FISKENES TEGN
Fiskenes tegn markerer afslutningen på årets cyklus, som begyndte i Vædderens tegn. Fiskene er på mange måder et stjernetegn, hvor det gamle afsluttes og begraves, for at en ny tid kan spire frem. På det fysiske plan markerer Fiskene overgangen mellem vinterens sidste krampetrækninger og forårets vitale livskraft. Naturens cykliske forvandlinger gør sig også gældende på de indre planer, for her rummer Fiskene mysteriet om døden og opstandelsen. Symbolet på Fiskenes tegn er to fisk, der svømmer i hver sin retning, men de er forenet af et bånd, der knytter dem sammen.
De to fisk er symbolet på personligheden og sjælen, der er forbundet med livstråden eller ”sølvsnoren”, som den også kaldes. Der er tre grundtoner i Fiskenes tegn: ”Trældom eller fangenskab”. ”Forsagelse eller afkald”. ”Offer og død”. De tre grundtoner opsummerer hele den menneskelige inkarnationscyklus og bevidsthedens udvikling fra instinktiv massebevidsthed til bevidst identifikation med ”Faderen i Himlen”. Processen kan også anskueliggøres ved tre eksistentielle spørgsmål, der bliver nærværende i Fiskenes måned: ”Hvem er jeg?” ”Hvor kommer jeg fra?” ”Hvor er jeg på vej hen?”
|