelige dynastier, som man kender dem i nutiden, hvor dynastierne bestod af indviede konger. Den Hemmelige Lære oplyser, at de tidligste menneskeracer blev instrueret og vejledt af guddommelige og semi-guddommelige skabninger. Den 4. eller atlantiske Rodrace modtog oprindeligt sin viden om cyklusser, astronomi, kunst og videnskab fra guddommelige og semi-guddommelige dynastier. Før atlantiderne var befolkningen på Lemurien de første, der havde et dynasti af åndelige konger, som i virkeligheden var Dhyanier eller halvguder, der iførte sig kroppe, så de kunne undervise og vejlede menneskeheden. En gammelt egyptisk Zodiak viser tre Jomfruer eller Jomfruen i tre forskellige positioner. Zodiaken præsenterer dermed de første tre guddommelige dynastier, som underviste den 3. rodrace, og efter Atlantis’ undergang vendte de tilbage under 5. Rodraces 3. underrace, for at afsløre de skjulte mysterier for menneskeheden. (Se også Atlantis, Atri, Chandravansa, Dhyan-Chohan, Dhyani-Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Herodot, Ikshvaku, Lemurien, Maharshi, Mahayuga, Manu, Puranaer, Rishi, Rodrace, Soma, Somavansa, Suryavansa, Vaivasvata og Zodiak).

Dyookna
(Kabbalistisk). Dyookna er ”det evig lys’ skygge” eller ”tilstedeværelsens engle” eller ærkeengle. Det er det samme som Feruer i Vendidad og andre af Zarathustrismes værker. (Se også Feruer, Vendidad og Zarathustrisme).

Dyrisk sjæl
Udtrykket ”den dyriske sjæl” henviser til det aspekt af sjælen, der er inkarneret i personligheden og som stadig er identificeret med de lavere begær eller instinktive (dyriske) kræfter og til fortidens udvikling. De instinktive kræfter vil i udviklingens løb blive forædlet og komme ind under sjælens kontrol. (Se også Kama).

Dzyan
(Tibetansk). Dzyan er en fordrejning af sanskritordene Dhyan og Jnana, som kan oversættes med ”visdom” eller ”guddommelig indsigt”. De stanzaer, som Den Hemmelige Lære er skrevet efter, er fra Dzyans bog – et ældgammelt, esoterisk håndskrift.

Dzyan
(Tibetansk). Dzyan, Dzyn eller Dzen ligner det tibetanske ord Dzin, der betyder ”læring” og ”viden”. H.P. Blavatsky siger, at Dzyan er en fordrejning af sanskritordene Dhyan og Jnana, som kan oversættes med ”visdom” eller ”guddommelig indsigt”, men der findes også et tilsvarende kinesisk ord − ”dan” eller ”janna” − som i nutidig kinesisk og tibetansk fonetik, ”ch’an”, er en generel betegnelse for esoteriske skoler og deres litteratur. Janna defineres i gamle bøger på den måde: ”at reformere sig selv via meditation og viden”, dvs. ”den anden fødsel”, som er en indre fødsel og indvielse. Udtrykket Dzyan er forbundet direkte med det gamle mysteriesprog, der kaldes Senzar, og desuden med den tibetanske og kinesiske esoteriske buddhisme, der undervises i − primært i Mahayana-skolerne − og for det tredje med sanskritordet Dhyana (dyb meditation, visdom, guddommelig viden og kontemplation), som Dzyan sandsynligvis oprindelig stammer fra, før det blev fordrejet. De stanzaer, som Den Hemmelige Lære er skrevet efter, stammer fra Dzyans bog – et ældgammelt, esoterisk håndskrift. H.P. Blavatsky siger om det gamle håndskrift Dzyan: ”Det er et arkaisk manuskript − en samling palmeblade, der ikke kan ødelægges af vand, ild eller luft, pga. en særlig og ukendt proces”. Den meget gamle bog er det originale værk, hvorfra mange bind af Kiu-ti er samlet. Det samme gælder Siphrah Dzeniouta og selv Sepher Jezirah, som de hebraiske kabbalister tilskriver deres patriark Abraham. Bogen Shu-King (Kinas primitive bibel), de hellige bind fra den egyptiske Tehuti (Thoth-Hermes), Indiens Puranaer og den kaldæiske Mosebog og selv Mosebøgerne, er alle afledt af det lille oprindelige håndskrift. Traditionen siger, at det blev kanaliseret i Senzar − det hemmelige præstesprog − fra ord fra guddommelige skabninger, der dikterede det til ”lysets sønner” i begyndelsen af 5. Rodrace (den nuværende), for der var en periode, hvor Senzar var kendt af indviede i enhver nation. Toltekerne forstod det lige så let som indbyggerne i det tabte Atlantis. De arvede det fra vismændene i 3. Rodrace, Manushi-Buddhaerne, der lærte det direkte af Devaerne i 2. og 1. Rodrace. Efter beskrivelsen af den kosmiske evolution, forklarer den gamle bog oprindelsen til alt på Jorden, herunder det fysiske menneskes oprindelse og udvikling, baseret på den sande beretning om Rodracerne fra 1. til 5. (den nuværende). (Se også Deva, Dhyana, Mahayana, Manushi-Buddhaer, Rodrace og Senzar).

