Det er derfor indlysende, at hypofysen og pinealkirtlen har stor betydning i åndsvidenskaben. I A Study in Consciousness (Et studie af bevidstheden) konstaterer Annie Besant, at kirtlerne oprindeligt stod i forbindelse med det sympatiske nervesystem, men nu udgør de en del af det cerebrospinale (hjerne-rygrads) nervesystem. Desuden sætter hypofysen liv i berøringspunkterne mellem det sympatiske system og astrallegemet, og dermed skabes der en ubrudt bevidsthed mellem astralplanet og det fysiske plan. I hjernen fungerer hypofysen som kirtel for clairvoyance, og pinealkirtlen fungerer som kirtel for tankeopfattelse og intuitiv oplysning. I tredje bind af Den Hemmelige Lære siger H.P. Blavatsky, at de forholder sig til hinanden som manas til buddhi. Og i andet bind har hun en anden interessant oplysning:

”Man ved, at René Descartes[1] betragtede epifysen (glandula pinealis) som sjælens bolig, selv om det nu opfattes som fri fantasi af de mennesker, der ikke længere tror på eksistensen af et udødeligt princip i mennesket. Han sagde, at selv om sjælen er forbundet med alle dele af det fysiske legeme, er der en særlig del, hvor sjælen praktiserer sine funktioner i højere grad end i andre, og den særlige del kan hverken være hjertet eller hjernen. Derfor konkluderede han, at det var den lille kirtel, der er forbundet med hjernen, og som alligevel har en funktion, der er uafhængig af hjernen. Kirtlen kan let bringes i en slags svingende bevægelse af de åndelige skabninger, der passerer kraniets hulrum i alle retninger”.

_________________________________

[1] René Descartes (1596-1650 e.Kr.) var fransk filosof og matematiker, der grundlagde den analytiske geometri. Det var René Descartes, der opfandt det retvinklede koordinatsystem, som stadig bruges i nutiden.

_________________________________