Når den ønskede tilstand med stilhed endelig er opnået − efter en periode med ihærdige forsøg og koncentreret indsats − så er man klar til det næste stadie af sensitivitet. Holdningen skal være rolig og nærværende opmærksomhed og tålmodig venten. Stadiet kan også beskrives som en stor interesse – uden følelser for det, man kan opleve, og det man kan få indsigt i. Den kilde, man venter at modtage indtryk fra, og som opmærksomheden rettes mod, er sjælen. Sjælen er den sikre kilde til sande indtryk, men den er ikke den eneste kilde. Indtryk fra andre kilder, når de er høje og ægte, kanaliseres ofte eller overføres via sjælen til det bevidste tankesind.

Metoderne til modtagelse er forskellige. Åndelige indtryk kan komme til bevidstheden via synet, hørelsen, en impuls til handling og på andre måder. Det, der som regel sker, sker via synet eller ved indre oplysning. Tankesindet er symbolsk set et "indre øje", og ofte bruges ordet "vision" symbolsk, fordi der er tale om indsigt, om indre oplysning, og om "at se", når det gælder om at forstå meningen med nogle forhold eller begivenheder. Og man taler om "at se" en løsning på et problem og at have fået en "lys" ide. Af og til er det en geometrisk figur eller en eller anden symbolsk form, der viser sig i bevidstheden. Også en række konkrete billeder, former og farver kan komme til syne, men det er et produkt af imaginationen og har ikke en mental natur. Denne strøm af billeder skal standses eller i det mindste iagttages roligt i kort tid uden at vise dem særlig interesse.

En højere form for åndeligt "syn" kan kaldes intuition. Ordet intuition kan være misvisende, fordi det er blevet brugt i mange betydninger. Etymologisk set er ordet forbundet med vision og betyder "at se ind i". Intuition i en høj og ren form kan betragtes som opnåelse af en direkte transcendent forståelse af et emnes eller et måls virkelige karakter og realitet – en forståelse af ordets virkelige kvalitet, formål og essens. Intuition er helt anderledes end det, der kaldes "anelser" eller "formodninger", som er psykiske indtryk i forbindelse med mennesker eller begivenheder, der har personlig karakter og personlig interesse.

Når den studerende forsøger at se indre realiteter, beskrives det ofte som kontemplation eller som en kontemplativ handling, men ordet bruges også mere generelt, når det f.eks. gælder en rolig og stille forventning. Desuden holdes det op foran tankesindets øje som et indre mål for meditationen. Den højeste form for indre syn er illumination (indre oplysning), der kan kaldes åbenbaring af den iboende guddommelighed i alle ting – Guds nærværelse i manifestation, i naturen, i ethvert væsen. Men det er ikke en del af dette tema, der er sensitivitet i relation til definitiv inspiration.

En anden måde at modtage indtryk på er indre hørelse. Her skal der igen skelnes mellem psykisk hørelse af stemmer og indre åndelig hørelse. Forskellen er ikke nem at opdage, og det kræver en langt finere skelneevne, end den, der kræves for at kunne skelne mellem at se billeder og et ægte åndeligt syn. Forskellen kan beskrives med ordene kvalitet og niveau. Efter at have praktiseret modtagelighed i nogen tid kommer der større og større klarhed over, hvilket niveau bevidstheden fungerer på. Når den fungerer på de følelsesmæssige og imaginative niveauer, vil stemmerne give budskaber og indtryk af personlig karakter og være stærkt farvet af følelser.