I nutiden, som er den eksakte videns tidsalder, kan det lyde uvidenskabeligt, men René Descartes var imidlertid kommet meget tættere på den esoteriske sandhed end Ernst Haeckel,[1] for epifysen[2] er meget nærmere forbundet med sjælen og ånden end med menneskets fysiologiske sanser. Hvis de fremmeste naturvidenskabelige forskere havde bare en lille smule forståelse for de virkelige processer, som evolutionsimpulsen bruger, og vidste noget om den cykliske spiralbane, som naturloven følger, ville forskerne vide i stedet for at gætte og teoretisere. På grundlag af kendskabet til menneskets tidligere former, ville de være sikre på menneskets fremtidige, fysiske omformninger. Forskerne ville erkende det fejlagtige og stupide i deres påstand om naturens ”blinde kræfter” og ”mekaniske processer”, og de ville pga. deres viden indse, at f.eks. epifysen selvfølgelig er uegnet til fysisk brug på det nuværende udviklingsniveau i menneskets verdensperiode. At det ekstra ”øje” nu er atrofieret (gået til grunde lidt efter lidt) hos mennesket, er et bevis på, at det ligesom hos de laverestående dyr engang har været aktivt, for naturen skaber aldrig selv den mindste og mest ubetydelige form uden at have en bestemt hensigt med den, og uden at den opfylder et eller andet formål.

Åndsvidenskaben siger, at kirtlen var aktivt på et udviklingsniveau, hvor det åndelige aspekt i mennesket beherskede det intellektuelle og det psykiske aspekt, som stadig var helt potentielle. Dengang udviklingen nærmede sig et punkt, hvor de fysiologiske sanser blev udviklet parallelt med det fysiske menneskes vækst og konsolidering – dvs. den zoologiske udviklings uendelige, komplicerede forandringer og vanskeligheder − svandt det midterste ”øje” ind sammen med de oprindelige åndelige og rent psykiske karaktertræk hos mennesket. Og en talemåde siger, at ”øjet er sjælens spejl eller vindue”.

Åndsvidenskabens påstande kan virke uvidenskabelige i den nuværende eksakte naturvidenskabs udviklingsperiode, men som sagt var René Descartes langt tættere på den esoteriske sandhed end Ernst Haeckel (billedet th.), for som omtalt står pinealkirtlen i langt nærmere forbindelse med sjælen og ånden end med menneskets fysiologiske sanser. Den var en aktivt kirtel på det udviklingstrin, hvor det åndelige aspekt i mennesket havde overtaget over de intellektuelle og psykiske aspekter, som stort set ikke var udviklet.

_________________________________

[1] Ernst Heinrich Philipp August Haeckel (1834-1919 e.Kr.) var tysk biolog og filosof, som gjorde Charles Darwins arbejder kendt i Tyskland, og han udbyggede dem vedr. menneskets afstamning. Ernst Haeckel var læge og blev professor i sammenlignende anatomi.

[2] Corpus pineale eller koglekirtlen er en kirtel på ca. 0,15 g og med form som en grankogle. Den er placeret på den forreste del af hjernestammens overside. Den er et søsterorgan til hypofysen og kaldes derfor også epifysen.

_________________________________