VANDBÆRERENS TEGN

FRA FISKENES TIDSALDER TIL

VANDBÆRERENS TIDSALDER

 

Af Jim Bourne
Fra The Beacon

(Oversættelse Ebba Larsen)

 

Vandbærerens-tegn-Jim-Bourne 

Du kan frit downloade "VANDBÆRERENS TEGN" af Jim Bourne. For at kunne læse filen, skal du have programmet Acrobat Reader, som du kan hente på www.adobe.com/dk - det er gratis. Materialet downloades ved at klikke på pdf-filen i ruden til højre.

OBS!
Klik på den øverste artikel til højre, hvis du ønsker at downloade artiklen.

Klik på den nederste artikel, hvis du ønsker at læse den på internettet. Du kan vende artiklens sider ved at klikke på sidernes hjørner!

 

Esoterisk-visdom-og-åndsvidenskab-fra-VisdomsNettetVi har brug for din støtte

VisdomsNettet er en fond, der ikke ejes af nogen, og alle arbejder gratis. Arbejdet opretholdes alene af donationer, og alle bidrag er altid velkomne. Dit bidrag kan indsættes på… Danske Bank - Reg. 1551 - girokonto nr. 16-973-335 - SWIFT-BIC: DABADKKK - IBAN: DK11 3000 0016 9733 35

På forhånd tak!

 

 

VANDBÆRERENS TEGN

FRA FISKENES TIDSALDER TIL

VANDBÆRERENS TIDSALDER

 

Vandbærerens-tegn-01-Jim-Bourne

 

Vandbærerens tegn har særlig betydning og interesse på dette tidspunkt, for to af de zodiakale cyklusser manifesteres samtidig. Den ene er den årlige cyklus, hvor Solen går ind i Vandbærerens tegn i februar måned hvert år − det svarer til personlighedens livscyklus. Den anden er den ca. 2.000-årige cyklus, der netop er begyndt, og som kaldes Vandbærerens tidsalder − det svarer til sjælens livscyklus.

I den store cyklus bruger Solen en periode på ca. 25.000 år til at passere gennem alle tolv tegn. Hver af de zodiakale perioder påvirker menneskeheden med de særlige karakteregenskaber, der svarer til stjernetegnets natur og til menneskehedens respons på den. Denne proces kan man følge i disse eksempler:

I de seneste ca. 6.000 år er Solen gået gennem tre tegn − Tyren, Vædderen og Fiskene. I Tyrens tidsalder indførte man Mithra-mysterierne og den hellige tyr var i centrum i ritualerne. Denne periode blev efterfulgt af Vædderens tidsalder − en periode på 2.000 år, hvor man lagde vægt på f.eks. de egyptiske vædderguder Khnum og Amon. Derefter kom en 2.000-årig cyklus i Fiskenes tidsalder. Denne tidsalder havde relation til "vand", følelseslivet, astralplanet og til vandsymboler. I denne tidsalder blev man bevidst om, at "mennesket er som en fisk, der svømmer i følelsernes hav".

 

Vandbærerens-tegn-02-Jim-Bourne

 

Menneskeheden er nu på vej ind i den næste 2.000-årige cyklus − Vandbærerens tidsalder. Symbolet for dette tegn er et menneske, der bærer en krukke med vand på sine skuldre. Krukken er så fuld, at vandet flyder over og ud til alle − og alligevel tømmes den aldrig. Nøgleordet for Vandbærerens tegn er:

 

"Jeg er livets vand, der strømmer ud

til tørstende mennesker".

 

Symbolet for tegnet er også tjenestearbejde. Esoterisk set lægger disciplen alt i krukken for at give det i tjenestearbejde. Det gives frit, når det er nødvendigt for at dække et behov. Gruppers liv og gruppers tænkning vil blive det dominerende karaktertræk i Vandbærerens tidsalder.

Idealismens tidsalder

 

Vandbærerens-tegn-03-Jim-Bourne

 

En anden væsentlig faktor er, at selvom der er flere stråler i manifestation på samme tid i en zodiakal cyklus, så er der kun én stråles energi, som er den dominerende, og den er afgørende for den zodiakale påvirkning. Det kan kort forklares med nogle begivenheder i Fiskenes tidsalder, hvor den dominerende stråle var 6. stråle for idealisme.

I tiden før kristendommen var Hierarkiet meget bevidst om 6. stråles potentielle energier, og om den voksende zodiakale påvirkning fra Fiskenes tegn. Hierarkiets medlemmer vurderede dengang, at menneskeheden var parat til en ny åndelig retning, og da 6. stråles undervisningsmetode er baseret på forskelligartede religioner og organisationer, blev det besluttet at lægge vægten på religiøse værdier.

