Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og har derfor befriet sig selv fra genfødsel.
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

VisdomsNettets ordbog

VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog


Åndsvidenskaben anvender en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på mange af åndsvidenskabens begreber og udtryk. Forståelse af visse af ordbogens forklaringer vil forudsætte et grundlæggende kendskab til åndsvidenskabens begreber.

Det opslåede ord
Dradh Nishthaa

Betydning
(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og har derfor befriet sig selv fra genfødsel.
D.K.
Se Djwhal Khul.

Daath
(Hebraisk). Daath betyder ”viden”. Daath er en Sephira – eller rettere en ikke-sephira – der kaldes ”afgrunden”. Den ligger på kabbalaens midtersøjle i ”Livets Træ” mellem Kether og Tiphereth (sønnen). Daath repræsenterer ofringen af sønnen. Uden dette offer er de 11 sephirot ikke fuldkomne. Daath er måske det mest kontroversielle aspekt i kabbalaen, for det er både komplekst og uklart. Det er en lavere afspejling af Kether, der repræsenterer den viden om Kether, der er opnåeligt under ”Afgrunden”. I bibelsk forstand er det desuden viden om Chokmah og Binah – de grundlæggende maskuline og feminine centre i Livets Træ.

Daia
Se Daya.

Daitya
(Sanskrit). I hinduistisk mytologi er Daitya en klan eller race, som tilhørte Asuraerne. Daitya var børn af Diti og vismanden Kashyapa. Det var en race af giganter, som kæmpede mod devaerne, fordi de var jaloux på deres deva-halvbrødre. De kvindelige Daityaer beskrives som iført smykker på størrelse med kampesten. (Se også Asura).

Daiviprakriti
(Sanskrit). Daiviprakriti stammer fra ”daivi”, der betyder ”guddommelig” og fra roden ”div”, der betyder ”at skinne” samt ”prakriti”, der er den oprindelige substans, det guddommelige stof eller urlyset – Logos’ lys. Når lyset differentieres, bliver det til Fohat. Daiviprakriti er derfor det første slør, subtile stofhylster eller æteriske legeme, der omgiver Logos, og når Daiviprakriti har opnået en vis manifestation, kan man kalde det Fohat. (Se også Fohat).

Dakshina Nauli
(Sanskrit). Dakshina Nauli (højre side) påvirker udelukkende højre sides muskler uden at påvirke venstre sides muskler. Vama Nauli (venstre side) påvirker kun venstre sides muskler, mens højre sides muskler er afslappede. Madhyama Nauli påvirker midten af underlivet uafhængig af musklerne i venstre og højre side af underlivet, og alle muskler er koncentreret i centrum af maveområdet i en lodret linje. Når man har fået fuld kontrol over de tre typer af Nauli, ved man, hvordan man spænder musklerne i midten, i venstre side og i højre side af maven, og man vil også vide, hvordan man bevæger dem fra side til side. Det kaldes Nauli Calana, som er en god øvelse til at styrke indvoldene i bughulen. Både de autonome nervecentre og de endokrine kirtler i maven aktiveres. (Se også Jalandhara Bandha, Madhyama Nauli, Nauli, Jalandhara Bandha og Vama Nauli).

Daktylomanti
(Græsk). Daktylomanti stammer fra ”daktyl(o)” og betyder ”finger”. Daktylomanti er spådom ved hjælp af fingerringe, som blev magnetiseret, og derfor besad visse kræfter. Apollonius af Tyana havde angiveligt syv ringe, der var indviet til de syv planeter, og de blev anvendt ceremonielt på planeternes ugedage. Daktyloskopi er desuden betegnelsen for kriminalteknikkens brug af fingeraftryk.

Dama
(Sanskrit). Dama er kontrol over handlinger.

Damo
(Pali). Damo betyder ”tilbageholde”. Her har aspiranten tilegnet sig en vis grad af renhed i handlinger og ord. (Se også Upacharo).

Dana
(Sanskrit). Dana betyder ”velgørenhed” eller ”ydelse”.

Danda
(Sanskrit). Danda betyder ”pind”, ”stang” eller ”stok”. Udtrykket kan også henvise til et scepter som symbol på magt og suverænitet, og dermed "magt over" i relation til myndigheder og straf (afstraffelse, fængsling, osv.)

Danda Dhauti
(Sanskrit). Danda Dhauti er en af de renselsesteknikker (Shatkarmas), hvor man i yoga-traditionen bruger en pind til at rense spiserøret. Man fører en blød pind ned i spiserøret. Pinden er sædvanligvis stammen fra en banan eller stilken fra en lotus. I nutiden praktiseres teknikken ofte med et kateter. Øvelsen skal altid udføres med tom mave. Man sidder i Utkatasana og drikker et glas vand for at gøre spiserøret vådt. Så tager man en grundig rengjort bananstilk eller lotusstilk. Hovedet bøjes bagover og langsomt føres stiklen ned i halsen – i begyndelsen kun en cm. Den næste dag kan man føre den to cm, derefter fire cm osv., indtil man på et tidspunkt når helt ned i maven. Derefter føres stilken langsomt ud igen. På Tv kan man se mennesker synke sværd, og det er reelt en Danta Dhauti øvelse. Ved hjælp af røntgen kan man se sværdet imellem lungerne. (Se også Antar Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna-Dhauti, Shankhaprakshalana, Utkatasana, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dans
(Egyptologi). På de egyptiske monumenter kan man se komplette koreografier med komplekse rytmer – lige fra rituelle danse, der udføres af dværge ved solopgang, og ekstatiske krigsdanse til yndefulde dansepiger, der laver piruetter, som underholdning for gæsterne ved en banket. Danse var meningsfulde elementer i de rituelle danse, før de blev til verdslig underholdning. Hellige danse blev udført ved mange lejligheder – eksempelvis ved Heb-Sed ceremonien, ved rejsningen af Djed-søjlen, ved Opet-ceremonien ved nytår, ved barkprocessioner, ved begravelser (hvor deltagere i Muu-dansen bar en mærkelig krone, der var fremstillet af siv), ved kultceremonier for musikkens og dansens gudinde Hathor osv. Faraoen deltog direkte i dansene. En tekst i Dendara-templet oplyser: ”Farao kommer for at danse – han kommer for at synge – se hvordan han danser – du hustru til Horus – se hvordan han springer”. Nogle guder deltog i de rituelle danse – f.eks. Bes, som holdt dæmoner på afstand med sine grimasser og med rytmen fra sin tamburin – og Ihi, der var søn af Hathor, som slog rytmen med hendes sistrum. I Mellemste Rige ser man et eksempel på, at mytologiske begivenheder omsættes til en ballet, hvor fem unge dansepiger optræder med en akrobatisk dans med titlen: ”De fire vindes sang”. Inskriptionerne i mastabaerne fortæller desuden om professionelle dansere, der blev hyret til forskellige lejligheder.

Dansestillingen
Se Natarajasana.

Danta Dhauti
(Sanskrit). Danta Dhauti er et yoga-udtryk for en tandrensningsteknik. Danta Dhauti er en Shatkriya eller Shatkarma, der udgør de seks rengøringsteknikker i Kriya-yoga. Danta Dhauti er den ældst kendte metode til tandbørstning. Dengang var tandbørsten ikke opfundet, og yogier brugte derfor en frisk kvist fra Neem-træet – også kendt som Azadirachta Indica eller Indian Lilac. Neem smager bittert, men anbefales til den aktuelle yoga-praksis, fordi træet er antibakterielt. Ved Danta Dhauti tager man en kvist på størrelsen med en tandbørste fra træet og begynder at tygge den. Kvisten skal være frisk, blød og saftig. Herefter kan man begynde at rense sine tænder som med en tandbørste. (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dao
Se Tao.

Daphnomanti
Daphnomanti er betegnelsen for spådomskunst udført ved hjælp af laurbærgrene, som afbrændes.

Darshana
(Sanskrit). Darshana stammer fra ”drishyate anena” som betyder ”det, man kan se igennem.” Darshana er den højeste tilstand af visdom, for Darshana repræsenterer en yoga-teknik, som gør det muligt at se virkeligheden, som den er. Det kan sammenlignes med at se sig selv i spejlet, og ved hjælp af Darshana-teknikker at kunne se ”bag” spejlbilledet og iagttage sin sjæl. Darshana er ikke det samme som filosofi. Filosofi betyder ”kærlighed til viden”, og Darshana er ikke kun kærlighed til viden. Det repræsenterer en afgørende forskel mellem Østens og Vestens filosofi, for det ultimative mål for Østens Darshana er at se virkeligheden bag formen. Darshana-yoga er en videnskab, der er baseret på Samkhya-filosofi, som er grundlaget for alle videnskaber. (Se også Samkhya).

Davidsstjernen
Davidsstjernen består af en opadvendt trekant kombineret med en nedadvendt trekant, som tilsammen danner en sekstakket stjerne. De fleste kender den som ”Davidsstjernen” eller ”jødestjernen”. Den kaldes også ”Kong Salomons segl”, og derfor tror mange, at symbolet tilhører jødedommen. Det er imidlertid ikke skabt af jøderne, og David eller Salomon har aldrig set dette symbol. Det er langt ældre og symboliserede den treenige Gud, der er reflekteret ned i sin egen skabelse. Tallet seks er sjælens tal, for sjælsprincippet lægges til menneskets fem sanser. Den sekstakkede stjerne symboliserer fuldkommengørelsen. Den opadvendte og den nedadvendte trekant er forenet. Ånd og stof er forenet. Den alkymistiske proces er fuldført, for det tilsyneladende umulige er gjort muligt: Elementerne (og symbolerne) for ild og vand er forenet. Formålet med livets bevægelse ned i stoffet og dets tilbagevenden til det åndelige udgangspunkt er at skabe syntese mellem ånd og stof. Stoffet skal åndeliggøres, og ånden skal stofliggøres. Hensigt symboliseres med kombinationen af den opadvendte og den nedadvendte trekant, der forenes i den sekstakkede stjerne.

