Hierarkiets overhoved
Hierarkiets overhoved er mesteren Kristus. Han har andre navne i andre religioner. Og Kristus er et menneske. Det er en stor misforståelse at tro, at han alene er overhoved for én religion – kristendommen – og ikke for alle religioner. Han er som sagt et menneske, og han lever og arbejder i en menneskekrop. Han har aldrig forladt menneskeheden, for iflg. åndsvidenskaben er han inkarneret på det fysiske plan. Og han vil igen vise sig offentligt. Han skal ikke nødvendigvis fødes som et barn og vokse op.[1] Han har fungeret som leder af Hierarkiet i en normal cyklus på 2.250 år, og han er det første menneske, der fortsætter sin funktion på planeten i endnu en cyklus. Han er den største succes, menneskeevolutionen nogen sinde har udviklet.
Hierarkiet er en 2.-stråle organisation, og Kristus og hans ashram er ”på 2. stråle”. Det er logisk, for solsystemet er det andet system i en udvikling på tre manifestationer, og solsystemets Sollogos er en 2.-stråle Logos. De syv stråler strømmer til solsystemet fra kosmos, og de syv energier er udtryk for det guddommelige liv i aktivitet. Alle Hierarkiets mestre er karakteristiske ved deres sjæls strålekvalitet, og alle syv stråler kommer til udtryk via Hierarkiet. Det er en nødvendig forudsætning for den fuldkomne udarbejdelse af den guddommelige plan.
Menneskets udvikling inkluderer fem store bevidsthedsudvidelser, der også kaldes indvielser. Alle medlemmerne af Hierarkiet har bestået alle fem indvielser, og nogle har endda taget sjette og syvende indvielse. Det medfører, at de har nået alle de åndelige mål for menneskets evolutionsproces på Jorden. Det er årsagen til, at de kaldes visdommens mestre.
_________________________________
[1] Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at mestre er i stand til at tiltrække atomart fysisk stof samt astral og mental substans og samle stoffet til et Mayavirupa – et legeme. De skaber legemet med deres vilje, de kan bruge det ved hjælp af viljen, og de kan lade det forsvinde ved hjælp af viljen.
_________________________________
|