Iflg. åndsvidenskaben lærte Buddha menneskeheden betydningen af at udvikle skelneevne, ubundethed og lidenskabsløshed. I kraft af de tre kvaliteter − der udvikles i den nævnte rækkefølge − kan sjælen opnå kontrol over sine manifesterede legemer og forædle og oplyse dem.

Skelneevnen kan betragtes som det store sværd, som ånden tager i hånden for at kæmpe sig ud af de tre verdener. Det skarpe toæggede sværd er den skelneevne, som når helt ind til rødderne af menneskets væren, og som skiller det virkelige og det sande fra det forgængelige og falske. Sværdet håndteres af sjælen fra mentalplanet, og det omtales som ”sværdet af koldt blåt stål”.

Det er især i kraft af skelneevnen, at man får kontrol over astrallegemet. Kontrollen er det åndeligt stræbende menneskes første kvalitet, der skal udvikles. Men skelneevnen skal understøttes af ubundethed − dvs. evnen til at forholde sig neutralt til lidelse og lykke − for at undgå, at tilstandene farver skelneevnen. Så længe de to poler − lidelse og lykke − dominerer menneskets bevidsthed, er det ikke muligt at se klart. Det, der opleves lidelsesfuldt for personligheden, kan være godt for sjælen, og det, der opleves som lykke for personligheden, kan være en begrænsning for sjælen. Følelseslivets instinktive reaktionsmønstre er baseret på forestillingen om, at det behagelige er godt og det ubehagelige er ondt. Den ubevidste skelnen skal overskrides, for den er falsk.

Når den upersonlige holdning, der kommer til udtryk som neutralitet og ubundethed, er indlært i flere inkarnationer ved at praktisere sand skelneevne og foretage rigtige valg, opstår der efterhånden en lidenskabsløshed eller ”døvhed” over for de lavere sansers påvirkning, og resultatet er åndelig frihed. Uafbrudt bestræbelse på at leve et åndeligt liv resulterer til sidst i, at man får afsmag for og manglende lyst til at leve et liv, der dikteres af sanserne.

Den sidste lidenskab, der forlader et menneske, er følelsesmæssig idealisme, der også kaldes åndelig aspiration. Den erstattes af en højere stræben, der stammer fra det buddhiske plan. Ved hjælp af skelneevnen lærer tankesindet at vælge det gode, det skønne og det sande. Vision og retning opstår, og dermed stimuleres motivationen til at forlade de gamle følelsesmæssige mønstre, som holder så mange mennesker fast i sansernes slaveri. Resultatet er en forankring i ægte åndelige værdier.

Buddha lærte menneskeheden, at forudsætningen for visdom er skelneevne, ubundethed og lidenskabsløshed, og hvis man lever på det grundlag, har man valgt Buddhas ædle ottefoldige vej.