På baggrund af studier af sansernes fysiologi er det indlysende, at alt hvad mennesket ved om den ydre virkelighed, eller om tingene i sig selv,[1] er der tale om billeder, som dannes i bevidstheden. Men selv om det faktum accepteres, behandler man mærkeligt nok ofte det fysiske legeme og de impulser og svingninger, der når legemet fra ukendte genstande i omgivelserne, som om de ikke er billeder i bevidstheden. Man behandler dem, som om man ved alt om dem.

Men hvordan ved man, om der findes svingninger? Det gør man ved hjælp af sanseopfattelse, som støttes af naturvidenskabelige instrumenter, der hjælper med at se enten selve svingningen eller den virkning, som afslører svingningens karakter. Men det er igen baseret på sanseopfattelse, og menneskets opfattelse af de svingninger, der når øjet, nethinden og forandringerne i nethinden, synsnerven og hjernen, sker på nøjagtig samme måde som opfattelsen af en hvilken som helst genstand i den mystiske yderverden. Svingningerne, øjet, nethinden, nerverne og hjernen tilhører også en verden, der er fyldt med ukendte objekter, som skaber billeder i menneskets bevidsthed. Det er ligegyldigt, om billedet er af et grønt træ, en synsnerve eller hjernen, for forholdet mellem billedet og den ukendte virkelighed er nøjagtig det samme i alle tilfælde.

Øjet, synsnerven, hjernen og det fysiske legeme kan ikke adskilles fra den omgivende verden. Det hele tilhører den ydre stoflige verden, der består af en ukendt virkelighed, som i bevidstheden skaber det billede, som mennesket kalder verden og virkeligheden, men som kun er et individuelt verdensbillede.

Mennesket har et særligt forhold til sin egen krop. Menneskets intime forbindelse, som det ikke har med andre objekter i den ydre verden, får det til at føle, at det ved alt om den ydre verden, selv om andre objekter måske er fyldt med mysterier. Mennesket har en indre fornemmelse af kroppen, men den samme fornemmelse har det ikke af en sten eller et træ, for kroppen opleves som en del af mennesket selv. Derfor glemmer man, at kroppen er lige så meget en del af den ydre verden som træet og stenen. Opfattelsen af kroppen som en synlig og håndgribelig ting sker på nøjagtig samme måde, som når mennesket opfatter træet og stenen. Den indre fornemmelse af kroppen er en form for sanseopfattelse, der kun findes i menneskets krop. Den er også en oplevelse, som er skabt i bevidstheden af en ukendt virkelighed, og den er lige så mystisk som oplevelsen af enhver anden genstand i den ydre verden.

Det betyder, at man i nogen grad er nødt til at revidere forestillingen om sanseopfattelse, sådan som det er afbildet i fig. 3. Objekter udenfor er ukendte, mens den svingning, de udsender, øjet, der modtager svingningen, og nerven og hjernen som påvirkes, accepteres alle som kendte størrelser, der har en objektiv eksistens, nøjagtig som man ser dem. Det var forestillingen om, at det fysiske legeme som en uafhængig virkelighed udenfor, der skabte kløften mellem den sidste forandring i hjernen og billedet i bevidstheden. Kløften forsvinder, når man indser, at kroppen, som man kender den i form og farve, med alle dens egenskaber, også er et billede, der er skabt i bevidstheden af en ukendt virkelighed. Det er situationen, som den er illustreret i fig. 4, hvor træ, svingning, øje, nethinde, synsnerve, hjerne og fysisk krop som helhed er ét, og alle er vist som billeder i bevidsthedens verden.

Fig. 4
Menneskets bevidsthedsverden.
Kroppen og dens organer er også billeder i bevidstheden.

Planche-Fig-4-Fra-uvirkeligt-til-virkeligt

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

_________________________________

[1] Begrebet ”tingen i sig selv” er muligvis mest kendt fra filosoffen Immanuel Kant. For Immanuel Kant betyder det tingen, som den er, altså inden den viser sig i tid og rum. Det er umuligt, iflg. Immanuel Kant, at vide noget om tingen i sig selv, bortset fra at den nødvendigvis er der, for eller giver begrebet ”fænomen” ellers ingen mening.

_________________________________