Dzyans Stanzer
Dzyans Stanzer eller strofer er arkaiske vers, der handler om filosofi og kosmogoni, som stammer fra Dzyans Bog. Dzyans Bog er kilden til Den Hemmelige Lære. Begge præsenterer den esoteriske lære med hensyn til ”Universets skabelse” og ”Menneskets oprindelse”. Det er menneskehedens antikke arv, der er bevaret af Det Store Hvide Broderskab − Mahatmaerne. Hver race og nation har trukket på Dzyans Stanzer via indviede eller inspirerede lærere. Kun dele af Dzyans oprindelige vers er gengivet i Den Hemmelige Lære, og H.P. Blavatskys værk er første gang, teksterne er udgivet på nutidigt europæisk sprog. Hun har forsøgt at fortolke teksterne snarere end at præsentere en bogstavelig gengivelse af ordene: ”Det må derfor overlades til læserens intuition og højere evner så vidt muligt at forstå betydningen af de allegoriske formuleringer, der er brugt. Man skal huske, at alle Stanzer primært henvender sig til de indre evner og ikke til den fysiske hjernes almindelige forståelse”. Det gælder navnlig når en Stanze refererer til kosmiske hændelser og begivenheder i menneskelivet, som nutidens menneskehed stort set har glemt, bortset fra spredte fragmenter fra arkaiske skrifter, der er dukket frem af forhistoriens mørke. Kun dyb meditation og fordybelse over de mystiske symboler, der bruges, vil vække evnen at forstå dem. De arkaiske Stanzer er i høj grad skrevet i symbolsk sprog, og hensigten er at give en syvfoldige betydning, og derfor er der syv nøgler til fortolkning af hvert symbol og allegori. Hvis en fortolkning f.eks. ikke passer fra en psykologisk eller astronomisk synsvinkel, vil den korrekte betydning måske være fysisk eller metafysisk. (Se også Dzyan, Hvide Broderskab, Kosmogoni og Mahatma).

