Lidelse efter døden?
De kristne tror, at hvis man ikke tror på det, de kristne præster tror på, udsætter den alkærlige Gud sine menneskebørn for ufattelige lidelser, hvor man bl.a. kastes i en svovlpøl. Det er kun naive mennesker, der tror på kristendommens fantasifoster.
Alle religioner fortæller, at betingelserne for livet efter døden afhænger af det liv, mennesket har levet på det fysiske plan. Hvis livet har været godt og moralsk, vil efterlivet blive lykkeligt, men hvis det fysiske liv har været groft og umoralsk, opstår der problemer og lidelser. Desværre er det lykkelige efterliv i de fleste former for kristendom blevet betragtet som belønning, mens lidelsen betragtes som en straf, fordi man ikke tror på det, som de kristne præster selv tror på. Den ubegavede fejl er en meget grov misforståelse. Hvis et menneske i det fysiske liv griber fat i en rødglødende jernstang, vil hånden blive forbrændt, og det vil sikkert ikke få mennesket til at mene, at det skyldes Guds straf for at tage fat i jernstangen. Mennesket vil sandsynligvis sige, at det er sket som et naturligt resultat af dets egen handling, og enhver, der forstår lidt naturvidenskab, kan forklare præcis den naturlov, der hedder årsag og virkning, og fortælle, hvordan den varme jernstangs intenst hurtige vibrationer har brændt vævet af hånden, og resultatet er det, der kaldes en forbrænding. Mennesket vil aldrig forstå betingelserne for livet efter døden, før det indser, at lykken er et resultat af positive tanker og handlinger, og at lidelse er et resultat af negative tanker og handlinger – på nøjagtig samme måde som forbrændinger er et resultat af kontakt med det rødglødende jern. Årsag og virkning er nært forbundet. Det svarer til to sider af en mønt, for man er som bekendt ikke i stand til at tage møntens forside uden at bagsiden følger med og omvendt. På samme måde kan man ikke udføre en handling eller tænke en tanke (årsag) uden samtidig at udsætte sig selv for resultatet (virkningen), som er et naturligt aspekt af den oprindelige handling.
|