KREBSENS TEGN
Iflg. Djwhal Khul er Krebsens tegn den brede port, som leder sjælene ind i inkarnation, og det modstående tegn – Stenbukken − er tegnet, der fører ud af inkarnation via indvielse.
Krebsens har pga. sine to herskere − Månen og Neptun − med massebevidsthed at gøre. Massebevidsthed eller instinktiv bevidsthed er en indflydelse, som alle sjæle underlægges, når mennesket inkarnerer. I barndommen gennemlever alle den instinktive fase, hvor man er prisgivet forældrenes og omgivelsernes påvirkninger. Krebsens energier repræsenterer erfaringerne i den tidlige opvækst, indtil man modnes og vælger at frigøre sig fra massebevidstheden for at træde ind i en selvbevidst livsform. Krebsen som porten til inkarnation skal forstås i det lys.
Det er imidlertid også i Krebsens tegn, at de første spirer til selvbevidsthed bryder frem, og det medfører en langvarig konflikt mellem behovet for tryghed (Månen) og behovet for selvstændighed (Stenbukken/Saturn). Krebsen er et konflikttegn, fordi den eksoteriske hersker – Månen − transmitterer 4. stråle for harmoni gennem konflikt og aktiverer bevidsthedsudviklingen fra instinkt til intellekt. Krebsen og Stenbukken kaldes for ”individuationsaksen”, fordi den stimulerer udviklingen fra det instinktive og afhængige menneske til stadiet for den intelligente personlighed, der kulminerer og indfrier sine ambitioner. Men polariteten udvikler også balancegangen mellem familiehensyn, der er den første træning i gruppehensyn, og det selvstændige (egoistiske) menneskes personlige behov for selvrealisering. På det kollektive plan symboliserer aksen ubevidste menneskers forenede påkaldelse af lys og kærlighed fra de indviede. Set i det lys bliver månedens meditationstema forståelig.
Månedens meditationstema lyder sådan:
”Massernes påkaldelse af lys
forpligter de indviede til at svare”.
|