Dæmon
(Græsk). Dæmon stammer fra det græske ”daimonos”. Dæmon betød oprindeligt både gode og onde åndevæsener. I de oprindelige hermetiske værker og gamle klassikere var betydningen identisk med ”gud”, ”engel” eller ”geni”. Sokrates brugte udtrykket om den uforgængelige del af mennesket − det sande indre menneske som kaldes Nous – dvs. det højere ”Jeg” eller sjælen, og det antyder paralleller til den kristne idé om skytsengle. Nu er dæmon næsten udelukkende en betegnelse for onde ånder, men de store vismænd betragtede ikke en dæmon som identisk med de kristnes Helvede, eller den forestilling man møder i den kristne ortodokse teologi. Navnet blev givet i fortiden − især af filosofferne i den Alexandrinske skole − om alle former for ånder, uanset om de var gode eller onde, menneskelige eller ikke-menneskelige, men nogle filosoffer forsøgte med god grund at skabe en kategorisering af de forskellige grupper. Derfor blev der senere henvist til skabninger, der befandt sig mellem guder og mennesker, som varetog gudernes rettigheder og funktioner. Platon delte dæmonerne i tre grupper. De to første var usynlige, for deres legemer bestod af ren æter og ild, mens dæmoner fra tredje gruppe var iført dampagtige legemer. Derfor var de som regel usynlige, men nogle gange kunne de gøre sig synlige i få sekunder. Det giver associationer til menneskets astrallegeme. Hesiod kaldte dem guldalderens ånder, og han fortalte, at de vågede over menneskeheden. Ligesom så mange andre kosmiske kræfter og deres symboler blev ånderne udstødt i jødedommen og kristendommen, som definerede dem som ondskabsfulde kræfter, som er fjendtlige over for menneskeheden, og som man skulle frygte og ikke respektere. Derfor blev de afvist som lydige hjælpere og nedgraderet til at være ringere end mennesket. Hele idéen om Djævelen eller Modstanderen blev udtrykt med ordet dæmon. De såkaldt ”faldne engle” repræsenterede et oprør mod Gud, selv om de bare udførte deres naturlige pligt i evolutionen ved at skabe de lavere verdener. Reelt er det mennesket, der er en personificering af ondskab pga. af dets onde tanker og begær, som skaber former på de laveste astrale underplaner, hvor de hjemsøger Kama-Loka. Selv de gamle grækere og romere trak en skarp linje mellem dæmoner med æterisk form, virkelig åndelige skabninger og de lavere dæmoner, som var beboere i de lavere astrale og fysiske riger, og som man frygtede i de gamle kulturer. Derfor var de langt mere oplyste end nutidens kristne nogensinde har været. Iflg. Kabbalaen opholder dæmonerne sig i Assiah’s verden, som er stoffets og de døde ”skallers” verden. De kaldes Qelippoth. Der er syv Helveder, og deres dæmoniske beboere repræsenterer de personificerede moralske laster. Deres prins er Samael, og hans kvindelige ledsager er Isheth Zenunim − den prostituerede kvinde. Som forenet aspekt kaldes de Chiva − ”Bæstet”. (Se også Agathodæmon, Alexandria-skolen, Djævelen, Helvede, Kakodæmon, Kama-Loka, Samael og Qelippoth).

Dæmonologi
(Græsk). Dæmonologi består af ”dæmon”, der stammer fra det græske ”daimon” samt ”logi”. ”Logi” stammer fra ”logia”, der betyder ”lære” eller ”samling”. ”Logi” er afledt af ”logos”, der betyder ”ord”, ”tanke”, ”fornuft” m.m. Dæmonologi er læren om dæmoner, men ordet bliver som regel brugt som synonym for at have decideret omgang med dæmoniske skabninger, hvor et menneske kommunikerer med en dæmon eller i værste fald indgår en pagt med den. Det giver dæmonologen store kræfter, men samtidig binder vedkommende sig til dæmonherren. Dæmonologi er det teoretiske studie eller læren om dæmoner, deres væsen og effekter. Den praktiske lære, dyrkelsen eller påkaldelse af dæmoner, kaldes dæmonolatri. Dæmonologi er et fagområde inden for teologi, selv om der er delte meninger om emnet skal betragtes som et teologisk emne. Malleus Maleficarum (1487) og Practica rerum criminalium (1635) af tyskeren Benedict Carpzov fremhæves ofte som et eksempel på litteratur, der udlægger den katolske kirkes dæmonologi. Andre kilder er The Sacred Magic of Abramelin the Mage, The Lesser Key of Solomon (Ars Goetia), Grimoirum Verum med flere middelalderlige og eftermiddelalderlige værker, som behandler dæmoners natur. Majoriteten af de eksisterende dæmonologiske kilder er kristne, eller de stammer fra en kristen eller jødisk teologi, men begrebet dæmon og tilsvarende væsener findes i flere andre religioner. (Se også Agathodæmon, Djævelen, Dæmon, Helvede, Kakodæmon, Samael og Qelippoth).

