Lys og mørke i kristendommen
I kristendommen har man Gud og Satan, Himmel og Helvede, helgen og synder, belønning og straf. Den kristne lære er en systematisk lovprisning af den illusion, at det gode kan eksistere uden det onde, at lys kan eksistere uden mørke, at glæde kan opleves uden lidelse osv. Med andre ord er ånd godt og stof er ondt. Ånd og stof står derfor i et modsætningsforhold og kan aldrig forenes. Gud og mennesket vil aldrig kunne forenes. I kristendommen har man ikke forstået, at Gud ikke er god, og at der ikke findes en Satan, der er ond. Gud er hverken god eller ond. Alt er energi, der er udgået fra den kilde, der kaldes Gud, og det er mennesket, der kan administrere energierne på en god (intelligent) eller en ond (uvidende) måde – dvs. at handle med eller imod naturlovene. Gud er hverken god eller ond. Gud er syntesen af den dualitet, der er grundlag for al manifestation. En dag vil kirken indse, at dens eneste redning ligger i den åndsvidenskabelige fortolkning af Bibelen.
Kristendommen har meget vanskeligt ved at forklare det ondes eksistens, når Gud betragtes som altings skaber. Hvordan kan en skaber være almægtig og alkærlig og samtidig skabe det onde eller tillade, at det eksisterer? Enten har Gud bevidst skabt det onde, og hvis det er tilfældet, kan Gud ikke kaldes hverken alkærlig eller god. Eller også har Gud ikke kunnet undgå at skabe det onde − eller hvad der er endnu værre − det onde har en selvstændig objektiv eksistens, der er adskilt fra og i evig modstrid med det guddommelige. Og i begge tilfælde kan man umuligt påstå, at Gud er almægtig. Det nytter ikke noget at sige − som man så ofte har gjort − at Gud gav mennesket fri vilje til at vælge mellem godt og ondt, og at mennesket valgte det forkerte. Når mennesket kunne træffe dette valg, må tilbøjeligheden til det onde have været nedlagt i mennesket, for hvis mennesket var blevet skabt som absolut god helt igennem, kunne det ikke have valgt andet end det gode − og derfor er problemet ikke løst. Og man kan slet ikke betragte menneskets bevidste valg af det onde som et uforudset uheld i tingenes orden − noget skaberen ikke havde tænkt på, for hvad bliver der så af den guddommelige alvidenhed? I Det Absoluttes verden er der hverken godt eller ondt, men i det relatives verden er ethvert menneske bevidst om, at noget er ondt, mens andet er godt.
|