Daya
(Sanskrit). Daya eller Daia (på punjabi) stammer fra ”day”, som betyder ”at sympatisere med” eller ”at have medlidenhed med”. Daya står derfor for medfølelse og sympati. Ordet betyder reelt ”lidelse pga. alle andres lidelser”, og det giver en dybere og mere positiv mening end ordet ”sympati”. Daya vil sige, at man erkendelsesmæssigt bemærker andres lidelser, og påvirkes og berøres af det. Man responderer derfor med kærlighed og hengivenhed. Daya vil sige, at man har evnen at handle barmhjertigt, medfølende, venligt og tilgivende. Et menneske, der er gennemstrømmet af Daya, ”vil hellere vælger at dø selv, i stedet for at snarere end at lade et medmenneske dø.” Daya eller medfølelse er en grundlæggende undervisning i Sikh-religionen. De øvrige fire kvaliteter er: Sandhed (Sat), tilfredshed (Santokh), ydmyghed (Nimrata) og kærlighed (Pyaar). De fem kvaliteter er afgørende for en sikh, og det er en pligt at meditere på dem og recitere Gurbani, sådan at dyderne indarbejdes i sindet. (Se også Yama).

Dedikation
(Latin). Dedikation stammer fra ”dedicatio” og ”dedicare”, der betyder at ”kundgøre”. Senere blev ordet brugt i betydningen at ”tilegne” og at ”indvie”. Det henviste til en kirkelig handling, hvor en kirke blev tilegnet eller indviet til Gud. I nutiden betyder dedikation og at dedikerer sig, at man stille sig til rådighed for en sag, og derved giver sig selv som sjæl og personlighed til et tjenestearbejde til gavn for sine medmennesker og ud fra erkendelsen af, at ethvert menneske er en del af helheden.

Dedikere
Se Dedikation.

Deir el-Bahari
(Egyptologi). På Nilens vestbred over for Karnak-templet (på østbredden) rejser klipperne sig og danner en adskillelse mellem den frodige Nildal og den golde ørken. Bag klippevæggen befinder den thebanske nekropol sig. Og foran med front mod Nilen ligger Deir el-Bahari. I 18. dynasti lod dronning Hatshepsut sit berømte gravtempel opføre ved foden af klipperne og delvis udhugget i selve klippevæggen. Planen blev udtænkt og realiseret af arkitekten Senmut. Templets terrasser er forbundet med lange ramper, som danner templets akse. I terrassernes kolonnader viser reliefferne scener fra Hatshepsuts guddommelige undfangelse og fødsel, hendes lange ekspedition til landet Punt samt bedriften med udhugningen, transporten og opstillingen af de to gigantiske obelisker i Karnak-templet på Nilens modsatte bred.

Deir el-Medina
(Egyptologi). Deir el-Medina ligger i en smal dal mellem gravtemplerne på Thebens vestlige slette og bjergene, der skjuler Kongernes dal. Her boede håndværkerne, som udhuggede og dekorerede faraonernes og adelens grave. De boede i små rækkehuse, og i nærheden af deres håndværkerby indrettede arbejderne små grave med smukt dekorerede vægge og med små pyramider på toppen af sanktuarierne. Gravene var ikke tiltænkt hverken prinser eller adelige men dem selv. ”Hvis det skal gøres godt, må man gøre det selv,” var et tema blandt håndværkerne. Flere håndværkere brugte derfor hele livet på at indrette deres egne grave. De er utroligt velbevarede og med farvestrålende scener fra deres liv.

Deisme
(Latin). Deisme stammer fra ”deus”, der betyder Gud. Deisme er betegnelse for troen på, at Gud findes, men at Gud ikke griber aktivt ind i verdens gang. Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, der kan køre af sig selv, og derfor er der ikke behov for, at Gud aktivt griber ind i verden. Deisme er et gudsbegreb inden for monoteismen, men det er i modstrid med f.eks. kristendommens, jødedommens og islams gudsbegreber. Deisme er i overensstemmelse med de tre religioner på vigtige punkter, for iflg. Deismen har Gud skabt verden, og Gud står udenfor verden. Men fordi verden fungerer som et perfekt urværk, der kører af sig selv, adskiller Deismen sig alligevel på afgørende punkter. Desuden mener man, at teologien udelukkende skal baseres på fornuften uden henvisning til åbenbaringer eller autoriteter, for de er i sagens natur umulige ifølge Deismen. Opfattelsen opstod i 1600-tallet og var især udbredt hos oplysningsfilosofferne. (Se også Deist).

Deist
(Latin). En Deist er et menneske, der tror på en personlig guddom, men afviser, at Gud griber ind i begivenhederne i verden, og at Gud har åbenbaret sig direkte for menneskeheden. Deisten er religiøs og tilstræber et etisk og moralsk liv. (Se også Deisme).

Déja entendu
(Fransk). Déja entendu betyder ”allerede hørt”, og det hentyder til en fornemmelse af, at ”man har hørt det før” – dvs. clairaudience med baglæns tidsforskydning.

Déja vu
(Fransk). Déja-vu betyder ”allerede set” og udtales ”desja’vy”. Det er betegnelse for det fænomen, at man mener at have oplevet den nuværende situation før (eksempelvis et bestemt sted), selvom man beviseligt ikke har det. Begrebet blev første gang brugt af franskmanden Emile Boirac (1851–1917) i bogen L’Avenir des sciences psychiques. Åndsvidenskaben mener, at der kan være tale om reel genkendelse af oplevelser fra et tidligere liv. Naturvidenskabens forskere påstår, at der blot er tale om en slags tidsforskydning, sådan at begivenheden registreres af underbevidstheden, før den opfattes bevidst og derfor opleves som en genkendelse.

Dekanat
(Latin). Dekanat stammer fra ”decanatus”, der betyder ”ti”. Tidligere var det et område på ca. ti sogne og dermed var et Dekanat især en kirkelig administrativ enhed. I astrologien er det et af de tre stadier, som hvert af de astrologiske tegn er opdelt i. (Se også Dekaner).

Dekaner
(Egyptologi). For at kunne måle tiden (længden på en time varierede efter årstiden i det gamle Egypten) havde egypterne et målesystem baseret på Solen. Men om natten støttede man sig til dekaner. Dekanerne var stjernekonstellationer, som var kortlagt, og når de viste sig over horisonten, kunne man se, hvad ”klokken” var. På bestemte ”klokkeslæt” ville en given konstellation vise sig på himlen. I en periode på ca. 10 dage var den samme dekan synlig i horisonten. Der var derfor 36 dekaner på hver 10 dage, som var fordelt over det egyptiske år. Senere indgik dekanerne i zodiaken og derefter i den græske astrologi. (Se også Dekanat).

Delpersonlighed
Delpersonlighed er et begreb, der indgår i Roberto Assagiolis psykosyntese ud fra den iagttagelse, at mennesket indeholder en lang række psykologiske kræfter, som ofte er i modstrid med hinanden. De indre kræfter, følelser og tanker er organiseret som delpersonligheder – dvs. selvstændige psykologiske strukturer, der både bevidst og ubevidst har indflydelse på et menneske. Delpersonlighederne kan antage mange skikkelser som f.eks. kritikeren, ofret, den overansvarlige, det sårede barn, filosoffen, præsten osv. Det er et af psykosyntesens primære mål at få delpersonlighederne identificeret og integreret under bevidst styring af sjælen. Når det lykkes, er der skabt psykosyntese.

Demiurgos
(Græsk). Det græske ord Demiurgos betyder ”håndværker”, men efterhånden kom det til at betyde ”iscenesætter” og til sidst ”Skaberen”. Den filosofiske anvendelse af ordet stammer fra Platons dialog Timaios , der er skrevet ca. 360 f.Kr., hvor Demiurgen præsenteres som skaberen af Universet. I åndsvidenskaben er Demiurgos en ”bygmester”. Betegnelsen brugte man nogle gange om Universets øverste Bygmester eller Verdensarkitekten, som er Logos – navnlig 3. Logos. Men det er reelt den samlede sum af alle de opbyggende hierarkier – Dhyan-Chohanerne osv. Der er forskellige definitioner i de platoniske filosofiske traditioner. I de forskellige grene af den neoplatoniske skole (3. årh. og fremefter), er Demiurgen skaberen af virkeligheden, og det kan opfattes som en manifestation af idéer, men i de fleste neoplatoniske systemer er Demiurgen ikke i sig selv Den Ene. I den dualistiske ideologi i de forskellige gnostiske systemer er det materielle univers ondt, mens den åndelige verden er god. Konklusionen er derfor, at Demiurgen er ondsindet pga. sin tilknytning til den materielle verden. (Se også Dhyan-Chohan).

Demotisk
(Egyptologi). Relativt få mennesker kunne læse og skrive i det gamle Egypten. I hieroglyfskrivningens dage var det stort set kun præsterne og skriverne, der beherskede det komplicerede skriftsprog. Men fra omkring 2.400 f.Kr. begyndte man at skrive på papyrus og potteskår med en rørpen. Det var begyndelsen på en udvikling, som fuldstændigt forandrede hieroglyfskriften, for den indrettede sig efter den nye og hurtigere måde at skrive på. Hieroglyfferne blev gradvis mere afrundede og forenklede. Ud af processen voksede et nyt skriftsprog – Hierartisk. Hierartisk blev først og fremmest anvendt på papyri. Og udviklingsprocessen fortsatte. Hierartisk udviklede sig igen til et 3. skriftsprog. Iflg. Herodot blev både skrive- og talemåden kaldt Demotisk. Demotisk opstod omkring 650 f.Kr. I Demotisk er der flere sammentrækninger, og demotisk adskiller sig klart fra den tidligere egyptiske skrivekunst og Demotisk indeholder helt nye ord.