I de efterfølgende århundreder havde 6. stråle for idealisme sin største indflydelse på det 6. plan − astralplanet. De fleste mennesker er følelsesmæssigt polariseret, og derfor blev virkningen meget kraftig og gik til yderligheder. Mange mennesker har udviklet en idealistisk natur og en målrettet hengivenhed på grundlag af en følelse af en guddommelig virkelighed.

Påvirkningen fra Fiskenes tegn og 6. stråle − der er kendetegnet ved idealisme − skabte mange forskellige kulturer og religioner. På trods af at selve implementeringsarbejdet blev foretaget af disciple og indviede på alle stråler, var det disciple på 6. stråle, der var de mest toneangivende. Forskellen i strålekvaliteterne har til en vis grad været årsagen til, at der opstod en så stor mangfoldighed af kulturer og religioner i Fiske-tidsalderen.

6. stråle for idealisme begyndte at trække sig tilbage fra manifestation i 1625 − for ca. 400 år siden. Og 7. stråle for ordnet aktivitet begyndte så småt sin påvirkning i 1675. Det er en meget langsom og uafvendelig proces, hvor det tager de zodiakale påvirkninger ca. 500 år at gå fra et tegn til det næste.

Overlapning og overstimulering

 

Vandbærerens-tegn-04-Jim-Bourne

 

Der er to perioder i en cyklus, der har virkelig betydning. Den ene er den sidste del af perioden, og den anden er den del, hvor to cyklusser overlapper hinanden og smelter sammen. På de tidspunkter, hvor der sker en sammensmeltning, opstår der tværgående strømninger. I den midterste del af en cyklus, hvor den indkommende vibration stabiliseres og den gamle er trukket tilbage, sker manifestationen i en rolig og tilsyneladende afbalanceret periode. Desuden skaber de sidste stadier i alle tegn en overudvikling af de kvaliteter, de repræsenterer. På intet tidspunkt i menneskehedens historie har dette vist sig tydeligere end i nutiden, hvor Fiskenes tidsalder og Vandbærerens tidsalder overlapper hinanden.

Derfor ser man overalt mennesker, der kæmper for deres idealer og står fast på en sag, og der er kamp og konflikter inden for ethvert område, hvor idealister (uanset om idealerne er rigtige eller ej) udkæmper uforsonlige krige. Flere latente energityper er blevet særdeles aktive.

Det er en interessant kendsgerning, at forsøgene på at finde metoder til løsning af problemerne har løftet fokuseringen af menneskets bevidsthed op til mentalplanet og derved nærmere til sjælsplanet og til kilder med lys og kærlighed. På trods af at verdens reaktion i de indledende stadier kommer til udtryk på det materialistiske område, så vil reaktionen i de sidste stadier uundgåeligt manifestere guddommelige egenskaber og forandre historien og civilisationen.

Vandbærer-egenskaber

 

Vandbærerens-tegn-05-Jim-Bourne

 

Den kommende proces i den planetariske tjeneste via det 3. guddommelige center − menneskeheden − bliver først virkelig effektiv, når Vandbærer-tegnet hersker, og når Solen bevæger sig gennem dette tegn i zodiaken. Først når det højtudviklede menneske er blevet verdenstjener og gruppebevidst, vil dette mål i manifestationen begynde at vise sig. I denne periode − for første gang i planetens historie − er det ved at ske, men det er først i den næste rodrace, at menneskeheden begynder at forstå processens betydning og den virkelige natur af de energier, der skal frigøres af planetens menneskehed. I mellemtiden udvikler de højtudviklede mennesker en sensitiv humanistisk opmærksomhed og en dyb, inspireret hensigt, der skal aktiveres på Hierarkiets vegne. Disse Vandbærer-egenskaber vil i stigende grad vise sig, og påvirkningen fra den 2.000-årige cyklus bliver mere og mere tydelig.

Den virkning, som Vandbærer-energien skal have på Hierarkiet − planetens hjertecenter − er at tilføre Shamballa-energi for at intensivere Hierarkiets relation til Shamballa. Processen medfører, at alle medlemmer af den store ashram påvirkes lige fra Kristus til den nyeste discipel. Alle bliver mere og mere modtagelige for "den guddommelige vilje".