Dænam
(Pahlavi). Dænam betyder ”viden”. Dænam er iflg. Avesta forståelsens princip i mennesket dvs. den konkrete tænkning eller Manas. (Se også Avesta og Manas).

Død
Døden er ikke en ting i sig selv, men en fase eller midlertidig begivenhed i livets endeløse drama. Det modsatte af døden er reelt fødslen og ikke livet. Med andre ord må det modsatte af manifesteret liv være umanifesteret liv – dvs. Pralaya. Manvantara og Pralaya er faser i den kosmiske strøms uendelige bevægelse, som er det umiddelbare resultat af den åndelige essens’ åndedræt i hjertet af al manifestation. Det er den samme evige bevægelse, som er årsag til al objektiv eksistens, og det er derfor også den samme åndelige essens, som fra et subjektivt plan er årsag til døden. Når levetiden for manifestationen slutter, medfører den modsatte rytmiske bevægelse døden for den enhed, som er i objektive eksistens, og enheden føres tilbage for at blive genfødt i sit subjektive liv. Det er en lov, der gælder universelt for solsystemer, planeter, mennesker, atomer osv. Reinkarnerende enheder fødes og dør på hver af de successive eksistensplaner, for alt er skabt fra indre åndelige planer for at blive manifesteret på lavere planer, og den samme rytmiske men modsatrettede bevægelse medfører død på lavere planer og tilbagevenden til højere. Døden indtræffer derfor ikke pga. mangel på liv, men fordi den rytmiske bevægelse af den vitale essens udsætter legemerne for slid. Senilitet i alderdommen betyder, at bestemte elementer allerede er på vej i den modsatte retning. Ved det sidste fysiske hjerteslag bliver mennesket født på astralplanet, og ved overgangen får den døende et vitalt kendskab til et detaljeret panorama, som skal bearbejdes i den indre verden. Ved den fysiske død befries atomerne i kroppen fra den åndelige sammenhængskraft. De adskilles, og hver især finder de et passende indsatsområde i naturens riger. Mesteren, som lever i den fysiske verden, har besejret døden via selvudvikling, og derfor er det muligt at bruge den udviklede åndelige vilje til at bevæge sig ind i og bevidst fungere på de indre eksistensplaner. Paulus’ mystiske udtalelse: ”Jeg dør dagligt”, er sandt for den indviede, som konstant forandrer en del grad af sin selviske personlighed for at vitalisere sin højere natur. Der er en tæt sammenhæng mellem dødsfald, søvn og indvielse, for søvn er en ufuldstændig død, og indvielse medfører en bevidst oplevelse af stadierne i efterlivet. (Se også Devachan, Kama-Loka, Manvantara, Mester, Pralaya og Reinkarnation).

Dødebog
(Egyptisk). Den egyptiske Dødebog er en betegnelse, der stammer fra nutiden. På oldegyptisk hedder bogen ”Pert em hru”, og rigtigt oversat betyder det ”Bogen om at træde ind i lyset”. Dødebogen er et ældgammelt, ritualistisk egyptisk værk, der tilskrives visdomsguden Tehuti (Thoth-Hermes). Dødebogen er en manual, som detaljeret beskriver processerne i livet efter livet. Bogen stammer fra begyndelsen af Ny Rige, og den blev skrevet på papyrus eller læder, og den blev navnlig anbragt i rige egypteres grave. Den blev lagt i et skrin, dekoreret med en statuette af Osiris-Sokar, indhyllet i mumiebandage eller i et mumieskrin, og der er fundet manuskripter i hundredvis. De er både skrevet i hieroglyffer, hierartisk og demotisk. Der er ikke tale om en egyptisk bibel, selv om nogen tror det, men bogen indeholder instruktioner, mantraer og formler, som kan hjælpe den afdøde gennem processerne i efterlivet. Dødebogen er på ingen måde den eneste af de gamle egypteres tekster, som har stor betydning, selv om bogen indeholder en beskrivelse af stadierne i efterlivet, som de blev forklaret af præsterne, og Dødebogen er langt ældre end to andre bevarede værker, der er kendt som Portenes Bog og Bogen om hvad der er i Duat. Arbejdet viser i symbolsk form stadierne i efterlivet. Sjælen beskrives som en pilgrim, der rejser gennem forskellige haller, og ved portene til hver hal er pilgrimmen forpligtet til at give et korrekt svar – dvs. en redegørelse for det liv, der blev levet i den fysiske verden. Pilgrimmen nåede til sidst til domssalen, men inden var den afdøde blev prøvet af forskellige guder og gudinder. Foran Osiris blev den afdødes hjerte (bevidsthed) lagt på en vægt, hvor hjertet helst skulle være i en balance med sandhedens fjer i den anden vægtskål. Hvis testen blev bestået på tilfredsstillende måde, fik den afdøde lov af Osiris til at træde ind i gudens domæne (Amenti) og leve som en gud. I åndsvidenskabelig forstand er Dødebogen en symbolsk gengivelse af den afdødes passage gennem forskellige prøver i Kama-Loka (Astralplanet) før overgangen til Devachan (Mentalplanet) − og indvielsens retssager (prøver) var blot symbolske kopier af de lavere graders prøver. (Se også Aanroo, Amenti, Astralplanet, Devachan, Duat, Kama-Loka, Osiris og Tehuti).

