HVOR ER ”HIMLEN”?

Menneskeheden har sendt rumsonder meget langt ud i rummet, og med teleskoper har rumforskerne iagttaget fjerne galakser millioner af lysår borte, men religionernes meget omtalte ”Himmel”, hvor Gud, englene og de rettroende angiveligt opholder sig, har ingen set. Religionerne kan ikke forklare, hvor deres ”Himmel” befinder sig, men iflg. åndsvidenskaben findes der tre områder, der på en måde kan betegnes som en slags ”Himmel”.

Den ene ”Himmel” er astralplanet. Det er et subjektivt eksistensplan – det sjette af syv bevidsthedsplaner. Det fysiske plan gennemtrænges af astralplanets stof, som ikke kan opfattes med de fysiske sanser, for de er ikke i stand til at registrere stoffets finhed og hurtige bevægelser. Iagttagelse kræver clairvoyance. Når mennesket dør på det fysiske plan, overføres bevidstheden til astrallegemet. Det samme sker, når det sover. Mennesket kan bruge lang tid på astralplanet afhængig af tilstanden i følelses- og begærlivet. Det er muligvis den bevidsthedstilstand, som de traditionelle religioner kalder ”Himlen”. Det er en tilstand for sanselig nydelse, der er udtryk for længsel efter hvile, fred og lykke, og det enkelte menneske skaber det for sig selv i forhold til det, der er opbygget i livet på det fysiske plan. Derfor er der utallige varianter af det astrale liv. På et tidspunkt dør astrallegemet også, og bevidstheden trækker sig ind på næste eksistensplan – mentalplanet.

På mentalplanet er der også en slags ”Himmel”. Planet omtales ofte som Devachan. I det gamle Egypten hed det Amenti. Eksistensplanet og mentallegemet består af endnu finere og hurtigere vibrerende stof end astrallegemet, og bevidsthedstilstanden, der beskrives som lyksalighed, er mere eftertænksom og intens. Virkelighedsoplevelsen er overvældende i forhold til astralplanet. Men mentalplanet hører stadig til den lavere stof- og formverden, og mennesket er også nødt til på et tidspunkt at transcendere den mentale tilstand. Det kan kun ske via ubundethed og upersonlighed – og det gælder i øvrigt uanset hvilket bevidsthedsplan, man befinder sig på. Desuden er der ingen ophold i Devachan for det uudviklede menneske, for hvis der kun er udviklet meget lidt intelligens og aktivt tankeliv, er der ikke noget at bearbejde i Devachan. Hvis det er tilfældet, udsender sjælen en impuls, som indleder en ny reinkarnationsproces.

Den tredje form for ”Himmel” kaldes Nirvana, som de fleste har hørt om. Et menneske får kun adgang til den høje energiverden, når de tre lavere formverdener ikke længere kan fastholde et menneske pga. bindinger eller karma. Mentalplanet giver en oplevelse af enhed med andre, men eksistensplanet er stadig en afspejling af en endnu højere tilstand, og derfor er der stadig aspekter af egoisme og separatisme. Nirvana repræsenterer ægte enheds- eller gruppebevidsthed. Det indebærer lyksalighed for den enkelte, og adskilthed opleves ikke længere – kun altomfattende enhed. Det er en bevidsthedstilstand, der kan opnås på det fysiske plan af de mennesker, der opnår oplysning. Nirvana oversættes som regel med ”tomhed” eller ”udslettelse”, men ofte – navnlig i Vesten – fortolker man meningen bogstaveligt, og derfor sidestiller man Nirvana med totalt ophør af liv og bevidsthed. Holdningen kan sammenlignes med naturvidenskabens overbevisning om, at når et fysisk menneske dør, udslettes livet og bevidstheden permanent. Iflg. åndsvidenskaben er begge dele en misforståelse. Nirvana er den tilstand man opnår, når man undslipper de karmiske cyklusser af genfødsel og lidelse. Nirvana er en tilstand af enhed med den universelle bevidsthed – ”den rene tilstand” – på det nirvaniske eller atmiske bevidsthedsplan.

Når det fysiske legeme er kasseret, vil de fleste mennesker stå over for to store oplevelser i efterlivet – et øjeblik med sjælskontakt, og derefter et tilbageblik over det fysiske liv. Det skaber grundlag for bearbejdning i efterlivet, og former desuden grundlaget for næste inkarnation.

Spørgsmålet er nu, hvor religionernes ”Helvede” befinder sig? Det er et rædselsvækkende torturkammer, som den alkærlige Fader iflg. præsterne bruger til at udsætte sine menneskebørn for evige lidelser og rædsler, hvis de vover at sætte spørgsmålstegn ved Hans eksistens. Det er tydeligvis en fantasifuld opfindelse af kristendommens præster. Helvede og skærsilden findes ikke. Spørgsmålet er, om det såkaldte ”Helvede” er identisk med det fysiske plan?