PRØVEFASEN

Prøvefasen, der indeholder stadierne, ”det lille discipelskab” og ”disciplen i lyset”, kræver en længere beskrivelse, for her ligger alle forudsætningerne for, at de senere stadier kan etableres. Det er en intensiveret udvikling, der forløber over mange inkarnationer, selv om de set i forhold til alle de inkarnationer, der allerede er levet, er relativt få.

Den tibetanske mester Djwhal Khul fortæller følgende om det menneske, der lige er begyndt på discipelskabets vej:

”Mennesket har benyttet formsiden og er blevet domineret af den. Det har også lidt under det og har derfor nogle gange gjort oprør på grund af overmætning af alt, som tilhører den materielle verden. Utilfredshed, afsky, modvilje og dyb træthed kendetegner meget ofte den, som står ved tærsklen til discipelskab”.

Alice A. Bailey: A Treatise on White, p. 58

I millioner af år har mennesket begæret det fysiske, og nu skal begæret vendes indad mod noget højst abstrakt, og det er årsag til stor frustration og lidelse. Men det fysiske livs bæger er blevet tømt, og derfor opstår der et behov for at rette begæret mod åndelig udvikling.

Under prøvefasen er der ofte en følelse af mindreværd, og det er en af de største forhindringer for disciplen på prøve. Djwhal Khul forklarer det på denne måde:

”Mennesket på prøvestadiets vej har haft kontakt med sjælen, har set visionen og mulighederne, og ser på sin personlighed og sammenligner den med det arbejde, der skal udføres og med kvaliteten hos de mennesker, som arbejdet har ført det sammen med. Resultatet er et meget stærkt mindreværdskompleks, fordi det stimuleres af kraftstrømme oppefra, for energi følger tanken og den farves af tankens kvalitet.

Mennesket, der her tales om, kaster et kritisk og skuffet blik på sin personlighed og dermed stimuleres netop det, som dybt beklages, og dermed bliver det endnu mindre egnet til opgaven. Det er en ond cirkel, der skaber nervøsitet, og den skal brydes af en fuldstændig erkendelse af sandheden, som ligger i ordene: ’Som et menneske tænker, sådan er det’. Fokuserer man opmærksomheden på sin alvidende sjæls natur, bliver man som sin sjæl. Tanken er fokuseret i sjælsbevidstheden, og mennesket bliver sjælen i manifestation via personligheden”.

Alice A. Bailey: A Treatise on White, p. 306