Ligesom æteren på hvert eksistensplan er redskab for systemets vitalitet, er luften på hvert plan redskab for systemets dynamiske energi. På samme måde som menneskets fysiske krop er et støttepunkt for sjælens kræfter, og et anker, som gør det muligt at opretholde kontrollen over de lavere redskaber under inkarnationen, tjener den fysiske luft som et støttepunkt for systemets kraft, som gør det muligt for Logos at opretholde den magnetiske opladning. Den magnetiske opladning skifter, efterhånden som evolutionen skrider frem, og den logoiske manifestation udvikler sig, for den øges tidsalder efter tidsalder, efterhånden som systemet bliver mere og mere afstemt og kommer i overensstemmelse med det guddommelige liv. Dermed bliver systemet i stand til at modtage og holde på en større mængde af den guddommelige energi.

Det samme sker for menneskets personlighed, efterhånden som den udvikler sig. Den bliver i stand til at modtage og udtrykke en større mængde sjælsenergi, og samtidig modtager og udtrykker sjælen en større mængde monadisk energi. Ved afslutningen af manvantaraen (manifestationsperioden), der svarer til mesterstadiet for menneskets vedkommende, er hele systemet fuldkommen mættet med logoisk liv og kraft.