”Hvor kommer jeg fra” og ”hvor er jeg på vej hen?” Det er de næste spørgsmål, der skal besvares. Iflg. Djwhal Khul henviser grundtonerne i Fiskenes tegn til en forsagelse i dobbelt forstand, og det besvarer samtidig spørgsmålene. Først giver sjælen afkald på monadens himmelske liv og lys for at rejse til den fysiske verden med det formål at helliggøre den. Nedstigningen i stoffet medfører, at den inkarnerede sjæl i lange tider glemmer sin oprindelse og mission, for den identificerer sig med de egoistiske glæder. Når glæderne ikke længere slukker det brændende begær efter forening, begynder disciplen og sjælen den lange vej tilbage, og den giver afkald på personlighedens verden, for den begynder at huske, hvorfor den tog bolig i formen. Rejsen er udtrykt i Fiskenes esoteriske nøgleord:

Det esoteriske nøgleord:

”Jeg forlader Faderens hus,

og idet jeg vender tilbage, frelser jeg”.

At forsage og give afkald er ikke en nem proces, for hvor går grænsen? Spørgsmålet kan kun besvares ved at inddrage Jomfruens mentale selvfordybelse og sans for realisme. Ingen tjener nogen ved at tillægge sig en selvudslettende og krybende adfærd, for det er reelt et dække over et martyrium. Der er ingen som Fiskene, der elsker at lide og ofre sig (højlydt) for omgivelserne, fordi det bekræfter dem i den skjulte antagelse, at de er sande helgener, der er ofre for en ond og modbydelig verden. Det er selvfølgelig en adfærd, der et udtryk for den lavere fisketype, men alle skal være opmærksom på den form for karaktersvagheder i Fiskenes måned. For hvis man ikke er realistisk og selvkritisk, så er der en oplagt fare for, at man udvikler et messiaskompleks og troen på, at man skal frelse hele verden – helt alene – ved aldrig at sige nej til nogen og ved ikke at prioritere ressourcerne hensigtsmæssigt.

Den eksoteriske hersker − Jupiters − indflydelser er uden Jomfruens afbalancerende virkning ansvarlig for uhæmmet vækst i alle retninger. Det giver Fisken den illusion, at den uden forbehold kan overskride sig selv, uden at der er en ægte kontakt med sjælen, som forøger tjenestekapaciteten. At give mere end man har evne til, fører til stor lidelse, udbrændthed og en dyb følelse af utilstrækkelighed. I værste fald kan det medføre depression og et begyndende misbrug af medicin og stoffer af forskellig art.