Dødetempel
(Egyptisk). Dødetempler kaldes også gravtempler. Et dødetempel er et tempel, som oprindeligt lå tæt på kongegraven, og hvor der blev afholdt daglige ceremonier for den afdøde konge. Faraoen var gudernes repræsentant, Egyptens sjæl og idealkarakter for sit folk. Efter faraoens død kunne folket fortsat søge inspiration fra den afdøde farao på de indre planer. Faraoen var søn af Ra – dvs. en gudesøn. Princippet er reelt overført til kristendommen, hvor Jesus på samme måde betragtes som gudesøn og idealkarakter. I nutiden søger de kristne inspiration fra den ophøjede gudesøn i nutidens ”gravtempel”, som kaldes en kirke. I Ny Rige var gravtemplet en del af et gudetempel, der var dedikeret til Amon. Templet lå på Nilens vestbred (de dødes land), men var adskilt fra selve graven, der lå i Kongernes dal. (Se også Amon, Farao, Gravtempel og Ra).

Dødsdværgen
(Oldnordisk). Dødsdværgen i den nordiske Edda var Ivalde (som både er dværg og gigant), og som skjulte livet i det store havs dybder for at lade det stige op til verden på de rigtige tidspunkter. Livet er Idun, den smukke jomfru, som er ”dværgens” datter. Hun er Nordens Eva, for hun serverer æbler, der giver evig ungdom til guderne i Asgård. Men hun bliver ikke udstødt som Eva i Bibelen for at gøre det, for hvert år giver hun fornyet ungdom til guderne, Jorden og menneskeheden efter sin korte og søde søvn i dværgens arme. Idun stiger op fra havet, når Brage − livets drømmer − uden fejl og skavanker i søvne krydser havets stille ødemark. Brage er livets åndelige intuition, og Idun er den levende natur – Prakriti. (Se også Asgård, Brage, Dværg, Edda, Idun, Ivalde, Prakriti og Træ).

Dødstille
Se Savasana.


a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Fra-uvirkeligt-til-virkeligt
J. J. van der Leeuw: FRA UVIRKELIGT TIL VIRKELIGT


Artikel-Den-mystiske-akkord-Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN MYSTISKE AKKORD


Artikel-Besættelse-årsag-&-virkning
Kenneth Sørensen: BESÆTTELSE


Artikel-Devaernes-bevidsthed
Geoffrey Hodson: DEVAERNES BEVIDSTHED


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Den-ene-menneskehed
James Kinnier Wilson: HVORDAN VIRKELIGGØR MAN MENNESKEHEDENS ENHED?


Artikel-Opblomstring-af-clairvoyance
Kenneth Sørensen: OPBLOMSTRING AF CLAIRVOYANCE OG PSYKISKE EVNER


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater
C.W. Leadbeater: CLAIRVOYANCE


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
Bliv ven med os på Facebook