Den farlige øvelse
Se Samkatasana.

Den omvendte stilling
Se Sarvangasana.

Den store gestus
Se Maha Mudra.

Den store lås
Se Maha Bandha.

Dendara
(Egyptologi). Byen Dendara ligger på Nilens vestbred og var tidligere en kendt by, der dengang var hovedstad for 6. nome, ”Yunet” i Øvre-Egypten. Det arabiske navn ”Dendara” stammer oprindeligt fra det oldegyptiske ”Enet-t-neter”, som betyder ”gudindens hjem”. Det blev senere til ”Yunet” eller ”Yunet Tantere” (”gudindens Yunet”). På græsk blev det til ”Tentyris” og på koptisk ”Tentore”. Hele tempelområdet dækker mere end 40.000 kvm. Selve templet måler 290 x 280 m., og der er flere helligdomme inden for tempelmuren. Dendara-templet er viet til gudinden Hathor, og templet hed oprindeligt ”Annu”. Hathor-templet er bl.a. bygget af kejser Augustus (1. årh. f.Kr.), men templets historie er væsentligt ældre end selve bygningen, og de religiøse ceremonier, der er foreviget på tempelvæggene, stammer fra meget tidligere perioder. Iflg. traditionen er tempelplanen skabt på grundlag af meget gamle dokumenter, der kan dateres til kong Khufus (Cheops) og kong Pepis tid – ja endog til tidligere tider, hvor planen tilskrives guden Horus’ følgesvende.

Deposit
Deposit betyder bl.a. ”aflejring”.

Dervish
(Persisk). Dervish betyder ”fattig”, og det er betegnelsen for en omvandrende munk, der tilhører en oldgammel persisk orden fra 8. årh. f.Kr. Dervisher var asketiske sufier, der gik fattigt klædt og med en tiggerskål ved bæltet. Dervisher søgte ekstase bl.a. ved hjælp af hvirveldanse, og derfor kaldte man dem ”dansende dervisher” (Mawlawier). De havde usædvanlige evner, for de kunne sluge ild eller glas, udholde smerten fra lange nåle, der gennemborede kroppen og omgås giftslanger. Dervish-munkene praktiserede mange mystiske ritualer, og islamiske teologer og regeringer tager afstand fra den side af sufismen. (Se også Sufisme).

Deshret
(Egyptologi). Deshret er faraoens røde krone, og når han bærer den, viser han sin ret til at herske over Nedre-Egypten. Han bærer Hedjet – den hvide krone – når han ønsker at vise, at han er overhoved for Øvre-Egypten. Og han bærer Pasekhemty – dobbeltkronen – som er en kombination af den hvide og den røde krone – når han står frem som herskeren over de to lande eller dobbeltriget. Det kan fortolkes bogstaveligt, og det skal det også. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var den fysiske hersker over både den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde også en indre betydning. Han symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige – personlighedens legemer (det fysiske legeme, astrallegemet og mentalleget) og dermed chakrasystemet. Faraoen var et forbillede for det egyptiske folk og ikke mindst for templernes neofytter. Når han bar dobbeltkronen, betød det ikke nødvendigvis, at han havde fuldkommen kontrol over sin natur, selv om det uden tvivl var tilfældet i Egyptens tidligste perioder, hvor mestrene og de højt indviede stod i spidsen for civilisationen. Senere blev faraoen mere et symbol på de høje indvielser og det fuldkomne menneske. Den hvide krone (Hedjet) symboliserer kontrol over de lavere chakraer (rodchakra, sakralchakra og solar plexus chakra). Den hvide farve repræsenterer det hvide og rene, for oprindeligt hed Egypten ”Kemit”, som betyder ”den sorte jord”. ”Kemit” blev senere til det græske ”chemia”, som nu er omdannet til ”kemi”. Når egypterne kaldte deres land for ”Kemit”, er forklaringen, at Egyptens civilisation var planlagt til via forvandlingen fra sort jord, mørkt stof eller materialisme at blive et tempel for Guds lys. Skaberguden Khnum blev bl.a. kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset på baggrund af mørket. (Se også Kemit).

Determinativer
(Egyptologi). Ligesom i de fleste sprog havde de gamle egyptere forskellige ord, der lyder ens, men hieroglyfferne klarlægger deres mening, og afslører dermed et andet kommunikationsniveau: Idéer. Tegnene findes i hundredvis – og de kaldes ”determinativer” (bestemmende) – og de oplyser ordets nøjagtige idé, og resultatet er en terminologi med en helt anden betydning end et andet ord, der udtales på samme måde.

Determinisme
Determinisme vil sige en opfattelse af, at hele verden – herunder det enkelte menneske og alle dets handlinger – er forudbestemt. Dog indgår forskellige faktorer som f.eks. arv og miljø, men reelt medfører determinisme, at den frie vilje ikke eksisterer. Hvis determinismen er religiøs, betragter man Gud eller guddommelige kræfter som eneste ansvarlige årsag til alt det, der sker i verden. Nogle mennesker betragter astrologi som udtryk for determinisme, fordi de tror, at det er himmellegemernes position, der afgør menneskets skæbne, mens den seriøse astrologi betragter energierne som potentialer for menneskets adfærd. Kristendommen har deterministiske træk, for pga. Guds almagt og alvidenhed er begivenheder i verden forudset og forudbestemt, og i den forstand har Gud determineret dem. I nutiden domineres holdningerne af naturvidenskaben, og derfor betragtes determinisme mere fra en fysisk synsvinkel end en teologisk. Men fysikere kan ikke undersøge, om Universet er deterministisk, for fysikken kan kun beskæftige sig med den empiriske del af Universet, men en logisk følge af empiriske undersøgelser peger i retning af et deterministisk univers.

Deuteroskopi
(Græsk). Deutero betyder ”den anden” eller ”i anden række”. Deuteroskopi er ”det andet syn” i betydningen ”oversanseligt” syn og er kendt fra kelterne.

Deva
(Sanskrit). Deva er Østens betegnelse for engel. Deva betyder ”de strålende” eller ”de skinnende”. Ordet oversættes ofte ved ”guder”, men bruges aldrig i den hinduistiske gudelære om de store guder, men altid om alle andre oversanselige skabninger. De højeste devaer svarer til de kristnes engle og ærkeengle. De laveste devaer er naturånder. Navnlig benyttes ordet om en udviklingslinje, der løber parallelt med den menneskelige, og på visse punkter har eller kan den de to linjer have berøringspunkter, og de løber sammen på det punkt, der svarer til den højeste indvielse i den menneskelige evolutionslinje. De er bevægelse. De legemliggør energi og opbygger energiformer på alle niveauer. De giver alt, hvad der er manifesteret form. De kaldes derfor de større og de mindre bygmestre.

Devachan
(Sanskrit). Devachan er en subjektiv tilstand mellem to inkarnationer, som indtræder, når sjælen (Atma-Buddhi-Manas) har afkastet sine lavere principper (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme). I Devachan-tilstanden, hvis længde er afhængig af de erfaringer, som personligheden har samlet i løbet af inkarnationen, skal erfaringerne bearbejdes og integreres af sjælen, før en ny inkarnation kan finde sted. Devachan svarer omtrent til hinduernes Svarga, buddhisternes Sukhavati, zoroastrianernes, muslimernes, jødernes og de kristnes Himmerige eller Paradis. Det er kendskabet til Devachan, der ligger bag disse forestillinger. I nutidens åndsvidenskab bruges Devachan hovedsageligt i betydningen mentalplanet.

Devaraja
(Sanskrit). Se Maharaja.

Devi
(Sanskrit). Se Tantra.

Dhammachakkappavattana
(Pali). Når buddhisterne taler om Dhammachakkappavattana, taler de om livets og dødens hjul, der beskrives i den første store prædiken, hvor Buddha gav sin lære under betegnelsen Dhammachakkappavattana Sutta. Det er en betegnelse, som en forsker har oversat med disse ord: ”At sætte sandhedens og pålidelighedens verdensriges kongelige vognhjul i bevægelse”. Chakka i ordet Dhammachakkappavattana, er et pali ord, der svarer til sanskrit udtrykket Chakra, der betyder ”hjul”. Det er netop ånden i den betydning, som den hengivne tilhænger af Buddha lægger i udtrykket, selv om ordene bogstaveligt betyder ”omdrejningen af lovens hjul”.

Dhammapada
(Pali). Dhammapada er et buddhistisk helligt skrift, som indeholder herren Buddhas morallære. (Se også Gautama Buddha).

Dhanurasana
(Sanskrit). Dhanurasana, som nogle gange kaldes Akarna Dhanurasana og Urdva Chakrasana, er en betegnelse for en bagoverbøjet yogastilling, hvor det fysiske legeme spændes som en bue. Når øvelsen kaldes Akarna Dhanurasana betyder ”karna” ”øre” og forstavelsen ”a” betyder ”i nærheden af”. Dhanu betyder ”bue”, og ”asana” betyder ”stilling”. Bogstaveligt oversat betyder betegnelsen ”stillingen, der buer mod øret”. Sædvanligvis kaldes yoga-stillingen for Buen, for stillingen ligner en bueskytte, der er ved at sende en pil af sted. I yoga er rygsøjlen den vigtigste og mest subtile del af kroppen, og Dhanurasana hjælper med at styrke og udvikle rygsøjlen og smidiggøre hofter, ben, arme, skuldre og ryg. Øvelsen udføres ved at man ligger på maven. Man bøjer benene og tager fat om anklerne. Ved indåndingen strækker man benene så meget, at kroppen strækkes opad og kun maven rører ved gulvet. Vejret og stillingen holdes så længe som muligt. Man rokker nu frem og tilbage, mens man stadig holder vejret, og derefter fra side til side. Øvelsen skal udføres i tre runder, og når sidste runde afsluttes, lægger man sig på ryggen i Savasana (dødstille).

