Sjælen
Ild eller varme i regncyklussen kan derfor betragtes som et visuelt emne for menneskets sjæl. Sjælens tilstand er ren, den er opflammet af vilje og bevidsthed, og dens kvalitet er ubetinget kærlighed. Den er selve evolutionens kraft, og derfor praktiserer sjælen et stigende pres på sit tætte modstykke – personligheden – i mange inkarnationer. Den forædler formaspekternes energier, indtil de opnår samme vibration og kvalitet som sjælen. Sjælen er derfor det rensende og vejledende princip i mennesket.
Den gamle græske filosof Heraklit fra Efesus (ca. 535-475 f.Kr.) henviser til renselsen i sine skrifter, hvor han beskriver sjælens karakter. Han betragtede ilden som det mest grundlæggende element, og han mente, at sjælen var en blanding af ild og vand, hvor ild er det ædle og højere aspekt, mens vand er det uædle og lavere aspekt. Heraklit mente, at det var sjælens højeste hensigt at udvikle sig til ren ild, som var blottet for alle påvirkninger fra verdslig nydelse, der blev betragtet som det fugtige element. Han betragtede beherskelse af begærnaturen som udtryk for ædel stræben, der støttede sjælens hensigt, og det skulle ske gennem renselse og forbedring af sjælens ildnatur. Set i det perspektiv kan vandfordampningen fra jordens overflade, som en reaktion på Solens varme, betragtes som en metafor for sjælens arbejde med rensning og forædling af energierne i sjælens stoflige modstykke – personligheden.
|