Processen forstærkes ved, at den begyndende 7. stråle er en af de direkte kanaler, som 1. stråle kan følge. Meget af det, der sker i nutiden, er virkninger af 1. stråle for vilje, der hovedsagelig kommer til udtryk via 7. stråle i denne overgangsperiode. Man kan derfor se, at viljesenergien er til stede, og den skal benyttes med forsigtighed. Dvs., at det er viljesenergien fra planetens højeste center (Shamballa), der nu aktiveres, og derfor kan man også forvente et mere positivt udtryk for 1. stråle holdninger og handlinger − navnlig nu hvor 6. stråle hurtigt er på vej ud af manifestation.

Fremtiden

 

Vandbærerens-tegn-06-Jim-Bourne

 

Hvad kan menneskeheden forvente i de kommende årtier og århundreder som et resultat af den indkommende 7. stråle, der skal påvirke i Vandbærer-tegnets 2.000-årige cyklus − Vandbærer-tegnet, der er et symboltjenestearbejde, og som rummer kvaliteter som gruppehandling og gruppebevidsthed?

7. stråle har flere navne: Den kaldes strålen for ceremoniel orden og magistrålen for orden og lovmæssighed − strålen for ordnet ritual − strålen, der skaber glæde, når "alt er udført på en moralsk og ordnet måde". Det er ikke så mærkeligt, at den også kaldes "strålen for rituel etik og moral", når den kommer til udtryk som skønhed og rytme.

Der er flere eksempler på ordnet ritual: Meditationsritualet skaber ny fokusering og ny indsigt i de højere verdener. Solsystemets ritual er et udtryk for Guds meditation og guddommeligt tjenestearbejde, der udføres i hele manifestationsperioden. Når mennesket tilrettelægger sit liv som et tjenesteritual, er det bogstaveligt talt det samme som at tune sig ind på det guddommens liv, hjerte og tænkning.

Når den 7. stråle manifesterer sig på det 7. plan (og det er det, der sker i nutiden), bliver virkningerne mærkbare. Ifølge åndsvidenskaben ligger den guddommelige plan skjult i mineralriget i en krystals geometri, og Guds udstråling er bevaret i ædelstenens farve. Mennesket vil kunne se, at den struktur, der er i en krystal, en juvel og en diamant − i formens og farvens skønhed − og i udstrålingen og den geometriske fuldkommenhed − også er i Universet som en enhed. Universets store geometriker arbejder ved hjælp af 7. stråle, og derved sætter han sit præg på alle livsformer − navnlig i mineralriget.

Ceremoniel magi

 

Den syvende stråles metode til undervisning om sandhed foregår via magihvid magi. Dette er en af årsagerne til, hvorfor den begyndende Vandbærer-tidsalder til tider kaldes den "magiske tidsalder". I denne forbindelse har Tibetaneren sagt, at han er begrænset og hæmmet af sproget, fordi emnet omhandler noget, der er nyt og derfor ikke fuldt ud kan blive forstået.

Når en stråle som 7. stråle for ceremoniel orden kommer i manifestation, sker der tre ting:

 

Vandbærerens-tegn-07-Jim-Bourne

 

  1. Den forandrer civilisationens karakter og menneskehedens kultur.
  2. Den forandrer de øvrige naturriger, og dermed skabes der en ny egenskab i sjælens manifestation i hvert naturrige. Det medfører forandringer i formaspektet.
  3. Andre typer af sjæle, vil inkarnere, og derfor vil man se et stigende antal 7. stråle sjæle i manifestation.

Der er stadig et stort antal 6. stråle sjæle i inkarnation, og der vil gå ca. 100 år, før der ikke inkarnerer flere. De 6. stråle disciple, der i øjeblikket er i inkarnation, har svært ved at forstå og håndtere de indstrømmende 7. stråle energier. Når de forsøger at bruge dem, har 7. stråle energierne tendens til at komme til udtryk på astralplanet. Resultatet er astral magi og et større blændværk. Det frister nogen til at påstå, at de underviser i magi og i at bruge kraftfulde mantraer − og at de er de eneste, der har kendskab til mestrenes hemmeligheder, der endnu ikke er offentliggjort. Den tibetanske mester Djwhal Khul siger, at det hele er en form for astralt blændværk, og at underviserne har kontakt til noget på astralplanet, der senere vil manifestere sig fysisk, når tiden er inde.