Dharana
(Sanskrit). Dharana er viljesbestemt koncentration af opmærksomheden på ét punkt. Dharana er den sjette vej i den ottefoldige vej i Raja-yoga eller Ashtanga-yoga, der er beskrevet i Yoga Sutras af Patanjali. Dharana er koncentration, som er det første stadie af yoga eller helliggørelsens vej efter Pratyahara (tilbagetrækning af sanserne), der er et forberedende stadie. Forskellen mellem Dharana, Dhyana og Samadhi (som tilsammen udgør Samyama) er, at i de tidligere stadier er meditationsobjektet, den mediterende og selve meditationsprocessen adskilt. Dvs. at den mediterende eller den mediterendes koncentrerede bevidsthed er bevidst om at meditere (dvs. selve meditationsprocessen) på meditationsobjektet. Når den mediterende bliver mere avanceret, vil selve meditationshandlingen forsvinde i den efterfølgende Dhyana-fase, og kun bevidstheden om at eksistere og koncentrationen på meditationsobjektet eksisterer i sindet. I den afsluttende Samadhi-fase opløses sindet, og den mediterende bliver ét med objektet. Generelt er formålet fusion med sjælen, der betragtes som et udtryk for ånden eller Gud. (Se også Dhyana, Samadhi og Sannyama).

Dharma
(Sanskrit). Dharma eller Dhamma (på pali) betyder ”retfærdighed”, ”pligt”, ”rigtig handling” eller ”lov”, for Dharma er udtryk for altings sande objektive tilstand – dvs. dets lovmæssige skikkelse. Immanuel Kant betegnede det ”numenon” til forskel fra fænomen. Dharma oversættes ofte med ”pligt”, og dermed menes der opfyldelse af menneskets karmiske forpligtelser på det sted og under de omstændigheder, hvor skæbnen har anbragt det. Dharma er derfor menneskets pligt i evolutionen. Dharma er derfor et udtryk, der spænder over hele menneskets plads i evolutionen og de pligter det medfører i forhold til menneskehed, race, nation, samfund, familie osv. Alle de tanker, handlinger, ønsker og begær, der fremmer et menneskes udvikling, er derfor i overensstemmelse med dets Dharma, mens de, der forsinker udviklingen, er imod Dharma. Med andre ord vil alt, hvad der fremmer et menneskes udvikling, være rigtigt for dette menneske at gøre, selv om det ville være forkert for et menneske, som er højere udviklet. Ordet benyttes også om Buddhas lære.

Dharma-Megha
(Sanskrit). Dharma-Megha betyder ”en sky af dyd”. Det er en højere bevidsthedstilstand, hvor mennesket bliver bevidst om at være uden følelser. Det er den sidste Samadhi-tilstand, inden foreningen med Brahman. Det sker, når en Bodhisattva giver afkald på alle sine psykiske evner og kræfter. Dermed giver Bodhisattvaen afkald på den falske idé, at der er behov for noget ydre, for at være lykkelig. Bodhisattvaer på dette udviklingsniveau kan ikke længere fejle, for de er i besiddelse grundlaget for viden. De er ren væren eller den dybeste fred.

Dharmadhatu
(Sanskrit). Dharmadhatu betyder ”dimension”, ”rige” eller ”rum” (Dhatu) i Dharma.

Dharmakaya
(Sanskrit). Dharmakaya betyder ”sandhedslegemet”. Det er et af Buddhas tre legemer (Trikaya) i Mahayana-buddhismen. Dharmakaya er det umanifesterede (sanskrit: Acentia) aspekt af en Buddha, hvoraf Buddhaer opstår, og som de vender tilbage til efter deres opløsning. Buddhaer er manifestationer af de Dharmakayaer, der kaldes Nirmanakaya (transformationslegeme). Det er et ”virkelighedslegeme”, som er uden en specifik, afgrænset form, hvor Buddha er identificeret med den åndelige natur af alt, hvad der er. Dharmakaya er den første bardo-tilstand, den perfekte orden, den sande Buddha-natur, Universets essens, foreningen mellem Buddha og alt eksisterende. (Se også Mahayana og Nirmanakaya.)

Dhauti
(Sanskrit). Dhauti er den anden af Shatkarma (også kendt som Shatkriya) – yogasystemets teknikker til kropsrensning. Dhauti skal primært rense fordøjelseskanalen i dens fulde længde, men det påvirker også i luftvejene, ører og øjne. Derfor er Dhauti en renselsesteknik for øjne, ører, tunge, forhoved, spiserør, endetarm og anus. Dhauti er opdelt i fire dele: Antar-Dhauti (intern), Danta-Dhauti (tænder), Hrid-Dhauti (hjerte- eller brystregionen) og Moola Shodhana (rektal udrensning dvs. tarmrensning). (Se også Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).

Dhyan
(Sanskrit). Dhyan betyder meditation. (Pali: Jhan). Dhyan eller Dhyana har en anden betydning end det latinske ord meditation (beherskelse) – idet det betyder ”nedsænkning” med det formål, at man vågner op og oplyses. Dhyan kan oversættes til Chan (Kina), Son (Korea) og Zen (Japan). Dhyan er desuden betegnelsen for højtstående åndelige skikkelser af forskellige grader. (Se også Chohan og Dhyan-Chohan).

Dhyan-Chohan
(Sanskrit). Dhyan-Chohan er ”Dhyanernes overhoveder” eller ”lysets herrer”. Det er de guddommelige intelligenser, der deltager i Universets opbygning og har overopsyn med verden. De svarer omtrent til kristendommens ærkeengle. De omtales bl.a. i Den Hemmelige Lære i forbindelse med verdens ”skabelse”.

Dhyana
(Sanskrit). Dhyana er meditation. Dhyana blev afledt via tibetansk-kinesisk: Ch’an – til japansk: Zen (f.eks. Zen-buddhisme). Dhyana er det tredje og næsthøjeste stadie i yoga – kommer efter Dharma og Pratyahara. Dhyana er et udtryk for meditation i betydningen fokusering af opmærksomheden på en form, en tanke eller en lyd. Dhyana er derfor koncentration af tanken i ét punkt og forlænget fastholdelse af opmærksomheden på punktet. Men Dhyana er koncentrationen af tankesindet, som ultimativt kan resultere i Samadhi. Sutta Pitaka beskriver fire niveauer af Dhyana, og niveauerne kaldes Jhana, som hver især har tiltagende dybde. Jhanaerne er beskrevet i Pali-skrifterne, og udgør en stor del af den Theravada-buddhistiske litteratur og Mahayana-litteraturen. Zen-traditioner er blevet opkaldt efter Dhyanas meditative tilstand, men i kinesisk buddhisme kan Dhyana henvise til alle former for meditationsteknikker og deres forberedelse, som kan bruges til at opnå Samadhi. Ifølge den hinduistiske Yoga Sutra, der er skrevet af Patanjali, er Dhyana et af de otte trin i yoga. De øvrige syv er Yama, Niyama, Asana, Pranayama, Pratyahara, Dharana, og Samadhi. Ifølge Patanjali betragtes den sidste fase i Dhyana (meditation) som Jhana. På dette stadie i meditationen, kan man ikke længere betragte det som en egentlig meditationshandling, for den mediterende smelter sammen med meditationsobjektet, og man kan ikke nå et højere bevidsthedsstadie uden Jhana. Samtlige otte trin i Patanjalis system kaldes nogle gange Dhyana eller ”den meditative vej”, selv om det strengt taget kun er de sidste fire trin – Pratyahara, Dhyana, Dharana, og Samadhi – der udgør meditation. De foregående trin skal alene forberede krop og tankesind til meditation. I Patanjalis Ashtanga-yoga ("otte trin"), kaldes det meditationsstadie, der går forud for Dhyana for Dharana. I Dhyana er den mediterende ikke bevidst om meditationen (dvs. at den mediterende ikke er bevidst om meditationsprocessen), men er kun bevidst om sin eksistens (bevidstheden om at være), og selve formålet med meditationen. Dhyana adskiller sig fra Dharana, fordi den mediterende bliver ét med meditationens formål. Den mediterende er derefter i stand til at opretholde tilstanden i 144 indåndinger og udåndinger. Dhyana, praktiseret sammen med Dharana og Samadhi udgør Samyama. Dhyana-systemet er detaljeret beskrevet af Sri Krishna i 6. kapitel i Bhagavad Gita, hvor han beskriver de forskellige yoga-systemer for sin ven og discipel, Arjuna. I hinduismen anses Dhyana for at være et redskab til selvindsigt. Dhyana adskiller Maya fra virkeligheden og er en hjælp til at nå det endelige mål – Moksha.

Dhyani-Buddhaer
(Sanskrit). Dhyani-Buddhaer er de evige urtyper for de jordiske Buddhaer. Iflg. åndsvidenskaben er der syv, hvoraf endnu kun fem har manifesteret sig gennem fysiske Buddhaer. Syntesen af de syv er Avalokiteshvara. (Se også Avalokiteshvara).

Diamantsjælen
Se Vajradhara.

Diamantstillingen
Se Vajrasana.

Didaktisk
(Egyptologi). I Egyptens historie henvises der kollektivt til skrivekunsten som didaktisk (belærende) eller som ”visdomslæren”.

