Når eliminering af ondskab er det første krav, der stilles, skyldes det, at set i et tidsmæssigt perspektiv, er det det første, der skal ske. Det skal ske før konflikterne i verden indstilles, for ingen regering vil reducere sit militære forsvar, hvis der stadig findes trusler fra onde kræfter. Desuden siges det, at ”de onde kræfters modstand skal elimineres før Kristus, som alle venter på, kan komme”.[1] Den endelige etablering af den nye verdensreligion − og muligvis også det nye økonomiske system − afventer også tidspunktet for eliminering af ondskaben.

Det er blevet forklaret, at for at udrydde ondskab ”kan det nødvendiggøre drastiske tiltag, men til sidst vil meget godt vise sig”.[2] Man ved også, at problemet ikke som tidligere kan løses med en konventionel krig, men med en helt anderledes og meget intensiv krig i menneskets tankesind og viljesaspekt. Det er det, der er emnet for artiklens videre overvejelser.

Der skal bl.a. henvises til en kilde, som måske ikke er så kendt, men som er vigtig for en korrekt forståelse af, hvad der kræves af den fremtidige indsats. Kilden er The Vision of the Nazarene,[3] som blev skrevet af en indviet, som dengang ønskede at være anonym, men navnet er senere blevet kendt som Cyril Scott. Titlen Nazarene viser, at der er tale om Jesus, og visionen, som er interessant i denne forbindelse, blev givet til Cyril Scott på den måde, som han beskriver i The Master’s garden in Syria, hvor der står:

Vi nærmer os det tidspunkt, hvor man vil udvikle redskaberne til stor sensitivitet … og som i et spejl vil fjenderne blive afspejlet, enkeltvis eller som gruppe, og de vil være ivrige efter at bøje menneskets vilje til fordel for deres egoistiske og uretfærdige fordele.

Og nyhederne om fjenderne rygtedes, og mennesket rejste sig i vrede, og væltede sine egne fjender og mine fjender med den koncentrerede kraft fra den retfærdige harme.

Som et mægtigt bombardement vil han lede sin tankekraft imod de årelange undertrykkere, som i mellemtiden har fået kendskab til tankens uoverskuelige styrke.

Det er den sidste sætning i visionen, som i symbolske vendinger er nøglen til, hvad der skal gøres. Kampen skal ikke vindes ved hjælp af krigsvåben – den skal vindes med tankens kraft, inspireret og måske synkroniseret med ”rytteren fra det hemmelige sted”,[4] oplyses der i visionen. ”Rytteren”, som også er kendt som ”apokalypsens ridder”,[5] vil helt sikkert komme, og ”forene sin hensigt” med verdenstjenere og mennesker af god vilje (og muligvis ikke med andre, for der kan være farer og faldgruber), for alle afventer tidspunktet. Hvad vil der evt. ske? Måske kan man forestille sig, at hver gang ”rytteren løfter sit lysende sværd”, så vil de mennesker, der ønsker at samarbejde, ”opbygge en uindtagelig mur af åndeligt lys” og udsende en strøm af ”fokuseret åndelig vilje”, som senere trækkes tilbage og til sidst stopper, når ”sværdet sænkes”.[6] Hvis svaret er utilstrækkeligt, eller hvis viljen svækkes, kan verdenstjenerne uden tvivl påkalde hjælp fra ”Befrielsens Herrer” i en tid, hvor nøden er stor.[7]

I menneskehedens verden har had

endnu aldrig fjernet had.

Kun kærlighed fordriver had.

Sådan er loven, som er ældgammel og evig.[8]

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, p. 616

[2] Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, p. 648

[3] Nazarene stammer fra ”nazarenos”, som er græsk, og betyder ”manden fra Nazareth” med hentydning til Jesus. The Vision of the Nazarene er udgivet af Routledge 1933, og findes i en revideret udgave af Neville Spearman 1955.

[4] Avataren er en af de ”frelsens kræfter” – se navnlig Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, pp. 268ff og 274ff.

[5] Iflg. The Book of Revelation, 19,11ff

[6] Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, pp. 280 og 346.

[7] Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, pp. 266ff – om en tilsvarende situation, som herskede ved slutningen af Anden Verdenskrig.

[8] Citeret fra The Dhammapada, oversat af Thomas Byrom. Er tilgængelig i et genoptryk fra Rider, London 2008. Den samme tanke findes i Alice A. Bailey: Problems of Humanity, p. 173

_________________________________