Ægte hvid magi

 

Vandbærerens-tegn-08-Jim-Bourne

 

Den ægte hvide magi drejer sig om sjælens udvikling i legemerne og de nødvendige erfaringer, det giver. Sjælen har ikke nogen direkte indflydelse på legemerne, men den kan påvirke dem indirekte. Den hvide magiker véd, at:

 

"− når den rigtige strålepåvirkning bruges i relation til det center, der kaldes sjælen i ethvert legeme, men ikke til selve legemet, så kan sjælen selv nedbryde vaner og tendenser, tiltrække og genopbygge legemerne og derved forny sin manifestation. Det gælder menneskes sjæl, nationens sjæl og menneskehedens sjæl".

 

Tibetaneren pointerer:

 

"Husk dette, for her har jeg nævnt

en fundamental og vigtig regel,

der er evigtgyldig for hvid magi".

 

En af de uundgåelige virkninger af 7. stråles energi vil være, at der skabes en nærmere relation mellem de fire naturriger − menneskeriget, dyreriget, planteriget og mineralriget. Det er den absolut vigtigste tjenesteopgave, som menneskeriget (via de inkarnerende sjæle) har påtaget sig som formidlere af åndelig energi til naturrigerne under menneskeriget.

Det blev tidligere nævnt, at et meget stort antal af 7. stråle sjæle og 7. stråle personligheder kommer i inkarnation i denne periode. Bl.a. vil en 7. stråle discipel arbejde med ritualer og med sin forståelse af mantraer "kraftord". Disciplen vil bruge lydens kraft til at opbygge Den Nye Tidsalder med dens kultur og civilisation. En sideeffekt ser man i den stigende brug af slogans som skaber reaktioner, der river mennesket med i massereaktioner.

Åndelig manifestation

 

Vandbærerens-tegn-09-Jim-Bourne

 

Den indkommende 7. stråle kommer til udtryk som en kraft til at organisere. Kraften har en evne til at integrere og til at oprette en synteseskabende relation mellem de store modsætninger, hvorved der opstår nye former for åndelig manifestation. Men desuden vil den skabe nye former af det, som man fra et åndeligt synspunkt vil betragte som materiel ondskab. Kraften vil føre al manifesteret ondskab op i lyset. Det vil til sidst medføre, at ånden og den skjulte storhed åbenbares, når den manifesterede form er blevet forædlet.

Når strålen for ceremoniel orden kontrolleres og bruges korrekt, vil den skabe den rigtige rytme inden for alle menneskelivets områder. Hierarkiet forsøger konstant på at trænge nutidens katastrofale kaos tilbage og stimulere fremtidens ordnede skønhed. De dødbringende våben, som alle onde kræfter er i besiddelse af, medfører kaos, sammenbrud, manglende sikkerhed og som følge deraf frygt. De onde kræfters styrke er enorm stor, fordi de ikke har relation til en bestemt menneskegruppe, men til alle ideologier.

De former for kaos, der stammer fra frygt, fra fødevaremangel, fra usikkerhed og fra kendskab til andre menneskers lidelser, er faktorer, som Hierarkiet beskæftiger sig med. Det er en virkelig vanskelig opgave. Hele rytmen i den internationale tænkning skal forandres − og det er faktisk ved at ske. De mennesker i de forskellige nationer, der er ansvarlige for det eksisterende kaos og for utrygheden, vil med tiden blive afløst af mennesker, der kan samarbejde med 7. stråles rytme og derved skabe orden og skønhed. Med den indkommende stråles påvirkning vil der blive skabt en vedvarende balance mellem det gamle og det nye, sådan at den "ædle middelvej" via rigtig handling og rigtige menneskelige relationer kan betrædes med sikkerhed.

Efterhånden som påvirkningen fra strålen for ceremoniel orden optrappes, vil støjen fra konflikter og konfrontationer lidt efter lidt forsvinde. I samme takt vil organisering, systemer og orden komme til at dominere. Fra den nuværende turbulens vil en ny verden baseret på velorganiserede principper vokse frem. Gradvis vil en ny rytme tone frem, og i stedet for socialt kaos vil der opstå social orden. I stedet for religiøse forskelle og sekter i mangfoldige religioner, der dyrker særstandpunkter, vil der være én religiøs praksis, der praktiseres efter en bestemt form og formuleres ifølge vedtagne love. Og i stedet for økonomisk stress og politiske blokdannelser vil man skabe systemer, der er i harmoni med fundamentale naturlove.

Nyt syn på seksualitet

 

Vandbærerens-tegn-10-Jim-Bourne

 

Seksualitet vil man opfatte på en klogere og mere nuanceret måde på grund af påvirkning af den indkommende stråle. 7. stråle styrer sakral-centret − seksualitetens center. I begyndelsen har det resulteret i en midlertidig overstimulering af menneskehedens seksualliv, og derfor er der i den nuværende periode en overdreven fokusering på det seksuelle område.

