Ørkenræven
Ørkenræven og Seth
Den egyptiske ørkenræv var et passende symbol på den onde gud Seth. Seth var Osiris’ broder. Osiris var symbol på lyset, og Seth repræsenterede lysets skygge. Seth var en snu ræv, der udtænkte den kiste, som Osiris blev lokket til at lægge sig i. Det begrænsede hans evne til at udfolde sig, og det resulterede i hans død.
Seth havde menneskekrop, rævehoved eller sjakalhoved − eller myreslugerhoved − eller muligvis var han en slags fabeldyr. Nogle mener, at Seths hoved forestiller et vildæselhoved, og symbolsk er vildæslets natur et udmærket udtryk for Seths sindelag, for Seth rummede vildæslets stædige karaktertræk. Seth var nemlig symbol på menneskets identifikation med sin lavere natur og separatistiske tilbøjeligheder, som det er vanskeligt at frigøre sig fra. Seth symboliserede de lavere eksistensplaners inerti og de instinktive kræfter, der ligger skjult i stoffet.
Hos mennesket svarer Seth til menneskelegemernes modstandskraft mod højere udvikling eller tiltrækningskraft mod noget lavere. Seth repræsenterede en del af menneskets lavere trefoldige personlighed. I gudelæren repræsenterede Osiris lyset og Seth mørket eller lysets skygge. I nutiden fortolkes Seth ofte som det onde – eller den onde … kirkens Djævel eller Satan. Det skyldes, at nutidens religiøse fundament er den kristne tro på en grundlæggende polarisering, adskilthed og dualitet. I kristendommen møder man Gud og Djævel, Himmel og Helvede, helgen og synder, belønning og straf, rettroende og vantro osv. Den kristne lære repræsenterer en systematisk lovprisning af den illusion, at det gode kan eksistere uden det onde, at lys kan eksistere uden mørke, at glæde kan opleves uden lidelse osv. Med andre ord påstår den kristne kirke, at ånd er godt og stof er ondt – at ånd og stof står i et modsætningsforhold og aldrig kan forenes. Gud og menneske kan aldrig forenes. For de gamle egyptere og nutidens esoterikere er adskillelse eller dualitet en illusion. Her er udgangspunktet alle tings enhed. Lys og mørke forudsætter hinanden. De udgør en ubrydelig enhed. Uden mørke er der intet lys. Uden Seth var der ingen Osiris. Derfor var Osiris og Seth brødre.
|