Frihed under ansvar
Viljesenergien udtrykker sig på det fysiske plan gennem Uranus’ 7. stråle. 1. stråles kvalitet viser sig også som en indre trang til frihed og i nogle tilfælde overdreven frihedstrang og oprørsk adfærd, der kun har til formål at provokere og demonstrere personlighedens uafhængighed. Holdningen fører ofte Vandbæreren ud i en dyb følelse af ensomhed og isolation. Egentlig frihed vil nemlig altid være baseret på en erkendelse af, at man skal overskride de mentale begrænsninger, som sætter skel mellem medmennesket og én selv. Begæret − som skal afvises − er personlighedens behov for frihed uden ansvar for den samfundsmæssige helhed, den indgår i.
Det eksoteriske motto udtrykker en advarsel:
”Og ordet lød: Lad begæret være hersker i formen”.
Kærlighed er den grundliggende tone, som Jupiter i de næste 2.000 år og i Vandbærerens måned vil stimulere mennesket med. Menneskeheden er på vej til at realisere de ord, som tidsalderen blev indledt med under den franske revolution – ”Frihed, Lighed og Broderskab”. Hvis man i Vandbærerens måned kan undfange og mangfoldiggøre de idéer, som nedbryder de religiøse, politiske og kulturelle skel, så har man ageret som verdenstjener og realiseret det esoteriske nøgleord.
Vandbærerens esoteriske nøgleord:
”Jeg er livets vand,
der gives til tørstende mennesker”.
|