De syv hvirvler i arketypen er de grundlæggende idéer eller ”energiformer” i de formløse verdener. Det er de formskabende aspekter, essenser eller skabeloner til form. I formverdenerne er de repræsenteret af de platoniske legemer.[1]

Chakraer er forskellige. De har forskellige farver og forskelligt antal ”kronblade”. Og de platoniske legemer har forskelligt antal hjørner og kanter, fordi de hver for sig er udtryk for én af de syv frekvensgrupper, typer eller stråler, som den ene skabende energi er delt op i efter at den har passeret igennem De Tre og De Syv. På den måde er skabelsen baseret på numeriske principper, og derfor siger man, at Gud er den store geometriker. Systemiske arketyper er aldrig adskilt fra deres skaber – de er objektive manifestationer af skaberens bevidsthed og inkarnationer af skaberens hensigt. De er heller ikke adskilt fra deres materielle udtryk – dvs. de former, der udvikler sig. De er mellemled mellem den Store Arkitekts bevidsthed og bevidsthedens objektive udtryk i naturens mange former. De er synteser af begges essens. De er begrænsede manifestationer af den skabende hensigt, som den kommer til udtryk i den abstrakte tankes verden.

Som formidlere af Ordets kraft fungerer arketyperne som en slags relæstationer mellem kilden og det fysiske plan − eller man kan se dem som akkumulatorer, der hele tiden både afgiver strøm til formverdenerne og genoplades fra de formløse verdener. Arketypen er derfor langt mere end en passiv model, der kopieres af devaerne, som er bygmestrene. Arketypen er en positiv, formskabende instans. Skabende energi rettes mod den frekvensgruppe, som udtrykker den guddommelige idé og fokuseres i arketypen på sin vej udad eller nedad mod formverdenerne. Dens møde med − i første omgang mentalplanets fjerde underplan − skaber et magnetfelt med stråleformede kraftlinjer. Ordningen, strømretningen og formen bestemmes af arketypens frekvenser. Feltet med dets magnetiske centre og stråler, er den grundlæggende form i hele naturen. Omgivet af et astro-mentalt hylster i formverdenerne udgør det den første form, dvs. tidlige cyklussers ”trådformer” og senere cyklussers mikrober.

Stof fra det plan, hvor det magnetiske felt skabes, trækkes ind i feltet, og gradvis opbygges et fast legeme. Sådan bevæger Ordets kraft sig fra plan til plan, og til sidst når det ned til den fysiske verden. Kraften er beslægtet med lyd, og derfor er den formskabende. På den måde får kraften også her æterisk og senere fast stof til at antage former, som er udtryk for arketypen og den guddommelige idé eller hensigt.

_________________________________

[1] Platoniske legemer er de fem mulige regulære polyedre. Et regulært polyeder er en rumlig figur, der er begrænset af regulære polygoner. En regulær polygon er en plan figur, som er begrænset af linjestykker, der er lige lange og som danner lige store vinkler med de tilstødende linjestykker.

_________________________________