At mennesket begærer sandhed frem for alt andet er godt og rigtigt. Og at det er villig til at ofre sig, sin tid, ja hele sit liv for sandheden, afslører begærets ædelhed. Men når mennesket i materialismes blindhed vil eje sandheden, vil gribe den, fiksere den, fastlåse den i siderne i en bog – dvs. gøre det, der er hjertet i alt, til en genstand – så mister begæret sin ædelhed, og man kan kun føle medlidenhed.

Selv om mennesket igen og igen påstår, at det både har fundet og ejer sandheden, er selve sandheden altid uberørt. Sandheden er det mysterium i livet, som mennesket aldrig kan nå. Sandheden stiger ikke ned til menneskehedens illusionsrige verden. Det menneske, der ønsker at nærme sig sandheden, er nødt til at stige op til virkelighedens verden, hvor det møder virkeligheden ansigt til ansigt og for en tid bliver ét med den levende sandhed. Men det er altid mennesket, der skal bestige virkelighedens bjerg – visionen på bjerget kommer aldrig ned i dalen.

Kun på den måde er det muligt for mennesket at erkende livets mysterium. Det kan aldrig løse mysteriet, og det kan slet ikke indfange det i et intellektuelt system, uanset hvor logisk det er opbygget. Livet er ikke logisk, selv om logik er det alfabet, mennesket skal lære, hvis det vil tale livets sprog, som udtrykker sandhed. Og alligevel kan intet forståeligt sprog beskrive visionen, for det menneske, der ikke selv har erkendt den. Det enkelte menneske er nødt til at betræde den snævre sti, der fører op ad bjergsiden og selv nå frem til den nøgne og ensomme top, hvor visionen kan erkendes. Man kan vise vejen, fortælle om de prøver, der findes undervejs, advare om farer, der skal undgås, og forhindringer, som skal overvindes, men ingen kan beskrive det endelige mysterium, for dets navn er oplevelse. Livets mysterium er ikke et problem, der skal løses. Det er en virkelighed, som skal opleves.