Der er grund til at alt værne om kærlighedens frugter, for de kan være følgerne af handlinger som viser, at mennesker − når alt kommer til alt − er guddommelige, selv om mennesker kun er kommende guder. Det er det guddommelige i mennesket, der gør det i stand til at udføre de mest fantastiske ting i verden. Derfor er der ingen grund til at frygte guddommeligheden − og endnu mindre grund til at flygte fra den. Der er grund til at huske, at kvinden er en helligdom for det, som i ethvert naturrige er den største begivenhed. Hun er udvalgt til at vogte hvert liv, som − fødsel efter fødsel − begynder inkarnationens pilgrimsvandring. Og det er hende, der vækker de ophøjede egenskaber i manden – egenskaber, som det bl.a. er hans opgave og mål at udtrykke.

I uvidenhedens verden behandles kvinder på en måde, så de selv ofte glemmer deres kvindelighed, og derfor nedværdiger de sig, og nogle gange prostituerer de sig endda. Og mændene nedværdiger ofte deres egen værdifulde hensynsfuld ved at forvandle den til grusomhed. Derfor er nutidens menneskehed uendelig langt fra en nogenlunde civiliseret levemåde – for ikke at tale om, hvor langt den er fra forståelse af kærlighedens sande natur.

Kærligheden bor alligevel i alle menneskers hjerter. Ofte har den kun begrænset herredømme, men den er aldrig helt blevet stødt fra tronen. Midt i nutidens mørke giver det tryghed for fremtiden. Hadet hærger, og grusomheder begås tilsyneladende uhindret. Egoisme er en leveregel, der ofte følges. Det ser ud, som om de stærkes undertrykkelse af de svage aldrig ophører. Krige udkæmpes. Uretfærdighed hersker. Uenighed trives. Alligevel er kærligheden ikke overvundet, fordi den er uovervindelig.

Det er visdommens sande mål, at den,

opflammet af kærlighed, kan løfte verden

ud af dens elendighed.

Annie Besant