Kaos
Kaos fortolkes som den totale modsætning til orden. Og der er også en evig konflikt mellem kaos og orden under manifestationen. De repræsenterer den negative og positive pol, og alligevel er de ét i den Ene Kilde. I virkeligheden er manifestation en konstant krig mellem de to store modstandere.
Ved skabelsens daggry hersker der kaos. Kaos er herre over rummets vidder. Ved middag er konflikten på sit højeste, for på det tidspunkt har de modstridende kræfter lige stor magt. Herefter kommer det gradvise nederlag for kaos, og ved solnedgang er nederlaget fuldstændigt. Til sidst hersker der total orden. Kaos – som overhovedet ikke er tilintetgjort – er blevet integreret i orden, for de kaotiske kræfter er forenet med lovens kræfter og arbejder harmonisk sammen med dem.
”Krigen i himlen” er en evig konflikt mellem de store modstandere − kaos og orden − ånd og stof − liv og form − universalitet og individualitet − bevidsthed og redskab. Stof og ånd deler sejren lige. Stoffet kan siges at sejre i den forstand, at ånden ikke sætter sit permanente præg på stoffet, for selv om stoffet er fængslet et stykke tid, undslipper det til sidst. Og man kan også sige, at ånden sejrer, for stoffet bliver i stigende grad åndens tjener – på trods af at den endelige sejr aldrig vindes. Kun DET − den Eneste Ene − vinder en permanent sejr og bliver kronet som sejrherre. DET, som er hinsides konflikt og alligevel årsag til konflikten − DET, som hverken er ånd eller stof og alligevel essensen af dem begge − DET, som er kilden til både liv og form − DET, som de begge vender tilbage til – DET, som helt og holdent når sit forudbestemte mål.
|