Dies Sanguinis
Dies Sanguinis betyder ”bloddagen”. Det var en romersk fest, der hvert år blev afholdt i det antikke Rom den 24. marts. Dagen kaldte man Bellona-dag. Det var en dag, hvor de romere, der dyrkede krigsgudinden Bellona, skar sig selv til blods og drak den hellige blod for at formilde guddommen. Gudinden Cybeles præster piskede sig selv til blods og stænkede blodet på gudestatuer og altre i helligdommen, mens andre angiveligt efterlignede Attis ved at kastrere sig selv. De smertefulde og dramatiske handlinger gav de fanatiske tilbedere en mulighed for at identificere sig med Attis’ smerte og død. Attis blev fejret i en cyklus af festligheder i en periode fra 15. til 28. marts hvert år. I helligdagene fejrede man en guddoms død i stil med den kristne påske, hvor ceremonierne drejer sig om Jesu lidelse, død og genopstandelse. Forårsfesten i Rom sluttede med en tiltrængt hviledag, hvor den hellige statue af Cybele – ”den store moder” – blev badet i Almo-floden.

Diksha
(Sanskrit). Diksha stammer fra ”da”, der betyder ”at give” og ”ksi”, der betyder ”at ødelægge”. Diksha, der også staves Deeksha eller Deeksa, er betegnelsen for en indvielse givet af en guru inden for hinduisme, buddhisme og jainisme. Diksha gives ikke kollektivt men direkte fra guru til discipel, og det indebærer overdragelse af en streng åndelig disciplin. Når guruens tankesind bliver ét med disciplens, er disciplen blevet indviet af guruen. Diksha foregår på mange måder – via guruens blik, berøring eller ord – som har til formål at rense disciplen. Indvielse ved berøring kaldes Sparsa Diksha. Den der giver guddommelige nåde gennem Diksha hedder Saktipat.

Dimensioner
Dimensioner. Se Plan.

Dione
(Græsk). Dione er datter af Okeanos og Tethys – eller af Uranos og Gaia. Dione er moder til Afrodite, mens Zeus er Afrodites far. Dione blev tilbedt som hustru til Zeus på Dodona, og hendes navn repræsenterede det feminine aspekt af Zeus. Da Dodonan-oraklet mistede sin betydning, blev Dione afløst af Hera, og Dione blev derefter kun betragtet som en nymfe. En legende siger, at der kom to sorte duer flyvende fra Egypten. De slog sig ned i Dodonas ege og gav de græske guder deres navne. (Se også Afrodite og Zeus).

Diplomati
(Egyptologi). Med en fjer i håret og et ræveskind om hoften gik egypterne i krig. En gammel hieroglyf, der viser en ambassadør med en fjer og et ræveskind i hånden, er uden tvivl det ældste symbol på en ”diplomat”. Diplomati var derfor en kamp ved hjælp af ord, men hvis det ikke hjalp, bestod diplomatiet af en kamp ved hjælp af våben. Men i Gamle Rige foretrak man at handle i stedet for at slås. Under Sesostris I gennemførte den kendte Sinuhe et diplomatisk arbejde, der sikrede jordanernes støtte til Egypten. Man kan se på fund af dokumenter, at det diplomatiske spil foregik efter faste regler. F.eks. ser man, at ”Ras søn Apopi sender hilsener til kongen af Nubiens søn”. Da situationen blev alvorlig for hyksos-kongen Apopi, fordi han kom under pres fra Thebens konger, blev det vigtigt for ham at indgå en alliance med Nubiens hersker, men han undgik at titulere ham med en kongelig titel: ”Deres tiltrædelse er sket uden mit vidende”, skrev han diplomatisk, og efter denne formalitet kunne han tage fat på forhandlingerne. Egypterne udkæmpede mange kampe med nabostaterne, men de handlede endnu mere med dem, og derfor udviklede de balance mellem trusler og forhandlinger.

Discipel
(Latin). Discipel stammer fra ”discipulus”, der betyder "elev", og ordet er afledt af ”discere”, dvs. "at lære". Åndsvidenskabeligt set er en discipel et menneske, der har nået et vist bevidsthedsstadie, hvor det primære formål er at leve og fungere som en sjæl og at tjene den guddommelige plan. En discipel er derfor en esoterisk og teknisk betegnelse for mennesker, der er trådt ind på den humanistiske og åndelige vej. Et menneske behøver ikke være religiøst for at være discipel. Det er motivet om at gøre en positiv forskel, der er afgørende. At blive en mesters accepterede discipel eller Chela betyder, at et menneske, efter at have nået et vist udviklingsstadie, og derefter at har gennemgået en vis prøvetid (som regel flere liv), knyttes fast til mesteren, og som regel lærer disciplen mesteren at kende ansigt til ansigt. Disciplen skal derefter gennemgå bestemte udviklingsstadier og udvikle bestemte egenskaber, og processen kaldes ”discipelskabets vej” eller ”renselsens vej”. Sanskritbetegnelserne for stadierne er følgende: 1. Viveka – evnen til at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. 2. Vairagya – ligegyldighed over for det uvirkelige og forgængelige, dvs. den ydre verden. 3. Shatsampatti – ”hundredfoldig lykke”. Det er et stadie, hvor der skal udvikles seks dyder: Shama – herredømme over tankerne, Dama – herredømme over handlingerne, Uparati – fredsommelighed, Titiksha – udholdenhed, standhaftighed, Shraddha – tro, tillid og Sannadhana – ligevægt. 4. Mumuksha – længsel efter frigørelse. Når de fire stadier er passeret, er disciplen en Adhikarin, som er parat til anden indvielse. (Se også Uparati og Upacharo).

Discipelskab
Se Discipel.

Discipelskabets vej
Se Discipel.

Diskarnere
At diskarnere vil sige at forlade det fysiske legeme – eller at dø.

Divination
(Latin). Divination stammer fra ”divinatio”, der betyder "forudsigelse", og fra ”divinare”, der betyder "guddommelig inspiration". Divination kaldes også varselstydning, og det var oprindeligt et religiøst ritual med det formål at opnå information ved at tyde varsler eller kommunikere med en metafysisk skabning. Divination er derfor evnen til at forudsige, og omfatter eksempelvis forvarsler, orakler, spådomme osv.

Djed-søjle
(Egyptologi). I Egypten er Djed-søjlen en hieroglyf, som findes i tekster fra de tidligste til de seneste perioder. Djed-søjlen symboliserer de fire elementers verden – dvs. den fysiske verden, men her gælder det samme som med andre egyptiske symboler, at den bogstavelige fortolkning er alt for enkel og afgrænset. Iflg. egyptologerne symboliserer Djed-søjlen ”stabilitet”. Djed-søjlen findes eksempelvis i en inskription på Senuserets monument, og iflg. inskriptionen giver Djed-søjlen ”liv og stabilitet”. Men Djed-søjlen associeres med rygsøjlen, og kaldes desuden ”Osiris’ rygsøjle”. Djed-søjlen var derfor også menneskets rygsøjle, der kunne betragtes som menneskets center eller midtpunkt for det enkelte menneskes aktiviteter i personlighedens verden. Man kan sige, at alle menneskets oplevelser og erkendelser roterer omkring dette center, for som bekendt er rygsøjlen basis for menneskets chakrasystem og dermed også for kundalinikraften. Djed-søjlen repræsenterede Osiris’ rygsøjle efter at hans legeme var ”samlet” og ”genskabt” af Isis. I kapitel LXXVIII i Dødebogen, der handler om Djed-ritualet, udtaler den afdøde: ”Han (Osiris) har harmoniseret mit hjerte ved hjælp af sin rygsøjle. Han har harmoniseret mit hjerte ved hjælp af sin store og overvældende styrke”. Det viser, at den trælignende opbygning af menneskekroppens nerver, der stråler ud fra rygraden, var kendt af de gamle egyptere. Djed-søjlen symboliserer også Jordens akse, dens hældning og dens daglige rotation, som viser sig som dag og nat, og som kommer til udtryk som Jordens årstider i planetens kredsløb omkring Solen. Det faktum, at Jorden drejer, hælder og slingrer på sin akse, er den væsentligste nøgle til forståelse af livets opretholdelse og den konstante bevægelse af himmellegemerne. Hvis Jorden ikke roterede, ville Solen ikke stå op, og der ville ikke være liv på vores planet. Symbolet rummer derfor aksens langsomme slingren, som præcist skaber jævndøgnene med fiksstjernerne som baggrund (og rundt om ekliptikas poler) i en cyklus på ca. 26.000 år.

Djedefra
(Egyptologi) Den egyptiske farao Djedefra (Djedefre eller Radjedef) var søn af Khufu. Djedefra blev Khufus efterfølger på tronen. Djedefras moder er ukendt. Djedefras navn betyder ”udholdende ligesom Ra.” Djedefra var den første farao, der benyttede titlen ”søn af Ra” som en del af hans kongelige skytsånd. Han giftede sig med sin (halv-) søster Hetepheres II. Måske var det nødvendigt for at legalisere kravet på tronen. Hans mor var en af Khufus mindre betydelige hustruer. Djedefra havde en anden hustru − Khentetka − og med hende havde han (mindst) tre sønner − Setka, Baka og Hernet − og en datter − Neferhetepes. Børnenes identitet er fundet på fragmenter fra statuer, der stod i templet i nærheden af Djedefras pyramide. Mange fragmenter af Khentetka er fundet i templet i Abu Rawash. Udgravninger har tilføjet en anden datter − Hetepheres − og endnu en søn − Nikaudjedefra − til listen.

