Ceremonier
Hvad er nøglen til en forståelse af 7. stråle − og dermed af mester Rakoczy? Monaderne,[1] som er livet i deres sjæl og personlighed, bliver en del af den indre drivkraft i hele manifestationssystemet, som holder alting i gang fra det højeste til det laveste – fra atma[2] til det fysiske plan.
Relevante ceremonier, som er baseret på de gamle mysterieritualer, stimulerer den, der deltager helhjertet, fordi deltageren føler og intuitivt forstår, at mennesket er omgivet af symboler på det fysiske plan, som på respektindgydende måde opfylder fohats[3] funktioner, og gennemfører operationerne i det system, der er årsag til, at kosmos toner frem af kaos og udvikler sig til fuldkommenhed. Det er årsagen til den ægte deltagers begejstring − uanset om deltageren er bevidst eller ubevidst om, at der ageres kosmisk, og at man arbejder med universelle processer på det mikrokosmiske plan.
Set fra et energisynspunkt er fohat eller kosmisk elektricitet selve kernen i alt, hvad der er objektivt − i alt, hvad der er uden for Det Absolutte.
Fuldkommen handling
Ligesom alle andre mestre med samme indvielse har mester Rakoczy udviklet sin atma til et punkt, hvor den har givet ham evnen til at styre og kontrollere fohat-energierne inden for lovens og bevidsthedsplanets rammer. Rakoczy har også udviklet sit buddhiske legeme, så det fungerer som et fuldkomment redskab for atma, og det er en kilde til den intuitive visdom og kundskab, som gør det muligt at handle fuldkomment på alle eksistensplaner. Derfor er dette aspekt af mester Rakoczys natur personificeringen af ”fuldkommen handling” i ovennævnte betydning.
Det påvirker hele hans arbejde og hele hans liv, og gør ham til en ”kongelig prins”, en ”militær anfører”, ritualisten over alle ritualister og den kompetente magiker, som er i stand til at håndtere fohat-kræfterne.
_________________________________
[1] Monaden er menneskets højeste princip − ”den ene” i det enkelte menneske. Monaderne er de oprindelige bevidsthedsenheder, der udstråler fra Logos.
[2] Atma, der er åndelig vilje og hensigt, er sjælens højeste aspekt.
[3] Fohat (tibetansk) er Logos’ energi eller kraft. Det er Logos’ 3. aspekt eller den kraft, der besjæler stof. Det er den skabende kraft i den kosmiske tanke på alle planer.
_________________________________
|