På trods af devaernes naturlige erkendelse af sjælsidentitet har de store forskelle i karakter og evner. Årsagen er primært forskellige evolutionstrin og de elementer og stråler, de tilhører. Logos’ position i devaevolutionen udfyldes af en deva, der kan betragtes som Logos’ deva-aspekt. Logos er en skabning med ubeskrivelig storhed og kraft. De efterfølgende henvisninger til Logos skal opfattes symbolsk og ikke bogstaveligt, selv om symbolikken er tæt på sandheden og virkeligheden. Logos’ deva-aspekt er – ligesom ethvert andet aspekt – trefoldigt, og samtidig udgør det en enhed. Forskellige kombinationer af de tre aspekter skaber syv primære grundtoner, som hver især repræsenteres af og kommer til udtryk i en ærkeengel. De mægtige skabninger fungerer som deva-overhoveder for de syv stråler. De er det ydre udtryk for en bestemt side af Logos’ natur. Devaernes arbejde viser, hvordan Logos realiserer sine forestillinger og planer. Alle manifestationer af Logos’ liv – uanset det kommer til udtryk som devaer eller mennesker – sker gennem de syv primære ærkeengle, som repræsenterer en indre cirkel omkring det logoiske centrum.

Sollogos’ ærkeengle fra “Clairvoyant Investegations”

Seks af devaerne repræsenterer parvis de tre aspekter af Logos. Hvert par danner det positive og negative udtryk for et af aspekterne. Den syvende store skabning opsummerer både de positive og negative sider af alle tre aspekter i sin natur. Devaen kan betragtes som en objektiv, ydre syntese – den samlede sum af alle de logoiske egenskaber. I devaen er de positive og negative polariteter i balance.

I deva-kosmogonien er billedet af en total syntese af alle logoiske karaktertræk det nærmeste, man kommer menneskets opfattelse af Gud. Opfattelsen er anderledes, fordi Logos betragtes som en manifestation og essens af egenskaber og kræfter, og kilden befinder sig i et område, der er hinsides enhver tænkelig form for inkarneret bevidsthed, uanset hvor åndelig og subtil den måtte være.

Kilden er formløs og immanent i enhver form. Den er allestedsnærværende i solsystemet, og den befinder sig hinsides solsystemet på et bevidsthedsplan eller et eksistensniveau, hvor den smelter sammen med en central, universel kilde af kraft, liv og bevidsthed. Det er den centrale kilde, som alle solsystemerne i et univers udgår fra, opretholdes af og vender tilbage til. Forestillingen om en række kilder, hvor den ene befinder sig inden i den anden i en indre bevægelse på vej mod én endelig, absolut kilde og udad mod en uendelig mangfoldighed af underkilder, er baggrunden for al deva-bevidsthed.