De forskellige niveauer af stoftæthed undfanges på samme måde. Det ene niveau er kilde til liv og kraft på niveauet under, indtil til systemets største tæthed er nået. Hvert system har en ydre grænse, som livskraften ikke kan passere eller undslippe. Fra ydergrænsen kastes den tilbage, og når den vender tilbage til den centrale kilde, har den fuldendt et kredsløb. Systemer adskiller sig desuden fra hinanden i forhold til det niveau, som den største stoftæthed ligger på. Princippet gælder også i kosmos, der har samme forhold til universer, som universer har til solsystemer.

Devaen visualiserer mindst tre store kredsløb, som gør det muligt for kraften fra den centrale kilde at udtrykke sig gennem systemet eller Universet. Det første er systemets stof. Det andet og det tredje er henholdsvis deva- og menneskeevolutionen. Hvis der er andre – hvad der sagtens kan være – har menneskeheden ikke noget at gøre med dem på nuværende tidspunkt.

Devaer formidler primært kraft og energi, og derfor betragter de ikke stoffet som noget fast, eller som noget, der har permanent tilstand. Det er snarere et illusorisk fænomen, der er skabt af energiernes hurtige bevægelse. Mennesket opfatter først og fremmest de illusoriske og konstant skiftende fænomener, som strømmen skaber, mens devaen opfatter den strømmende kraft, som de er et resultat af. For devaen er alle former uhåndgribelige og flygtige, og det medfører, at devaen vender op og ned på menneskets opfattelse, som betragter livskraften som uhåndgribelig og flygtig. For mennesker er både deres egen sjæl og dyrenes og planternes gruppesjæl spøgelsesagtig og uvirkelig.

Forskellen er et helt naturligt resultat af forskellen på udviklingsprocesserne. Devaer og mennesker har – set fra deres eget synspunkt – lige meget ret. Den ideelle holdning – som det sandsynligvis er nemmere at konkludere for mennesket – er et standpunkt, hvor synspunkterne udgør en syntese. Udviklingen er imidlertid ikke begrænset til, at man skal have ét synspunkt. Bevidstheden skal lære at beherske selve udviklingsmetoden. Mennesket har tilsyneladende større mulighed for at mestre både livet i formen og selve formen end devaen, for mennesket er dybere involveret i formen. Selv om den pris, mennesket betaler, absolut er høj, er målet lige så højt, for mennesket udvikler evnen til at forene devaers og menneskers egenskaber og metoder. På sin lange pilgrimsrejse, der er præget af separatisme, opnår mennesket den højeste erkendelse af en enhed, som omfatter både liv og form.