Som esoteriker kan man reflektere over kilden, som først kommer fra sjælen og derefter fra triaden, og det fører til monaden (ånden). Den ubesværede strøm fra kilden og videre til manifestation er ”vejen”. Det er ”vejen, der er skarp som æggen på et barberblad”. Vejen kaldes også antahkaranaen. Men det er vigtigt at forstå, at det er sjælens vej. Det er bevidsthedens, intuitionens, kærlighedens, visdommens og den buddhiske vej. Det er sjælens og sjælsplanets (kausalplanets) vej − bogstaveligt og teknisk – der danner forbindelsen, der er kendt som taoisme, og det er nøjagtig den samme vej, som den vestlige esoteriker taler om.

I taoistiske tekster er ”wu wei” ofte forbundet med vandets omskiftelige og fleksible kvalitet. Den ubesværede handling via ”wu wei” blev fastslået i Tao Te Ching som den rigtige måde at styre og lede. 2. kapitel, 2. vers i Tao Te Ching har følgende ordlyd:

Vismanden er beskæftiget med det uudtalte.

Han arbejder uden anstrengelse.

Han underviser uden informationer.

Han handler uden at ville eje.

Han skaber i tillid til resultatet.

Han kræver intet.

Vismanden har intet at tabe.

Det er taoismens nøgleforskrift, at den måde man leder på, er den måde, man selv skal efterleve. Det antyder, at den selvkontrol og selvdisciplin, disciplen søger, reelt mest af alt er en magnetisk eller strømmende tilstand med harmonisk balance og lethed, snarere end et fast og stift begreb, der insisterer på kontrol. Vær opmærksom, men gå med strømmen! Sådan lyder paradokset, og det tyder på, at oplysning er glædelig og foranderlig − ligesom vandets kvalitet, der strømmer ind i alle stoffets krinkelkroge, for vandets kraft har en enestående evne til at være fleksibel. Måske er den føjelige og fleksible vandkvalitet synonym med tanken om offer, som så ofte fremhæves i de vestlige åndelige traditioner.