Anden del

Invokation og evokation

Teknikken til invokation

Den etymologiske[1] betydning af ordet invokation er at "nedkalde" eller "at påkalde ind i". Det er dybest set et krav, en appel til noget højere eller en anmodning om hjælp eller indgriben. Generelt kan man sige det samme om bøn, men der er en grundlæggende forskel. Bøn (som for­klaret i fjerde instruktion) er en "indfølende" tilnærmelse, hvor følel­serne benyttes. Invokation er en handling, der inkluderer brugen af alle indre funktioner. Invokation sætter gang i tankesindet (medita­tion), af følelsen (bøn), af forestillingsevnen (visualisering) og af viljen (bekræftelse). Det er indlysende, at denne omfattende og synteseskabende aktivitet i hele menneskets væsen – hvis den udføres rigtigt – tilfører invokationen en enorm kraft, der er langt større, end hvis de enkelte aktiviteter bruges hver for sig.

Øvelse gør mester

Denne form for kombinerede aktiviteter er vanskelig at gennemføre, og det kræver undervisning og egnede teknikker. Men den tid og energi, man ofrer på at lære at bruge invokation, bliver belønnet af de positive virkninger, og når evnen først er udviklet, bliver den permanent.

Da invokation er en syntese af flere aktiviteter, er det først og fremmest nødvendigt at lære teknikken til hver enkelt aktivitet at kende samtidig med, at man bevarer fokuseringen på det endelige mål. Det næste skridt er lidt efter lidt at bruge to teknikker samtidig. Og endelig skal man lære at bruge alle på én gang. For at beskrive faserne på en mere tydelig måde kan de ses i relation til Den Store Invokation (se længere fremme i denne instruktion). Den Store Invokation er egnet til formålet, fordi den rummer en indtrængende appel til de tre store aspekter af guddommelighed, der også findes i mennesket: Lys, kærlighed og kraft.

Først skal man benytte Den Store Invokation til både refleksiv og re­ceptiv meditation. Det betyder, at man tager ét vers ad gangen og re­flek­terer over betydningen af hvert ord og hver linje. Hvis man be­gyn­der med refleksiv meditation kan man f.eks. i første vers se ordene "Gud" – "Lys" – "Sind" – "sænke sig over Jorden". Ordene kan være en kraftig inspiration, der kan give ubegrænset stof til refleksion. Andre ord, der giver lignende inspirationer, findes gennem hele Den Store In­vokation. Derefter − eller som afveksling − kan man meditere recep­tivt. Her kan man tage de samme ord og ved at fastholde dem i bevidstheden forsøge at blive modtagelig over for deres dybere betyd­ning. Man forsøger at opnå en intuitiv forståelse, en opfattelse af syn­tese, et vist omfang af enhed, en identifikation med den virkelighed, der reflekteres over, sådan at man føler sig gennemstrømmet af lys, kærlighed og kraft, og selv udstråler lys, kærlighed og kraft i samme øje­blik.

__________________________________

[1]
 En etymologisk ordbog giver svar på de to spørgsmål: "Hvorfor hedder det sådan?", og "Hvad kommer ordet af?"

__________________________________