Djoser
(Egyptologi). Djoser var navnet på to konger i 3. dynasti (ca. 2.800-2.700 f.Kr.) Djoser I havde tilnavnet Horus Netjerirkhet, og egyptologerne mener, at det var under hans regering, at arkitekturen pludselig og uden forudgående byggeteknisk udvikling gik fra primitive lerhytter bygget af tørret nilslam til opførelsen af et arkitektonisk mesterværk i form af en 60 meter høj trinpyramide omgivet af et avanceret tempelkompleks i kalksandsten. Nutidens ingeniører og arkitekter afviser, at dette kvantespring var muligt uden en meget lang forudgående udviklingsperiode, for på trods af det enkle udseende er pyramidekonstruktionen i virkeligheden særdeles kompleks. Men egyptologerne fastholder teorien (uden yderligere dokumentation), og de tilføjer desuden, at det sandsynligvis var den berømte arkitekt Imhotep, der var hjernen bag trinpyramiden. Man fastholder dermed, at det var et primitivt stenalderfolk, der formåede at udføre et arkitektonisk mesterværk, og årsagen er uden tvivl, at man ikke ønsker at anerkende Atlantis-teorien og en forudgående epoke, hvor egypterne (atlantiderne) erhvervede byggeteknisk viden. Åndsvidenskaben oplyser, at pyramidernes arkitektur blev udviklet på Atlantis. Derfor kendte egypterne den byggeteknik, der var en forudsætning for pyramidekonstruktionen på Djosers tid.

Djwhal Khul
Djwhal Khul, Tibetaneren eller mesteren D.K., som han ofte kaldes, er mester på 2. stråle for kærlighed-visdom. Han har taget mesterindvielsen som den sidste af mestrene, for han tog 5. indvielse i 1875. Han var tibetaner, dengang han fik mesterindvielsen, og han benytter stadig det samme fysiske legeme, som ved indvielsen. De fleste af Hierarkiets øvrige mestre har taget 5. indvielse i et tidligere legeme. Mesteren Djwhal Khul er som sagt tibetaner, og han har ikke noget ungt fysisk legeme. Han er mesteren Koot Hoomi meget hengiven, og han bor i et lille hus ikke langt fra Koot Hoomis større hus. På grund af Djwhal Khuls villighed til at tjene og til at gøre hvad der er nødvendigt, kaldes han ”mestrenes budbringer”. Djwhal Khul er i besiddelse af ufattelig stor visdom, og han har større indsigt i de syv stråler og de planetariske hierarkier i solsystemet end nogen anden i mestrenes rækker. Han arbejder bl.a. med mennesker, der praktiserer healing. Han samarbejder usynligt med mennesker, der søger efter sandhed i verdens store laboratorier, og med mennesker, der seriøst forsøger at ændre verden i en positiv og åndelig retning, og derfor også med de store, filantropiske og verdensomspændende bevægelser som f.eks. Røde Kors. Han tager sig af adskillige af de andre mestres disciple, som har gavn af hans undervisning, og han har aflastet både mesteren Morya og mesteren Koot Hoomi for en stor del af deres undervisningsarbejde ved at overtage nogle af deres disciple. Mesteren Djwhal Khul arbejder i stor udstrækning med nogle af æternes devaer – bl.a. healingsdevaerne – der samarbejder med ham for at helbrede fysiske lidelser i menneskeheden. Det var Djwhal Khul, der dikterede hovedparten af det vigtige åndsvidenskabelige værk, Den Hemmelige Lære, som udkom 1888, og han viste H.P. Blavatsky mange af illustrationerne og gav hende mange af de data, der findes i det store værk. Projektet blev udvidet i perioden 1919-1949 med 24 avancerede esoteriske værker, og det var igen den tibetanske mester Djwhal Khul, der var den indre mentor. Gennem 30 år formidlede han materialet via den engelske kvinde Alice A. Bailey. Materialet blev kanaliseret på engelsk, med herefter er det blevet oversat til utallige sprog. Der er tale om den mest avancerede esoteriske viden, som verden har set i nyere tid, og alligevel siger Djwhal Khul, at der kun er tale om den esoteriske visdoms ABC. I Den Nye Tidsalder vil mere fra samme kilde blive tilgængeligt.

Djævelen
(Græsk). Djævel stammer fra ”diabolos”, som både kan betyde Djævlen som person, og Satan som den onde magt, der er Guds modstander. Djævelen findes i Det Gamle Testamente. I 1. Mosebog 3. kapitel beskrives han som slangen, der narrede Eva til at spise af Kundskabens træ. Hans navn forekommer første gang i Mattæusevangeliet 4,1, hvor han frister Jesus. Ondskaben blev personificeret af den kristne kirke og andre verdensreligioner, dengang de første kristne opfandt den skræmmende skikkelse med horn i panden og kløftet slangetunge m.m. I nutiden har forestillingen om det onde overlevet i en eller anden form – ofte som en objektiv virkelighed. Det er en magt, der modarbejder det gode – en magt, der i sin inderste natur er ond, og det er endda et uhyggeligt væsen − ”det ondes fyrste”. I Bibelen er Satan menneskehedens fjende. Forestillingen om noget ondt i skikkelse af en person har overlevet som en sørgelig arv, for kristendommen overtog idéen fra den jødiske tradition. Men i Kristi lære finder man stort set ingen begrundelse for tanken om det ondes objektive virkelighed. De første kristne frygtede sandsynligvis en verden, der var fyldt med fristelser, og derfor besluttede de, at de ville betragte verdens skønhed som et udtryk for en snedig list, der var udtænkt af Djævelen – menneskehedens fjende – selv om en smule selvransagelse nemt kunne have afsløret, at hvis de ikke var i stand til at nyde verdens skønhed uden at blive afhængige af den, var årsagen udelukkende deres egen karaktersvaghed. Åndsvidenskaben oplyser, at den højeste virkelighed ER, og i den højeste virkelighed er der hverken godt eller ondt. Hvis man kalder den absolutte virkelighed for Gud, kan man umuligt påstå, at Gud er god. Kristendommen har skabt en misforstået dualitet mellem den gode Gud og den onde Djævel. Konsekvensen er, at hvis Gud har skabt det onde, er Gud ikke alkærlig. Hvis Gud ikke var i stand til at forhindre, at Djævelen blev skabt, er Gud ikke almægtig. Hvis Gud ikke kunne forudse, at Djævelen kunne få magt, er Gud ikke alvidende. Men Gud ER, og derfor er Gud hverken god eller ond. Man kan kun bruge ordet ”god” om skabninger eller objekter i det relatives verden. Godt og ondt er derfor uden undtagelse udtryk, der betegner forholdet mellem bestemte ting, handlinger eller skabninger for mennesker på deres nuværende udviklingstrin. Oplevelsen af det onde som en energi og kraft, der modarbejder det gode − og erkendelsen af, at der i mennesket raser en uafbrudt kamp mellem åndelig stræben og fysiske begær – er imidlertid alt for virkelig til at kunne ignoreres. Åndsvidenskaben opfatter kirkens Djævel som en modstandskraft i personligheden, der modarbejder udviklingen på vejen mod fuld oplysning. Modstandskræfterne er derfor en del af den evolutionære plan, der er lagt for planeten. Djævelen eller modstandskræfterne repræsenterer den totale sum af bevidsthed, der fortsat er domineret af og rettet mod egoistiske formål. Alle, der forsøger at fremme separatisme og egoisme modarbejder evolutionen og den guddommelige hensigt. Derfor bruger åndsvidenskaben betegnelsen ”modstandskræfter”. Man er kanal for modstandskræfter, hver gang man giver efter for involutionære drifter, men indsigten i disse kræfter og overvindelsen af dem er en forudsætning for udvikling.

Dobbelt
(Egyptologi). Begrebet ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger” findes i Egypten under betegnelsen ”Ka”. Åndsvidenskaben oplyser at ”Ka” er astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at man kunne forlade graven eller mumien i sin ”Ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det samme gør ethvert mennesket om natten under søvnen og efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme vil ethvert menneske bevæge sig frit omkring på astralplanet i astrallegemet. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde. Hun symboliserer derfor selve astralplanet. Udtrykket ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og gik til sit astrallegeme. Statuer af døde mennesker, som blev begravet i gravene, blev kaldt ”Ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ”Ka”, og selv en levende person kunne opleve ”sin Ka” blive ophøjet af faraoen.

Dobbeltgænger
Dobbeltgænger er nogle gange en betegnelse for et fænomen, hvor et menneske viser sig to steder på samme tid. Men det er snarere udtryk for et usynligt legeme eller en genpart, som i åndsvidenskaben kaldes æterlegemet. Betegnelsen ”dobbeltgænger” kommer af, at man mente, at æterlegemet kunne ses samtidigt med det fysiske legeme, men på et andet sted end det fysiske legeme.

Dobbeltkronen
(Egyptologi). Faraoens dobbeltkrone (Pasekhemty) er en kombination af den hvide krone og den røde krone. Den hvide krone (Hedjet) og den røde krone (Deshret) er et symbol på en forening af de to lande. Men dobbeltkronen symboliserer også en alkymistisk proces, hvor stoffet (de lavere chakraer – rodchakraet, sakralchakraet og solar plexus chakraet) forvandles til ren kærlighed (de højere chakraer.) Den røde farve på Nedre-Egyptens krone (de højere chakraer – hjertechakraet, halschakraet, pandechakraet og kronchakraet), er symbol på livets eller åndens dynamiske kraft. Den hvide farve på Øvre-Egyptens krone (de lavere chakraer) symboliserer renselse (den hvide farve) og åndeliggørelsen af de lavere legemer og niveauer. Den røde krone rummer den hvide krone på samme måde, som ånden omgiver stoffet. Ånden ligger i koncentriske kugler udenom stoffet. Den hvide farve repræsenterer den rene tilstand af menneskets natur, når det er modtageligt over for kærlighed. Den røde farve repræsenterer ren kærlighed i handling, for i denne handling afsløres Guds sande natur. Kronen er målet og den endelige sejr. Symbolikken stammer fra den kendsgerning, at kronen ikke alene sidder øverst på det fysiske legeme (og dermed på mennesket som helhed), men rejser sig oven over det fysiske menneske ligesom hovedcentret, og dermed kronen er et symbol på det endelige mål og den endelige sejr. Hovedcentrets udstråling er symbol på opnåelse af evolutionens højeste mål: ”Den, der har overvundet sig selv, vinder det evige livs krone.”

