Man skal imidlertid være forsigtig med at kalde menneskets verden for en illusion, for der er en risiko for, at man kommer med en ukorrekt udtalelse, som resulterer i en misforståelse, der er så stor, at det er vanskeligt at beskrive forholdet, som det virkelig er.

Når man siger: ”Den omgivende verden er uvirkelig, den er en illusion”, er det en vildledende udtalelse. Når man siger: ”Verden er virkelig, den er ikke en illusion”, er det en endnu mere vildledende udtalelse. Og hvis man forestillede sig verden som en mystisk blanding af virkelig og uvirkelig, vil tanken være den absolut mest vildledende.

Først og fremmest er verdenen i sig selv virkelig. Der er intet uvirkeligt ved en stol, et bord, et træ, en sten eller ved alt det, der kaldes den fysiske verden. Det er en almindelig misforståelse, at den fysiske verden karakteriseres som uvirkelig eller måske mindre virkelig, mens en eller anden indre eller åndelig verden kaldes mere virkelig. Den fysiske verden i sig selv − stolen og bordet i sig selv − stenen og træet i sig selv − er lige så virkelige som mennesket selv. Men det, man plejer at kalde bordet, stolen, stenen eller træet, er det billede, der skabes i bevidstheden af bordet, stolen, stenen eller træet, som findes i den virkelige verden. Billederne er kun relativt virkelige − dvs. de er virkelige for det enkelte menneske i det omfang, at de er menneskets opfattelse af tingen i sig selv – eller skyggen i hulen. Det er når man begynder at betragte billedet i bevidstheden som en ydre virkelighed, og identificerer den med tingen i sig selv, at illusionen viser sig, for illusionen består i, at når man ser sit eget billede af tingen, at det er selve tingen. Derfor er illusionen hverken indeholdt i tingen i sig selv eller i det billede, den skaber i bevidstheden, men i opfattelsen af billedet som selve tingen – som en ting, der findes uafhængig af bevidstheden.

Det er strukturen i forholdet mellem den virkelige verden og menneskets verden. Der findes en virkelig verden som − for at man kan skelne – senere underdeler den i forskellige ”verdener”. Men der er primært ÉN verden − den eneste verden − og de underdelinger, man kan få brug for, findes ikke i den virkelige verden, for de er udelukkende kendetegnet ved menneskets personlige associationer og relative synspunkter.