Prøvefasen og 1. indvielse

Prøvefasen er en periode, hvor disciplen tager 1. indvielse. 1. indvielse handler først og fremmest om udvikling af rigtige værdier, som skal integreres, for de skal praktiseres i hverdagen. Materielle ambitioner og værdier er for alvor lagt på hylden som værdigrundlag og målsætning i livet. I stedet stræbes der efter åndelig udvikling og et ønske om at gøre en forskel i samfundets udvikling. Materielle begær underordnes derfor de åndelige behov, for ingen kan både ”tjene Gud og mammon”. Det betyder naturligvis ikke, at man skal leve som asket.

Når mesteren, der leder den sjælegruppe, som prøvedisciplen tilhører, ser, at et menneske er parat til discipelskab, får vedkommende kontakt med en discipel på det fysiske plan. Det er naturligvis meget sjældent, at den fysiske seniordiscipel clairaudient får besked om, at et bestemt menneske skal kontaktes. Det vil langt oftere ske ved, at fælles interesseområder tiltrækker mennesker, som har karmisk forbindelse med hinanden.

Der er skrevet meget om de forberedelser, som den enkelte discipel selv skal gennemføre på discipelskabets vej. Djwhal Khul har givet en lang række interessante detaljer om det arbejde, mesteren udfører fra de indre planer i forbindelse med en discipels optagelse i gruppen og den tætte bevidsthedsmæssige kontakt, der kaldes for ashramen.[1] Iflg. Djwhal Khul ser mesteren efter følgende, når en discipels evolutionære status vurderes:

1. Om lyset i hovedet er begyndt at skinne som følge af den tiltagende sjælskontakt. Efterhånden som sjælens lys intensiveres i personligheden, begynder lyset fra hjernens atomer at skinne indefra. Derfor fremstilles helgener ofte med en glorie.
2. Når disciplen for første gang begynder at tage ansvar for sin gruppes (families, venners, kollegers, samfunds, nations) karma og er med til at afvikle den, viser det, at sjælen er begyndt at gøre sin indflydelse gældende. Det er det arbejde, der normalt kaldes for et aktivt skabende samfundsengagement.
3. Om sjælen har sin opmærksomhed rettet mod den inkarnerede personlighed. Før mennesket begynder på discipelskabets vej er den del af sjælen, der er fokuseret i den kausale verden, orienteret mod åndens og sjælens verden. Når personligheden når et fremskredent stadie som discipelskab, er der mulighed for sjælsinspiration, og derfor får sjælen en interesse i at kommunikere med personligheden i de tre verdener. En sjæl, der vender opmærksomheden nedad, er derfor et sikkert tegn på udvikling set med mesterens øjne. Det er også en indikation på, at antahkaranaen – bevidsthedsbroen – mellem personligheden og sjælen, er ved at blive bygget.

Disciplen er fortsat primært egoistisk og drevet af åndelig ambition på trods af de ellers positive tendenser. Der er stadig ingen fornemmelse for gruppetilhørsforhold eller upersonligt samfundsengagement. Personlig frigørelse og udvikling er fortsat den stærkeste drivkraft. Mesteren har ingen personlig relation til prøvedisciplen, men arbejder via sine seniordisciple, som vejleder disciplen på det fysiske plan.

Når mesteren har identificeret ovenstående faktorer, undersøges disciplens karmiske status, før en seniordiscipel får opgaven med at føre prøvedisciplen/aspiranten ind på discipelskabets vej. Måske er der i den aktuelle inkarnation en række forpligtelser i forhold til familien, der ikke gør det muligt at indlede discipelskab, selv om alle krav er indfriet. Hvis det er tilfældet, må aspiranten vente til en anden inkarnation. Hvis de karmiske faktorer tillader discipelskab, former mesteren en æterisk genpart af disciplen i ashramen. Den er i tæt energetisk forbindelse med disciplen, og den viser øjeblikkeligt de fremskridt, der sker undervejs i forløbet.

_________________________________

[1] Esoterisk set er en ashram et subjektivt åndeligt center, hvor en mester samler en gruppe af sjæle, der befinder sig på samme stråle (en af de syv kosmiske energier). En ashram er først og fremmest en indflydelsessfære af positive energier, der telepatisk påvirker menneskeheden.

_________________________________