Set fra en esoterisk synsvinkel er devariget involveret. Nogle af de lavere forplantningsorganers devaer søger mod halscentret for at fungere dér, og de benytter kraften fra kundalini-ilden. Alt dette sker i overensstemmelse med evolutionsloven, men der sker skader, fordi loven overtrædes, og resultatet er lidelse. Massernes seksuelle udskejelser skyldes bestemte udviklinger i den dyriske natur. Det bør skabe eftertanke hos de, der ønsker at afhjælpe de nuværende problemer.

Emnet seksualitet kan diskuteres åbent, fordi der er en ny forståelse af de bagvedliggende principper. En rigtig indstilling til seksualitet er mulig, og det er på tide, at menneskeheden skaber de tankeformer, der kan løse problemet.

Vesten og Østen

 

Vandbærerens-tegn-11-Jim-BourneDet er 7. stråles påvirkning, der vil give impuls til etablering af de esoteriske skoler i Vesten − ligesom 6. stråle gav impuls til oprettelse af esoteriske skoler i Østen. Læren i Østen påvirkede kristendommen og var afgørende for religionens videre udvikling. Kristendommen er en religion, der særlig er egnet til at bygge bro mellem Østen og Vesten. Rollerne vil undervejs blive byttet om, og "Lyset fra Østen" vil komme til Europa og USA.

7. stråle påvirker primært det fysiske plans æteriske niveauer. Det er det æteriske legeme, der modtager de begyndende strålepåvirkninger. I Den Nye Tidsalder vil det æteriske legeme blive anerkendt som en naturvidenskabeligt kendsgerning. Man vil finde ud af, at de æteriske chakraer − både de primære og de sekundære − er fokuspunkter for den energi, der strømmer fra menneskets indre legemer og ind i det fysiske legeme. Derfor vil man opleve en regulær revolution inden for sundheds- og sygdomsområdet.

Naturvidenskaben vil gå ind i Den Nye Tidsalder. Forskningen vil rette sig mod andre områder. Mulighederne for videnskabelige opdagelser og erkendelser vil være langt større, og materialisme (sådan som ordet forstås nu) vil forsvinde. Begrebet "materialisme" vil blive forældet. Og fremtidens menneskehed vil undre sig over nutidens begrænsende vision og undre sig over, hvorfor man tænkte og følte, som man gjorde i denne tidsalder.

Om 1.000 år

 

I århundrederne fremover vil et af virkningerne fra "livets vand", der strømmer fra Vandbærer-tegnet, være, at menneskets astrallegeme bliver så "renset", at menneskeheden gradvis vil miste interessen for den fysiske verden. Den astrale natur vil blive stimuleret, og menneskeheden vil udvikle et ægte gruppebevidsthed, der ikke accepterer nogen form for racemæssige og nationale forskelle. Det er noget, som nutidsmennesket ikke kan forestille sig eller tro på nu, men om ca. 1.000 år vil menneskeheden være forenet og udgøre et fuldkomment broderskab. Sådan lyder profetien.

 

Vandbærerens-tegn-12-Jim-Bourne

 

På denne måde går menneskeheden ind i Vandbærerens tidsalder til en bevidsthedsudvidelse, der vil udvikle rigtige grupperelationer i stedet for individuelle og selvcentrerede relationer. Vandbærer-mennesker (som kaldes Den Nye Verdenstjenergruppe) har allerede taget fat på deres selvvalgte opgaver. Verdens-tjenerne findes i ethvert land. De er på alle syv stråler, og derfor udtrykker de mange forskellige synspunkter. Deres tjenesteområder varierer utroligt meget og deres teknikker er så forskellige, at de ikke forstår, hvordan andre Vandbærer-mennesker arbejder. Men de bærer alle en vandkrukke på skulderen med livets vand, og de lader alle lys strømme ud over deres omgivelser.

Nøgleordet for Vandbærerens tegn

 

Vandbærerens-tegn-13-Jim-Bourne

 

Nøgleordet for Vandbærerens tegn er:

"Jeg er livets vand,

der gives til tørstende mennesker."

 

 

_________________________________

Oversat fra The Beacon med tilladelse fra Lucis Trust
Udgiver: Lucis Press: www.lucistrust.org
Direkte link til The Beacon magazine:
http://www.lucistrust.org/en/books/the_beacon_magazine

_________________________________