NUTIDENS CEREMONIER

Ceremonier handlede oprindeligt og essentielt om magi, der var tilrettelagt for at skabe bestemte, konkrete resultater, men i nutiden udføres næsten alle rituelle ceremonier af vane. Nutidens ceremonier strækker sig fra tankeløs ærbødighed til misforståede traditioner – og mange ceremonier skal bare tilfredsstille forestillinger om hengivenhed. Tidligere − når en neofyt blev salvet i mysterierne − var det faktisk afslutningen på en proces, der begyndte på højere bevidsthedsplaner i neofyttens indre natur. Det var ikke en symbolsk handling, der bare skulle fastholde opmærksomheden eller imponere følelseslivet. I to kristne ceremonier − dåb og konfirmation – betragtes handlingerne af mange kirker som ”ydre og synlige tegn på en indre og åndelig nåde”, og af andre som en egentlig overførsel af nåde til hovedpersonen − og det samme gælder andre af de kristne sakramenter. I den ægte ceremonielle magi anerkendes overførslen fuldt ud, men om det lykkes afhænger af, om de nødvendige betingelser opfyldes. Men den nødvendige viden og teknik, der kræves for at opfylde de nødvendige betingelser, har de fleste mennesker tydeligvis glemt i nutiden. Det er en viden, man først opnår i de højere grader af discipelskab, og den er bevogtet og beskyttet. Ceremoniel magi – uanset om den er hvid eller sort − betyder påkaldelse af forskellige naturkræfter, stærkere eller svagere afhængig af deres natur − og kontrol over dem kræver en målrettet vilje, et fokuseret tankesind og et rent hjerte. Ceremonier, der er udført i uvidenhed, kan være totalt resultatløse.

Der løber en rød tråd af halvintuitiv forståelse gennem traditioner og ceremonier i menneskehedens historie, og den opmuntrer i virkeligheden folk til at holde op, men uvidenhed, vaner, ceremonier og gruppepres får folk til bevidstløst at fortsætte. Derfor er ceremonierne blevet holdt i live gennem tiderne, selv om den reelle betydning og virkning for længst er gået tabt. Et godt eksempel er julen. Ingen ved, hvornår Jesus blev født, og derfor valgte præsterne en dato. Ca. 300 e.Kr. fastlagde man Jesu fødselsdag til den 25. december. Årsagen til valget var tydeligvis, at man kunne kombinere fejringen af fødselsdagen med fejringen af den gamle midvinterfest. Lysets tilbagevenden blev fejret overalt på Jorden, og når julen fejres i december som lysets fest, er det et levn fra den romerske vinterfest ”saturnalierne”. Ceremonien blev fejret af romerne den 19. december, og den markerede slutningen på et år og begyndelsen på et nyt. Julius Cæsar ændrede imidlertid datoen til den 17. december, men fejrede til gengæld begivenheden i hele syv dage – altså frem til den 24. december. Saturnalierne var snarere ildens end lysets fest, og i den anledning dekorerede romerne hjemmene med stedsegrønne grene, lys og kulørte lamper. De gav hinanden gaver, spiste søde sager, og man skulle være gode ved hinanden.

Ordet ”jul” stammer fra det hedenske jól, der sandsynligvis henviser til ”øl” eller ”mjød”, og dermed til de store mængder øl, der blev drukket sammen med indtagelsen af masser af sul for at fejre midvinteren og lysets tilbagevenden. Sandsynligvis stammer ceremonien fra legenden om aserne (alfaderen Odins afkom), som levede i Asgård, hvor aserne mødtes til højtider, hvor de drak masser af mjød − men de færreste er klar over, at ”mjød” er symbol på livserfaringer, der blev erhvervet i livets lavere regioner.

Jesus har aldrig bedt de troende om at fejre hans fødselsdag, og der står ingen steder i Bibelen, at man skal fejre hverken hans eller andres fødselsdag. Omkring år 200 gjorde kirkefaderen Clemens af Alexandria ligefrem nar af de mennesker, der vil beregne Jesu fødselsdag. Beslutningen skabte også voldsom modstand i kristne grupper − eksempelvis i England i det 17. årh., hvor puritanerne fik julefesten forbudt. De mennesker, der stadig har et religiøst element i julefesten, fejrer det fysiske Jesus-barns fødsel i krybben, og det sker så bundet af kirkens stivnede dogmer og trossætninger, at det ikke går op for dem, hvad der var hensigten med ceremonien. Fødslen i krybben er symbol på Kristus-princippets fødsel i hjertets krybberum. Hjertets sæd (kærligheden) spirer i mørket (stalden) og barnet (Kristus-princippet eller sjælsimpulsen) fødes. Juletiden er derfor reelt årets åndelig påmindelse til alle om at bedømme kærlighedens vækst eller deres åndelige udvikling i året, der gik. Man skal ransage sin bevidsthed og vurdere, hvordan livet og udviklingen er forløbet og forberede sig på et nyt år med nye udviklingsmuligheder. Men hvad har julen i stedet for udviklet sig til i nutiden? En dybt materialistisk præsentation af kristendommen, og på samme måde er den enkelte juledag degenereret til et orgie af ødselhed, erhvervelse af ting og sager, og mest af alt betragtes det som en periode, der er ”god for handel”.