Dodekaeder
(Græsk). Dodekaeder stammer fra ”dodeka”, der betyder ”tolv” og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Et Dodekaeder er et geometrisk eller platonisk legeme, der begrænses af 12 lige store, ligesidede femkanter. Det er et af de fem regulære polyedre. Et regulært Dodekaeder består derfor af tolv femkantede sideflader, hvor tre mødes ved hvert hjørne. Det har tyve hjørner og tredive kanter. Dodekaederets duale Polyeder er Ikosaederet. Udtrykket Dodekaeder bruges også til andre polyedre med tolv sideflader. Det mest bemærkelsesværdige er det rombiske Dodekaeder, som er dualt i forhold til Kuboktaedret. Det findes i naturen som en krystalform f.eks. granat. Det almindelige Dodekaeder kaldes nogle gange for Pentagondodekaeder for at man kan kende forskel på dem. (Se også Heksaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder og Tetraeder).

Dogme
(Græsk). Dogme stammer fra ”dógma”, der betyder ”mening”, ”læresætning” eller et autoritært system, som fastlægges af de kirkelige autoriteter. Et dogme er derfor religionens, ideologiens, trossætningens eller doktrinens grundantagelse (aksiom), som udelukkende af trosgrunde er udelukket for diskussion.

Doktrin
(Latin). Doktrin stammer fra ”doctrina”. En doktrin er en belæring om den rigtige tro. Det repræsenterer et trossystems læresætninger, instruktioner, principper eller standpunkter. Den græske analogi for en doktrin er katekismus. I nutiden bruges ordet doktrin om principielle politiske standpunkter. (Se også Katekismus).

Dorisk søjle
Dorisk søjle er den ene af tre søjleformer i den klassiske kunst – den Joniske, den Korintiske og den Doriske. De doriske søjler var uden sokkel og søjlerne bliver mindre i diameter for oven. Endestykket under taget – kapitælen – var rektangulært. Det klassiske Doriske tempel havde tre trappetrin op til det rektangulære tempel. De Joniske søjler er slankere end de Doriske, og de Joniske står på en sokkel og kapitælen har ofte to kunstfærdige cirkler – volutter – for enden. De tre søjler repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld repræsenterer den Joniske søjle, som symboliserer visdommen. Søjlens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv repræsenterer den Korintiske søjle, der symboliserer skønheden. Kapitælet forestiller akantusblade, og den er livets symbol. Kobber repræsenterer den Doriske søjle, som symboliserer styrken. Kapitælet forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se også Akantus, Korintisk søjle og Jonisk søjle).

Dorje
(Tibetansk). Dorje betyder ”diamant” eller ”tordenkile”. Dorje refererer til det rituelle objekt, der holdes i en lamas højre hånd under forskellige religiøse ceremonier. (Se også Dorjeshang og Vajra).

Dorjeshang
(Tibetansk). Dorjeshang er en titel for Buddha i hans højeste aspekt – og et navn for den højeste Buddha.

Dosha
Se Tridosha.

Dradh Nishthaa
(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og har derfor befriet sig selv fra genfødsel.

Drasta
(Sanskrit) Drasta er betegnelsen for seeren – den clairvoyante.

Dravidia
(Sanskrit). Dravidia eller Dravidierne er navnet på en folkestamme, som er udbredt over det meste af det sydlige Indien. Dravida nævnes som et af Indiens riger i Mahabharata. Riget omfattede angiveligt de sydligste dele af nutidens provinser Tamil Nadu og Kerala. Nogle gange bruges navnet Dravida som en fælles betegnelse for alle de sydlige riger og nogle gange som et selvstændigt kongerige.

Drilleånder
Drilleånder kan optræde under spiritistiske seancer. Der kan være tale om afdøde som fra astralplanet synes, det er sjovt at drille fysisk inkarnerede mennesker, som under seancen kommer i forbindelse med den fysiske verden. Som regel er der tale om harmløse drillerier – ofte af telekinetisk art, hvor genstande bevæger sig eller der skabes lyde. I sjældne tilfælde kan fænomenerne antage karakter af mere ondsindede drillerier.

Druide
En Druide er en keltisk præstekaste i forhistorisk tid – særligt i England og Bretagne i romertiden. Druiderne var indviede, der også optog kvinder i deres hellige orden og indviede dem i ordenens mysterier. Oprindeligt stammede Druiderne fra Atlantis. Da romerne kom til England, blev deres magt brudt, og de forsvandt efterhånden.

Dryader
(Græsk). Dryader stammer fra ”dryas”, der er afledt af ”drys”, som betyder ”eg” eller ”træ”. Åndsvidenskabeligt er Dryader luftelementaler, der navnlig holder til ved træer og i skove. (Se Naturånder).

Drømmetydning
(Egyptologi). Både Bibelen og egyptiske optegnelser fortæller om kongelige drømme. Nogle præsenteres i mystisk form, som f.eks. beretningen om Josef, der havde held med at fortolke faraos drømme. En anden beretning fortæller om en etiopisk konge, Tanutaum, som i sin drøm så to uræus-slanger, der stadfæster hans kommende indsættelse på tronen over de to lande (Egypten). En af de mest farverige drømme stammer fra Tutmosis IV. Den er mejslet ind i den berømte stele, der befinder sig mellem poterne på Sfinksen. Tutmosis fortæller, at han sov i skyggen under hovedet på den tilsandede sfinks, da den pludselig taler til ham og fortæller, at han skal være Egyptens konge, hvis han fjerner sandet, der dækker Sfinksens krop. Det gjorde han, og han blev faktisk Egyptens konge. Men guderne henvendte sig ikke kun til konger i drømmene. I de sene perioder i Egyptens historie blev det almindeligt at tilbringe en nat i templet for at modtage varselsdrømme. ”Guderne skabte drømme for at vise dem vejen til fremtiden, som de ikke selv kan se”, oplyser Visdommens Bog. Ofte var det ikke den store mystik, der blev afsløret i drømmene, men et klart billede af fremtiden i symbolsk form.

Duade
(Latin). Duade betyder ”tofoldighed”. Duade benyttes nogle gange om Atma-Buddhi, når de betragtes som en tofoldighed.

Dualisme
Dualisme betyder ”tohed” eller ”tofoldighedslære”. Dualisme bygger på det filosofiske eller religiøse synspunkt, at der fra begyndelsen findes to grundprincipper – godt og ondt – ånd og stof – Gud og Satan. Den kristne teologi er dualistisk, hvorimod åndsvidenskaben er monistisk. I buddhismen vedrører dualisme udelukkende sanseindtryk og objekt. Det uoplyste sind opretholder en skelnen mellem tankesindet, der oplever, og genstanden for oplevelsen. Det kan kaldes samsarisk sanseindtryk. I Buddha-tilstanden udviskes samsarisk eksistens. Hvis befrielse sammenlignes med oplysning, betyder befrielse, at man har fjernet de forstyrrende følelsers slør (had, jalousi osv.) og derfor er man kommet over en egocentrisk oplevelse af verden. Man er dermed befriet for yderligere genfødsel i en af Samsaras (livshjulets) seks verdener. (Se også Monisme).

Dualitet
(Egyptologi). De gamle egyptere satte ethvert princip i relation til dets modsatte eller komplementære princip. Begrebet ”Dualitet” anvendes i forbindelse med enhver idé i forsøget på at nå til erkendelse af naturens iboende balance eller symmetri. Men dualitetens metafor er ikke mindst indbygget i den store Horus-Seth myte. De to guder – Horus og Seth – repræsenterer på et niveau en bestemt polarisering i det fysiske univers: Udvikling og krystallisering – eller bevægelse opad mod Himlen (mod større åndelighed) kontra bevægelsen nedad mod Jorden (mod større materialisme). I myterne vises de to guddomme i konstant konflikt og fjendskab. De konkurrerer om retten til Egyptens trone ved at tilintetgøre hinandens besiddelser, og de kaster sig ud i en indædt kamp af kosmiske proportioner, som influerer på både Egyptens land og freden i Himlen. Men i den egyptiske verdensorden er eliminering et vigtigt element i de modstridende kræfter. Mange guddomme symboliserer fænomenet, når de blandes med hinanden eller, når deres natur forenes i en syntese. En sådan guddom er Nubti, som legemliggør Horus og Seth i en menneskeskikkelse med to hoveder. Horus’ hoved (sjælen og fremtiden) vender fremad, og Seths hoved (personligheden og fortiden) vender bagud. Nubti er en metafor, der viser Horus-bevidstheden, som har elimineret de modstridende kræfter og handlinger – ikke ved at udrydde dem, men gennem syntese.

Dugdha Neti
(Sanskrit). Dugdha Neti er et yogaudtryk for næseskylning – en renselsesteknik, hvor man bruger mælk. Teknikken er ikke så hård, som det umiddelbart ser ud til. I en anden version af Neti bruger man fortyndet mælk, der er forvarmet til kropstemperatur i stedet for vand. Det er særligt gavnligt for mennesker, der synes, at saltvand er irriterende. En særlig kande med lang tud – en Neti-kande – fyldes med mælk, der er forvarmet til kropstemperatur. Kandens tud indsættes derefter i et af næseborene. Hovedet holdes lidt på skrå, så mælken kan flyde ud af det andet næsebor. Samtidig trækkes vejret forsigtigt gennem munden, uden at sniffe eller synke, mens mælken flyder igennem. (Se også Neti, Ghrita Neti, Jala Neti, Neti Kriya og Sutra Neti).

Dukkha
(Sanskrit). Dukkha er et buddhistisk udtryk, der almindeligvis oversættes som "lidelse", "stress", "angst" eller "utilfredshed". Dukkha er den første af de fire ædle sandheder. I den buddhistiske tradition opdeles Dukkha almindeligvis i tre kategorier. I den første kategori omfatter Dukkha åbenlyse fysiske lidelser eller smerter, der eksempelvis er forbundet med fødslen, alderdom, fysisk sygdom og dødsprocessen. Dukkha som ydre gener er almindelig lidelse (Dukkha-Dukkha ). I en anden kategori betyder Dukkha angst eller stress, der stammer fra forsøget på at holde fast i ting, der er under konstant forandring (konservatisme), og den form for indre frygt kaldes Dukkha, der er skabt af forandring (Vipariṇama-Dukkha). Den tredje kategori henviser til en grundlæggende utilfredshed, der gennemtrænger alle former for liv, fordi alle former for liv er forgængelig og under konstant forandring. På dette niveau indikerer Dukkha manglende tilfredshed, dvs. en følelse af, at tingene aldrig svarer til forventningerne. Det er en subtil utilfredshed, der betegnes som de betingede tilstandes Dukkha (Samkhara-Dukkha).

Durga
(Sanskrit). Durga betyder ”den svært tilgængelige”. Ordet har relation til den gudinde i hinduismen, der er kendt som Devi og også som Shivas hustru Shakti. Durga vises ofte i kamp med en dæmon, der har taget skikkelse af en bøffel – Mahisasura. Mahishasuras far Rambha var Asuraernes konge, og han blev engang forelsket i en vandbøffel (prinsesse Shyamala, der var forhekset til at være en bøffel). Mahishasura blev født via Rambhas forening med Shyamala. Mahishasura var derfor i stand til at skifte mellem menneskeskikkelse og bøffelskikkelse efter behag (Mahisha er sanskritordet for ”bøffel”). Ifølge legenden blev Durga skabt for at dræbe Mahisasura, og man ser Durga ridende på en løve, som i fulde firspring stormer frem mod det dæmoniske dyr, mens hun svinger forskellige våben, som hun holder i sine mange hænder. Hun er som regel udstyret med ti arme. I sit gruopvækkende aspekt kræver gudinden dyre- og menneskeofringer. I nutiden ofres der dyr ved den store Durga-fest, der afholdes om efteråret ved de talrige templer, der er dedikeret til Durga. (Se også Parvati og Puja).

Dvapara-yuga
(Sanskrit). Dvapara-yuga eller Dwapara-yuga er den tredje af fire Yugaer (tidsaldre), der er beskrevet i hinduismens skrifter. Dvapara-yuga er bronze- eller kobberalderen – den tidsalder, der gik forud for den nuværende Kali-yuga. Dvapara-yuga kom efter Treta-yuga. Dvapara-yuga varede i 864.000 år, og iflg. Puranaerne er denne Yuga på det tidspunkt, hvor Krishna vendte tilbage til sin evige bolig Vaikuntha. (Se også Brahmas alder, Kali-yuga, Krita-yuga, Maha-yuga, Treta-yuga og Yuga).

Dvesha
(Sanskrit). Dvesha (Pali: Dosa) er et buddhistisk begreb, der betyder ”aversion”, ”aggression”, ”vrede”, ”frastødning” osv. Det kan defineres som frygt for at få det, man ikke ønsker, eller ikke få det, man ønsker. Dvesha er en af de fem Klesha. (Se også Klesha).

Dvija
(Sanskrit). Dvija er den ”to gange fødte”. En Dvija er et mandligt medlem af de tre første Varnas i det braminske samfund: Braminerne, Kshatriyaerne og Vaishyaerne indgår alle i Dvija-kategorien. Dvija blev oprindeligt kun brugt om indviede braminer, men i nutiden kaldes enhver bramin, der har gennemgået en bestemt ceremoni, for Dvija.

Dwaita
(Sanskrit). Se Adwaita.

Dyresjæl
Se Kama-(manas).

Dyrisk sjæl
Udtrykket ”den dyrisk sjæl” henviser til det aspekt af sjælen, der er inkarneret i personligheden og som fortsat er identificeret med de lavere begær eller instinktive (dyriske) kræfter og til fortidens udvikling. De instinktive kræfter vil i udviklingens løb blive forædlet og komme ind under sjælens kontrol. (Se også Kama).

Dzyan
(Tibetansk). Dzyan er en fordrejning af sanskritordene Dhyan og Jnana, som kan oversættes med ”visdom” eller ”guddommelig indsigt”. De stanzaer, som Den Hemmelige Lære er skrevet efter, er fra Dzyans bog – et ældgammelt, esoterisk håndskrift.

Dæmon
(Græsk). Dæmon stammer fra det græske ”daimonos”. Dæmon betød oprindeligt både gode og onde åndevæsener. Sokrates benyttede udtrykket om sit højere jeg – sjælen. Nu er dæmon næsten udelukkende betegnelsen for onde ånder.

Dødebog
(Egyptisk). Den egyptiske Dødebog er en betegnelse, der stammer fra nutiden. Rigtigt oversat hedder den ”Bogen om at træde ind i lyset”. Dødebogen er et ældgammelt, ritualistisk egyptisk værk, der tilskrives visdomsguden Tehuti. Dødebogen er en manual, som detaljeret beskriver processerne i livet efter livet. Bogen stammer fra begyndelsen af Ny Rige, og er skrevet på papyrus eller læder, og den blev navnlig anbragt i rige egypteres grave. Den blev lagt i et skrin dekoreret med en statuette af Osiris-Sokar indhyllet i mumiebandage eller i et mumieskrin, og der er fundet manuskripter i hundredvis. De er skrevet i hieroglyffer, hierartisk og demotisk. Der er ikke tale om en egyptisk bibel, selv om nogen tror det, men instruktioner, mantraer og formler, som kan hjælpe den afdøde gennem processerne i efterlivet.

Dødetempel
(Egyptisk). Dødetempler kaldes også gravtempler. Det er et tempel, som oprindeligt lå tæt på kongegraven, og hvor der blev afholdt daglige ceremonier for den afdøde konge. Faraoen var gudernes repræsentant, Egyptens sjæl og idealkarakter for folket. Efter hans død kunne folket fortsat søge inspiration fra den afdøde farao, der var søn af Ra eller gudesøn. Princippet er reelt overført til kristendommen, hvor Jesus på samme måde betragtes som gudesøn og idealkarakter. I nutiden søger de kristne inspiration fra den ophøjede gudesøn i nutidens ”gravtempel”, som kaldes en kirke. I Ny Rige var gravtemplet en del af et gudetempel, der var dedikeret til Amon. Templet lå på Nilens vestbred (de dødes land), men var adskilt fra selve graven, der lå i Kongernes dal. (Se også Gravtempel).

Dødstille
Se Savasana.


a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
Højre-spalte-Næste-gang


Artikel-Symbolik-porten-til-visdom-Finley-Eversole
Finley Eversole: SYMBOLIK - PORTEN TIL VISDOM


Artikel-Egyptisk-symbolik-Erik-Ansvang
Erik Ansvang: EGYPTISK SYMBOLIK


Artikel-Passer-&-Vinkel-Erik-Ansvang
Erik Ansvang: PASSER & VINKEL


Artikel-Undervisning-i-Den-Nye-Tidsalder
Kenneth Sørensen: UNDERVISNING I DEN NYE TIDSALDER


Artikel-Luftdevaer-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: LUFTDEVAER


Højre-spalte-Artikler-på-vej


Artikel-Højere-&-lavere-psykisme
Kenneth Sørensen: HØJERE & LAVERE PSYKISME


Artikel-Børns-psykiske-potentiale
Gesine Abraham: BØRNS PSYKISKE POTENTIALE


Artikel-Ilddevaer-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: ILDDEVAER


Højre-spalte-Nyeste-eBøger


Artikel-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater
C.W. Leadbeater: CLAIRVOYANCE


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
C.W. Leadbeater: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE


Højre-spalte-eBøger-på-vej


Artikel-De-syv-temperamenter-Geoffrey-Hodson
Geoffrey Hodson: DE SYV TEMPERAMENTER


Artikel-Følelsernes-videnskab-Bhagavan-Das
Bhagavan Das: FØLELSERNES VIDENSKAB


Artikel-Patanjalis-Yoga-Sutras-G-Raman
G. Haman: PATANJALIS YOGA SUTRAS


Artikel-Esoterisk-Encyklopædi
Mollerup & Ansvang: ESOTERISK ENCYKLOPÆDI


Højre-spalte-Trykte-bøger


Artikel-Lemuel-Books-04-Erik-Ansvang-&-T-Mollerup-Pyramidegåder
E. Ansvang & T. Mollerup: PYRAMIDEGÅDER & TEMPELMYSTERIER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Lemuel-Books-25-Guder-Gudinder-Gudemennesker
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDER, GUDINDER & GUDEMENNESKER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Gudetempler-&-Mennesketempler
E. Ansvang & T. Mollerup: GUDETEMPLER & MENNESKETEMPLER


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-KYBALION-Hermetisk-filosofi-Esoterisk-egyptologi
Tre indviede: KYBALION


Bestilles hos Lemuel Books

Artikel-Skabende-Meditation-til-personlig-og-spirituel-udvikling
Roberto Assagioli: SKABENDE MEDITATION


Bestilles hos Kentaur Forlag

Logo-Facebook
Bliv ven med os på Facebook